Anne fik Kompleks PTSD af psykisk vold, sex og død

Fotoet viser en væltet manequindukke, og er fotograferet af Edu Lauton. Siden handler om Anne, som fik Kompleks PTSD af psykisk vold, sex og død.

Anne havde en barndom, hvor hendes forældre ville give hende de muligheder, som de ikke syntes, at de selv fik som barn: Muligheden for uddannelse og økonomisk stabilitet. Det fik Anne, men hun fik også en barndom, hvor hun oplevede ensomhed og manglede at blive anerkendt og elsket for den, hun var.

Det Anne ikke fik hos sine forældre søgte hun hos mænd, som villigt gav hende anerkendelse, for at få sex. Anne så ikke, at det, som de tilbød ikke var kærlighed. Hun lærte at skelne men oplevede stadig, at mænds interesse var seksuel, selv på arbejdspladser.

Da Anne lærte sig at skelne de søde mænd fra dem, der kun ville hende seksuelt, mødte hun Lars. Anne og Lars fik børn, og nu begyndte større traumer at rasle ned over Anne. Hun havde ikke tid til at komme sig over et traume, før der kom et nyt. Hun oplevede døden trænge sig på i sit lykkelige familieliv. Hun var truet, og det var børnene også. Flere gange måtte Anne foretage grusomme valg, som et menneske ikke burde stå overfor. Hun havde sin mands støtte, men ensomheden og gentagne svigt kom alligevel til at fylde i hendes liv igen.

De længerevarende relationelle traumer betød, at Annes psyke til sidst sagde fra. Hun havde gennem årene fået udviklet PTSD og Kompleks PTSD. Det stoppede imidlertid ikke traumerne i fortsat at komme i Annes liv. Anne der efterhånden var blevet vant til at blive sat i truende situationer, kæmpede videre og videre og bevarede håbet om, at hun kunne få det bedre selvom hendes sind var gået i tusind stykker.

Barndommens ensomhed

Annes eneste minde inden hun blev 8 år, var hendes 10 år ældre fætter, der krænkede hende seksuelt. Han havde sin ene hånd nede i hendes trusser, mens han læste en tegneserie for hende. Anne husker kun den ene episode og slår den hen som om, at den nok ikke betyder noget:

… Det var lige en detalje om min barndom. Jeg havde også en fætter, der pillede ved mig, da jeg nok var 6 år. Jeg ved ikke. Jeg kan ikke så godt huske så meget fra min barndom, så jeg ved ikke om der har været mere end det.

Den ældre fætter var søn af Annes dagplejemor. Fra Anne var 2 til 5 år, blev hun passet af dagplejemoren, mens Annes mor var på arbejde.

Anne husker ikke meget fra sin barndom, men hendes krop husker:

… Jeg kan mærke ensomheden, når jeg bliver ignoreret og usikkerheden over om jeg er god nok. De samme følelser havde jeg, da jeg var barn, og min far ikke viste mig interesse…

Anne voksede op sammen med sin far, mor og sin 3 år yngre lillebror. Hendes far havde meget af sit fokus på sin karriere og var meget fraværende – både fysisk og psykisk. Anne husker ikke meget om ham fra sin barndom. Indvendigt havde hun dog en følelse af, at faren ikke elskede hende – ikke var interesseret i hende. Der var så meget andet som interesserede ham mere end at være sammen med sine børn. I dag ved hun godt, at han elsker hende. Han er bare meget dårlig til at vise det.

Anne var morens følelsesmæssige støtte

Moren i familien var til gengæld interesseret i Anne. Hun trak Anne tæt ind til sig og brugte Anne som sin følelsesmæssige støtte, når hun syntes, at hun selv havde det svært, og når Annes far gjorde og sagde noget, som moren ikke syntes var i orden.

Moren havde grund til at klage over sin mand. Hun stod for al pasning af deres fælles børn og meget af arbejdet i familiens virksomhed, mens Annes far aktivt netværkede blandt byens erhvervsfolk og charmerede kvinder, som han kom i nærheden af. Da Annes mor havde en tendens til at lyve og kritisere meget, havde Anne imidlertid svært ved at se, hvad der var sandhed eller overdrivelse ved det moren sagde om faren:

… Hun var også jaloux anlagt… Jeg skulle jo være der for hende… Hun prøvede at sætte min far i et dårligt lys…  Var meget sort/hvid i sin tankegang. Løgne. Hun kunne sagtens lyve uden problemer. Det faldt hende overhovedet ikke svært… Men det gjorde også, at jeg fik et meget negativt syn på min far…

Anne havde brug for det nære forhold til moren, men vidste også, at det var betinget af, at hun ikke modsagde sin mor. Når Anne sagde sin mening kunne moren finde på at løbe grædende ud på toilettet og sige, at Anne var ond, eller at hun var ligesom sin far. Det var svært for Anne at tale fornuftigt med moren, fordi hun både talte udenom, kom med pludselig vredes udbrud eller mente, at andre ikke ville hende det godt. Anne skulle passe på med, hvad hun gjorde og sagde, og hun følte, at hun blev nød til at være medgørlig, for at moren accepterede hende.

… Når jeg tænker på mig selv, føler jeg mig med det samme egoistisk og ond. Det min mor sagde dengang, sidder dybt inde i mig… Og jeg var så pæn en pige, der gjorde hvad der blev sagt. Det er jo ikke sundt. Det duer ikke at være så medgørlig, når man bliver voksen, men det følte jeg jo, at jeg var nød til dengang, for at mine forældre ville elske mig, så det sidder i mig.

Var meget ensom

Anne havde brug for sine forældres opmærksomhed. Hun havde veninder i den tidlige barndom, men som 12 årig flyttede hendes familie fra storbyen ud til en lille by, hvor forældrene ville være selvstændige. Hjemme havde hun altid følt sig meget alene. I den nye by blev det værre, for der havde hun ingen nære veninder, og hun blev mere og mere indadvendt.

… Jeg følte mig meget anderledes end mine klassekammerater. De nye. De var meget større end jeg. De var mere udviklede. Jeg var sådan en lille splejs som. Hvor pigerne havde bryster og var høje. Jeg var anderledes allerede fra starten af. Jeg følte mig udenfor.

… Jeg fik en kat, da vi flyttede. Den var min bedste ven… Jeg kunne med vilje lade som om, at jeg faldt ned af trapperne for at tjekke om min kat ville blive ked af det, hvis jeg var død… Jeg var meget alene.

Manglede følelsesmæssig støtte

Det var ikke kun faren, som moren var kritisk overfor. Anne blev nedgjort og oplevede, at moren havde svært ved at glæde sig på sin datters vegne. Sagde hun noget positivt, så kom der gerne noget negativt eller moren tog æren fra hende:

… Neeej det er jo godt, at det går dig godt (kunne hun sige). Men det er også fordi, at du har sådan noget flot lyst hår.” Hun var jo selv mørkhåret…. Når jeg glædede mig over noget, så kunne hun også sige: ”Ja – det har du fra mig… ”

Følelsesmæssig støtte var noget begge forældre havde svært ved:

… Der er vel nogen, der har det værre”(kunne min far sige). Jamen der er jo altid nogen, der har det værre. Det er der altid. Det hjalp jo ikke mig. Og jeg kunne også blive nedgjort, når der var noget, der gik mig på. For eksempel hvis jeg havde fået en eller anden karakter, som jeg var meget ked af: “Nåh, men du kan altid blive rengøringskone.” Eller: “Nu skal du heller ikke gå og pive sådan.” Det kunne jeg også få at vide. Så det var ikke i orden.

En søgen efter kærlighed og anerkendelse

Anne oplevede ikke, at hun fik den kærlighed og anerkendelse, som hun havde brug for som barn.  Som barn udviklede hun derfor ubevidst en strategi, som hjalp hende til at få mest mulig kærlighed og anerkendelse:

… Jamen som barn har jeg jo også prøvet at få det bedste ud af situationen… Jamen jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne trække mest kærlighed ud af dem og anerkendelse… Min metode var jo nok, at jeg er en pæn pige og opfører mig ordentligt og giver dem ikke nogen problemer…  Så var det nemmere måske for dem at holde af mig. Det ved jeg ikke.

… Jeg behagede min mor og min far, fordi det var den måde, som jeg tænkte, jeg kunne få mest ud af det her på som barn. Måden jeg kunne overleve på, fordi hvis jeg ikke gjorde det, så faldt der jo brænde ned. Så jeg brugte jo de metoder, jeg kunne…

Seksuelle krænkelser og ønsket interesse fra mænd

Det kan godt være, at det var vanskeligt for Anne at få anerkendelse og opmærksomhed fra sine forældre. Det fik hun så til gengæld fra drenge og mænd. Anne var en køn og feminin pige, som fangede deres opmærksomhed. Dette endda før, at hun selv interesserede sig for noget seksuelt. Hun prøvede derfor at undgå at komme tæt på dem, der ville hende seksuelt, og flygtede også, hvis hun mente, hun var i fare.

En mørk aften, hvor Anne trak sin punkterede cykel gennem en skov, blev hun stoppet af en bil med to mænd:

… To mænd spurgte om jeg ville op at køre med dem. Jeg har ikke været mere end 12 år. ”Nej”, sagde jeg. Der var højt musik i bilen, og de virkede skumle. De kørte, men længere fremme kunne jeg se, at de vendte bilen, som om at de fortrød. Jeg fornemmede, at der var fare på færde og så smed (jeg) min cykel og løb alt det jeg kunne – hjem gennem stier i skoven.

En anden gang var 13 årige Anne på det lokale diskotek sammen med nogle kammerater:

… Jeg sad på gulvet sammen med nogle kammerater og så kom der en mand hen til mig og begyndte totalt umotiveret at rage mig i skridtet. Jeg blev vildt bange og så flygtede jeg simpelthen ud på dametoilettet.  Han var stadig efter mig. Også låste jeg døren. Og så prøvede han faktisk at klatre over (væggen i) båsen. Jeg var skrækslagen. Heldigvis var der en udsmider, der kom og tog fat i ham.

Vennerne var for vilde!

Anne havde svært ved at falde ordentlig til ude på landet. De veninder som Anne fik, brød forældrene sig ikke om. De syntes, at de var for vilde og var bange for, at Anne ville rode sig ud i noget, som ikke var sundt for hende, så Anne kom på efterskole. Det viste sig, at det var en god beslutning:

… Jeg gik fra at være så indadvendt. At jeg kun kunne snakke om min kat, til at jeg fik nogle rigtig gode venner og hyggede mig rigtig meget på efterskolen. Jeg udviklede meget i de par år. Blev meget mere udadvendt og fik det bedre med mig selv.

Ville leve af at tegne

Efter efterskoleophold tog Anne en studentereksamen, men det hun virkelig ville var at tegne. Anne havde altid været god til at tegne. Når hun tegnede og var kreativ, var hun i sin egen lille verden. Med en studentereksamen i lommen, besluttede Anne derfor, at hun ville være reklametegner. Hun fik en lærerplads som reklametegner på en tegnestue, men desværre gik tegnestuen i betalingsstandsning efter ganske kort tid. Hun fik sig noget arbejde indenfor detailbranchen og efter et stykke tid lykkedes det hende igen at få en lærerplads på en tegnestue. Det gik imidlertid heller ikke godt:

… Jeg kan huske, at jeg sagde til ham: ”Nu er det vel ikke sådan, at i har en dårlig økonomi her på reklamebureauet.” ”Nej. Den er fin”, sagde han. Få måneder efter gik reklamebureauet konkurs. Og jeg var vred og skuffet. Og jeg kunne ikke finde en ny lærerplads. Så til sidst turde jeg heller ikke. Jeg besluttede at læse ingeniør. Det måtte være et job, man kunne regne med, der var stabilt.

Tiltrak mænd der kun var interesseret i sex

I 18 års alderen begyndte Anne først at interessere sig for sex og kærester. Hun havde 3 faste forhold i løbet af ungdommen, og når hun ikke havde en kæreste, var hun på udkig efter en. Og der var mange mænd, der var interesseret i Anne, for hun var en flot, sød og charmerende ung kvinde. Mange af mændene var imidlertid kun interesseret i at få sex med Anne. Anne var med på at have sex men ønskede også ofte, at de kunne blive kærester, og det gjorde, at hun for det meste blev skuffet.

… De har jo overøst mig med komplimenter, og jeg var jo alt for dem, og. Jamen – jeg slugte det råt. Der kom min naivitet til. Jeg var nok lidt godtroende, fordi jeg havde så stærke behov for at få kærlighed og anerkendelse. Det fik jeg så ikke af dem…

Gennem ungdommen var hun i seng med mange mænd. Hun ønskede kærligheden, men blev interesseret i de forkerte mænd. Hun tænkte og hun analyserede sin egen adfærd, men endte alligevel med at falde for mændenes fine og elskelige ord til hende.

De gentagne afvisninger, de bristede håb om kærlighed og følelsen af at blive narret til sex igen og igen, tog hårdt på Anne. Hun var ofte trist i længere perioder, men hun var altid klar på, at der skulle ske noget.

Endte i mange situationer, som kunne have endt galt

Hun var impulsiv og på mange måder frygtløs. Hun havde været vant til en mor, som både var dominerende, men også holdt hende tæt ind til sig, så Anne havde brug for at prøve sine grænser af:

… Der skulle ske noget i min ungdom. Jeg tror også det var lidt som reaktion på, hvordan min mor hun var: Nej – nu skal du passe på, og nu skal du ikke dit og nu skal du ikke dat og alt sådan noget. Det skulle hun ikke bestemme… Nogen ting havde hun måske ret i…

Annes impulsivitet betød nogle gange, at hun endte i situationer, som kunne være farlige for hende. Andre gange oplevede hun dem blot fordi, at hun var kvinde. Hun blev ikke voldtaget, men der var situationer, hvor hun mærkede, at hun var i fare:

… Der har været en del situationer, hvor jeg var i fare. hvor jeg kunne mærke simpelthen, og jeg for eksempel blev fuldstændig ædru meget hurtigt eller sådan noget. Hvor åh åh. Der – nu skal jeg fandeme passe på. Det har jeg alligevel kunne mærke. Men hvor jeg på en eller anden måde har klaret mig ud af det, eller bare været heldig. Altså. Der har også været held i det.  Det er jeg overbevist om…

Porno og prostitution?

En af situationerne var, hvor Anne kunne mærke, at hun var i fare, var da hun var Au-pair pige i udlandet. Hun kedede sig i jobbet og ledte derfor efter et job i restaurationsbranchen. Anne blev henvist til en fyr, hvis familie ejede flere restauranter. Da fyren foreslog, at de tog i byen sammen, sagde Anne ja. Hun ønskede at gøre et godt indtryk, så hun kunne få et job. Langt udenfor byen og på en øde og mørk motorvej, syntes Anne imidlertid, at fyren blev ubehagelig:

… Og han begyndte at tale om mine. Vi havde lige været ude på et diskotek. At jeg havde nogen flotte ben og en flot krop og om jeg havde overvejet at blive model? Nej. Det mente jeg nu ikke, at jeg var køn nok til. Nåh – men man behøver ikke at kunne se ansigtet, sagde han så. Og der løb det koldt ned af ryggen på mig. Jeg følte mig bare sådan uhh ubehagelig tilpas. Og så stoppede han ind på en tankstation. Nej – inden da havde han sagt, at han havde en kammerat, der tog sådan nogle billeder. Og så kørte han ind på en tankstation, der ude ved motorvejen, og så gik han hen og ringede fra en telefonboks. Og så sad jeg der i bilen. Hvad skal jeg? Skal jeg løbe eller hvad skal jeg. Jeg kunne bare ikke løbe nogle steder hen, så der blev jeg der…

Anne fik sig snakket ud af situationen og undgik at have kontakt med fyren efterfølgende. I andre situationer var det mere held, der gjorde, at hun ikke blev seksuelt udnyttet. Hun var for eksempel kæreste med en 12 år ældre mand i udlandet, hvor hun ikke så de kraftige signaler på, at han kunne være farlig for hende: At han syntes hun var født til sex. At han havde været alfons eller, at han en aften tog hende med på luderbar uden at have spurgt hende om hun ville derind:

… I selve situationerne ringede alarmklokkerne underligt ikke nok. Det var først da jeg. Da han flirtede med en bartender, hvor jeg sad lige ved siden af ham. Der var grænsen åbenbart for mig.

Læste til ingeniør

Efter nogle måneder som Au-pair pige kunne hun godt se, at der skete for meget for hende i udlandet. For meget, som gjorde, at hun kom i fare. Hun valgte derfor at tage hjem til Danmark og tage en uddannelse.

Anne flyttede til den anden ende af landet for at læse til ingeniør. Hun var den første i familien som tog en videregående uddannelse. Forældrene støttede hende økonomisk, så hun ikke fik studiegæld. På det tidspunkt levede Anne meget i nuet, så det var hendes vedholdenhed og intelligens, der fik hende gennem studiet:

… Jeg havde besluttet, at nu ville jeg være ingeniør, og så skulle det nok lykkes mig. Der er ingen der skal sige, at det kan jeg ikke finde ud af… Det skal jeg nok selv bestemme. Så jeg havde noget indre styrke. Jeg vil ikke finde mig i, at der var noget jeg ikke kunne…

… Jeg var nok meget lystbetonet under mit studie. Hvis der var nogle fag, der interesserede mig, så fik jeg høje karakterer i dem, men hvis det ikke interesserede mig, så lavede jeg ikke lektierne… Dumpede jeg i noget, så var jeg imidlertid så stædig, at jeg sagde til mig selv, at det kan sgu ikke passe. ”Selvfølgelig kan jeg lære det her.” Og så gjorde jeg det. Og så gik jeg fra at have fået en dårlig karakter til at få en meget høj karakter. Så jeg kunne, hvad jeg ville…

Anne fik taget sin uddannelse færdig. Hun lavede et afgangsprojekt, hvor hun analyserede forældrenes virksomhed for energibesparelser. Forældrene var ikke interesseret i at se projektet.

… Ja. Gu var jeg skuffet over, at de ikke engang gad at se projektet i gennem. De kunne spare mange penge – og det var jo heller ikke tilfældigt, at jeg havde lavet projektet om deres virksomhed. Lidt anerkendelse for det store stykke arbejde ville have været rart.

Chefen var et økonomisk rodehoved

Efter at have været arbejdsløs i et års tid, tog Anne et ingeniørjob i Tyskland. Det var et godt job og Anne havde kontakt til en del udenlandske ingeniører, så hun faldt hurtigt til i byen og i firmaet. Det viste sig imidlertid, at firmaet ikke var helt fine i kanten. Lederne forsøgte at snyde Anne og andre udenlandske ingeniører for løn. Anne kæmpede imod og fik sin løn, men sagde kort tid efter op. Hun ville ikke acceptere firmaets måde at behandle ansatte på, så hun valgte at i stedet for at videreuddanne sig til civilingeniør, for at gøre sine jobmuligheder bedre i Danmark.

Samtidig med, at Anne videreuddannede sig, boede hun sammen med sin kæreste, som tidligere havde været en af hendes bedste venner. De var begge civilingeniører, men begge arbejdsløse efter endt studie. De fik begge arbejde i København. Anne var ikke så heldig med sit nye job. Det var en innovativ lille virksomhed:

… Han var virkelig innovativ – chefen. Han havde bunker af papirer, der fyldte flere store borde, firmaer ringede for at trække efter penge, som han ikke havde betalt. Det var dybt ubehageligt. Det var mig, der sad mutters alene og skulle snakke med alle de folk, der ville have penge. Han var der kun sjældent. Jeg følte ikke, jeg kunne være et sådan sted. Og det trak også ud med, at jeg kunne få mine feriepenge. Jeg sagde op.

Ophør af parforhold udløste sammenbrud

Anne savnede sin familie og deres lejlighed. Hun havde alligevel ikke lyst til at bo i København. Anne flyttede tilbage til hendes og kærestens lejlighed i Jylland, og kæresten valgte at flytte med, hvilket udløste at han fik en depression. Forholdet til kæresten knagede. Det havde det gjort længe. Det der havde holdt dem sammen var deres lange venskab gennem ingeniøruddannelsen. Deres forhold var værre end nogensinde før:

… Jeg støttede ham samtidig med, at jeg forsøgte at passe på mine grænser. Men det var som om, at det gjorde lige meget hvad jeg sagde og gjorde, så misforstod han det. Jeg skulle hele tiden passe på. Gå på tåspidser… (På et tidspunkt) var jeg et og alt for ham, og (på et andet tidspunkt) havde han tanker om, at ville smide mig ud af vinduet fra 2. sal…

Kæresten valgte at forlade Anne midt i sin depression. Anne kunne ikke mere holde sammen på sig selv mere. Hun fik et sammenbrud og begyndte at gå til psykolog:

… Det var det bedste, jeg havde gjort…  Jeg kunne ikke mærke følelserne i min krop, og de gentagne afvisninger og grænseoverskridelser fra mænd havde tæret voldsomt på mig… Jeg blev et nyt menneske med hårdt arbejde hen over 3 år. Jeg blev bundfornuftig og fik redigeret mit syn på mig selv og mænd. Det var hårdt arbejde, men det lykkedes mig at ændre min personlighed markant og lære at passe bedre på mig selv.

