Kompleks PTSD har ændret mit syn på verden

Siden handler om, hvordan Kompleks PTSD har ændret mit syn på verden.

Mine prioriteter i livet og mit syn på andre mennesker har ændret sig drastisk af, at jeg har været udsat for traumatiske oplevelser.

Jeg savner den naivitet, som jeg havde før, hvor jeg følte, at jeg og min familie var usårlig. Samtidig har jeg på nogle måder fået et mere realistisk syn på, hvad der er vigtigt i livet. Det gør, at mine prioriteter har ændret sig rigtig meget. Jeg prioriterer kærligheden til mine børn og min mand, og jeg ser sårbarheden i andre mennesker og ønsker dem godt.

Troede at læger selvfølgelig kunne kurere syge babyer

Læger kæmpede for min syge baby, der kun var én dag gammel. Jeg tænkte, at lægerne selvfølgelig kunne hjælpe min baby.  Det var jeg fuldt overbevist om. Det forekom mig helt urealistisk, at min baby kunne gå hen og dø.

Jeg forstod ikke at mit barn virkelig kunne dø

Der kom dette forfærdelige tidspunkt, hvor alt stod stille inde i mig. Lægerne sagde, at der ikke var mere, de kunne gøre. Jeg så min baby dø for øjnene af mig. Jeg kunne ikke få det der skete til at passe inde i mit hoved. Det kunne da ikke passe, at min baby døde. Den virkelighed kunne jeg ikke forholde mig til. Det var imidlertid sådan, at virkeligheden var, og det ændrede mig for altid.

Nu ved jeg mine børn pludselig kan dø

Nu vidste jeg, at mine børn kunne dø. Jeg havde selvfølgelig altid vidst det rent intellektuelt, men det er noget ganske andet at opleve det.  Jeg er hver dag bevidst om, at i dag kan det være, at et af mine andre børn dør.

Jeg mærker erkendelsen hver dag, og ved rigtig mange situationer frygter jeg, at det er nu det sker. Når jeg vinker farvel til mine børn om morgenen, tænker jeg tit, at det måske er sidste gang, at jeg ser den ene af mine børn. Når mine svigerforældre passer børnene, krydser jeg fingre for, at børnene overlever.

Andre mennesker er naive

Det er specielt frygtsomt for mig, når andre har ansvaret for mine børn. Jeg stoler ikke på, at de vil passe ordentligt på dem. Andre mennesker er naive omkring, hvad der kan ske af forfærdelige ting for dem selv, og dem de passer på. Jeg ser på andre mennesker som naive omkring, hvad der kan ske af forfærdelige ting for dem selv, og dem de passer på. Det gør jeg, fordi jeg selv var naiv. Det er som om, at vi er fra to forskellige verdener. Forfærdelige ting sker ikke kun for de dumme, sociale tabere, vatnisser og dem der bor i storbyen. Det kan ske for os alle sammen.

Folk lever som om de ved, at livet varer altid

Jeg ser folk, der kører hensynsløst i bil uden tanke for, at de kan slå én ihjel. Forældre der undlader at bruge autostol, fordi de ikke tror, at der kan ske deres børn noget. Børnehaver med låger, der er nemme at åbne for små børn, og i nærhed af trafikeret vej. Bedsteforældre, der ikke holder øje med små børn, der løber rundt ude på vejen. Og alt sammen, fordi de ikke tror på, at der sker noget.  Der kan ske noget. Det er selvfølgelig ikke sikkert, men det er ubærligt, hvis det sker.

Jeg afvejer altid, hvor stor skaden kan blive med, hvor stor livskvalitet en aktivitet giver. Det betyder ikke så meget for mig, hvis mit barn brækker et ben, for det kan lappes. Men kan det dø, så er mine antenner ude.

