PTSD har sine rødder i fysiske processer i hjernen

Fotoet viser en hjerne af plastik. Siden handler om PTSD og de fysiske processer i hjernen. Fotoet er taget af Jesse Orrico.

PTSD påvirker din hjernes biologi og kemi – helt ned på celleniveau. Fra før at være et rationelt menneske, hvor du havde rimelig styr på dine følelser og handlinger, er det nu som om, at din hjerne er blevet kapret. PTSDén får dig måske til at føle dig skør, ude af kontakt med din krop, og hvem du er. Det er egentlig ikke så underligt eftersom, at hjernen skaber nogle erfaringer, som du måske slet ikke har valgt og som ikke nødvendigvis er den, du gerne vil være. Og selv om erfaringerne skabes inde i dig, kan du ikke kontrollere dem. (3)

Uenighed om hvad der er galt inde i hjernen

Neuroforskere og læger har i årtier diskuteret, hvorfor kun nogen får PTSD, og hvorfor de oplever så mange symptomer og invaliditet. Alle eksperterne på området er nu enige i, at PTSD har sine rødder i meget virkelige fysiske processer i hjernen, og at det ikke er en slags psykologisk ”svaghed”. Hvad der konkret er galt med hjernen er der imidlertid ikke klar enighed om. Der er flere teorier. Professorere på Michigan Medical School, som har studeret PTSD fra mange vinkler, fremhæver 4 af teorierne om, hvad der er galt i hjernen: (4)

  • Abnormal frygt læring, som har sin rod i amygdala – hjernens ”kæmp eller flygt” center.
  • Overdreven trussel-detektering, som har rod i de hjerneregioner, som finder ud af, hvilke signaler fra omgivelserne, der er vigtige eller betydningsfulde at bemærke eller reagere på. (4)
  • Forstyrrelser i reguleringen af følelser og den ledende funktion, som hovedsageligt har rod i frontallappen – det center i hjernen, som holder følelser i skak og planlægger og skifter mellem opgaver. (4)
  • Forstyrret kontekstbehandling. Kontekstbehandling er en kernehjernefunktion, der gør det muligt for mennesker at erkende, at en bestemt stimulus kan kræve forskellige svar afhængig af den sammenhæng, den indgår i. (4)

Der er således flere teorier om, hvad der sker i hjernen under PTSD. Denne artikel er baseret på nogle eksperters teori om, hvordan hjernen opfører sig under traumer.

Tiden fryser fast så farer føles som om, at de sker for evigt

Fare er en normal del af livet, og vores hjerne er designet til at opdage farerne og beslutte, hvordan vi skal reagere på dem. Vi suger information til os fra vores omgivelser. Informationen kommer fra hele vores sanseapparat – vores syn, næse, ører og hud. Al sanseinformationen blandes normalt vis sammen i et område, der hedder thalamus, og giver os en sammenhængende fornemmelse af, hvad vi lige nu oplever. Informationen fra thalamus går i to retninger – ned til amygdala i den ubevidste hjerne, og op til frontallappen, hvor det kommer op til vores bevidsthed.(5)

Processen i thalamus kan imidlertid bryde sammen, så alle vores sanseindtryk bliver kodet som isolerede dele af lugte, syn, lyde mv, og den normale forarbejdning af minderne ikke fungerer. Tiden fryser fast, så farer, der sker nu, føles som om, at de sker for evigt. (5)

Dine reaktioner sker hurtigt og uden omtanke

Amygdala får informationerne fra thalamus hurtigere end frontallappen. Med hjælp fra hippocampus, som relaterer sanseindtrykkene til dine tidligere oplevelser, vurderer amygdala hurtigt og automatisk om du er truet på din overlevelse. Vurderer den, at du er truet, sender den øjeblikkelig information ud til hypothalamus og hjernestammen, samt rekrutterer stresshormonsystemet og det autonome nervesystem. Alt sættes ind for at redde dig. (5)

Psykologiske problemer udspringer fra dybere regioner af hjernen

Her nytter det ikke at vide en masse og være nok så fornuftig. Neurovidenskaben viser, at de fleste psykologiske problemer har sit udspring fra pres fra dybere regioner af hjernen, som driver vores opfattelse og opmærksomhed. Når alarmklokken amygdala i den emotionelle hjerne bliver ved med at signalere, at du er i fare, vil mængder af indsigt ikke bringe den til stilhed. (5)

Mange funktioner i din krop lukker ned, fordi de ikke er vigtige for din overlevelse