Annes lærdom ved psykologen havde hun meget brug for i det daglige. Hun fik et ønskejob som lokal miljømedarbejder, og den 20 år ældre leder fra kommunens miljøafdeling sørgede for, at Anne havde økonomisk støtte fra kommunen, og han var også Annes primære samarbejdspartner. Samtidig var han meget interesseret i Anne og var pågående med krammere, gaver og komplimenter. Anne var ikke interesseret i ham og følte, at han overtrådte og udfordrede hendes grænser igen og igen. Hun var afhængig af hans samarbejde i jobbet og kunne derfor ikke undgå ham. I 2 år udførte hun sit arbejde i et stadig forsøg på at holde ham en armslængde væk:

…Jeg holdt ham på afstand, men det holdt hårdt… Jeg skulle være super opmærksom hver gang, han var i nærheden.  Jeg kunne ikke forstå, hvordan han kunne tolke min venlighed, som at jeg ville ham. Jeg ville jo bare have et godt samarbejde med ham. Det var fandeme upassende at sende mig kærligheds-erklæringer på e-mail og dokumenter om at være forelsket. Prøv da lige at blive voksen…

Er sex en frynsegode?

Anne var glad for jobbet som lokal miljøvejleder, men jobbet medførte, at hun boede langt ude på landet, hvor gennemsnitsalderen på mænd var 40 – 50 år, og det gik ikke, når hun nu gerne ville have sig en kæreste. Hun fik derfor et andet job i en offentlig virksomhed. Jobbet gjorde, at hun kunne bo i en storby.

I jobbet var opgaverne spændende og udfordrende, og Anne glædede sig over, at prøve noget nyt. Der gik dog ikke lang tid, før Anne kom hun i konflikt med en kollega. De var uenige om, hvordan Anne skulle udføre sit arbejde. Deres leder gjorde det klart, at de måtte komme overens. Den der ikke ville det, ville blive fyret. Som ny i jobbet var Anne bange for at det ville være hende, der blev fyret. Hun havde det rigtig skidt på jobbet og konflikten med kollegaen fyldte meget i hendes sind.

… Jeg følte mig udenfor, fordi jeg som ny i jobbet ikke havde nogle relationer på arbejdspladsen. Og jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på at Karina nok havde fortalt flere, at jeg var umulig. Jeg følte mig meget alene. Så var det jo rart, at direktøren i det mindste var imødekommende overfor mig. Vi snakkede om kunst, og han var interesseret i at snakke med mig…

Direktøren inviterede Anne på museum

En eftermiddag kom direktøren ind på Annes kontor og snakkede om kunst. Under samtalen spurgte han Anne og hun ville med på kunstmuseum. Det sagde hun ja til. Hun undrede sig ikke desto mindre over, at der ikke var andre, han inviterede med og forberedte sig på, hvordan hun elegant kunne slippe væk, hvis det gik hen og blev ubehageligt. Det fik hun brug for. På museet talte direktøren indgående om erotiske skulpturer. Trods ubehag og trang til at være et andet sted, viste Anne ingen reaktion. Da de efterfølgende var på parkeringspladsen, spurgte direktøren om Anne ville med ud at spise. Anne var forberedt. Hun svarede henkastet:

… ”Nej – jeg må hellere til at komme hjem nu”.

… Jeg var ikke i tvivl om, hvad han var ude på… Jeg overvejede at sige det til nogen på jobbet, men jeg syntes, at jeg havde fået mere opmærksomhed, end jeg ønskede mig ved konflikten med min Karina.

Var hele tiden på vagt

De næste måneder holdt Anne meget øje med sin direktør.

… Jeg var bange for, at han ville overskride mine grænser. Så jeg gik i en bue udenom ham… Når jeg skulle snakke med ham, havde jeg en knude i maven, og jeg rystede på hænderne. Og jeg var vred på ham. Jeg syntes at han havde udnyttet, at han vidste, at der var en konflikt mellem mig og en kollega…

Anne bemærkede også, at direktørens opførsel overfor kvinder på arbejdspladsen ofte var upassende og krænkende, specielt til julefrokosten, som foregik på et center på landet.

En ubehagelig julefrokost

Ved julefrokosten drak Anne kun lidt alkohol, så hun var klar i hovedet og kunne holde øje med direktøren. Hun så, at direktøren dansede indsmigrende med Karina, som til gengæld virkede fuldstændigt stivnet. Så spurgte han Anne, om hun ville danse. Anne tog pligtopfyldende to danse med direktøren og ignorerede hans hentydning om, at den ene dans var en sjæler.

Halvdelen af virksomhedens ansatte var ufaglærte mænd. Den ene af dem, Henrik, satte sig ved Anne og sagde, at nogen af hans kollegaer syntes, at Anne var svær at komme ind på. At hun virkede kold, og at de mistænkte hende for at afsky mænd.

… Det gjorde mig virkelig ked af, at han sagde sådan. Jeg havde det svært nok med konflikten med Karina og med direktøren, som var interesseret i mig. På det tidspunkt sansede jeg ikke manipulationen i hans ord…

… For at bløde op på de tanker, som nogle af de ansatte åbenbart havde om mig, fortalte jeg, at jeg var genert og var ellers venlig overfor ham…  Jeg aner ikke, hvordan Henrik kunne få min venlighed til at handle om ham. Total uden situationsfornemmelse. Efter en kort snak, sagde han, at han syntes, at vi skulle være kærester og vævede rundt om, at han syntes, at vi skulle sove sammen om natten…

Direktøren blottede en kollegas krop

Julefrokosten fortsatte på et af værelserne, hvor Brian og hans kone boede. Brian var meget fuld og var derfor gået i seng. Pludselig observerede jeg, at direktøren var ovre ved Brian. Han trak dynen af Brian og blottede hans nøgne krop. Brian var så fuld, at han ikke opdagede noget.

… Der var en trykket stemning i hele lokalet. Ingen sagde noget til direktøren. ”Hvorfor er der ikke nogen af mændene, der siger til ham, at han skulle tage at gå i seng”, tænkte jeg målløs. Folk lod bare som ingenting… Min chef gik dog hen til Brian og trak dynen op over hans nøgne krop.

Satte sig tæt op ad Anne

Anne havde forsøgt at holde sig fra direktøren, men pludselig havde han sat sig tæt op af hende. Hans arm lå på ryglænet af sofaen bag Annes ryg:

… Jeg lænede mig lidt frem. Det var ubehageligt for mig. Han var simpelthen for tæt på… Jeg havde en tynd kjole på, så jeg kunne mærke varmen fra hans ben. Jeg havde lyst til at flytte mig, men ville heller ikke virke sart. I stedet for trak jeg min jakke hen over mine ben.

Ville i seng med Anne

På et tidspunkt spurgte direktøren om Anne ville i seng med ham:

… Jeg var dybt chokeret og krænket i mit inderste. Forarget sagde jeg til Mogens: ”DET vil jeg simpelthen ikke svare på”. ”Hvorfor”, spurgte Mogens. ”Nej”, sagde jeg. ”Det er simpelthen så upassende, at han som direktør spørger en medarbejder om, hun ville i seng med ham.” Jeg var dybt forarget, og jeg var vred. Det sagde Mogens, at han ikke kunne forstå. Han syntes, at jeg var meget tiltrækkende, så selvfølgelig ville han da gerne i seng med mig. Han mente ikke, at der var noget i vejen med, at han som direktør havde et forhold til mig som medarbejder…

I sin dagbog skrev Anne:

… Jeg var dybt chokeret. Hvad fanden bildte han sig ind. Gu vil jeg ikke røre ham med en ildtang. Jeg væmmes ved ham. Hold kæft, hvor var det upassende. Jeg ignorerede ham. Vendte ansigtet væk i væmmelse og forargelse…

… Jeg begyndte igen at snakke med ham, fordi jeg ønskede, at han skulle få den slags tanker ud af hovedet. Jeg ønskede ikke, at han skulle se på mig som et seksuelt individ… Jeg ville, at han skulle se på mig neutralt og arbejdsmæssigt. Han kom for tæt på. Jeg kunne ikke respektere ham som direktør, hvis han ikke kunne erkende, at det var usmart. I det hele taget kunne jeg ikke respektere ham efter, at han så direkte havde lagt an på mig. Det var virkelig en så uanstændig og fuldstændig hovedløs opførsel, som for mig viste manglende respekt for mig som person.

… Han skulle erkende, at det var forkert det han gjorde. Forstå mit ubehag ved situationen. Jeg ønskede, at han skulle holde op med at se sådan på mig, for det ville betyde, at jeg skulle afvise ham…

Anne var bange for, at hvis hun afviste direktøren hårdt og kontant, så ville det påvirke deres fremtidige samarbejde:

… Allermest havde jeg lyst til at sige til ham, at jeg på ingen måde var interesseret i at have sex med ham. Jeg afskyede ham og hans påtrængenhed, men jeg havde jo brug for mit job. Hvis jeg afviste ham kraftigt, så ville han måske fyre mig…

Anne prøvede at få direktøren til at trække i land

Anne vidste, at hun ikke kunne arbejde for Mogens, hvis hun vidste, at han ville i seng med hende. Hun prøvede derfor at få ham til at indse, at det var en dårlig ide, at han lagde an på Anne:

… Jeg sagde derfor til ham, at jeg var overbevist om, at det ville skabe konflikt på arbejdspladsen, hvis han som direktør havde et forhold til mig. Det kunne direktørens godt se, men han sagde, at man også måtte tage nogle chancer en gang imellem.

I sin dagbog skrev Anne:

…Tage chancer!!? Gu vil jeg nikke, nikke nej. Han er klam og ulækker, og jeg kan ikke lide ham.

Hendes virkelige svar var imidlertid noget andet:

…”Jeg tager ikke chancer”, sagde jeg. ”Jeg bruger fornuften, og det var bestemt ikke fornuftigt”. ”Er du ikke også gift”, sagde jeg, for at finde en anden måde, som jeg kunne få ham til at ændre sit foretagende på.  ”Nej”, sagde han. (Det var han.)… Jeg prøvede også på anden vis: ”Hvis det ikke var fordi, at du var min direktør, ville jeg smække dig én.” Mogens sagde: ”Gør det!” Jeg gjorde det ikke. Syntes, at det var primitivt at slå. Jeg ville bare have ham til at holde op…

Mogens fortsatte ufortrødent:

… Hvis du ikke har det godt med at springe ud i noget, kunne vi i stedet gå på museer og lignende sammen – sådan tage det lidt mere roligt. Mogens sagde, at han godt kunne lide det sidste gang vi var på museum, selvom han dog havde håbet på en bedre afslutning. Jeg pakkede mit afslag til ham ind, for jeg turde ikke at afvise ham markant… Jeg sagde derfor: ”Ja, det var da meget hyggeligt, men jeg havde tænkt over det, og jeg brød mig faktisk ikke om at blande fritid og arbejde sammen. Det overskrider simpelthen mine grænser. Jeg var da godt klar over, at jeg sikkert ville gå glip af nogle oplevelser, men det var der simpelthen ikke noget at gøre noget ved.” Puha – hvor var jeg diplomatisk i min vending. Jeg gav ham rig mulighed for at hoppe fra hans seksuelle tilnærmelser med æren i behold, men det benyttede han sig ikke af…

Anne prøvede at vække direktørens indlevelse

Anna forsøgte at gøre direktøren opmærksom på, at hans stilling som direktør gjorde hende bekymret for om han ville fyre hende, hvis hun ikke ville i seng med ham:

… Jeg sagde også til Mogens, at der var mange mennesker, som ville finde det ubehageligt at sige fra overfor direktøren… ”Netop fordi han er direktøren, ville mange være bange for deres jobmæssige situation.” Med bestemt toneleje sagde Mogens: ”Nej. DET passede simpelthen ikke. Sådan er folk ikke. De kan sagtens skelne ham som person fra hans rolle som direktør. ”Jamen det passer jo ikke Mogens”, sagde jeg. ”Jo. Det gør”, sagde Mogens bestemt. Det var lige før, at jeg troede på ham. Jeg blev i tvivl, om jeg var forkert på den. Derfor spurgte jeg de andre, som sad der, om det ikke var sandt, at folk nogen gange havde svært ved at sige fra overfor en direktør. Brians kone gav mig ret. Det ændrede dog ikke på Mogens´ holdning…

… Jeg sagde også til Mogens, at jeg syntes, at det var træls at skulle forhandle løn med ham efter det her. Mogens sagde, at det ville være under lavmålet, hvis han benyttede sig af det. Det kunne han ikke finde på. Jeg følte mig meget utryg ved situationen og troede overhovedet ikke på ham.

… Undervej spurgte Mogens mig også: ”Er du bange for mig?” Jeg havde det dybt ubehageligt med hans spørgsmål. Ja – gu var jeg bange for ham, men det skulle han ikke vide. Jeg sagde: ”Nej”. Og så kiggede jeg væk.

I sin dagbog skrev Anne:

… Ja – jeg var bange for hans indflydelse på min arbejdsmæssige situation. Jeg var bange for, hvad der nu ville ske, når jeg ikke ville have noget med ham at gøre…

Allerhelst ville Anne have rejst sig op og gå, som hun ville have gjort, hvis ikke hendes job var på spil. I sin dagbog skrev hun:

… Jeg sad fast i en for mig uløselig situation. Han var den eneste som kunne løse den op, og det gjorde han ikke. Jeg var fuldstændigt stivnet af angst…

Henrik begyndte at lægge an på Anne igen

På den anden side af Anne sad ægtefællen til den kvindelige leder af administrationen. Han flyttede sig på et tidspunkt. Anne var ubevidst rykket helt tæt på ham for at skabe afstand til direktøren. Henrik var hurtig til at tage den ledige plads. Nu sad både direktøren og kollegaen Henrik fuldstændigt tæt op af Anne:

… Det var jo simpelthen så langt ude. Og så sad jeg så der som bøffen i en sandwich. Og de begyndte at snakke om mig, og hvor sexet jeg var og alt sådan noget, og det var simpelthen så ubehageligt…

… Henrik sagde, at jeg havde nogle flotte ben. Mogens kiggede ned ad mine ben og sagde: ”Ja – det har hun”. Jeg følte mig klædt af til skindet… Det blev ikke bedre af, at Henrik på et tidspunkt sagde, at Anne da ikke ville have noget med ham (=Mogens) at gøre. Mogens kiggede spørgende på mig og sagde, at det kunne han ikke forstå. Om det var rigtigt? Jeg havde det meget dårligt. Henrik sagde, hvad jeg tænkte, men jeg ville holde mig på god fod med Mogens – og derfor ikke give ham så hård en afvisning. Derfor sagde jeg: ”Fordi jeg følger mit hjerte”. Mit desperate forsøg på at vise, at jeg var et menneske, og ikke et bytte…

Anna flygtede fra direktøren og Henrik

Henrik var også interesseret i at komme i seng med Anne, så nu følte Anne sig endnu mere klemt og ubehagelig tilpas. I sin dagbog skrev Anne:

… Mogens og Henrik på hver sin side. Så havde jeg ikke frirum på den anden side. Frirum til at flytte mig, hvis der blev rørt ved mig eller lignende. Jeg kunne heller ikke have kontrol over 2 mænd på én gang…

… Jeg blev bange. Jeg følte, at situationen havde udviklet sig i en retning, som jeg ikke kunne styre. Jeg rejste mig op og sagde: ”Jeg må vist hellere gå. Jeg synes, at der bliver lige lovlig hedt omkring mig.” Jeg sagde hurtigt farvel og skyndte mig ud af døren. Da jeg lukkede døren, så jeg mig tilbage og så at Henrik var lige bag mig. Jeg syntes også, at jeg så Mogens, men jeg var ikke helt sikkert..

… Jeg var fuldstændigt i panik. Løb alt hvad jeg kunne. Jeg var hundeangst. Alene med to, der ikke var gode til at forstå et nej. Ville Mogens eller Henrik nu voldtage mig, tænkte jeg. Jeg må væk. Jeg løb hele vejen tilbage til mit værelse, hvor jeg låste døren… Der på værelset faldt jeg sammen som en klud. Fuldstændigt udmattet. Jeg husker intet. Er blank.

Dagen efter kørte Anne hjem. Hun havde det rigtig skidt. Hun tænkte på den seksuelle chikane ved julefrokosten og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun følte ikke selv, at hun havde klaret situationen godt, så hun besluttede sig for ikke at sige noget på arbejdet.

Anne var på vagt på jobbet

Næste dag kørte Anne hjem. De næste dage gik hun rundt som om, at hun var i et vakuum. Om mandagen snakkede afdelingen om julefrokosten. Karina nævnte, at direktøren havde været ubehagelig. Det fløj ud af munden på Anne:

”Direktøren ville i seng med mig!”

Der blev tavshed. Annes chef lignede en, der var ubekvem med situationen. Han mumlede noget om julefrokoster, og så var der emneskift. I sin dagbog skrev Anne:

… Jeg var såret. Var det bare det? Jeg følte trang til at komme ud med det – tale om det. At nogen skulle sige, at det ikke var i orden.

… Jeg stod der i mit vakuum og følte mig så alene. Jeg gik ind på mit kontor og sad der for mig selv… Jeg havde det ubehageligt, men vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre ved det. Om eftermiddagen sad jeg med døren lukket til mit kontor. Jeg havde en saks lige ved siden af mit tastatur, så jeg kunne forsvare mig, hvis Mogens kom ind til mig.

Lederen af administrationen var støttende og forstående

Det bankede på døren. Anne var på vagt. Da hun så, at det var Lone, lederen af administrationen, åndede hun lettet op. Lone spurgte hvorfor hun sad med lukket dør. Da brast det for Anne. Grædende fortalte hun Lene, at det var fordi hun var bange for direktøren, som ville i seng med hende.

… Hun var chokeret. Forstod mit ubehag. Hun sagde, at der skulle gøres noget ved det. Sagde, at hendes mand havde nævnt, at der var sket et eller andet mellem Mogens og mig ved julefrokosten. Og at Brians kone også havde følt sig forulempet. Noget med at han ville hjælpe hende med at knappe knapperne på hendes kjole, da der var efterfest på Brians værelse.

Da Anne kom på arbejdet dagen efter, vinkede Lone hende ind på sit kontor. Hun havde talt med Kommunernes Landsforening og virksomhedens næstformand. De syntes også, at det var uhørt det, som Mogens havde gjort. Lone havde også talt med Karina og en anden kvindelig kollega, som Anne havde set direktøren havde været nærgående overfor. De ville ikke gøre noget ved sagen:

… Lone sagde, at det hele hang på mig og spurgte, om jeg var parat til at gå videre med det. Det var en tung besked at få.  Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Lone forslog mig at kontakte min fagforening. Jeg græd overfor Lone, og tog hjem fra arbejdet…

Anne kontaktede sin fagforening, og advokaten som hun talte med, syntes også, at direktørens opførsel var uhørt. I sin dagbog skrev Anne:

… Min tvivl om, at jeg blæste det op blev mandet til jorden. Jeg var ikke mere i tvivl om, hvorvidt at det var i orden, at jeg reagerede på det (direktørens opførsel). At det ikke var en storm i et glas vand. At jeg havde alt mulig grund til at føle mig krænket…

… Det var som om, at det ikke var nok for mig, at jeg troede, at jeg var blevet krænket. Det blev først virkelighed, når andre også troede på mig. Når andre sagde, at jeg var blevet krænket.

… Jeg vågnede af mit vakuum. Jeg græd og græd. Rystede over hele kroppen. Det gik først der rigtigt op for mig, hvad jeg havde været udsat for. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage, så længe Mogens var der. Jeg følte mig utryg ved ham… Jeg blev sygemeldt…

I det næste lange stykke tid var Anne meget følelsesfuld:

… Jeg følte mig krænket dybt. Mine følelser gik op og ned. Jeg blev bange for ham (Mogens). Bange for at han ville opsøge mig. Jeg blev usikker på mig selv. Bebrejdede mig selv min måde at tackle Mogens på. Betvivlede min ret til at sige fra.

Anne snakkede med sin psykolog. Han syntes, at hun havde klaret den seksuelle chikane flot og forberedte Anne på, at det godt kunne blive en længere proces for hende at komme ovenpå igen. Det var naturligt, at Anne havde problemer med at sove, og at hun var vred, bange og følte sig usikker. I sin dagbog skrev hun:

… Jeg har et stort behov for, at folk kan forstå, at min reaktion på chikanen er normal, at jeg er uden skyld. Forstå hvor belastende det er. Jeg er bange for, at de synes, at jeg overdriver mine følelser. At de synes, at jeg skulle have sagt mere kontant fra overfor Mogens. Også selvom, at jeg har deres støtte. Jeg er også bange for at virke belastende, fordi jeg har svært ved at snakke om andet… At de bliver trætte af at høre på mig.

Næstformanden gav direktøren et ultimatum

Nu da Anne var sygemeldt foregik al kontakt med Lone over telefonen. Hun holdt Anne ajour om, hvad der skete på arbejdet om sagen. Næstformanden havde konfronteret direktøren og fortalt ham, at han ikke syntes, at hans adfærd var i orden. Han gav direktøren to alternativer. Enten forlod han sin stilling, eller også ville sagen gå sin gang med bestyrelsesmøder, og den offentlige omtale, som det nok ville medføre. Direktøren valgte at lade sagen gå sin gang, og han fik sig en advokat.