Altid forberedt på mine børns død

Mine børn skal også føle, at de lever. De skal ikke lære at være lige så bange som jeg er. Og de skal lære at passe på sig selv. Og det gør de kun, hvis jeg giver dem lov til at komme ud i verden – selvom jeg ved, at de kan dø af det. Men jeg tager ikke unødvendige risici.

Mine børn skal så vidt muligt have nogle sikre rammer. Når de så er i skole og andre steder, krydser jeg blot fingre for, at det går godt, at mine børn kommer levende hjem til mig. Og ja. Det er ufatteligt belastende hele tiden at have i baghovedet, at det måske er sidste gang, at jeg ser min søn. Det fylder mig ofte med en dyb sorg og en følelse af magtesløshed. Jeg kan gøre rigtig mange ting for at beskytte mine børn mod farer, men der er så meget som kan ramme dem, som jeg ikke er herre over. Alt kan ske, hvor som helst og når som helst.

Traumer fordeles ikke retfærdigt

Efter at jeg havde været kritisk syg og var blevet svigtet på det groveste af både lægestanden og min familie, troede jeg, at jeg var fredet for yderligere traumer. Jeg havde styr på mit liv og sørgede for at få den rigtige behandling, så nu hvor jeg havde fået min andel af slemme ting i livet, så måtte det være en andens tur!

To år efter sygdommen havde jeg en traumatisk graviditet, og et halvt år efter døde mit ene barn. Der er ingen fredning fra skæbnens luner. Ikke at jeg tror på skæbnen, men jeg tror ikke på retfærdigheden. Hvorfor skulle jeg det?

Jeg var uden skyld, men tør du tro på det?

Når flere traumer rammer et menneske, vil mange mennesker sige: Mon ikke hun så selv var skyld i noget af alt det der? Hun har nok levet usundt! Det må være noget arveligt! Det er ren og skær ønsketænkning, for erkender man, at jeg var uden skyld.

At jeg er lige som dig, og at nogle gange rammer tilfældighederne med en grusomhed, så kan det også ske for dig og dine nærmeste. Den tanke er ganske forfærdelig. Derfor er det nemmere at give mig skylden for, hvad der er hændt mig.

Traumer viste mig, hvad der virkelig er et problem

Jeg vil så gerne høre til og være en del af befolkningen, som kan holde til at arbejde og kan gøre meget af det, de vælger og har lyst til at gøre. Det kan jeg ikke holde til.  Jeg er anderledes end de andre – også i mine følelser og tanker. Vi har så forskellige baggrunde, at det er svært at finde lighedspunkter mellem os. Traumer giver en fuldstændig anden måde at se på verden på. Jeg ser og hører om folks alt overskyggende problemer i form af at have mistet et job, eller at de døjer med, at kæresten ikke er sød ved dem. Jeg tænker: Det er ikke jordens undergang at miste et job.

Du skal nok få et nyt på et tidspunkt. Og så smid sgu da kæresten ud. Du kan finde en der er sødere ved dig. Selvom det er kriser i andre menneskers liv, og jeg ved de kan have det hårdt i disse kriser, så er det kriser, som kan løses, hvis man virkelig vil. Et dødt barn er død for altid. En kronisk sygdom som kronisk PTSD er der for altid. En hjerneskade er der for altid. Det er noget man må leve med, og det skal nok også gå. Vi finder livskvaliteten – selv i det svære. Men det er simpelthen en stor grøft mellem min forståelse af, hvad der er et problem, og almindelige menneskers forståelse af hvad der er et problem.

Børn giver livet værdi – ikke arbejde

Fordi jeg har en dødt barn, så er mit syn på børn anderledes end så mange andres. Der skiller jeg mig også ud. Jeg ser forældre, som mere går op i at arbejde, tage til fester med venner eller være sammen med ligegyldige og overfladiske mennesker, end at være sammen med deres børn. Jeg erkender forældres behov for at komme væk engang imellem, for at få ro fra børnenes krav og pligter, men nogen gange synes jeg at det tager overhånd.