Amygdala sætter gang i en proces i hele din krop. Den sørger for, at  dit energiniveau stiger ud over normalen, dit blodtryk og din puls stiger og blodstrømningen til muskler, hjerte og lunger øges. Dit blod ledes også væk fra dine indre organer ud mod arme og ben. Herved forbedres din evne til at yde det maksimale.  Det vil sige kæmpe fysisk eller flygte med stor hast. (2) Samtidig lukker det sympatiske nervesystem ned for alt det i kroppen, der ikke er nødvendigt for din absolutte overlevelse. (1) Det er ikke vigtigt at kunne snakke eller tænke nu, eller foretage valg, eller have nogen rationel diskussion med dig selv nu eller nogen andre. Det er heller ikke vigtigt, om du kan reproducere dig selv eller om dit fordøjelsessystem fungerer.(3) Det er heller ikke nødvendigt at du kan sove. Faktisk vil søvn gøre, at du ikke er i sikkerhed. Der er heller ingen grund til at nyde de ting, som du tidligere har nydt, for de vil ikke holde dig i live. Ingen grund til, at du skal føle dig tæt med andre mennesker.  Ingen grund til at føle seksuel lyst eller til at gå ud og nyde livet. Alle disse ting vil ikke holde dig i live.

Alt hvad der er nødvendigt nu er, at du overlever, og for at du kan gøre det, skal du reagere på truslen hurtigt og instinktivt.(3) Når amygdala råber ”alarm”, tænker vi ikke blot, ”måske er der en fare her”. Når vores hjerne fortæller os noget, så tror vi på den. Vi føler og tror på, at vi er i øjeblikkelig fare, også selv om vi sidder roligt hjemme i vores stue.(1)

Vi kommer på overarbejde og brænder ud

Så længe at amygdala er overaktiv, tror vi, at vi virkelig ikke er i sikkerhed. Ligegyldig hvad der virkelig sker. Problemet er imidlertid, at vores tro på, at vi er i fare, faktisk ikke gør at vi kan føle os mere trygge. Faktisk så kan det få os mere i fare. Det tager en masse energi at tjekke alle mulige trusler. Vi bliver trætte, kommer på overarbejde og brænder ud. Vi ved ikke hvilken alarm fra amygdala, der er en ægte trussel. Med tiden, bliver systemet så overbelastet til det punkt, at hvis der kommer en virkelig trussel, så er det mere sandsynligt, at vi ikke fanger den.(1)

Du forlader dine sanser

Al den aktivitet, som amygdala sætter i gang,  sker inden frontallappen overhovedet er blevet bevidst om, at der er fare på færde. Så længe du ikke er alt for ophidset, vil frontallappen hjælpe dig til at se om du reagerer på en falsk alarm. Frontallappen gør dig i stand til at tænke roligt og objektivt over dine følelser og tanker, og tage din tid med at forhindre eller modulere den automatiske emotionelle reaktion fra amygdala. Er du derimod i en højt emotionel tilstand som frygt, vrede og tristhed grundet meget stressende omstændigheder, øges aktiviteten i frontallappen. Når det sker, bryder den hæmmende funktion fra frontallappen sammen, og du forlader dine sanser. Du bliver måske skræmt af en høj lyd, bliver rasende over småfrustrationer eller stivner, når der er nogen der rører ved dig. (5) Din frontallap er uden kontrol, så din evne til at skifte opmærksomhed kan blive ikke-eksisterende. Når du prøver at skubbe tankerne eller minderne væk, bliver de ved med at komme tilbage, fordi hjernen ikke kan ændre, hvor den har sin opmærksomhed, og den kommer til at sidde fast i traumet. (3)

 

Kilder
  1. PhD Julia M. Whealin, PhD Lorie T. DeCarvalho, PhD Edward M. Vega. “Clinician’s Guide to Treating Stress After War: Education and Coping interventions for veterans.” 2008. John Wiley & Sons. New Jersey.
  2. Carsten Reides Bjarkam, MD, PhD, hjernekirurg og hjerneforsker. Århus Universitet. ”Nervesystemets opbygning og funktioner.”27.08.2009. www.netdoktor.dk
  3. W. W. Norton. Foredrag om bogen; ”The science behind your symptoms.” 2015. www.healmyptsd.com.
  4. MedicalXpress. “Whats really going on in PTSD brains? Experts suggest new theory. 7. Okt. 2016. Medicalxpress.com
  5. Bessel van der Kolk. “The body keeps the score.” S. 60-64. 2014. Penguin Books.