Direktøren bildte medarbejderne ind, at han var offeret

Senere på ugen holdt direktøren tale på et personalemøde på virksomheden:

… Lone fortalte mig, at Mogens havde grædt og gentagne gange sagt, at han var ked af det. At Anne havde misforstået det. At han var meget fuld. At – ja – han kunne godt lide piger. En stor del af forsamlingen holdt med Mogens og troede på ham.  Da Lone fortalte mig det, var det som om, at jeg fik en knytnæve i maven. Jeg var målløs. Havde han virkelig gjort det?!! Jeg følte mig forulempet igen. Jeg var blevet svinet til overfor mine nye kollegaer. Jeg græd og græd. Havde en knude i maven. Mogens havde bildt mange af medarbejderne ind, at det var ham, der var offeret her, og de havde bidt på hans løgn og hans falske tårer. Lone fortalte mig, at det var fyringsgrund, at Mogens havde bagtalt mig sådan!

I sin dagbog skrev Anne:

… Jeg er bekymret. Har jeg grund til at frygte for mit velbefindende? Hvis Mogens er en psykopat…. så er det ikke til at sige, hvad han kan finde på…

TV-station blev kontaktet

Efter personalemødet var der en medarbejder fra virksomheden, som sendte en e-mail til den regionale TV-station om sagen. Personen udgav sig for at være sikkerhedsrepræsentant. Det var imidlertid ikke sikkerhedsrepræsentanten:

… Jeg var simpelthen så bange for, at sagen ville komme i fjernsynet… Det var juletid, og jeg havde set hvordan ofre for seksuel chikane blev mistænkeliggjort i fjernsynet… som om, at det var kvinderne der var noget galt med. Jeg skulle dæleme ikke ydmyges mere.

Vrede, afsky og magtesløshed

I tiden efter Mogens tale, havde Anne det endnu værre end før:

Jeg rystede, græd, var bange og følte mig magtesløs. Jeg følte en voldsom vrede og afsky overfor Mogens…

… Min skæbne lå i andre menneskers hænder. Ville jeg miste mit job? Kunne jeg overhovedet få et nyt job? Og kom jeg tilbage til virksomheden, ville kollegaerne så give mig den kolde skulder? Var jeg overhovedet en god arbejdskraft, når Mogens åbenbart kun så på mig seksuelt. Måske var det kun derfor han ansatte mig. Mit selvværd raslede ned.

Ingen kollegaer ville stå frem

Kommunernes Landsforening interviewede medarbejderne på virksomheden:

… jeg var den eneste som stod frem med, at jeg havde været udsat for noget seksuelt upassende. Det undrede mig virkelig. Jeg havde ved selvsyn set Karina og Brian blive forulempet, og flere gang set, at han havde en upassende opførsel overfor sine medarbejdere. Jeg forstod selvfølgelig godt, hvis de som jeg, var bange for at miste deres job. Jeg var imidlertid skuffet…

Virksomheden var delt i to lejre

Anne havde udarbejdet et notat om forløbet omkring den seksuelle chikane. Lone og en anden leder fremlagde notatet for medarbejderne på et møde. Virksomheden så ud til at være delt op i to lejre. De ufaglærte mænd, som troede på og holdt med Mogens, og de andre på kontorerne (mest kvinder), som troede på Anne.

Efter Annes notat var kommet frem blandt medarbejderne, var der sladder på virksomheden om, at Henrik var nævnt i notatet. Henrik, som havde lagt an på Anne ved julefrokosten samtidig med Mogens, kontaktede Lone. Lone spurgte ham, om han kunne huske noget. Det kunne han ikke, sagde han. Lone fortalte ham, at han ikke havde nogen grund til at bekymre sig, fordi at Anne syntes, at han var en sød og rar fyr.

… Henrik var ganske sød, men temmelig anstrengende i hans forsøg ved julefrokosten på at komme i lag med mig… Han var ubehagelig og manglede totalt situationsfornemmelse. Men han var en kollega, så ham kunne jeg meget bedre afvise end Mogens… Men indrømmet – så ville jeg have gået, hvis en mand inde i byen havde talt til mig som Henrik gjorde, så det betød noget, at vi var i et arbejdsmæssigt forhold til hinanden.

… Lone spurgte mig, om jeg ikke ville tale i telefon med Henrik. Det gjorde jeg så. Jeg fortalte ham, hvad der stod i notatet og forklarede, hvorfor han var nævnt. At han var et eventuelt vidne. Henrik sagde, at han godt kunne huske noget… Han ville dog ikke sige det til Lone. Jeg sagde til ham, at det var et problem, at folk ikke ville stå frem, for så stod jeg alene. Jeg var virkelig skuffet over Henrik. Syntes at han var en vatnisse af format, men kunne også godt se, at han selvfølgelig også var bange for at miste sit job.

Lone begyndte at modarbejde Anne

Lone fortalte Anne, at direktøren sandsynligvis ville slippe med en kraftig advarsel, og at hun havde fået skæld ud for at tage mit parti. Hun fik at vide, at hun også skulle støtte direktøren i processen.

… Hun udspurgte mig om adresser på mine tidligere ansættelser og opsigelsesgrundene. Jeg fortalte hende årsagerne. Hun spurgte mig også om, hvorfor jeg kontaktede min fagforening. Jeg sagde, at det regnede jeg med, at man gjorde i sådan en situation. At det havde hun også foreslået selv. ”Hvornår?”, spurgte hun. ”Dagen efter, at jeg havde kontaktet dig, Lone.”  Jeg kunne mærke, at vores samtale var blevet vendt om i en ubehagelig retning… Jeg stolede ikke mere på, at Lone var der for mig. Jeg takkede hende for hendes støtte hidtil, og sagde at den havde betydet meget for mig. Selv havde jeg det skidt. Lone havde vendt på en tallerken…

… Det gjorde mig trist, for hun var den eneste i denne sag, som jeg virkelig havde regnet med. Netop Lones svigt føltes ganske forfærdeligt. Hun var den eneste, som rigtig havde været der for mig, og nu afviste hun mig totalt og udspurgte mig om ting, der ville kunne bruges mod mig i en eventuel retssag…

Fik tort godtgørelse men blev arbejdsløs

Direktøren beholdt sit job, mens Anne mistede sit job. Fagforeningen forhandlede videre på Annes vegne og Anne fik en tort godtgørelse, som slet ikke stod mål med, at hun nu stod uden job:

…  Jeg var også stolt over, at jeg havde kæmpet imod Mogens, men jeg havde svært ved at se på mig selv som en vinder… Han (direktøren) var svær at vippe af pinden. Og jeg gjorde mit. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Og set i bakspejlet kan jeg godt tænke: Det var min fighterevne: “Der er ikke nogen, der skal ødelægge noget for mig. Han skal ikke komme her og ødelægge det for mig.” Men det gjorde han…

… De (kollegaerne) havde kraftedme godt af, at de kom til at døje med ham. At han blev der, og jeg kom væk. Sådan så jeg også på det. Nu kunne de døje med (ham) de næste mange år.

… Ja det var et stort svigt for mig. Altså – hvem kan jeg så stole på? Og så, at der var så mange, der ikke troede på mig.  Og mange der ikke prøvede at fortælle, hvad de havde set. Der var ikke nogen, der sagde noget. Der var ikke nogen, der støttede op om mig…

Anne var nu uden arbejde. Hun forkælede sig selv med at male og fik jeg også et interessant jobtræningsforløb, mens hun ventede på at få et nyt job.

5 cm fra at dø

Den første gang, at Anne fik kontakt med døden var som 30 årig, hvor Anne og en god ven var på vej på ferie. Det var vennen, der kørte bilen. Pludselig kørte en stor lastbil frontalt mod dem med omkring 90 km/timen. Vennen undveg et frontalt sammenstød ved at køre bilen helt ud i rabatten, men alligevel ramte lastbilen sidespejlet i førersiden. Føreren af lastbilen flygtede fra gerningsstedet:

…Så det var jo 10 cm fra. Ja. 5-10 cm fra at vi var blevet slået ihjel der. Der var jeg også noget chokeret. Der var jeg også meget chokeret… Og jeg var chokeret over, at han bare stak af!

Anne havde også tre andre ulykker i sin ungdom. Ved den ene ulykke røg et hjul af bilen under kørslen, fordi værkstedet ikke havde spændt møtrikkerne ordentligt

Selvom Anne var chokeret over ulykkerne, påvirkede de ikke Anne psykisk i længden. Hun fortsatte med at køre bil, men var ekstra opmærksom, når der var en lastbil i nærheden. Hun stolede ikke på, at chaufføren overholdt sine hviletider.

Familie med villa og vovse

Anne var efterhånden faldet godt til i storbyen, og som hun havde forventet, så var der flere mænd i byen på hendes alder. Hun havde boet i byen i et års tid, da hun mødte Lars. Han var en fyr som Anne kunne se havde styr på sit liv og som samtidig var et rart, fornuftigt og kærligt menneske. Det var det, som Anne mente, at hun havde brug for. Mænd der var tiltrukket af hende, fordi de ønskede sex med hende, gik hun i en lang bue udenom. Hun havde lært at skelne mellem, hvad der var godt for hende, og hvad der ikke var.

Der gik ikke så lang tid før, at Anne og Lars flyttede sammen og 9 måneder efter, at de mødte hinanden, blev Anne gravid.

Samtidig med at Anne opdagede hun var gravid, fik hun et job som underviser på HTX, hvor hun blev lovet ansættelse i to semestre. Anne havde det ikke godt med at holde det hemmeligt overfor lederen, at hun var gravid. Hun valgte dog ikke at sige noget, fordi graviditeten stadig var så ny, og der nemt kunne gå noget galt. Efter 4 måneders graviditet valgt Anne imidlertid at fortælle sin leder, at hun var gravid. Mest fordi hun mente, at det var god stil at gøre det, så lederen kunne planlægge efter det:

… Jeg prøvede at være et anstændigt menneske og fortælle dem i god tid, at jeg var gravid… Men anstændigheden blev ikke gengældt. Jeg røg ud. Jeg var skuffet. Havde i min naivitet troet, at jeg ville være blevet ”belønnet” for min ærlighed, men sådan var virkeligheden ikke. De snog sig ud af vores aftale, som desværre kun havde været mundtlig.

Anne var skuffet over, at lederen på HTX behandlede han som de gjorde:

… Hvad var der blevet af det med, at man ikke må fyre gravide kvinder. Hm. Det var han åbenbart ligeglad med, og desværre kunne jeg ikke bevise, at han havde sagt til mig, at jeg ville blive ansat i 2 semestre.

Frygtede smerterne ved en fødsel

Anne havde ikke lang tid tilbage til, at hun skulle føde. Graviditeten havde heldigvis været ganske problemløs. Dog med det problem, at hun var skrækkelig angst for den smerte, der er forbundet med at føde:

… Jeg hørte flere steder – også fra jordmødre – at det var en naturlig ting at føde, og at jeg skulle lade min krop følge smerten. Alt den snak var fuldstændigt volapyk for mig, for jeg glædede mig bestemt ikke til at få mit bækken flået fra hinanden og sprække i mit underliv. Mig skulle de ikke bilde noget ind!

Annes jordmoder kunne godt se, at Anne var frygtelig bange for den foregående fødsel, så Anne havde en aftale med jordemoderen om, at Anne ville få en epidural-blokade i ryggen til at tage smerterne.

Fik svangerskabsforgiftning

Anne var til den sidste kontrol ved sin læge, da lægen konstaterede, at hun havde svangerskabsforgiftning og skulle indlægges med det samme. På sygehuset gav de hende nogle ve-stimulerende medicin, der ville sætte fødslen i gang. Og Anne fik noget sovemedicin, så hun var frisk til fødslen den næste dag.

Annes mand blev sendt hjem, og Anne fik en seng på en 6-personers barselsstue. Der var nat og Anne prøvede at falde i søvn:

…  Mens jeg lå der og prøvede at falde i søvn hørte jeg flere rædselsskrig fra en kvinde, som sikkert var ved at føde. Det var så forfærdeligt at høre på. Jeg lå og græd alene i mørket velvidende, at jeg skulle føde næste dag, og skrigene fortalte mig, hvad der snart skulle ske. Jeg følte mig magtesløs.

Der gik under en time, så gik vandet. Fødslen var i gang. Jordemoren fortalte, at Anne i første omgang ville få tablet-veer som følge af det ve-stimulerende medicin, som hun havde fået. Dernæst ville hun få almindelige veer og så til sidst presseveer.

Ulidelig smerte på sovemedicin

Anne blev ført ned på fødselsgangen og Lars blev tilkaldt. Anne og Lars fulgte tålmodigt veerne, og Anne havde styr på sine vejrtrækninger og veerne. Hun havde efterhånden svært ved at holde sig vågen. Sovemedicinen var begyndt at virke. Da tabletveerne var ovre kom de almindelige veer:

… Jeg var skrækslagen. Da de første veer kom, føltes det som at få rykket en arm af. Sådan tænkte jeg, for jeg kan ikke huske smerten i dag. Jeg var fuldstændig i panik. Jeg vidste, at jeg kunne have veerne i rigtig mange timer før, at presseveerne ville komme. Det kunne jeg ikke holde til. Det var tortur, og samtidig var jeg hele tiden ved at falde i søvn. Det var forfærdeligt, for jeg mærkede alle smerterne og alligevel var det som om, at jeg lå i en uvirkelig tåge… Det var som om, det hele var en drøm med mega mega smerte.”

Lars fik hentet en jordmoder. Der havde været vagtskifte. Den første jordmoder havde glemt at se til Anne inden hun gik, og den næste havde også glemt at se til hende.  Den nye jordmoder sagde, at det var presseveer, som Anne havde, så der havde ikke været forskel på tablet-veer og almindelige veer.

Anne skreg på epidural, men det var for sent, når presseveerne var i gang. Derfra gik det hurtigt. Presseveerne fortsatte og snart havde Anne sin søn liggende på mit bryst.

… Det var uvirkeligt. Det var som om min søn var tåget og alt omkring ham. Når jeg husker tilbage er det som om, at fødslen var en drøm…

Anne blev syet sammen i underlivet. Hun sprækkede hele vejen over til endetarms-åbningen. Fordi fødslen var gået så hurtigt, kaldte afdelingen lille Jonas for ”kanonkongen”.

Anne var frustreret og ked af sin fødselsoplevelse: Sovemedicinen, misvejledning omkring veer, og det at jordemødrene ikke havde set til hende mens, at hun havde veer. Ved eftersamtale ved den jordmoder, der havde fulgt Annes graviditet, fortalte Anne, hvordan hun havde oplevet fødslen. Jordemoderen så imidlertid ikke på fødslen som Anne gjorde. I stedet forsvarede hun jordemoderen, og Anne gik derfra med en sorg over ikke at være blevet taget alvorlig. Jordemoderen gjorde oplevelsen værre.

Det gik lige så godt

Jonas var 1 år da Anne og Lars sagde ja til at gifte sig med hinanden en flot vinterdag ved Jyllands vestkyst. De blev gift i nok Danmarks mindste kirke. Anne var lykkelig. Ikke nok med, at hun havde fået en søn, hun havde også fået en kærlig mand:

… Lars er den rareste mand, jeg nogensinde har mødt. Jeg ved, at han vil være der for mig ligegyldig hvad… Da jeg mødte ham, gik der lang tid før, at jeg turde tro på, at det var virkeligt. At Lars virkelig var et godt menneske, og at han elskede mig. Han blev sat på mange prøver af mig. Heldigvis var han tålmodig med mig…

Der var noget ravruskende galt med Anne

Efter brylluppet gik Anne og Lars på jagt efter et hus i en forstad, hvor Jonas kunne vokse op i trygge omgivelser. Det lykkedes dem at finde den helt rigtige bolig i et børnevenligt kvarter, og det lykkedes dem også at få solgt deres andelsbolig. De kunne flytte ind i deres nye bolig lige efter sommerferien.

Anne og Lars havde på det tidspunkt været gift i knap 2 måneder. Natten før Skærtorsdag ændrede imidlertid Annes og Lars´ positive forventninger til fremtiden. Anna vågnede af sin nattesøvn. Hun havde en underlig fornemmelse i hele kroppen:

 … Jeg vågnede ved, at jeg havde en behagelig og afslappende fornemmelse i kroppen, som jeg ikke genkendte. Jeg satte mig op i sengen og tænkte, at det var en behagelig tilstand at sove i. Jeg var ved at ligge mig ned igen, da jeg alligevel synes, at det var mærkeligt, at det var en uvant fornemmelse, jeg havde i kroppen. Så jeg vækkede Lars, som lå lige ved siden af – og fortalte, at der var noget galt med mig.

Fra at være behagelig ændrede Annes tilstand til stærkt ubehag:

… Det var som om, at omgivelserne sejlede rundt, og jeg havde en ubehagelig kvalme. Jeg satte mig på gulvet foran sengen og så brækkede jeg mig. Jeg havde det så dårligt, så jeg var fuldstændig ligeglad med brækket, der flød ud over gulvet… Mit ansigt begyndte at sove omkring munden og tungen. Det føltes som om, at jeg var blevet bedøvet af en tandlæge. ”Der er noget ravruskende galt”, sagde jeg til Lars, som straks ringede til vagtlægen…

… Pludselig gjorde det meget ondt i min nakke og mit baghoved. En tung og knugende smerte… Selvom jeg havde det rigtig rigtig dårligt, så tvang jeg mig selv til i detaljer at fortælle Lars, hvordan jeg havde det. Jeg vidste, at det var vigtigt, så jeg kunne blive rigtigt diagnostiseret…

Vagtlægen mente ikke, at Anne fejlede noget farligt. At Annes ansigt sov, forklarede han med, at hun hyperventilerede. Lars undersøgte om Anne trak vejret normalt. Det gjorde hun. Vagtlægen var imidlertid overbevist om, at hun hyperventilerede.

Vagtlægen sagde, at de havde travlt, så der ville gå en times tid inden, der kom en vagtlæge.

… Det var simpelthen uudholdeligt. At skulle holde til det her i en time! Det var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne klare.

Efter 1½ time var der stadig ikke kommet en vagtlæge. Lars kunne godt se, at den var helt galt med Anne. Han ringede til vagtlægen igen for at høre, hvor de blev af. Der gik 2 ½ time før, der kom en vagtlæge. Lars ville køre Anne på skadestuen, men hun var så dårlig, at hun ikke kunne gå selv, og han kunne ikke få fat i nogen, der kunne passe Jonas.

… Flere har siden sagt til Lars: ”Hvorfor ringede du ikke efter en ambulance?” Set i bakspejlet ville det selvfølgelig havde været bedst, men det gjorde han altså ikke. Han var autoritetstro og troede derfor på vagtlægerne

Ingen tvivl om diagnosen!

Da den første vagtlæge endelig ankom sidst på natten, var Anne knap ved bevidstheden:

… Min mand fortalte mig, at vagtlægen foretog en hurtig undersøgelse og gav mig diagnosen ”virus på balancenerven”. Han så mig også ind i øjnene og så, at mine pupiller var forskellige. Det forklarede han med, at jeg lå på siden. Til sidst gav han mig en indsprøjtning mod kvalme og en stikpille…

Der gik 3-4 timer, hvor Anne på ingen måde fik det bedre. Medicinen virkede tilsyneladende ikke. Anne lå helt stille og sansede næsten ingenting. Lars ringede grædende efter endnu en vagtlæge. Han var meget bekymret. Den næste vagtlæge kom. Hun foretog en grundigere undersøgelse end den første vagtlæge, men kom til samme konklusion som ham; at Anne havde virus på balancenerven.

… Jeg tror personligt, at hun læste, hvad den sidste vagtlæge havde skrevet – og så ellers ignorerede symptomer, der måtte tyde på, at noget andet var galt.

Anne sansede ingenting

I 5 dage lå Anne i sengen og havde det meget skidt:

… Jeg lå så stille som overhovedet muligt. Spiste ikke og drak kun lidt. Det var så ubehageligt at bevæge mig, og gjorde jeg det alligevel, så brækkede jeg mig. Så jeg lå helt stille. Der var bræk på mit tøj. Det rørte mig ikke, så længe jeg bare kunne få lov til at ligge stille. Kun når jeg blev nød til at gå på toilettet, bevægede jeg mig. Så hjalp min mand mig. Jeg kunne ikke selv gøre noget. Min svigerinde kom ud og hjalp min mand med sønnen… På det tidspunkt sansede jeg det ikke… De dage husker jeg ikke meget fra. Det er som om, at de aldrig er sket.

Anne bekymrede sig ikke over, hvad hun fejlede. Følelser var der ikke energi til. I sin dagbog skrev Anne:

… Da det stod på, havde jeg ingen energi til at være bange. Kun energi til at passe så godt på mig selv som muligt… At holde fast til livet – og det var selvfølgelig fordi, at jeg havde en konstant smerte og ubehag, som blev værre, hvis jeg ikke lå stille.

Efter 5 dage gik kvalmen væk og omgivelserne kørte ikke rundt mere. Til gengæld så Anne dobbelt og havde en dårlig balance, men hun kunne godt bevæge sig rundt i huset.