Børnen er det dyrbareste. Det ved man, når man har holdt sit døde barn i armene. Selv har jeg svært ved at være sammen med mine børn, fordi jeg nemt bliver stresset af deres støj og uro, men jeg elsker dem højere end mig selv og er villig til at udholde meget, blot for at være i deres nærhed.

Overfladen viser ikke et menneskes karakter

Udseende og status er overfladiske rekvisitter, som nok kan vinde mange folks respekt, men som intet siger om mennesket bagved. Jeg har erfaringer med chefer og læger med psykopatiske træk, manglende indlevelse eller med vage kompetencer.

De har været med til at traumatisere mig. Jeg er derfor specielt på vagt overfor mennesker med magt. Ved at ikke alle kan håndtere denne magt med empati. Desværre er jeg også på vagt overfor andre mennesker, fordi jeg har svært ved at gennemskue, hvem jeg kan stole på.

I kriser ser man sine venners svage og stærke sider

Det passer, at man i kriser ser, hvilket stof ens venner er gjort af. Træk som egoisme, manglende indlevelse, fordomme, konfliktskyhed, angst og overfladiskhed ses tydeligt. Modsat ser jeg også uventet varme, kærlighed og hjælpsomhed. Når positive og negative træk blandes sammen i mennesker, er det nok bare menneskeligt. Desværre er jeg som traumatisereret uhyre følsom overfor uempatiske ting, som bliver sagt eller gjort. De rammer rigtig hårdt.

Gav mig selv skylden for nogle mænds dårlige opførsel

Gennem mit arbejdsliv har jeg på flere arbejdspladser været udsat for mænd, der havde trang til at udvise magt overfor mig i form af seksuelle krænkelser, seksuel chikane eller ved at mobbe og chikanere mig, fordi de følte sig truet af min faglighed. I situationerne har jeg været god til at give mig selv skyld for det: “Jeg kunne da bare være gået.” “Jeg skulle have råbt til ham, at han skulle holde fingerne væk.” “Han har nok ret. Jeg er nok dårlig til mit arbejde.” “Når han nedgør mig sådan, så er det nok fordi, at jeg fortjener det.”

Mandschauvinisme og dobbeltmoral

Fordelen ved traumebehandling er, at jeg får set denne automatiske negative tanker om mig selv efter i sømmene. Jeg ser ikke mere kvinder og mænd som lige her i Danmark. Jeg ved godt, at der er masse af søde mænd, der opfører sig ordentligt. I traumesituationer har jeg imidlertid mødt de mere patriarkalske  mænd, som føler sig truet af kvindekønne. Mænd som synes, at vi er mindre værd end dem, og som mener de har ret til at behandle kvinder skidt. Det gør mig meget vred. Pludselig ser jeg samfundet i et andet lys. Ser politikere ignorere den manglende ligestilling mellem kønnene. Mænd nedgøre feminisme. Dobbeltmoralen når mænd himler op om asylansøgere og fremmedes kvindesyn, mens de samtidigt gerne giver kvinder dask i numsen og antager, at en kvindes venlighed betyder, at hun må være vild med ham.

Mit hjerte græder for børn og voksne der ikke behandles ordentligt

Børn og mennesker som har meget store problemer, som de ikke kan klare, berører mig dybt. Mit hjerte græder over de børn som forældre og andre voksne ikke behandler ordentligt. Og hvordan mange danskere i deres uvidenhed og egoisme kan forsvare, at systemet mishandler syge, ældre, handicappede og traumatiserede flygtninge.

Jeg forfærdes over den egoisme som jeg tror kommer af manglende indlevelse. ”Enhver må klare sig selv.” ”De kan bare tage sig sammen”. ”De skal ikke nasse på vores samfund”, er ord der lyder. Mennesker kan opleve så meget traumatisk, at belastningen simpelthen bliver så stor, at ”ryggen” knækker. Ingen mennesker kan klare alt – heller ikke de stærke. Og når de så ligger ned, er det ondskab at sparke til dem.