Annes mor mistænkte, at Anne havde fået en blodprop. Lars og Anne troede imidlertid ikke, at 3 vagtlæger kunne tage fejl. Anne valgte imidlertid at kontakte sin egen læge for at berolige sin mor.

Den praktiserende læge gav en alvorlig diagnose

Det var tirsdagen lige efter påsken, da Anne ringede til lægesekretæren i sit lægehus. Anne forklarede lægesekretæren situationen. Hun bestemte dog, at Anne først kunne få en tid næste dag, så det accepterede Anne modvilligt. I lægehuset den næste dag kiggede lægen Anne ind i øjnene, hvorefter han straks ringede til sygehuset for at få hende indlagt. Han mente, at Anne havde fået en blodprop i hjernen.

Situationen var åbenbart meget mere alvorlig end, hvad de tre vagtlæger havde vurderet. Anne var chokeret. Lars var ked af, at han ikke havde ringet efter en ambulance. Han havde fejlvurderet, hvor syg Anne var, og han havde haft tillid til vagtlægerne. I sin dagbog skrev Anne:

 … Tør jeg lægge mit liv i Lars´ hænder? Jeg ved, at Lars vil mig det bedste. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hvad jeg imidlertid betvivler er Lars´ dømmekraft. Han er lige en anelse for optimistisk til, at han virkelig får reageret hensigtsmæssigt. Så nej. Desværre. Håber det kommer…

Ligesom Lars var Anne autoritetstro. Hun erkendte med sig selv, at det var nødvendigt at slå hårdt i bordet, når hun mistænkte, at noget var galt med hende. Samtidig måtte hun også erkende, at hun ikke var i besiddelse af lægefaglig viden til at vurdere rigtigt. At hun havde brug for, at lægerne vidst bedst.

Indlagt på sygehuset

Anne blev indlagt i apopleksiafdelingen på sygehuset, og hun fik foretaget en masse undersøgelser, blev MR-scannet og måtte svare på en lang række spørgsmål. Lægerne var grundige. Konklusionen var, at Anne havde haft en hjerneblødning. Det føltes surrealistisk for Anne, at hun havde været tæt på at dø.

Nu var Anne sikker på, at vagtlægerne havde taget fejl. Hun følte, at de havde svigtet hende fuldstændigt:

… Jeg havde fået en hjerneblødning. Så det svigt, at de ikke engang havde set det. Det var også ganske forfærdelig for mig. Mit syn på deres kompetence – det var ikke for godt, vel…

En MR scanning af Annes hjerne viste, at hun havde fået en hjerneblødning på 1,4 x 2 cm i udkanten af hjernebroen (pons).  At få en hjerneblødning i det område er meget livstruende. Hjernebroen er lille – ikke mere end 2,5 cm lang, og det er her, at hjertet, blodtrykket og vejrtrækningen bliver styret, og alle forbindelser mellem hjerne og krop går også gennem det område. Anne havde været 1 cm fra at dø eller fra at få ”locked in syndrom”, hvor kun øjnene kan bevæge sig mens tanker og forståelse fungerer fint.

Risikoen for at Anne ville dø indenfor den første måned var 40 %, og risikoen for at få svære handicaps var også meget høj. Selv efter 5 år ville risikoen for at dø være høj.

… (Den store risiko for at dø). Det satte en skræk i livet af mig. Og de kunne ikke sige, hvorfor det var, at jeg havde fået den hjerneblødning, så jeg vidste jo ikke engang, hvad jeg kunne gøre for at undgå en ny. Jeg var total magtesløs.

Du kan dø når som helst

En læge fortalte Anne, at hjerneblødningen kunne skyldes en hjertefejl eller en mislyd i hjertet, eller at en anorisme i hjernen var sprunget, så en blodåre var gået i stykker. Han fortalte yderligere Anne, at hun kunne få en ny hjerneblødning, hvis såret i hjernen gik op, eller hvis en anden anorisme sprang.

… Og jeg glemmer det aldrig: Lægen sagde, at hvis jeg løftede mere end en halv liter cola kunne en anorisme springe… og i øvrigt skulle jeg undgå at blive stresset. Hold da kæft, hvor var det en stressende besked at få. Hvis ikke det kunne gøre mig vildt stresset, så ved jeg ikke hvad… Og så fik jeg det dårligt over, at jeg stressede…

Som at kigge ned i en afgrund

Anne var indlagt på en stue sammen med 5 andre kvinder, som havde fået en blodprop eller en hjerneblødning. Anne kunne gå rundt – dog noget bredsporet, og hun så dobbelt, men hun følte sig betydelig mere frisk end de kvinder, som hun lå på stue med:

… Jeg så, hvor afhængige af hjælp de indlagte kvinder var, som havde fået hjerneblødning eller blodprop i hjernen. Kvinder, hvor savl løb ned fra den ene mundvig. Kvinder som ikke kunne tale, og hvor kroppen var ubevægelig og slatten. Jeg så hvordan nogen fik skiftet ble, hjælp til alt, og som blot lå ubevægelige i sengen. Sådan havde jeg det ikke, men for mig var det som at se ned i en afgrund, som jeg selv var ved at falde i…

… Jeg så bare, at det her kunne være min fremtid. Det kan være mig, der kom til at ligge der. Og det var lige så forfærdeligt. Tanken om at dø eller ligge og ikke kunne noget og være fuldstændig afhængig af mennesker. Andre mennesker. Det var lige så forfærdeligt for mig. Det at være afhængig af, at de skulle være ordentlige ved mig…

Lægen foretrak envejs kommunikation

Hver dag var der stuegang, og næsten hver dag var det en ny læge, der skulle tilse Anne. En af lægerne brød Anne sig ikke om. Hun følte, at lægen umyndiggjorde hende, og for Anne var det blevet meget vigtigt, at hun lyttede til sine behov efter, at vagtlægerne havde fejldiagnostiseret hende. Lægen havde nogle ret bestemte ideer om, hvad der var bedst for Anne, og hun var ikke villig til at lytte efter, hvis Anne havde betænkeligheder ved at gøre, som lægen ville have. Fx ville lægen have, at Anne skulle gå tur i de smalle, meget trafikerede gader omkring sygehuset:

… Jeg protesterede. Jeg skulle ikke gå nogen steder, når jeg ikke kunne se ordentligt og samtidig havde en meget dårlig balance. Nul. Jeg følte, at mit liv ville være i fare. Og der er jeg ligesom blank, ligesom ved andre ting på sygehuset. Jeg kan ikke huske om hun fik presset mig ud i det…

Samme læge mente også, at det var vigtigt, at Anne fik sin etårige søn ind på sygehuset, så de kunne være indlagte sammen, for at Anne ikke tabte kontakten til sin søn.

… Jeg ville ikke have min søn ind til alle de bakterier og sygdomme, der kan være på et sygehus. Det skulle han ikke udsættes for. Men han kom derind, men det blev vist kun 1 dag, fordi jeg protesterede så meget… Forinden havde jeg skrubbet gulvet inde på min stue…

Den korte tid, hvor Jonas var indlagt på sygehuset med Anne, ville selvsamme læge også have, at Anne skulle træne i at løfte sin etårige søn:

… Neeej! Det var forfærdeligt. Hun ville have mig til at løfte, selvom jeg kunne dø af det…

Anne og lægen kom bestemt ikke godt ud af det med hinanden. Lægen kunne se i sin journal, at Anne tidligere havde gået til psykolog. Det var derfor hendes vurdering, at der var noget psykisk galt med Anne, når hun nu ikke ville gøre som lægen sagde. Den vurdering hjalp bestemt ikke på deres samarbejde.

Fysisk fik Anne det bedre

Anne blev udskrevet fra sygehuset efter 1-2 uger. Der var lang ventetid på en hjernescanning og en hjerteundersøgelse, som skulle have foretaget. Hun fik at vide, at der ville gå 2-3 måneder før, at hun ville blive scannet igen. Ved den næste scanning ville de kunne se om Anne havde anorismer i hjernen. Fysisk fik Anne det hurtigt bedre. Hendes dobbeltsyn blev bedre i den ene side. Hun gik stadig bredsporet men kunne godt gå rundt.

… Jeg troede, at jeg kunne se godt, men fandt ud af, at når ting og mennesker bevægede sig rundt om mig, så var det anstrengende for mine øjne, og så så jeg lige pludselig ikke mere så godt som jeg troede… Og jeg blev så træt, og så var jeg hele tiden tørstig. Der hvor jeg havde føleforstyrrelsen, var det som om, at jeg var tør…

Anne var stadig meget vred på lægen som ikke havde lyttet ordenligt til Annes behov. Hun skrev til sygehuset, men hendes hjerne kunne ikke mere det den kunne før:

… Hun havde ikke lyttet til mig. Hun tromlede bare hen over mig, så jeg satte mig ved computeren og ville skrive en klage brev til sygehuset… Det tog lang tid at skrive det brev, for jeg lavede fejl hele tiden…

Månederne gik og lige så roligt helede Annes hjerne, så hun kunne se, gå og tænke bedre og bedre. Hun gik stadig til undersøgelser ved øjenlægen, og fik også scannet sit hjerte, som heldigvis havde det fint. Psyken var imidlertid meget vanskeligere at hele.

Døden åndede Anne i nakken

Anne følte sig meget utryg. Hun havde set i øjnene, at hun kunne dø når som helst. At Anne selv vidste det, var ikke ensbetydende med, at omgivelserne forstod det. Hun var derfor bange for, at dem omkring hende ikke ville reagere hensigtsmæssigt, hvis hun faldt om igen, fordi en anorisme sprang i hendes hjerne. I sin dagbog skrev Anne:

Det er svært at tænke på at leve, når jeg hele tiden er bange for at dø…

… En alvor er kommet ind i mit liv. Jeg ved nu, at jeg ikke er udødelig, at hver dag er skrøbelig.

Anorismer var en konstant dødstrussel

Et løft på et halvt kilo kunne betyde, at en anorisme sprang i Annes hjerne. Det havde en læge på sygehuset sagt. For Anne betød det, at hun var under trussel for at dø ved selv lette aktiviteter, som at åbne havedøren:

… Jeg var frygtelig bange for at dø, og det påvirkede alt, hvad jeg gjorde… Det var som om, at døden åndede mig i nakken hele tiden. Når jeg brugte mine kræfter blot en smule, havde hovedpine, fik blod til hovedet, eller hvis mit hjerte bankede, hvis jeg var stresset (og det var jeg i hvert fald), var jeg bange for, at en anorisme ville sprænge i min hjerne…

… Jeg var en fange i min egen krop. En krop, der havde forrådt mig og som nu var skrøbelig og ubrugelig. Jeg havde det som om, at jeg kunne falde om og dø, når som helst, og hvor som helst.

Gik fanatisk op i sin sundhed

Anne ville gøre noget aktivt for at mindske sin risiko for at dø. Problemet var bare, at lægerne ikke havde fundet en årsag til Annes hjerneblødning. Anne havde et udmærket fysisk helbred:

… Jeg skal leve med uvisheden om hvorvidt, jeg får en hjerneblødning igen. Jeg vil ikke vide, hvad jeg skal ændre for at undgå, at det sker. Der er ikke bare en løsning, og så kan jeg leve videre. Jeg føler, at jeg bliver nød til at tage hele mit liv op til revurdering…

Der måtte være noget aktivt, som Anne kunne gøre for at forbedre sine odds, mente Anne. Hun begyndte derfor at gå slavisk op i egen sundhed. Hun opsatte en række af sundhedsmæssige tiltag, som hun ville følge hver dag. I sin dagbog skrev hun:

… Jeg er simpelthen hunderæd for, at hvis jeg ikke overholder de sunde målsætninger, jeg har sat mig, at så får jeg en hjerneblødning… Afviger jeg fra sundheden, føler jeg, at jeg er ude, hvor jeg ingen kontrol har over mit liv…

Anne sundhedsadfærd var drevet af frygt:

… min sundhedsadfærd var også et fængsel for mig, for hvis jeg en dag spiste en ekstra kage, sprang over en gåtur eller ikke fik frugt, så blev jeg frygtelig bange for, at det så kunne være dråben, der fik bægeret til at flyde over, så jeg igen fik en hjerneblødning.

… Jeg prøvede at styre det. Det kan man jo ikke. Jeg prøvede at styre min egen død.

For Anne var der trusler overalt

Det var anstrengende for Anne at bevæge sig rundt og være sammen med andre mennesker. Allerhelst sad hun hjemme alene. Næsten konstant var hun opmærksom på sin krops signaler, sin sindsstemning, hvordan omgivelserne påvirkede hende og risiciene ved de handlinger, hun foretog sig.

I en periode sov Annes ene arm. Det havde den også gjort et stykke tid før, at hun fik en hjerneblødning. Hun følte sig igen utryg. Var en ny hjerneblødning på vej? Læge og fysioterapeut undersøgte hende og kunne ikke komme med et svar på hendes spørgsmål. Nogle måneder senere viste det sig, at hun havde en nakkeprotrusion (en discus, der var på vej ud af rygsøjlen.). Der skulle imidlertid ikke så meget til før, at Anne følte sig truet på livet. I sin dagbog skrev hun:

… Kan jeg mærke, at jeg stresser eller mærke mit hjerte slå, så er jeg er bange for, at jeg så får en hjerneblødning.

… Jeg er også bange for at få blod til hovedet. Mærke hovedpine i baghovedet. At min puls og mit blodtryk stiger…

Annes erkendelse af, at hun var i stor risiko for at få endnu en hjerneblødning åbnede også op for andre erkendelser:

… Hvad med kræft? Hvad med andre kritiske sygdomme? Kunne jeg få en hjerneblødning, så kan jeg vel også få de andre sygdomme! Det var lige pludselig meget farligt at leve. Nu vidste jeg, at jeg kunne dø når som helst, og den viden fik mig til at klamre mig angstfuldt til livet.

Annes syn på verden havde forandret sig markant. Døden var nu en realitet, hvor den tidligere havde været noget ukendt og uvedkommende:

… Det havde jeg jo aldrig tænkt videre over (døden). Jeg havde jo nok følt mig udødelig. Været i min lille lyserøde verden sammen med de fleste andre danskere. Selvfølgelig ville jeg først dø, når jeg blev gammel!

Kan man stole på andre mennesker?

Annes tillid til andre mennesker havde fået et alvorligt knæk. Hun mente ikke, at hun kunne regne med andre mennesker, når det var et spørgsmål om liv eller død. Når hun var sammen med andre mennesker lå frygten altid under overfladen. Hun kunne derfor ikke lide at besøge andre mennesker. I sin dagbog skrev hun:

… Jeg vil være sikker på, at jeg kan få hvile… Og sker der noget, så er jeg afhængig af andres hjælp – og dem stoler jeg ikke på. Jeg stoler ikke på, at de vil ringe efter en ambulance, hvis jeg falder om et sted. De vil ikke tro, at det er så galt – og så dør jeg.

… Min tillid til andre mennesker var ikke stor før. Nu er den næsten ikke-eksisterende. At hvis det virkelig brænder på, så er jeg færdig – død!

Kærligheden til Jonas og Lars

Anne bekymringer var også møntet på hendes mand og søn. Hvis hun nu døde, hvad skulle der så blive af dem? I sin dagbog skrev hun:

… Jeg kan se sorgen i hans (Jonas) ansigt over at miste sin mor. En sorg han vil mærke resten af sit liv. At han vil føle, at jeg har forladt ham. At han vil blive en ulykkelig lille dreng… Og Lars alene igen… At han ikke får kærlighed igen. At han bliver ensom. Det fortjener han bestemt ikke. Min dejlige mand. Mit liv må ikke ende nu… Jeg har alt, hvad jeg vil have… Håber at resten af mit liv bliver lang tid.

Skuffet over sine nærmeste

Anne følte sig meget alene med sin frygt. Familie og venner forstod ikke, hvordan hun havde det, og at hendes frygt var realistisk:

… Dem omkring mig – de forstod jo ikke alt det der. Lars kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne være alene med Jonas, så han ikke skulle tage tidligere hjem fra arbejdet hver dag. Nej. Jeg kunne ikke være alene med Jonas, fordi jeg var bange for, at jeg pludselig døde, og jeg kunne se for mig, hvordan den lille dreng sad, hvor jeg var død. Det kunne jeg jo ikke…

…  De kunne se, at jeg levede, og jeg så også ud til, at mit fysiske helbred var godt på vej til at komme i orden. Faktisk kan man næsten sige, at jeg var heldig, for jeg havde ikke halvsidige lammelser i kroppen, og jeg overlevede. Jeg følte mig meget alene. Jeg var meget alene. Ingen forstod mig ud over min psykolog…

Der var også langt mellem, at Anne fik besøg af sine nærmeste. Der gik halvanden måned før den ene veninde besøgte hende, og den anden gjorde det slet ikke. Broren kom kun én gang hen over sommeren. Hendes forældre tog ud at rejse. For alle andre gik livet videre, men det gjorde det ikke for Anne. Hun var stadig i fare. I sin dagbog skrev hun:

… Min mor og far tog på ferie… Jeg føler, at de lader mig i stikken. De lader bare livet gå videre, men: Hallo! Så længe jeg ikke er blevet hjernescannet og set ind i hjertet igen, ved vi ikke, hvordan situationen ser ud…

… Jeg har det underligt med livet nu. Har svært ved at skulle være på den problemløse, nonchalente måde med grin og smalltalk. Folk er så glade og optimistiske. Det er jeg ikke. Glad godt nok, men jeg føler mig mere alvorlig. Jeg føler mig anerledes og udenfor deres verden…

Heldigvis havde Anne sin psykolog. Han lyttede til hendes bekymringer og hjalp hende med at håndtere den konstante dødstrussel. Psykologen sagde til Anne, at hun ikke skulle lytte til andres manglende forståelse af, at hun ikke bare kunne komme videre. De kunne forstå, at det var svært for en, hvis havde været offer for en tsunami. Det Anne havde været ude for var lige så slemt, men det forstod de ikke.

Anne lærte at acceptere, at hun kun kunne styre livet. At døden måtte hun acceptere. I sin dagbog skrev hun:

… Jeg ved ikke, hvad jeg skal dø af, hvad jeg bliver ramt af. Men jeg ved, hvad der er godt for mig. Hvad jeg kan gøre for at gøre den tid, jeg har, bedre… Jeg ved heller ikke, hvad det er, der holder liv i mig.

Lille risiko for en hjerneblødning igen

Efter lang ventetid fik Anne endelig en ny MR scanning. 3 måneder efter hjerneblødningen fik hun svar på, hvad scanningen viste. Hun havde ikke anorismer i hjernen. Det kunne eventuelt have været en anden misdannelse. I sin dagbog beskrev Anne, hvordan hun tog nyheden:

… Jeg er stadig bange for at dø, når jeg er alene med Jonas. Jeg ved min moster havde 3 hjerneblødninger. Jeg er bange for, at når jeg først har fået én – er der ikke langt til, at jeg kan få en igen. Jeg ved ikke, hvad facts er på det område. Jeg har brug for at blive beroliget.

Der var så mange spørgsmål, der hobede sig op i Annes hjerne, så hun bad om en samtale med en overlæge:

… Han virkede meget kompetent. Han kunne svare fyldestgørende på mine spørgsmål, og han viste mig billederne af min hjerne… Og så kunne han forklare mig, hvorfor de mente, at jeg kun havde meget lav risiko for at få en hjerneblødning igen… Jeg fik detaljerne at vide. Det havde jeg brug for… Jeg kunne dyrke hård sport, hvis jeg ville. Jeg kunne blive gravid igen, og jeg skulle ikke bekymre mig over mit blodtryk og andet. Han mente faktisk, at nu var jeg undersøgt så grundigt, at min risiko for at dø af hjerneblødning var mindre end alle andres…

… Han kunne ikke forstå, hvordan vagtlægerne kunne overse min hjerneblødning. Havde de stillet de rigtige spørgsmål, var der ingen tvivl. Min hjerneblødning kom pludselig. Det gør virus på balancenerven ikke. Det var befriende for mig endelig at tale med en læge, der støttede mig og var tålmodig. Det betød så meget for mig.

Det var en virkelig god nyhed for Anne. Alligevel var hun plaget af tvivl om, hun kunne stole på den nyhed. Der skulle meget terapi og arbejde til for, at hun fik mindre dødsangst. I sin dagbog skrev hun:

… Psyken er ikke helt med… De siger, at risikoen er som ved alle andre. Men jeg har jo fået det én gang. Hvordan kunne det så ske?.. Jeg har svært ved at tro på lægerne. Er der noget, de har overset? Jeg tør ikke udsætte min krop for stor psykisk og fysisk belastning i tilfælde af, at det vil ske igen…

… Jeg kan stadig blive bange for at blive syg igen og ked af det, der skete dengang. Jeg er ikke ovre det.

Efter sygemeldingen var Anne uden arbejde, men der gik kun 2 måneder, så fik hun et job indenfor byggebranchen. Hun forhandlede sig frem til færre arbejdstimer, så hun havde ekstra tid til sin søn og til at male. Hun havde erkendt, at hendes familie og helbred var vigtigere end et job.

Anne var glad for sit job. Det var et job, hvor projekterne kun tog 1-2 dage, og hun kun havde 5 minutters kørsel til arbejde. For det meste foregik jobbet uden voldsom travlhed. Lige hvad Anne havde brug for.

Knap to år senere besluttede Anne og Lars, at de ville have et barn mere. Efter hjerneblødningen havde en overlæge forsikret Anne om, at hun godt kunne blive gravid uden videre risiko for at få en hjerneblødning igen. Det valgte de at tro på:

… Min mor syntes ikke at jeg skulle få flere børn. Hun var bange for, at jeg ville dø af det. Hendes søster var død i forbindelse med en blodprop, som hun fik, da hun var gravid… Jeg ville ikke lade angst styre, om vi skulle have et barn mere…

Døden kom for tæt på – igen

Der gik kun kort tid, så var Anne gravid igen. Graviditeten foregik fint, og 12 uger henne i graviditeten blev Anne scannet. Det viste sig, at hun var gravid med enæggede tvillinger:

… Jeg var fuldstændig paf. Og også lykkelig. Jeg følte mig så privilegeret, at jeg skulle have mulighed for at opleve at få tvillinger.

Lars og Anne var lykkelige og også en smule bekymret over den store mundfuld et hold tvillinger ville være. De begyndte at planlægge, hvordan de skulle få plads til tvillinger i deres liv – så på biler og undersøgte mulighederne for reservebedste-forældre og tvillingehjælp.

Da graviditeter med enæggede tvillinger godt kunne give nogle komplikationer, blev der holdt ekstra øje med Annes graviditet. Scanningerne viste, at tvillingerne havde det fint og ikke led af nogen invaliderende handicaps, så alt var som det skulle være.

Ubalance i moderkagen

En scanning 19 uger henne i graviditeten viste imidlertid, at der var kommet en ubalance i moderkagen kaldet Tvilling til Tvilling Transfusions Syndrom. En tilstand, der er farlig for begge fostre, da den ene tvilling får for meget næring, og den anden får for lidt næring. Tilstanden var også farlig for Anne. Kroppen blev ved med at danne fostervand ved den ene tvilling, og det betød, at Annes mave voksede hurtigt. Allerede 19 uger henne i graviditeten lignede Anne en gravid, der var klar til at føde, og maven ville blive ved med at vokse.

… Det (størrelsen på maven) havde vi godt nok undret os over, men det var jo tvillinger, så vi vidste jo ikke, hvor stor maven skulle være.

… Det var alvorligt. Det vidste vi godt… Benjamin lå nærmest og svømmede i en svømmebassin inde i min mave, og alt fostervandet skulle pumpe igennem hans krop. Det gjorde, at hans hjerte blev meget overbelastet. Adrian havde til gengæld næsten intet fostervand. Fosterhinden klæbede til hans krop. Han fik ikke nok vand til, at hans nyre kunne udvikle sig.

Indlagt på Rigshospitalet

Anne og Lars fløj med det samme til København, hvor de henvendte sig i en reception på Rigshospitalet. Nerverne sad uden på tøjet. ”Vi kommer fra Jylland”, sagde Anne til receptionisten. Og så brast hun i gråd.

Når ting så sort ud for os, løsnede vi gerne stemningen med en smule sort humor:

… Der var overbelægning på barselsgangen, så vi blev indlogeret i et skyllerum uden vinduer. Det morede vi os meget over om aftenen, fordi vi kunne høre stemmer, som vi ikke anede hvor kom fra. Så forestillede vi os, at det var døde mennesker, der snakkede, og at vi var med i serien ”Riget”.

Hvem skal leve, og hvem skal dø?

På Rigshospitalet var der specialister i det sjældne syndrom Tvilling til Tvilling Transfusions Syndrom. En overlæge forklarede Anne og Lars, at begge tvillinger var levedygtige, men at de ville dø, og at Annes mave ville vokse alt for meget, hvis de fortsatte graviditeten uden indgreb. De kunne imidlertid operere i moderkagen, hvilket kunne fjerne tilstanden. Hvis de ved indgrebet ikke var i stand til at udbedre ubalancen, ville de være nød til at fjerne den ene tvilling.

Tvilling A var den tvilling, der statistisk set havde størst chance for at overleve. Operationen hastede, så overlægen gav Anne og Lars en halv time til at beslutte, om de ønskede at få fjernet begge fostre eller ét foster – og i så fald hvilket foster. Valgte de af få fjernet det ene foster, ville det andet foster have bedre chance for at overleve. Selve operationen og andre indgreb ville under alle omstændigheder give 20 % risiko for, at Anne aborterede indenfor den næste måned.

Anne og Lars var i chok. De stod i Rigshospitalets cafeteria med mennesker gående omkring dem. Der var ingen mulighed for privatliv, men det var egentlig også lige meget, for i deres verden var de kun to. Anne og Lars gennemgik deres valgmuligheder nøgtern. Tvillingerne var lige store og begge var levedygtige.

… Og vi tudbrølede begge to. Hvordan kunne de stille os overfor sådan noget? At skulle vælge, hvem der skal leve og dø? Det kunne vi ikke, og det gjorde vi heller ikke…

… Vi valgt at begge tvillinger skulle have en chance for at overleve. Der var ikke nogen af tvillingerne, der skulle skæres fra og dø. Skulle det ske, at en tvilling fik nogen handicaps, så kunne vi godt håndtere det, men de var begge fine nu og fejlede ikke noget…

Kikkertoperation blev mislykket

Næste dag fik Anne foretaget en kikkertoperation i moderkagen. De havde lige fået en ny kikkert, som de ikke havde fået testet. Det viste sig, at kikkerten var i stykker, så de kunne ikke operere i moderkagen. I stedet for tømte de den ene fostresæk for vand, hvilket forbedrede tvilling B´s akutte tilstand.

Fostervandet havde også været uklart i farven, og Anne forstod ikke, hvorfor de ikke havde udstyr klar til at udskifte fostervandet. En procedure som var normal i disse situationer.

…  Det var da fandeme utroligt. Havde de ikke kvalitetssikret kikkerten inden, at de tog den i brug? To enormt dygtige overlæger. De dygtigste i Norden indenfor TTTS, og så går operationen galt pga. dårlig forberedelse! Jeg var skuffet, og jeg var vred, men jeg sagde ikke noget. Jeg var enormt afhængig af disse overlæger goodwill.

Nu var der 20 % risiko for, at hun ville abortere, og det var ikke sikkert at begge tvillinger kunne reddes. Det første døgn efter operationen lå Anne helt stille. Det var et særligt kritisk tidspunkt, hvor fostrene kunne dø.

Ny kikkertoperation

Et døgn efter operationen var tvillingerne stadig levende. De havde det bedre, fordi lægerne havde fjernet meget fostervand. Overlægerne besluttede, at de gerne ville udføre en ny operation på Anne i den efterfølgende uge:

… Vi sagde ja til operationen velvidende, at abortrisikoen igen ville stige 20 %. Hvad skulle vi ellers gøre? Vi kom hjem på orlov i en uge… Jeg var så bekymret for, at drengene ville få det værre inden den næste operation…

Efter orloven blev Anne indlagt igen. Denne gang på stue 9-11, hvilket ledte vores tanker hen på Twin Towers i New York:

… Ja. Selvfølgelig fik vi den stue! Det var edderhugme galgenhumor, der gjorde noget. Vi grinede af det, men det var jo egentlig ikke særlig sjovt, for vi var jo bange…

Operationen lykkedes. Overlægerne fik brændt nogle årer over i moderkagen for at give en bedre balance i fordelingen af næring til tvillingerne. Det var en kompleks operation, for moderkagen var fyldt med blodårer i forskellige retninger, og de kunne kun se de blodårer, der var på overfladen.

Den næste måned var Anne bekymret for at abortere. Hun sygemeldte sig på arbejdet, fordi der var meget travlt, og den næste måned var særlig risikofyldt. Da måneden var overstået åndede Anne lettet op. Begge tvillinger havde det fint, og hun skulle blot gå graviditeten ud.

Vandet gik alt for tidligt

En måned gik, hvor Anne holdt sig i ro og forsøgte at nyde sin graviditet. Hun var i uge 28. og så gik vandet ved tvillingerne. Fødegangen sendte en ambulance med fuld udrykning, for at hente Anne:

… Det var egentlig ikke nogen overraskelse for mig. Jeg var efterhånden vant til, at der skete uventede ting, så hvorfor ikke!

Vandet var gået hos den ene tvilling, men ikke hos den anden. Fødslen gik ikke i gang, hvilket ellers sker i de fleste tilfælde. Lægerne indlagde Anne på barselsgangen. Der skulle hun være indtil, hun skulle have et planlagt kejsersnit.

Mødre med døde børn

Anne fik en stue, hvor hun lå sammen med to andre gravide kvinder. Begge havde tidligere oplevet, at deres babyer døde efter fødslen og var derfor begge indlagt. På stuen var der en stemning af dødens alvor. Anne tilpassede sig de nye omgivelser og gik ventetiden i møde med frygten for sine sønners liv lige under huden.

….Vi havde det rigtig hyggeligt, men angsten og alvoren lå som en tung dyne over os. Virkeligheden var, at den ene kvinde havde mistet to børn sent i graviditeten, og den anden havde mistet ét barn. Det var nogle sørgmodige historier, som jeg lyttede til med stor æresfrygt.  De fortalte mig om, hvordan de havde sagt farvel til deres babyer, og hvordan de havde fået dem begravet. Og jeg så, hvordan de trods deres vanskelige omstændigheder lå helt stille i sengen, mens de formåede at snakke og le…

Anne lå helt stille i sengen og rejste sig kun får at hente mad og gå i bad:

Risikoen for pludselig at gå i for tidlig fødsel hang hele tiden over mig. Risikoen for hjerneskade var større ved for tidligt fødte. Jeg følte mig som et gidsel af min egen krop. Turde ikke bevæge mig ud af sengen med mindre det var nødvendigt, for måske fremprovokerede det veer. Angsten lå over mig hele tiden den næste måned.

Dagligt kom der en jordemoderstuderende ind på stuen for at tjekke om Annes tvillinger havde det godt. Der blev lavet en strimmel over deres hjertelyd, og hver gang bekymrede Anne sig:

… Det var langt fra altid, at de havde styr på det, så ofte var jeg bekymret for, om de fik målt den samme tvilling to gange, og at den anden ikke blev målt, og at vi så ikke ville opdage, hvis den fik det dårligt. Jeg følte mig magtesløs.

Tvilling til tvilling Transfusions Syndrom kunne også forekomme sent i graviditeten, så Anne havde hele tiden en frygt for, at tvillingerne ikke fik nok næring. Hun frygtede også, at den ene tvilling ville få en infektion, fordi fostervandet var gået, og at tvillingerne ville dø, fordi hun havde fået en operation. Hun var meget opmærksom på sin krops symptomer og frygtede, at tvillingerne ville dø, fordi de var inde i hende, og det var der god grund til. Samtidig var det vigtigt, at tvillingerne blev længst muligt inde i maven, så de kunne blive store og modstandsdygtige.

Lars arbejdede og skulle alene sørge for Jonas. De kom derfor kun på sygehuset og besøgte Anne, når der var weekend:

… Det gjorde næsten fysisk ondt i mit hjerte, at jeg ikke havde Jonas hos mig. Han var kun 3 år og jeg savnede ham helt vildt. Og selvom jeg godt ved, at Lars gjorde sit bedste for, at Jonas havde det godt, så måtte han jo savne mig…

I slutningen af uge 31 besluttede lægerne, at det var tid til, at Anne skulle have et planlagt kejsersnit.

Tvillingerne kom til verden

Det var en lettelse for Anne, at hun nu skulle have kejsersnit. Det skræmte hende imidlertid, at der var 20 mennesker inde på operationsstuen. Der var sygeplejersker, læger, jordmødre og studerende og så var der et leje, som Anne skulle ligge på midt i det hele.  Da mærkede Anne panikken:

… Når der var 20 mennesker, så var jeg godt klar over, at det hele kunne blive farligt for mig og børnene. Det var jo derfor, at de var der…

En narkosesygeplejeske beroligede hende og sikrede sig, at der hele tiden blev taget hensyn til Annes behov. Det hjalp hende meget.

Tvillingerne blev født. De skreg begge to og havde begge en apgar score på 10, så alt var som det skulle være.

En sygeplejeske bar Benjamin hen til Anne, så hun kunne se sin søn. Adrian fik hun ikke at se. Hun fik at vide, at det var fordi, at han havde en maske på, der hjalp ham med at trække vejret, så Anne måtte vente med at se ham. Tvillingerne blev lagt i hver deres kuvøse, og Lars fulgte efter, da tvillingerne blev kørt hen på neonatal afdelingen. Tvillingerne skulle indlægges der, fordi de var meget for tidligt fødte. Imens lå Anne på opvågning for at komme sig ovenpå fødslen.

… Da jeg vågnede var jeg stadig omtåget og meget træt, men var spændt på at se drengene.

Adrian kom på intensiv afdelingen

Anne blev løftet ind på neonatal afdelingen på en båre på grund af sine friske operationssår. Pladsen på afdelingen var meget trang og fra en båre, var det svært at se Benjamin og Adrian, som børnene hurtigt blev navngivet. Benjamin lå i en lukket kuvøse. Det var sløret for Anne, men hun husker at Adrian i hast blev løftet ind på en intensiv afdeling af en læge.

Det viste sig, at Adrian havde problemer med tarmsystemet og vejrtrækningen. Lægerne lavede mange undersøgelser på Adrian, og efter 2 timer faldt Adrians ene lunge sammen, så han blev lagt i en respirator. Selv lå Anne som tilskuer til det hele. Der var ikke noget, hun kunne gøre.

Anne var omtåget og meget træt, og det var hårdt at ligge på den smalle båre, som hun blev ført rundt på i neonatal-afdelingen. Adrian var lagt ind på en intensiv stue, hvor der var god plads. Benjamin lå derimod på en stue, hvor pladsen var trang. Anne var mest ved sin syge søn, Adrian.

… Jeg var splittet. Jeg havde dårlig samvittighed, når jeg ikke var ved Benjamin, og jeg turde næsten ikke forlade Adrian. Det var en umulig situation, hvor jeg ikke kunne være der for begge mine børn.

Adrian blev døbt

I løbet af dagen kæmpede lægerne med at få Adrians lunger til at fungere, og om eftermiddagen fik Lars og Anne en præst til at komme og døbe Adrian i tilfælde af, at hans tilstand blev forværret. En præst holdt dåben på intensiv afdeling, og Anne og Lars’ forældre kom til dåben. Under ceremonien lå Anne på en båre ved siden af Adrian.

… Jeg holdt hans lille slappe hånd, men kunne næsten ikke se ham, fordi jeg lå på båren. Det frustrerede mig meget. Det var første gang, at jeg rørte ved Adrian. Under hele dåben græd min mand og jeg i et væk. Jeg kunne slet ikke synge, fordi ordene i sangene påvirkede mig så meget, og prædiken opfangede jeg slet ikke.

Lægerne arbejdede på at stabilisere Adrian

Efter dåben lagde lægerne et dræn i Adrians lunger for at se, om det kunne fjerne sammenklapningen. Det lykkedes til dels. De havde desuden mistanke om, at hans tarmsystem var stoppet. Det var dog et mindre problem, når bare de kunne få stabiliseret hans vejrtrækning. Lægerne fik stabiliseret Adrian, og de mente, at Adrians problemer kunne løses på Skejby Sygehus.

Det havde været en lang dag. Ved midnat sagde en læge til Anne og Lars, at de godt kunne gå op på deres stue og sove. Personalet ville vække dem, hvis der skete nogle forandringer.

Anne og Lars blev kaldt hen til neonatal afdelingen

Klokken to om natten ringede lægen og sagde, at Anne og Lars skulle komme ned på afdelingen med det samme. På det tidspunkt valgte Anne, at ignorere smerterne fra hendes 20 cm lange sår, som var klipset sammen med metalklemmer. Hun var oprejst, da Lars og hende kom ned på afdelingen.

… Der var vildt gang i den ved Adrian, da vi kom der ned. Læger og sygeplejersker fløj rundt omkring ham. Lars og jeg stod som saltstøtter ved siden af og bare kiggede. Jeg var stivnet…

… Nu hvor jeg kunne stå op så jeg først rigtig på Adrian. Han lå fladt på ryggen. Kroppen var slap, og der var elektroder på ham alle mulige steder. Han havde en c-pap hen over ansigtet. En maske med slange, som hjalp ham med at trække vejret. I hans ene side var der ført en tyk slange ind gennem et hul til lungen. Alt det udstyr var på hans spinkle krop, som kun vejede 1500 g. Det gjorde så vanvittigt ondt at se min lille baby ligge der helt livløs. Jeg følte en dyb smerte og følte mig fuldstændig magtesløs… Mon han kunne mærke noget. Det så ud som om, han var fuldstændigt væk fra omgivelserne, så det kunne han nok ikke…

Adrians vejrtrækning var blevet bedre, men det var desværre ikke nok. Adrian blev svagere og svagere, og for at holde ham i live, gav de ham blodtryksstimulerende medicin. Da Anne og Lars kom ned på afdelingen havde lægerne allerede givet Adrian 120 % af den tilladte mængde blodtryksstimulerende medicin. De fortalte, at hvis blodtrykket faldt igen, var de nød til at stoppe forsøg på at redde ham. Hvad der skete derefter, husker Anne kun brudstykker af.

… Jeg stod i min egen verden og kunne kun tale, hvis jeg blev spurgt. På et tidspunkt tænkte jeg: ”Det her sker ikke. Selvfølgelig redder de ham.”

Blodtrykket faldt yderligere. Lægen kiggede Anne og Lars ind i øjnene og spurgte om det var i orden med dem, at de slukkede for adrenalinet nu.

… Hvad? Hvad siger hun? Hvis de slukker, så dør han. Jamen de sagde jo tidligere, at Adrians problemer kunne ordnes på Skejby Sygehus! Hvad sker der her? Spørger hun mig virkelig om det?

… Tankerne fløj gennem mit hoved. Vi spurgte ind til om Skejby Sygehus ikke kunne hjælpe. Og nej. Det kunne de ikke. ”Er der ikke mere i kan gøre?” ”Nej. Det er der ikke.” Og så fik vi sagt ja til, at de måtte slukke for adrenalinet… Det hele var gået så stærkt. Lars og jeg var målløse.

… Det næste jeg husker er, at lægen giver Adrians lille krop hjertemassage. Hun blev ved rigtig længe. Ville ikke give op. Tusind, tusind tak for det, tænkte jeg bagefter. Jeg er ikke sikker på, at jeg var i stand til at tænke på det tidspunkt. Jeg stirrede blot på lægens forsøg på at genoplive Adrian.

Adrian lå på Annes bryst

En sygeplejeske placerede Anne i en lænestol og liggede Adrian på Annes nøgne bryst.

Det var som om, at der hang en tung mørk kappe over mig. Alt var sort, og jeg var fyldt af en ubærlig smerte, som bare blev ved og ved… I min verden var der kun ham og jeg…

Anne var fuldstændigt opløst af gråd. Hendes øjne, næse og læber lyste rødt i hendes hvide ansigt. Hun mærkede Adrian. Sugede alle indtryk til sig. Det var første gang, at hun mærkede sin søn tæt ind til sig:

… Han var varm og rød, og han lå helt stille. Hans arme og kind lå på mit bare bryst. Han døde, mens han lå der. Jeg mærkede det slet ikke..

Tårerne trillede ned af Annes kinder. De ville ikke stoppe:

… Sådan har jeg det stadigvæk i dag. Hvis jeg først begynder at græde, og det sker nemt, så løber tårerne ned af mine kinder. Jeg har ingen kontrol over dem. Jeg har ikke tårer nok til at sørge over Adrian.

Anne vaskede og puttede Adrian

På et tidspunkt blev Anne og Lars ført ind i et lokale, hvor de kunne være alene med Adrian og en sygeplejeske. Sygeplejersken spurgte Anne om hun ville vaske Adrian. Det ville hun gerne. Sygeplejersken stod til venstre for Anne og rakte hende fugtige klude og fortalte Anne, hvad hun kunne gøre.

… Min hjerne var fuldstændig tom. Jeg kunne ikke tænke én selvstændig tanke. Jeg fulgte bare mine fornemmelser og sygeplejerskens anvisninger. Jeg var lige som en robot – uden vilje og uden handlekraft… Og dog! Så tog jeg nogle valg, så jeg gjorde faktisk noget.

… Jeg vaskede Adrian. Tørrede fosterfedtet af ham. Studerede ham indgående. Det var nu, at jeg havde rigtig mulighed for at se på ham. Han havde et stort plaster på maven. Det gav mig ubehag. Jeg vidste, at der havde været stukket en tyk slange ind der. Hovedet faldt lidt til den ene side. Det var trykket lidt skævt bagpå kraniet. Det kunne jeg ikke lide…

… Jeg lod kluden glide hen over hans lille krop. Han var så lille. Ansigtet var yndigt, øjnene lukket og det ene øre krøllet lidt sammen. Jeg kunne mærke en lille kugle bag det ene øre. Sådan en kugle havde Lars også bag sit øre… Detaljerne var så fine. Hans hud var ved at skifte farve – gule områder i blandet røde. Dødens farver satte ind. Fingrene var så bitte små – så perfekte. Jeg tørrede blæk af dem. Han havde fået lavet små blå fingeraftryk…

Da Anne havde gjort Adrian ren, spurgte sygeplejersken Anne om hun ville give Adrian tøj på:

… Det ville jeg ikke. Adrians krop var så lille og virkede så skrøbeligt. Jeg var bange for, at jeg ville knække noget på ham.