Mange har ikke empati overfor syge mennesker

En stor del af danskerne gør sig hårde og uempatiske, fordi de tror, at det ubehagelige kan forsvinde, hvis de ignorere følelserne og gør sig hårde. Men det ubehagelige er stadig inde bagved i hjernen og viser sig ved en lang række symptomer. Ex. følelseskulde, uforklarlig vrede eller angst, hovedpine, spændinger, sygdomme eller manglende energi.

Desværre så kommer den hårdhed til udtryk i omgangen med psykisk syge mennesker og mennesker i sorg. ”Når jeg kan tage mig sammen, så kan de også”. ”Da jeg var ung, der var der ikke noget, der hed stress”. Som sørgende eller psykisk syg er man meget sårbar. Det gør derfor så ondt, når man møder folk, der ikke prøver at forstå eller bare ikke kan forstå. Jeg er flere gange blevet sekundært traumatiseret af venner, familie og sundhedspersonale, som har manglet indlevelse overfor mig eller har svigtet mig. Deres uempatiske reaktioner har traumatiseret mig så meget, at jeg har mistet tilliden til andre mennesker, og er angste for dem.

Der er mange inkompetente personer på arbejdsmarkedet

Langt fra alle gør deres job ordentligt.  Jeg er blevet fejldiagnosticeret ved psykiater, fået ringe behandling under sygedagpengesag, fejlbehandlet af flere læger og chikaneret af chefer.

Det har chokeret mig, at der er så mange, som er ringe til deres job. Jeg har også mødt nogle der er rigtig kompetente. Dem glæder jeg mig over. De negative erfaringer gør imidlertid, at jeg er meget skeptisk i min kontakt med fagpersonale.  Tillid er ikke noget jeg giver. Det skal fagpersonale gøre sig fortjent til. Og selv de dygtige fejler. Det gør mig meget utryg.

Jeg er kompetent omkring mit eget liv

Jeg kan klare mig igennem traumatiske oplevelser og samtidig være i stand til at passe mit parforhold og mine børn. Selvom jeg er blevet traumatiseret flere gange, bevarer jeg fornuften og gør det, der er nødvendigt for, at min familie har det så godt som muligt. Hver dag arbejder jeg på at få det bedre ved at gøre mange forskellige ting helt bevidst: Går ture, er lidt social, følger min families rytme, bruger min hjerne, får ro mv.

Selvom jeg udadtil ser skrøbelig ud, så har jeg en stor indvendig styrke. Jeg er en sand overlever. Så når Jobcenter, arbejdspsykologer, læger mv. er overbeviste om, at de lige ved, hvad der er godt for mig, så ryster jeg indvendigt på hovedet. Jeg er udmærket klar over, hvad der er godt for mig. Det har jeg ikke brug for, at de gør sig kloge på. Jeg skal nok selv opsøge den hjælp som jeg har brug for.

Jeg bliver nød til at tro på Gud

Jeg har nu aldrig været særlig troende, men da mit barn døde, dukkede religiøse spørgsmål op i mit hoved. Giver det nogen som helst mening, når et barn dør? Findes der en gud? Jeg blev klar over, at jeg har brug for, at der findes en Gud. Og jeg kan blive meget vred, når nogen siger, at der er en højere mening med, at mit barn er død, for gu er der ej!

Det er ubarmhjertigt og meningsløst. Og det gør det også uhyre vanskeligt for mig, at tro på, at der er en gud. Med min fornuft tror jeg ikke på, at der findes en gud, men med mit hjerte bliver jeg nød til det, for alternativet er ikke til at bære. Findes der ikke en gud, findes der ikke en himmel, og så får jeg aldrig mit barn at se igen. Så jeg tror delvist på Gud, fordi en alternativ sandhed vil være ødelæggende for mig.