Sygeplejersken gav Adrian tøj på, og han fik en lille strikket grøn hue på, som en ældre dame havde lavet. Lars og Anne tog en masse fotos af Adrian. Adrian fik svøbt et klæde om sig, og de bar ham og studerede hans fine træk. Deres søn Jonas på 3 år og nære familiemedlemmer fik også Adrian at se og sagde farvel til ham. Bagefter lagde Anne Adrian i en vugge med en dyne over og sagde farvel.

Det blev ikke sidste gang, at de så Adrian:

… Vi var inde i rummet en del gange. Det var så svært at sige farvel til Adrian. Vi kom tilbage igen og igen for lige at se ham en sidste gang…

Benjamin var meget heldig

Da Anne og Lars skulle vælge om de ville have Anne opereret i moderkagen, havde overlægerne på Rigshospitalet nævnt, at Benjamin var den tvilling, som der statistisk var i størst risiko for at dø. Han var derfor den tvilling, som de ville anbefale blev fjernet. Benjamin overlevede. Havde lægerne set det nødvendigt at fjerne denne ene tvilling, ville det have endt op med, at også Benjamin døde:

… Vi kunne lige så godt have stået med to døde babyer. Havde vi gjort som lægerne foreslog, så var Benjamin også død…

… Vi tog den rigtige beslutning dengang. Benjamin overlevede. Men hold da op, hvor har jeg tænkt mange gange, at han var en heldig dreng. Det siger mig bare, at statistik kan man ikke bruge til en skid, når man står i en situation, hvor man skal vælge mellem liv og død. Man kan alligevel ikke forudsige, hvad der kommer til at ske….

Benjamin fik opmærksomheden

Nu da Adrian var død gav Anne sin opmærksomhed til Benjamin. Der var gået et døgn, hvor hun næsten ikke havde været inde ved Benjamin. Det var sygeplejersker, der tog sig af ham. Benjamin havde det godt, omstændighederne taget i betragtning. Han lå i en kuvøse, og havde mange elektroder sat på sig, men ingen hjælp til at trække vejret. Det kunne han godt selv klare. Benjamin var også lille. Han vejede 1500 g. Han lå alene i den store kuvøse. En brat start på livet.

… En jordemoderstuderende introducerede mig for Benjamin og hjalp mig med det, jeg havde brug for. Tiden sammen med Benjamin blev en tid, hvor jeg godt kunne føle varme og glæde over min lille søn. Jeg ammede ud, så han kunne få modermælk, og glædede mig over at kunne bade ham og skifte ham. Han var dog så lille, så det krævede meget overvindelse for mig, at holde ham. Var bange for, at han ville gå i stykker.

Var vildt stresset

Lige efter Adrians død var der rigtig meget, som Anne og Lars skulle ordne:

… Vi valgte gravsted, fik købt tøj til Adrian, skrev breve til ham, og vi kontaktede en præst omkring begravelsen, arrangerede begravelse med en bedemand, valgte salmer, fik købt en gravsten, fik besøg af en sygehuspræst, der talte med os om vores sorg… Ja og så var der også læger, der ville snakke med os om obduktion af Adrian og sygeplejersker og læger, der ville tale om Benjamin…  Jeg skulle malke mælk ud til Benjamin, være sammen med Benjamin, være sammen med min ældste søn, Jonas, have tid til at sørge, og så var der selvfølgelig alle dem, der kom og kondolerede.

… Det var helt vildt så mange, der kom og kondolerede. De kom gerne, når jeg var sammen med Benjamin på neonatal. Jeg har slet ikke tal på det. De kom i en lind strøm; læger, jordmødre og sygeplejersker, som havde været til stede, mens jeg var indlagt på gynækologisk afdeling, da jeg fik kejsersnit, da Adrian var ved at dø, og da jeg bagefter var på neonatal med Benjamin. Det var så mange, at jeg havde rigtig svært ved at kapere det.

… Og den der opmærksomhed – positive opmærksomhed: Hvordan går det? Og ved du hvad. Det er altså ikke særlig rart at sidde og amme sit levende barn og så der er en der kommer og spørger til det døde barn. Det er 2 virkelig forskellige følelser, der så blev blandet sammen. Det kunne jo ikke lade sig gøre…

… Jeg måtte jo simpelthen dele mig selv i: Når jeg var sammen med Benjamin, så var det ham, jeg var sammen med. Og ikke andet. Så glædede jeg mig over ham, og gav ham det han havde brug for. Når jeg var sammen med Jonas – for ham havde jeg jo også. Han skulle jo også have kontakt, for jeg skulle også hjem til ham: Så var det ham jeg var sammen med. Og når Benjamin for eksempel sov, så kunne jeg sørge. Så kunne jeg tænke over Adrian. Så jeg måtte simpelthen dele min dag ind i områder, hvor forskellige følelser hørte til, for at jeg kunne klare det. Og der var bare ikke nok tid til alle de følelser, og til at gøre alle tilfreds. Jeg følte jo, at det ikke var godt nok det, jeg gjorde selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det var bare ikke tid nok…

Beslutning om obduktion

En af de mange ting, som Anne og Lars skulle tage stilling til, var om de ville have Adrian obduceret:

… Det var et ubehageligt valg at skulle foretage. At sige ja til, at de skulle skære i Adrian. Det var imidlertid et nødvendigt valg. Der var jo en årsag til, at Adrian døde. Vi havde brug for at vide hvorfor – både for vores egen men også for Benjamins skyld, for måske fejlede Benjamin det samme. Det vidste vi ikke… Jeg undlod helt bevidst at tænke på, at de ville skære i Adrian. Det var nødvendigt, at jeg skubbede de tanker væk, for ellers ville jeg ikke kunne klare det.

Resultaterne på obduktionen kom

Obduktionen viste, at Adrians lunger, nyre og tarmsystem langt fra var færdigudviklet. Når blot Adrian var inde i maven på Anne, havde han det godt.

Udviklingen var gået i stå på det tidspunkt, hvor Anne blev opereret på Rigshospitalet. Havde den første operation lykkedes var det muligt, at Adrians organer havde været færdigudviklet. Anne var rasende over, at lægerne ikke havde forberedt den første operation godt nok. Måske kunne Adrian have været i live. Hun vidste det ikke, men tvivlen forlod hende aldrig.

… Jeg ved godt, at det var nogle meget dygtige overlæger inde på Rigshospitalet, og at de gjorde noget andre ikke kunne gøre – operere i moderkagen. Men jeg er vred på dem. Hvorfor fanden kunne de ikke have lavet operationen ordentligt første gang. Sjusk! Og så samtidig så er jeg jo også taknemmelig, fordi Benjamin jo lever.

Et nøgent og køligt kapel

Adrian blev placeret i et kapel med nøgne hvide vægge og store tomme rum, og Lars hentede Anne, som var på sygehuset hos Benjamin. Sammen tog de ud på kapellet. Adrian havde fået babytøj på, som Lars havde købt.

… Og så så jeg, at det blødte igennem den hvide trøje. Det var meget ubehageligt. Her havde jeg gjort alt for ikke at tænke på, at Adrian var obduceret og så kom et tydeligt bevis der på. Jeg var vred. Hvorfor fanden havde de ikke lukket ham ordentligt?

Lars købte noget nyt tøj til Adrian, som personalet i kapellet gav Adrian på. Han købte også to ens bamser – én til Adrian og én til Benjamin:

… Det var mig, der ville have det. Jeg tror, at det var fordi, jeg ville bevare den forbindelse, der var mellem Adrian og Benjamin. De havde været tæt ved hinanden indtil nu… Så der stadig var noget, der bandt dem sammen.

Anne og Lars smykkede kisten med en tegning lavet af Jonas, et kærligt brev fra Anne til Adrian og en række gode råd, som Anne og Lars ville have givet Adrian, hvis han var vokset op hos dem.

… Min mor strikkede også en hue… Jonas havde lavet en fin tegning. Der var stjerner på. I dag kigger jeg jævnligt op på stjernehimlen og tænker på om Adrian er der oppe. Nogen gange gør det mig trist, for jeg tror, at han er alene.

I kapellet lavede Anne og Lars deres egen lille ceremoni og tog fotos af dem selv og Adrian:

… Hans kinder var synket meget sammen. Han lignede en lille gammel mand. Det var okay at se dødsprocessen, men også underligt. Men sådan var det bare…

… Jeg havde faktisk rigtig stor glæde af, at jeg havde lagt på stue med 2 kvinder, der havde døde børn. De havde fortalt mig om, hvordan de havde sagt farvel til deres babyer… Det er så vigtigt for mig nu, at jeg sagde farvel på en måde, hvor jeg var nær ved Adrian og udførte nogle ritualer og havde nogle oplevelser med ham. Også selvom han var død. Det er nok svært for andre at forstå…

Anne kunne ikke lide at forlade Adrian

Anne havde svært ved at overlade Adrian til kapellet. Det blev hun blot nød til, fordi der ville gå over 11 dage inden, at der var begravelse, og Adrian skulle være nedkølet:

… Jeg ville gerne holde øje med ham hele tiden. Sikre mig, at de behandlede ham ordentligt, og ikke som en ting eller med manglende respekt… Jeg ville gerne vide alt. Have en finger med i alt. Beskytte Adrian. Men det kunne jeg ikke i kapellet. Jeg blev nød til at lægge ham i deres hænder…

Ved begravelsen kom de nærmeste venner ikke

Så kom begravelsen. Anne og Lars havde ingen overskud haft til at invitere folk. Det var noget familien tog sig af.

… Jeg var så glad for at se alle dem, der mødte op. Det betød meget for mig, at de ville dele sorgen med os. Der var bekendte og familien, men der var to der manglede. Mine bedste og eneste veninder. … Den ene boede langt væk, så hun var undskyldt, men den anden hun boede en halv time væk. Hun kom ikke. Hun sagde, at hun troede, at det kun var for de nærmeste! Hun havde heller ikke sendt blomster. Det har jeg aldrig glemt. Det tilgiver jeg hende ikke for.

Begravelsen gjorde ikke Lars og Annes sorg mindre eller større, men den viste, hvem der ville dele deres smerte, og derfor betød den så meget.

… Efter begravelsen kom den nærmeste familie med hjem til os. Det var vores forældre, der havde arrangeret det. I baggrunden kørte en video af Benjamin på repeat, så han på en eller anden måde også var med til begravelsen… Det var dejligt at være sammen med de nære, og stemningen var let. Den alvorlige stemning var blevet afløst af grin og masse af hyggesnak.

Valgte at kremere Adrian

Inden Lars og Anne tog til begravelsesarrangementet, stillede de Adrians lille kiste i stationcaren og kørte kisten ud til kremering.

… Det betød meget for mig, at jeg vidste alt, hvad der kom til at ske med Adrian. Personalet var heldigvis venlige til at fortælle os, hvad der så skulle ske. Vi så hvordan processen ville foregå, og kisten blev stillet i et stort forrum.

Anne og Lars havde valgt, at Adrian skulle brændes:

… Det giver måske ikke så meget fornuft, men jeg kunne simpelthen ikke klare at tænke på, at orm ville grave rundt inde i Adrian og spise ham i små stykker. Jeg kunne bedre klare, at han blev brændt. Selvom, når jeg nu tænker på det, så var det jo også vildt, vildt ubehageligt. Det er som at vælge mellem pest eller kolera. I det hele taget var mange af mine beslutninger sådanne forfærdelige valg.

Overlod igen Adrian til fremmede

… Det var enormt grænseoverskridende for mig, at jeg så ofte efter hans død, måtte overlade Adrian til andre mennesker og lade ham gennemgå ting, som ikke var værdige. Jeg var hans mor og skulle passe på ham, men kunne ikke være hos ham hele tiden. Fremmede havde givet ham tøj på og havde skåret i ham, og han havde stået alene i en kiste i et lagerrum og gud ved, hvor ellers, og var blevet brændt op. Og jeg var der ikke. Det var ikke sådan det skulle være. Det knuste mit hjerte. Og jeg stillede spørgsmålstegn ved mine evne som mor.

Adrian blev begravet under et stort træ

Lars havde fundet et urnegravsted til Adrian under et stort flot træ, og en eftermiddag hentede Anne og Lars urnen med Adrians aske og fik den sænket ned i graven ved hjælp fra en graver.

… Vi havde fundet en flot gravsten, hvor der var et smukt glashjerte på. Gravstedet besøgte vi flittigt det første år. Her 11 år efter sker det ikke så tit. Dengang hjalp gravstedet mig til at erkende, at Adrian var død, og der havde jeg et sted, hvor jeg kunne snakke med ham. Nu kigger jeg mest op på stjernerne, når jeg gerne vil tænke på ham…

Anne tog styringen

Der var for mange ting, som Anne skulle mens hun var hos Benjamin på neonatal. Hun stressede rundt hele dagen:

… Det var bare alt for meget. Jeg blev simpelthen overdænget med stress, fordi det var for meget… Jeg følte mig bombarderet fra alle sider med krav og ting som jeg skulle tage stilling til. Jeg besluttede at bremse hårdt op, for det her gik altså ikke. Jeg var kun et menneske… De kiggede underligt på mig over, at jeg ikke ville gå til psykolog for eksempel. Men jeg havde jo ikke tid altså…  Der var simpelthen så meget jeg skulle lave, og der var ingen, der havde styr på det. Der var meget der skulle gøres, og jeg skulle have styr på så meget…

For at udnytte tiden bedst muligt og have styr på alle de aktiviteter, som hun skulle og ville gøre i løbet af en dag, planlagde Anne sin dag minutiøst, og der var aktiviteter som hun simpelthen sagde nej til. På den måde havde hun tidspunkter, hvor hvor sorgen og Adrian fyldte mest og andre hvor glæden fyldte, og begge hendes levende børn fik opmærksomhed fra hende:

…  Jeg havde simpelthen lavet en tidsplan, for jeg blev jo simpelthen nød til at have styringen med det, for det blev jo for meget med alt det, de overdængede mig med.

… Min mand og jeg havde skiftehold, hvor vi sørgede for, at vi begge kunne være sammen med vores børn. Godt nok på forskellige tidspunkter. Det var langt fra optimalt. Begge børn fik for lidt opmærksomhed af mig, men de fik det der var. Og til mig selv var der kun begrænset omsorg. Børnene kom først og alligevel hang følelsen af utilstrækkelighed over mig.

… Jeg sad på et tidspunkt ved siden af en mor, som var hos sit barn næsten hele tiden. Det kunne jeg ikke være. Jeg kunne kun give det lidt jeg havde. Jeg følte mig som en robot, der var indstillet til at gøre bestemte ting på bestemte tidspunkter. Det gjorde jeg, og jeg overlevede, og mine børn fik det der var.

… Sådan gik 2 måneder. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne hænge sammen, men det kunne jeg, men det var et helvede at være i, men dog med lyspunkter. Jeg var hele tiden i nuet. Når jeg var sammen med Benjamin, glædede jeg mig over hans bløde kinder og bevægelser, og når jeg var sammen med min ældste søn, glædede jeg mig over hans spilopper og glade sind. Når jeg ikke var sammen med børnene var jeg trist og i et sandt mørke…

Det var en mærkelig tid, hvor Anne kun husker brudstykker fra:

… Jeg gik på sygehusgangene og følte, at jeg var af en anden verden. Rundt omkring mig var der mødre og babyer. De var i en verden, som jeg ikke var en del af. Udenfor sygehuset kørte bilerne afsted med mennesker, der skulle fra et sted til et andet. Det var som om, at jeg var stået af den verden. At mit liv stod fuldstændigt stille. Jeg var på en måde filtreret fra omgivelserne og placeret i et absolut mørke.

Der var flere tvillinger på neonatal

Anne syntes neonatal var et forfærdeligt sted at være, nu hvor hun havde tvillinger, hvoraf den ene var død. Hun led under det hver dag. På neonatal så hun dagligt tvillinger, som mindede hende om hendes tab af sin ene søn. Hun holdt øje med, hvor de var, så hun var forberedt.

En dag havde personalet placeret en tvillingemor lige ved siden af Benjamins kuvøse. Da Anne gik hen på sin plads, sad tvillingemoren og ammede sine tvillinger. Anne bristede i gråd og gik hen til en sygeplejerske for at tale med hende om, at det var meget ubehageligt for hende, at de havde placeret tvillingemoren lige op ad Annes plads. Sygeplejersken reagerede ikke med empati overfor Anne:

… Jamen hun havde heller ikke haft det nemt, hende kvinden der, så hun mente helt bestemt, at der skulle tages hensyn til hende. Det skal der selvfølgelig også, men hun havde ingen planer om at tage hensyn til mig…

Tvillingemoren fik en anden placering, så der var én sygeplejerske, der hørte efter, hvad Anne sagde.

Anne var konstant bange for at Benjamin ville dø

Neonatal var et meget trangt sted, hvor kuvøserne stod tæt op af hinanden. Når der om aftenen var gæster på besøg stod de klinet op ad kuvøserne. Det syntes Anne var meget ubehageligt. Hun følte ikke, at hun kunne beskytte sin søn. Hun bekymrede sig også over larmen på afdelingen fra alarmer, som også måtte kunne høres af Benjamin selvom han lå i en lukket kuvøse. Det var et stressende miljø for både Anne og Benjamin:

… Og der var alarmer – ustandseligt. Hele tiden var der alarmer om. Enten så var der røget et mærkat af med en ledning på en baby, der målte deres blodtryk og åndedræt og hvad ved jeg. Eller også var den (babyen) på vej til at dø. Så hver gang, at der lød en alarm, så var det sådan en dødsalarm. Var det min? Var det min? Det var simpelthen et forfærdeligt et miljø at være i…

I den lukkede kuvøse lå Benjamin midt i det hele uden kropslig kontakt. Anne kunne stikke hænderne ind til Benjamin gennem to huller, men Benjamin lå med ledninger og uden den tryghed, som han kunne have fået af Anne. Anne syntes, det virkede helt forkert, men hun måtte ikke sidde med Benjamin, før han blev større. Igen nagede den dårlige samvittighed over, at hun ikke kunne gøre det, som hun mente var bedst for sit barn.

Benjamins hjerne, hjerte og andre kropsdele blev undersøgt for at finde ud af om Benjamin lige som Adrian havde følgevirkninger fra graviditeten. Under undersøgelserne var Anne i fuldt alarmberedskab. Ved den mindste bekymring i lægens ord, brast Anne i gråd. Lægerne kunne ikke sige med sikkerhed, at der ikke var noget galt med Benjamin. Uvisheden om Benjamins helbred lå derfor som en konstant bekymring i Annes baghoved:

…. I mange år efter var jeg bekymret for, om der var et eller andet galt med Benjamins hjerte og tarmsystem. Den uvished var svær at klare. Den var hele tiden i baghovedet. Heldigvis virkede han rask og frisk, men når der var et eller andet anderledes, så aktiverede min frygt for, at der også var noget galt med ham…

Kan man mærke når en baby dør?

Da Benjamin var blevet omkring en måned kom han over at ligge i en åben kuvøse og blev heldigvis overført til en stue, hvor der kun var ét barn og mindre støj. Det var et langt behageligere miljø for Anne og Benjamin. Følelserne og tankerne omkring Adrians død trængte imidlertid på, hvor end Anne var:

… Når jeg sad med Benjamin kunne jeg bekymre mig om, jeg ville kunne mærke, hvis han døde. Jeg spurgte en sygeplejerske om det. Hun sagde, at hvis Benjamin døde, så ville jeg kunne mærke det.  Men når Benjamin lå på mit bryst, lå han ligesom Adrian havde gjort, og Adrian døde uden, at jeg mærkede det…

Anne var hele tiden ved siden af sig selv

På neonatal gik Anne rundt som om hun hele tiden var ved siden af sig selv. Hun fungerede fysisk set, men hendes handlinger var mekaniske:

… Det var simpelthen et mareridt, for at sige det lige ud. Jeg levede i et mareridt i over et år. Altså jeg gik. Jeg var sådan helt ved siden af mig selv. Jeg var helt mekanisk. Jeg gjorde det, som jeg mente var det rigtige at gøre. Jeg var fornuftig og tænkte mig om og så videre.

Sårbar og anerledes

Anne var ikke en del af miljøet med de andre mødre på neonatal. Hun forsøgte lidt, men hendes situation med et dødt barn var så meget anderledes end de andre mødres situation. Hun følte sig væsentlig anderledes end de andre mødre. Det var også nem at såre Anne. En mor sagde til Anne, at Anne skulle være glad for, at hun havde fået ét barn. Anne holdt sig for sig selv. Hun kunne ikke holde til andet.

Anne så også, at de andre mødre havde fået en masse blomster af gæster. Selv havde hun fået én buket. Det var som om familie og venner ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle opføre sig, fordi den ene tvilling var død. Besøgene var derfor få. Det gjorde hende trist, men samtidig havde hun svært ved at overskue at være sammen med andre mennesker.

Hjemme med en hverdag der fungerede

Efter to måneder på neonatal kom Anne hjem. Hjemme var der ro og Anne kunne slippe sin styring af dagen, for dagen var nu fri for mange af de aktiviteter, der havde været på neonatal. Hjemme havde Anne den nødvendige tid til at drage omsorg med Jonas og Benjamin. Sorgen fyldte meget hos Anne. Når Benjamin sov og Jonas var i daginstitution, skrev hun om Adrian og sørgede over hans død. Hun valgte også at gå ved sin psykolog. Han hjalp hende med at leve med Adrians død og håndtere det svære forløb, som hun havde haft under graviditeten og efterfølgende.

Lars og Anne fik som altid hverdagen til at fungere. De klarede da Lars´ eget firma gik konkurs lige efter, at Benjamin og Anne var kommet hjem fra sygehuset, og de klarede sig da Anne blev fyret 3 måneder efter, at hun var kaldt tilbage på arbejde. De tilpassede sig, samarbejdede, fandt løsninger på deres problemer, og de accepterede hinandens måde at håndtere sorgen på.

… Lars og jeg. Jamen vi tog tingene, som de kom. Tog problemer et af gange og fik dem løst bedst muligt – eller fandt i hvert fald ud af, hvordan vi ville håndtere dem… Vi er begge meget fornuftige og logisk tænkende, så der var ikke noget, der kunne vælte os omkuld. Det er der stadigvæk ikke…

Anne trak sig fra familien

Midt i sorgen var Anne og Lars meget alene. Heldigvis havde de hinanden, for de fleste i familien og venner formåede ikke at række ud for at give følelsesmæssig støtte. De vidste ikke, hvordan de skulle forholde sig til, at Benjamin var død. De fleste undlod at spørge til sorgen, Adrians død, og jævnligt sagde de sårende ting fx: ”Nu må du jo ikke glemme Benjamin.” Det gjorde Anne bestemt heller ikke. Han var der jo hele tiden. Anne trak sig mere fra familien og venner, og holdt sin smerte for sig selv.

Ønskejobbet havde en bagside

Det første år efter Adrians død var Anne fyldte sorgen over Adrian meget i Annes liv. Derefter begyndte sorgen stille og roligt at fylde mindre, og glæden fyldte mere.

Anne havde været uden arbejde i et års tid, da hun faldt over et job som energimedarbejder i en Kommune. Det lykkedes for Anne at få jobbet. Hun var meget glad. Jobbet var et ønskejob, hvor hun kunne bruge mange af sine færdigheder, og hun kunne lide tanken om, at hun gjorde noget aktivt for at beskytte klimaet.

Det første år gik det godt på jobbet. Anne nød de mange spændende opgaver, der lå i at gøre en kommune mere energivenlig. En større omstrukturering i kommunen ændrede imidlertid på det forhold. Annes arbejdsplads blev flyttet geografisk og cheferne blev tildelt nye ansvarsområder. Hen over de næste to år blev hun mere og mere stresset:

…Det sådan sneg sig ind på mig (stressen). Set i bakspejlet så kan jeg se, hvad det var der gjorde det, fordi da jeg stod i situationen, så var jeg bare. Jeg var i det, og tilpassede mig, som jeg er god til…

Annes chef var humørsvingende og kontrollerede ned i detaljer

Annes nærmeste chef var humørsvingende. Anne oplevede det som meget utrygt at være til møde med sin chef:

… Når jeg havde møder med min chef så. Jeg vidste aldrig hvilket humør, han var i. Han var meget humørsvingende. Han kunne være sådan meget kort for hovedet eller så kunne han være meget imødekommende. Og jeg vidste aldrig, hvordan han var, når jeg gik ind ad døren.

Selvom Anne oplevede sig selv som en meget samvittighedsfuld medarbejder, der gjorde sit bedste for at gøre et ordentligt stykke arbejde, oplevede hun, at specielt hendes nærmeste chef kontrollerede hende ned i detaljer. Når hun havde møder med sin leder, var hun angst og ofte følte hun, at hun var til forhør:

…Han var også sådan. Han forhørte mig ned i detaljer. Jeg var sådan. Jeg fortalte ham gerne om mine projekter. Det syntes jeg, at han skulle vide. Men så begyndte han sådan at bore ned i nogle ting. Sådan han lige tager et eller andet område. Det vil han gerne vide noget mere om. Og så borede han længere og længere ned i det, og så vil det altid ende op med, at der er et eller andet, som jeg ikke kunne eller ikke havde tænkt på. Ikke havde forstået. Det var ofte forbundet med nederlag, når han borede ned i et eller andet. Jeg kunne ikke planlægge mig ud af det, fordi det var jo sådan, at jeg gerne arbejdede – med at have styr på det. At have planlagt mødet. Vide hvad jeg skulle sige. Men jeg kunne ikke planlægge mig ud af det, for jeg vidste aldrig, hvor han ville gå ned.

… Jeg var altid utryg ved vores møder. Ventede på hans næste angreb. Jeg forsvarede og forsvarede mig, men jeg kunne ikke få ham til at se tingene fra min side. Hans forhør endte altid op med, at jeg sad fuldstændigt stivnet i ren overlevelsestilstand, og ikke kunne tænke én fornuftig tanke…

Ligegyldig hvad Anne gjorde, var chefen ikke tilfreds

Selvom Annes chef blandede sig i detaljer, så havde han også den holdning, at hun kun skulle lave sine arbejdsopgaver 80 % godt. Anne var stolt over sin faglighed og oplevede, at den ikke fik lov til at komme i spil:

…Han havde det jo også sådan at – 80 % reglen, havde han. Du skal ikke lave noget mere end 80 % godt. Men samtidig så. Og der var ingen grund til at tjekke ting. Det var der ingen grund til, for det brugte man bare tid på. Og jeg skulle i hvert fald aldrig lave mere end politikerne sagde, at der skulle laves. Selvom politikerne ikke anede, hvad de sagde, så skulle jeg ikke tænke selv. Jeg skulle bare lave det, der blev sagt. Men problemet var jo med hans 80 % regel, at han jo samtidig tjekkede mig ned i detaljer om det, jeg lavede. Hvis der var noget, han ikke syntes var i orden. Det var sådan at vælge mellem pest eller kolera. Han var aldrig tilfreds. Ligegyldig hvad jeg gjorde.

Energiområdet havde stor politisk interesse. Både hendes chef, centerchefen og kommunaldirektøren var interesseret i det, hun lavede og ville påvirke det. De ville se detaljer i excel-ark og ville have ændringer, som Anne ikke oplevede bundede fornuft.

Uklart hvem der var Annes chef

Den store interesse for Annes arbejdsfelt betød også, at direktøren gik forbi Annes chef for at få hende til at lave noget, som han syntes var vigtigt. Anne oplevede, at det var uklart, hvem der var hendes leder, og at hendes chef ikke satte grænser for sin direktør. Hendes arbejdsmængde og arbejdsområde blev derfor usikkert. Da hun sagde det til sin chef, sagde han, at hun bare kunne sige nej til direktøren. Det mente Anne ikke hun kunne, da det var direktøren, der havde det overordnede ansvar:

… For Thorkil (direktøren) han sendte mails til mig: Kan du ikke lige se på det? Kan du ikke lige det, og alt sådan noget. Og bad mig om forklaring på, hvorfor gør du sådan? Og han var altså leder til min leder. På et tidspunkt prøvede han også, hvor min chef Troels, han var på ferie: Nåh så kunne han da lige snige ind – der var et projekt han gerne ville have, jeg skulle lave. (Annes chef havde tidligere sagt nej til projektet.)Det ville godt nok tage 40 % af al min tid. Men det syntes han. Og han var min leder. Hvad kan jeg sige. Det er ham der bestemmer. Det gjorde han. 40 % af min tid! Altså. De havde ikke en ordentlig fordeling af, hvem der bestemte over mig i hvert fald.

Forfærdet over direktørens beslutninger

På et tidspunkt indkaldte direktøren Anne og hendes chef til et møde. Han ville have, at der på det næste møde i teknik og miljøudvalget skulle foreligge et forslag til, hvordan institutionerne i kommunen skulle have penge til energi. Det var i og for sig et godt tiltag ifølge Anne. Problemet var bare, at han havde lavet en skitse om, hvordan fordelingsnøglen skulle være. Der skulle lige laves en dagsorden, og så skulle det være på plads. Denne fordelingsnøgle var hele grundlaget for om institutionerne kunne se en fordel i at spare energi. Anne var forfærdet, da hun så direktørens fordelingsnøgle:

… og jeg var fuldstændigt ved at gå bag over, fordi det var en uhyre kompliceret proces, at han ville til bare lige at kaste noget af. Det krævede sådan alt min hjernekraft virkelig – at få sat mig ned og få styr på det på en fornuftig måde, hvor jeg havde overblik over alt, hvad der foregik på kommunen. Det var simpelthen så stort et arbejde, for at finde ud af, hvordan jeg kunne lave en fornuftig tildelingsmodel, fordi lige det ville påvirke mit arbejde så meget. Det ville jo betyde om medarbejderne i institutionerne ville synes, at det var værd at spare på energien eller det ikke var værd at spare på energien. Så det var hele grundlaget for mit arbejde, han lige griflede ned på en halv time eller hvor meget det nu var.

Anne brugte al sin tid og overarbejdede for at lave en mere fornuftig fordelingsnøgle. Tiden før at fordelingsnøglen skulle være klar, var meget kort, men det lykkedes hende:

… Og så Troels (hendes chef). Jeg var jo så stolt af alt det arbejde, jeg havde lavet. Det var blevet simpelthen så godt. ”Det har du brugt for lang tid på”, sagde han. Så blev det bare affejet.

Chefen gav ikke anerkendelse for Annes indsats

Anne ville gerne have anerkendelse for sit arbejde, og hun bad også om det, men fik det kun yderst sjældent:

… Så jeg kunne lige så godt gøre det, jeg synes var rigtigt. Så det gjorde jeg. Og så var han jo sur på mig…

… Anerkendelse var jo et fyord. Det var jo ikke. ”Jamen der var jo mange chefer, der havde problemer med det”, sagde han til mig på et tidspunkt. Til mig. Jamen – det kunne jo ligesom ikke hjælpe mig, vel? Der var ikke noget at hente der på det område.

På et tidspunkt sagde hun til sin chef, at hun havde en fornemmelse af, at han ikke syntes, hun gjorde sit arbejde godt nok:

… Jo han syntes, at jeg gjorde et godt stykke arbejde. Det var 110 % godt, sagde han. Men de 110 % han sagde. Det var for meget… Jeg var ikke i tvivl om, at det var kritik, da han sagde det. Jeg kunne simpelthen ikke gennemskue, hvad der skulle til for at gøre ham tilfreds.

Chefen havde favoritter blandt medarbejderne

Anne oplevede også, at hendes chef havde favoritter og nogen som han bestemt ikke brød sig om. Med tiden var hun ikke i tvivl om, at hun selv hørte til sidstnævnte:

… Jamen. Det var ligegyldigt, hvad jeg gjorde, så var det kun sjældent okay i hans øjne. Og samtidig kunne jeg se kollegaer, der kunne slippe afsted med hvad som helst, og som var sygemeldt og havde barnets første sygedag ustandseligt. Det var unge kvinder. Dem havde han en svaghed for. Han havde selv 3 døtre.

Annes selvtillid smuldrede

Over et par år, vænnede Anne sig til at have det skidt, når hun var på arbejdet:

… Det blev en vane at være bange, når jeg skulle have møde med chefen. Jeg vænnede mig til at blive nedgjort, kritiseret og mistænkeliggjort. Følte, at der måtte være noget galt med mig og mine arbejdsmæssige evner, når han behandlede mig som han gjorde. Jeg skulle nok være glad for, at jeg ikke var blevet fyret endnu…

Anne var udenfor det kollegiale fællesskab

Anne havde ikke noget forhold til sine kollegaer. Hun var udenfor fællesskabet:

…Jeg anede ikke, hvad der foregik. Jeg var udenfor smalltalk. Jeg var ikke en del af det sted, hvor jeg sad. Jeg sad. Vi var sådan 10 stykker der. Det var jeg ikke en del af. Der var dem, der bare var ligeglad med mig, og så var der én – hun ignorerede mig, og hvis hun ikke ignorerede mig, så var hun nedgørende. Og der var også én, han kunne godt hjælpe mig med noget, men jeg vidste, at han så fuldstændigt ned på mig. Og der var en anden – sekretær, og hun holdt øje med mig: Hvornår jeg nu var der og alt sådan noget. Sådan meget – hun syntes, at hun skulle holde øje med mig. Ja det var et vildt ubehageligt sted at være…

Kollega viste Anne interesse mens han samtidig manipulerede hende

Der var en kollega, som Anne troede, at hun kunne støtte sig op ad. Han var én af de få, der var venlig overfor Anne. Thomas slog sig jævnligt ned på hendes kontor og smalltalkede og snakkede om sine projekter. Hans projekter fik ikke så mange penge i kommunalbudgettet. Det gjorde Annes projekter:

… Men det var jo ikke støtte, jeg egentlig fik. Det troede jeg så bare. Han var meget interesseret i mit arbejde og sådan noget, men det var fordi, at mit energiområde havde mange penge. Og det havde hans område – vedligeholdelse, ikke. Så han ville gerne have nogle af pengene ovre fra mit område over i hans…

Thomas fremhævede sine egne ideer til projekter og nedgjorde Annes ideer og hendes akademiske uddannelse. Han stod heller ikke tilbage for at lyve for at opnå det, han ønskede. Han prøvede at manipulere Anne til at udføre sine ideer til projekter. Anne gav sig ikke, men samtidig blev hun talt så meget ned til, at hun dissocierede og bare lyttede uden, at hun følte, hun kunne forsvare sig:

… han kunne simpelthen fortælle om sine ideer, og han kunne snakke, og han snakkede. Der var ikke de ideer, han ikke havde. Og de lød også meget fornuftige mange af dem. Men man kan jo ikke det hele. Jeg havde jo også mine ideer. Når jeg så fortalte mine ideer, så nedgjorde han dem. For eksempel også store projekter som jeg havde lavet: Grønt regnskab, klimastrategi, store projekter. Jamen det var bare sådan: ”Det var bare noget, man tager og putter ned i en skuffe, og så ser man ikke på det igen.”…  Sådan formulerede han det om mine ting. Det var ubehageligt, at han talte sådan til mig.”

… Og hvordan jeg prioriterede mine opgaver. (Thomas sagde:)”Hvis politikerne vidste, at det var sådan du gjorde, så.” Han prøvede simpelthen at manipulere mig i stor stil. Og i lang tid gik jeg simpelthen i dissociation, når jeg sad sammen med ham. Jeg kunne ikke tænke ordentligt. Så jeg havde meget svært ved at forsvare mig. Også fordi, at jeg kunne være velforberedt på et eller andet, som jeg gerne ville lave. Det kunne jeg såmænd godt svare på en masse spørgsmål om. Men så kunne han komme med nogen ideer, som han syntes var vigtige: Og hvorfor laver du ikke det? Jamen det kunne jeg ikke svare på, for jeg har ikke sat mig ind i det. Så jeg skulle lige pludselig sidde og retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke gjorde de fremragende ideer som han havde. Virkelig langt ude.

Anne holdt fast i sin faglighed

Der var magtkampe indenfor energiområdet.  Anne var uinteresseret i de magtkampe. Hun ville gøre sit arbejde godt med de penge, hun nu engang havde fået tildelt af politikerne.

… Altså. Mit område havde penge, og det gav for meget interesse fra lederne, og også for meget interesse fra Thomas. Men jeg holdt fast i det, jeg mente var rigtigt, men det tog simpelthen alt ud af mig. Men jeg er stolt af alt det arbejde, jeg har lavet, fordi jeg gav mig ikke, men det var forfærdeligt.

Anne kunne ikke se, at hun blev mobbet

Anne blev mobbet af sine kollegaer, og af sin chef. Der gik imidlertid flere år før Anne erkendte overfor sig selv, at hun var blevet mobbet:

… Jeg havde det som frøen, som blev varmet op i en gryde, og som ikke opdagede at vandet blev varmere, og at det til sidst kogte. Det gør ondt at erkende, at jeg blev mobbet. Jeg har nok altid haft en forventning om, at dem der blev mobbet var lidt skæve eksistenser, der ikke var i besiddelse af situationsfornemmelse. Men den profil passer simpelthen ikke på mig. Jeg er et ganske almindeligt og rart menneske, som ikke gør så meget væsen ud af mig selv, men som kan snakke med de fleste, og tidligere er blevet rost for at være dygtig til mit arbejde.

Brød sammen på arbejdet

Anne fik det tiltagende dårligere på arbejdet. Hun prøvede flere gange at gøre sin chef opmærksom på det, men hans løsninger bestod mest i at uddelegere opgaver, og det var ikke kun opgaverne, der var et problem for Anne. Problemet var den måde, at han som leder, Thomas og flere andre kollegaer behandlede Anne på. Til sidst forsøgte Anne desperat at få sin leder i tale. Hun skrev en mail til sin leder, hvor hun desperat bad om et møde med ham, fordi hun havde det meget skidt på arbejdet. Hans svar på mailen var, at han ikke havde tid i kalenderen før om en uge.

Efter 3 år på arbejdspladsen kunne Anne ikke holde til mere:

… Jeg var knækket. Jeg sad på min plads inde på mit kontor en dag, og lige pludselig så begyndte tårerne simpelthen at trille ned af kinderne på mig. Og jeg kunne ikke stoppe det. Det blev bare ved. Og så sneg jeg mig ud af døren. Prøvede at se om jeg kunne undgå at møde nogen, og det kunne jeg. Og så sneg jeg mig ud til min bil, og kørte hjem.”

Næste dag havde Anne en hjemme-arbejdsdag, men hendes hjerne var fuldstændigt overbelastet:

… Jeg kunne ikke koncentrere mig om opgaverne, og begyndte at græde og var helt forvirret, når jeg talte med samarbejdspartnere. Alligevel fortsatte jeg arbejdet. Det var jo ikke første gang, at jeg havde grædt, så det tog jeg ikke så alvorligt. Det var først da min kollega (Thomas) sagde, at jeg skulle tage til lægen, at jeg gjorde det. Han mente, at jeg havde stress. Jeg tror slet ikke, at han kunne se sin rolle i det.

Efter 3 ugers sommerferie og 1 måneds sygemelding blev Anne fyret. Hun havde fat i sin fagforening, men alligevel lykkedes det hendes chef at fyre hende:

… Jeg fik en aftale med ham (hendes chef), som jeg ikke kunne sige nej til. Gjorde jeg det, ville han bare fyre mig. Så det var uhyggeligt nemt for min chef at slippe af med mig. Det kostede ham ikke noget særligt… Ja, men det er jeg jo vant til. De overholder ikke loven rundt omkring. De omgås den…

Symptomerne forsvandt ikke denne gang. Efter hvert traume var det lykkedes Anne at komme til at arbejde igen, men ikke efter den psykiske vold i kommunen:

… Jeg havde jo kæmpet mig op efter hvert eneste traume, jeg havde haft. Og det havde lykkedes mig at arbejde efter hvert eneste traume og været rimelig velfungerende derefter. Men der, der kunne jeg altså ikke mere. Der knækkede filmen fuldstændigt. Der fik jeg simpelthen for mange symptomer, som ikke forsvandt igen.

Annes sind var hårdt belastet. Hun gik ved psykolog, hvor hun fik en række værktøjer til at håndtere sin stress. Symptomerne forsvandt ikke. Psykologen havde forventet en bedring af symptomerne, og mente derfor at Anne havde mere alvorlige lidelser end stress. Anne tog derfor kontakt til en anden psykolog, som hun bad hjælpe hende med at finde ud af, hvad hun fejlede. Det gjorde psykologen. Anne blev dog helt paf, da psykologen listede omkring 5 diagnoser op for hende, hvoraf flere var personlighedsforstyrrelser og én var PTSD.

Bedsteveninden svigtede Anna

Anne besøgte sin bedste veninde gennem 20 år. Hun var socialrådgiver i et jobcenter. På det tidspunkt var Anne ikke klar over, hvilke udfordringer der kunne være i at være i et dagpengesystem. Anne havde mere fokus på alle de diagnoser, som psykologen mente, at hun havde. Anne og veninden fik en god snak hen over weekenden.

Der gik ikke så lang tid, så fik Anne en mail fra veninden. Det vidste sig, at Annes veninde ikke mere var interesseret i at være Annes veninde:

… Hun havde ikke brug for veninder. Hun havde sin familie og sine kollegaer på arbejdet. Det var nok for hende. Okay. Det var nok det værste tidspunkt, at hun kunne gøre det på. Jeg sad i virkelig lort til halsen og så kom det oveni. Og så kommer tvivlen. Har jeg ret til at blive vred på hende? Jeg er jo heller ikke den nemmeste veninde at være sammen med. Hun orker nok ikke at støtte mig mere, og egentlig så forstår jeg hende også. Jeg har jo været overdænget af dårlige oplevelser, så hvem kan holde til at være nær mig. Lars, men det er også det. Nu var jeg venneløs… Hun var en vigtig person for mig. Det gjorde virkelig ondt…

Arbejdsskadestyrelsen afviste Annes arbejdsskader

Senest et år efter en arbejdsskade skal lægen anmelde ens arbejdsskade. Det var lige op over. Hendes læge havde ikke sagt noget om det. Anne og hendes mand fandt ud af det ved et tilfælde, og så sikrede de sig, at sagen blev anmeldt via lægen:

… Hvis man vil have noget gjort, så skal man gøre det selv. Det siger talrige erfaringer fra mig. Det var helt tilfældigt, at vi opdagede, at sagen skulle anmeldes, og det var faktisk for sent. Det lykkedes os dog lige at redde den… Jeg kunne have mistet flere millioner i arbejdsskadeerstatning på den konto.

Anne mistede ikke penge ved, at sagen ikke var blevet anmeldt helt rettidigt, for Arbejdsskadestyrelsen afviste sagen. Sagen bestod af to arbejdsforhold: Det hvor en direktør nogle år tidligere havde udsat Anne for seksuel chikane, og sagen i X kommune, hvor hun havde været udsat for mobning. Anne oplevede ikke, at hun blev retfærdigt behandlet:

… Man kan ikke få PTSD af de arbejdsskader, jeg har haft med seksuel chikane, og heller ikke… mobningen, jeg havde været udsat for. Nej. Det kan man ikke få PTSD af. Det havde de bare besluttet. Altså, der var ingen retfærdig behandling inde ved Arbejdsskadestyrelsen.

… Jeg følte mig virkelig røvrendt. Arbejdsskadestyrelsen var bestemt ikke til for min skyld. Det var jeg ikke i tvivl om. Da jeg fik afslag fra dem og så alt det vrøvl og halve sandheder som de skrev i min sag, var det ikke en overraskelse. Jeg var vant til at blive behandlet dårligt. Jeg kunne ikke stole på dem og på alle de andre mennesker, som havde skadet mig gennem tiden. Kun Lars!

Mishandlet i sygedagpengesystemet

Mens Anne var i sygedagpengesystemet havde hun tre sagsbehandlere. Den første lyttede slet ikke til, hvad Anne sagde. Hun bad derfor om at få en anden. Den næste sagsbehandler viste Anne tillid til. Anne fortalte hende, hvad hendes psykolog havde fortalt hende om diagnoser, som han mente Anne havde. De blev derfor enige om, at Anne skulle til udredning ved en psykiater for at klarlægge, hvad Anne fejlede:

… Naiv som jeg var, gik jeg tillidsfuld til en samtale med psykiateren, som skulle lave erklæringen. Da jeg så så, hvad han skrev i erklæringen blev jeg vildt stresset. Han gav mig to diagnoser, som jeg slet ikke kunne se mig selv i. Og nu stod de i de kommunale papirer! Jeg skrev en klage, men papirerne var der jo stadigvæk. I sagen.

Anne var ikke i tvivl om, at diagnoserne fra psykiateren var forkerte. Det ramte hende hårdt at blive påklistret diagnoser, som hun ikke kunne genkende sig selv i. Da Anne en dag var til møde ved sagsbehandleren, brast hendes tillid til systemet helt. Sagsbehandleren sagde, at Anne kun kunne få sygedagpenge én måned mere.

… Der gik et sug gennem hele min krop. Uden dagpenge ville Lars og jeg ikke kunne blive boende i vores hjem. Lars tjente for meget til, at Anne kunne få en anden ydelse på det tidspunkt.

Anne blev øjeblikkelig klar over, at sagsbehandlerne i sygedagpenge-systemet varetager Kommunens interesser – ikke Annes. Hun vidste, at hun blev nød til at tage styringen over sin sygedagpengesag:

… Så der blev jeg klar over, at jeg skulle tage styringen her, og det gjorde jeg så også. Og det var simpelthen så hårdt at tage styringen, men jeg blev nød til det. Der var ikke noget valg. Men det tog en masse energi, som jeg overhovedet ikke havde. Det var bare turen ned ad. Det var jeg ikke i tvivl om og igen og igen at skulle fortælle, hvad jeg havde været udsat for. Og møder de var skrækkelige. Jeg kunne ikke regne med dem (sagsbehandlerne) og alt sådan noget. Det var simpelthen så ubehageligt. Det var et mareridt at være i gennem.

Anne og hendes mand satte sig ind i dagpengereglerne, og hendes mand var med ved alle møder i kommunen. Det lykkedes dem at få Annes dagpengeperiode forlænget, og Anne fik også en anden sagsbehandler. Hun var meget empatisk og hensynsfuld og så var hun rigtig godt inde i lovgivningen. Hun så på mennesket før reglerne og formåede at tage de nødvendige hensyn til Anne.

Anne tog også selv hånd om sin diagnose. Hvis kommunen ikke kunne finde en ordentlig psykiater til hende, så måtte hun selv gøre det. Hun fandt en psykiater, der var specialiseret i traumer og lagde alle sine symptomer på bordet. Hun fik diagnosen Posttraumatisk Stress Forstyrrelse og Vedvarende Personlighedsændring efter katastofeoplevelser (i dag kaldet Kompleks PTSD). Alt dette fortalte hun til sin nye sagsbehandler, som bestilte en speciallægeerklæring hos psykiateren.

… Det var en lettelse at få en speciallægeerklæring, som jeg kunne genkende mig selv i. Den gamle speciallægeerklæring var stadig i sagen. Desværre. Det var irriterende, men ikke noget, som jeg kunne gøre noget ved…

Anne skulle arbejdsprøves. Det sagde loven. Det var imidlertid et problem, for Anne havde så mange skånehensyn, der skulle tages, så det var nærmest umulig at finde en virksomhed, der kunne tage de hensyn. Kommunen havde en ”look a like” virksomhed, hvor sygemeldte kunne arbejdsprøves indenfor salg, indkøb og handel. Den startede Anne hos. Hun kunne imidlertid ikke holde til at være der. Hun var konstant angst.

… Jeg var bange for at sidde sammen med kollegaer, og jeg var bange, når jeg sad væk fra dem, for så følte jeg mig holdt udenfor. Og jeg kunne ikke tåle lydene, der var på kontoret. Jeg blev stresset af stemmer og lyde fra kopimaskinen. Når jeg var på arbejdspladsen var jeg konstant stresset efter bare en time, og når jeg kom hjem var jeg fuldstændig overbelastet og udkørt. Det gik jo ikke… Min psykolog skrev en erklæring om, at jeg ikke kunne tåle at arbejde. Det fik lægen til at sygemelde mig..

Sagsbehandleren stoppede arbejdsprøvningen, og sagde at hun ville indstille mig til førtidspension.

… Havde hun gjort det et år før, havde jeg nægtet. Det var jeg ikke klar til dengang… Men nu kunne jeg godt se, at det var omsonst. Det duede ikke, at jeg ødelagde mig selv…

Anne blev bevilliget førtidspension. Hun oplevede førtidspensionen som det, der var bedst for hende i den situation, hun var i. Med en førtidspension tog hendes liv imidlertid en drejning, hvor fremtiden var et totalt ubeskrevet blad:

… Det var bare så dejlig endeligt at kunne få fred. At der ikke mere var nogle der skulle bestemme over mig, og havde nogle forventninger til mig. Og så samtidig så var det jo også trist. Jeg var jo for fanden civilingeniør og havde så mange faglige evner. Det var bare smidt i skraldespanden. Sådan følte jeg. Og hvad var jeg nu, når jeg ikke mere kunne sige, at jeg var ingeniør. Hvem var jeg, og hvad i alverden skulle jeg bruge resten af mit liv til?

Et anderledes liv

Hen over de næste par år fik Anne bygget et liv op, som var på hendes præmisser:

… Jeg vil stadig en helt masse. Min hjerne fungerer jo stadigvæk – dog på nedsat kraft. Der er så meget jeg gerne vil: Lære nye ting, efteruddanne mig, være kreativ, lære nye mennesker at kende og meget andet, men det kan jeg ikke. Jo, men i begrænset grad.

… Mine ambitioner har jeg måtte sætte ned på et realistisk niveau. Jeg kan ikke holde til ret meget mere. Sådan er det bare. Det har taget lang tid for mig at acceptere. Og acceptere, at jeg ikke mere kan arbejde som civilingeniør. Det er en sorg, som jeg altid vil have. Det har tvunget mig til at tænke utraditionelt. Jeg har fundet ud af, at mine evner og viden også kan bruges til at hjælpe andre, der har PTSD, så det gør jeg, og jeg ved, at min hjælp virkelig bliver påskønnet. Så jeg føler, at jeg udretter noget meget vigtigt, og at der stadig er brug for mig, og det jeg kan.

Lydfølsomheden plagede

Anne vænnede sig stille og rolig til sin nye tilværelse. Hun gik i terapi for at få mestringsstrategier, så hun bedre kunne håndtere sine traumesymptomer. Et af symptomerne blev værre og værre hen over et par år. Det var hendes lydfølsomhed:

… Der var flere elementer i det. Jeg kunne ikke koncentrere mig, når der var lyde omkring mig. Alle lyde tog min opmærksomhed lige meget. Og samtidig var det som om, at der var skruet op for alle lyde… Når jeg hørte en bil i tomgang eller en lastbil var det som om, at mine indre organer rystede. Når jeg trak ud i toilettet måtte jeg holde mig selv for ørene, og jeg blev nød til at bruge ørepropper, når jeg skulle køre bil… Lydene var simpelthen for høje og for ubehagelige… At høre knive mod en tallerken var som at få et albuestød…

Anne fandt ud af, at hun samtidig med PTSD og Kompleks PTSD også havde fået den fysiske lidelse Hyperacusis. En lidelse, hvor hun rent fysisk kun kunne klare lav lydstyrke på de fleste lydfrekvenser og ikke kunne tåle pludselige lyde, hvor lydstyrken blot var øget med 10 dB. Da hun fandt ud af, at det var denne lidelse, hun havde, sørgede hun for at beskytte sine ører med ørepropper og høreværn. Lidelsen var nemlig kronisk og kunne kun i få tilfælde helbredes.

Audiolog på sygehuset gjorde lydfølsomheden meget værre

I nogle tilfælde kunne Hyperacusis blive bedre, hvis patienten brugte høreapparater i et par år med lavt, hvidt støj i. Anne var derfor til undersøgelser på Audiologisk Afdeling på Sygehuset . De undersøgte, hvor slem Annes Hyperacusis var og så undersøgte de også om hun havde Auditory Processing Disorder (APD). En lidelse hvor, hjernen ikke kan filtrere baggrundslyde fra, hvilket betyder, at alle lyde tager lige så meget opmærksomhed.

I forbindelse med tests for APD besluttede audiologen, at Anne skulle have en stapedius reflex test. En assistent gav Anne høretelefoner på, og der blev sendt lyd ind i ørene med tiltagene lydstyrke, for at undersøge, hvornår Annes stapediusreflex satte ind. Det gjorde den først ved 110 dB. Ugen forinden havde en anden assistent lavet en undersøgelse, der viste, at Anne kun kunne tåle lyde på omkring 50-60 dB.

Testen var meget ubehagelig, men audiologen sagde, at den var nødvendig, for at han kunne diagnosticere Anne:

… Jeg troede, at hun (assistenten) vidste, hvad det var hun gjorde. Det var jo trods alt på universitetshospitalet i audiologisk afdeling. Jeg var for naiv. Troede det bedste. Hun var jo flink. Men hun anede ikke, hvad hun lavede. Tårerne trillede i en konstant strøm ned af mine kinder. Det gjorde fysisk ondt at høre de gentagne lyde. Og så lavede hun testen igen, for resultatet var ikke fyldestgørende. Hun spurgte om jeg kunne klare det. ”Ja- det kunne jeg godt”, sagde jeg. Jeg vidste ikke, at de høje lyde skadede mig alvorligt…

Svær hyperacusis har isoleret Anne fuldstændigt

Fra den ene dag til den anden dag følte Anne, at hendes liv var ødelagt. Da hun kom hjem fra universitetshospitalet græd hun, da manden trådte på et let knirkende dørtrin, og hun tog sig til ørene, da han tændte en læselampe og et lille klik lød. Testen havde forværret hendes hyperacusis, så hun ikke mere kunne være sammen med mere end 4 mennesker af gangen eller køre i bil i længere end én time, og så skulle hun endda have både ørepropper og høreværn på. Hvor hun før var begrænset meget pga. sine psykiske lidelser, var hun nu på mange områder spærret inde i sit eget hjem. Hun kunne ikke mere tage på ferie til udlandet eller bare en anden landsdel. Hun kunne ikke tage til familiekomsammener, ud at spise, i biografen eller være i forsamlinger. Hvor end hun gik, holdt hun øje med alle lyde, fordi de kunne være en trussel for hende. At være sammen med selv de nærmeste var en trussel for hende. Kun når hun var alene følte hun sig nogenlunde tryg. Kun nogenlunde, for udenfor kunne komme en høj lyd, der kunne trænge gennem vinduerne. Anne følte sig meget isoleret. Nu mest fordi hun ikke havde noget valg.

… Jeg var og er meget vred på audiologen. Jeg kontaktede ham for at fortælle ham, hvad stapediusreflex testen havde gjort ved mig. Han mente ikke, at det var et problem at bruge testen på personer med hyperacusis… Jeg overvejede at sende en klage, men lod være. Nu havde jeg jo flere lidelser omkring mine ører. Jeg skulle ikke gøre mig upopulær ved den audiolog, som sandsynligvis skulle behandle mig i fremtiden. Det kunne give bagslag…

Det viste sig senere var den rigtige beslutning. Fem år senere var det denne audiolog, der skulle afgøre om Anne kunne få nogle høreapparater, som delvist kunne fungere som ørepropper på visse frekvenser. Høreapparaterne var designet til at holde lydniveauet nede og gøre lyde mere bløde at høre på.

… Han sagde ja til dem (høreapparaterne). De var bare så vigtige for mig. Og så sagde han, at de ikke ville indstille dem på audiologisk afdeling, for der var de forvænt med at forstærke lyde, og det havde jeg jo ikke brug for. Så i stedet for ville indstillingen af høreapparaterne forgå på en Syns- og Høreklinik, hvor de vidste mere om hyperacusis… Så han havde alligevel taget min kritik til sig…

Hjerneblødning eller virus på balancenerven

Det næste år var rolig. Det havde Anne også brug for ovenpå alle de traumer, som hun havde haft. En morgen vågnede Anne med problemer med balancen. Alt svimlede for hende. Hun gik til ørelæge, som mente at hun havde fået virus på balancenerven.

Lars og Anne søgte efter videnskabelig dokumentation for om der kunne være en anden årsag.  Anne havde tidligere fået denne diagnose, hvor det faktisk viste sig at være en hjerneblødning, så hun var meget skeptisk. Det var faktisk ikke muligt at se om det var en hjerneblødning eller virus på balancenerven, at Anne havde haft. Hun blev derfor indlagt på Apopleksiafdelingen på sygehuset, så de kunne finde ud af om, hun havde haft en hjerneblødning eller måske en blodprop. De foretog alle mulige tests og en CT scanning. Hvis lægerne skulle finde ud af om Anne havde haft en blodprop eller hjerneblødning, var det dog nødvendigt, at hun fik foretaget en MR scanning:

… Det skulle jeg i hvert fald ikke have.  MR scanner har pics op til 125 dB… Jeg kender til folk med hyperacusis, som ikke kan tåle at høre deres egen stemme og andres stemmer. Der skulle jeg ikke ud…

Anne ville gerne have en MR scanning, hvis det kunne foregå i en særlig lyddæmpet scanner. Dem havde de ingen af i regionen, hvor Anne boede, så hvis hun ville vide, om hun havde haft en hjerneblødning, måtte hun tage scanningen i en normal MR scanner.

At det virkede meget sandsynligt, at Anne havde haft en hjerneblødning igen, tog Anne hun stille og roligt. I sin dagbog skrev hun:

… Det vækker ikke nogen følelsesmæssige reaktioner hos mig., hvilket jeg synes er meget mærkeligt. Jeg kan jo roligt sige, at døden ånder mig i nakken. Hvorfor tager jeg det så fandens roligt? Det er jo helt uhyggeligt… Jamen jeg er jo ok… Der er jo ikke noget, som jeg kan gøre for at stoppe det. Det her er udenfor min indflydelse. Skal jeg snart dø, så skal jeg det. Der er heller ingen, der siger, at det kommer til at ske snart. Det er tilfældigt. Det eneste jeg har indflydelse på er, hvordan jeg vil leve i dag og i morgen.

… Er jeg bange? Næh. Jeg har overlevet før og kan gøre det igen.

Den nonchalente tilgang til en eventuel hjerneblødning varede imidlertid ikke ved. Anne satte sig mere end i information om hjerneblødninger, og hun syntes, at det så alvorligt ud for hende. I dagbogen skrev hun:

… Det er simpelthen for meget, der viser, at jeg kan have fået apopleksi i hjernestammen. Det er lige til at skræmme livet af mig. De har IKKE undersøgt mig godt nok på sygehuset. En CT scanning viser intet. Der skal en MR scanning og en H.I.N.T.S. tests til for at udelukke hjerneblødning.

Anne var på sygehuset til samtale med en overlæge på sygehusets apopleksiafsnt og fik foretaget en delvis H.I.N.T.S test ved ørelægen. Stadigvæk kunne lægerne ikke sige om Anne havde haft en hjerneblødning. Der skulle en MR scanning til.

Anne vurderede sine valgmuligheder meget nøje og besluttede, at hun hellere ville leve med uvisheden om, hvorvidt hun havde haft en hjerneblødning, end at hun ville komme i en MR scanner med risiko for, at hendes hyperacusis kunne blive endnu værre.

… Jeg ville jo heller ikke ligefrem blive lykkeligere af at få at vide, at jeg havde haft en hjerneblødning. Det ville bare gøre, at jeg så ville gå og bekymre mig om, hvornår jeg så får en ny… Og så er der samtidig stor fare for, at jeg bliver mere invalideret lydmæssigt… Og lige nu føles det ikke som om, at det kan bliver værre, men det ved jeg jo, at det kan det.

Som at svømme mod strømmen

Det er nu et halvanden år siden, at Anne var indlagt til observation for hjerneblødning på sygehuset. Hendes liv er roligt. Kommer der flere traumer i hendes liv, så føler hun sig klar:

… Der skal nok komme flere. Hvorfor ikke? Men jeg skal nok klare dem. Det plejer jeg jo at gøre. Men jeg håber bare på, at der sker mindst muligt i mit liv. Ro og harmoni. Det er, hvad jeg har brug for. Der er sket nok i mit liv. En rolig aften foran fjernsynet eller en gåtur i skoven er det mest sindsoprivende, jeg har brug for…

Anne beskriver sit voksenliv som én lang kamp, som hun ikke desto mindre havde en indre tro på, at hun nok skulle klare:

… Det har simpelthen været en kamp (voksenlivet). Jeg ser det lidt ligesom. Jeg har svømmet og svømmet for ikke at falde til bunds. Hele tiden har jeg skulle svømme… Også fordi at der var strøm. At for at kunne komme frem. Det var hårdt at komme frem, og det var også meget med, at jeg kom længere tilbage. Det var svært for mig at komme frem. Jeg blev rykket tilbage igen og igen… Men jeg har også gjort det. Hvad var alternativet? Der var ikke noget alternativ.

Det var nødvendigt for Anne at kæmpe, og det er det stadigvæk:

… Jeg bliver nød til at blive ved. Jeg accepterer også, at jeg lider af det, jeg gør nu, og det jeg har været udsat for. Men jeg føler også, at jeg bliver nød til at holde mig i gang hele tiden. Jeg skal være i gang med et eller andet for at holde mig oven vande.

Anne nægter at giver op. Hun har den holdning, at der ikke er nogen, der skal få hende ned med nakken, for som hun siger: Det kan hun ikke bruge til noget. Derfor kæmper hun roligt og tålmodigt videre og gør meget for at få sig et godt liv:

… Jeg har det sådan, at jeg bliver ikke knækket. Jeg tilpasser mig, og jeg tror på, at der skal nok blive noget, der bliver bedre. Jeg har tålmodighed til at vente på, at der går mange år inden, at der er et eller andet, der sker. Jeg starter i et hjørne, og så arbejder jeg på det og ser, om jeg kan forbedre det lidt. Og så prøver jeg noget andet, og så arbejder jeg på det. Altså sådan. At det er en livsproces. Jeg ved godt, at jeg kommer sandsynligvis ikke til at blive som jeg var før. Det gør jeg ikke. Det regner jeg ikke med. Men jeg kan godt få et godt liv alligevel. Et godt liv, der sidder på de rammer, som der nu er. Selvom de er indsnævret. Virkelig indsnævret. Så må jeg prøve at se: Hvordan kan jeg så få et godt liv?

 

Kilder

Interview med Anne (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 22. marts 2018.

Rettelser og tillæg til artiklen foretaget af Anne. 2018 og 2019.

Udvalg af Annes dagbogsnotater.