Altid på vagt overfor farer

Fotoet viser en pige der holder øje. Siden hander om livet med vagtsomhed.

Jeg har PTSD og Kompleks PTSD. Set med mine øjne er den lille nordjyske by, som jeg bor i, fyldt med potentielle farer. De mennesker som jeg møder, kan måske finde på at overfalde mig, forulempe mig, skælde mig ud eller chikanere mig. Jeg er i mit indre overbevist om, at de synes at jeg er værdiløs, og at deres venlige ansigter kun er en facade. Stod jeg i en situation, hvor jeg havde brug for deres hjælp, tror jeg på, at de vil vende mig ryggen. Jeg kan ikke regne med hjælp fra nogen. Kun min mand. Og det gør altså verden til et meget utrygt sted.

Det ”usandsynlige” kan sagtens ramme mig

Rent objektiv ved jeg godt, at jeg bor i én af de mest sikre byer i Danmark. Det får mig dog ikke til at slappe af, for jeg VED fra mine traumer, at der er mennesker der er onde, ligeglade eller tankeløse. Jeg VED også, at jeg sagtens kan være den person, som bliver overfaldet i denne lille fredelige by.Jeg ved der kan ske farlige og “usandsynlige” ting.Du kan sige til mig, at sandsynligheden for, at det sker, er minimal, men hvad kan jeg bruge statistik til, hvis det lige netop er mig, der bliver ramt? Jeg er blevet ramt af ”usandsynlige” traumer op til flere gange, så hvorfor skulle det ikke kunne ske for mig igen? Derfor er jeg altid på vagt og med forventning om, at der kan ske noget bag det næste gadehjørne.

På vagt overfor andre mennesker

Når der er risiko for, at andre mennesker kan se mig eller endnu værre tale til mig, så er jeg på vagt, og mine nerver sidder uden på tøjet. Jeg lægger mærke til alt, hvad der sker i mine omgivelser. Overvejer om der mon er en person bag det næste gadehjørne som måske kan skade mig. Går jeg forbi en person er hele kroppen i alarmberedskab. Alt kan ske nu, og jeg føler ikke at jeg har kontrol over situationen.

Et smil skjuler min angst

Jeg smiler venligt og prøver at se afslappet ud. Måske snakker jeg endda lidt smalltalk med personen. Men tag ikke fejl. Angsten er i hver en krog i mit indre. Angsten for at blive kritiseret, nedgjort eller skældt ud, og det er endda ved mennesker som jeg kender.Du kan ikke se, hvor bange du gør mig.Er det fremmede, er jeg bange for at blive forulempet, chikaneret eller overfaldet. Imens angsten fylder mig, smiler jeg venligt! Måske i håbet om, at de så ikke vil gøre mig ondt, for jeg føler mig magtesløs og med begrænset evne til at forsvare mig selv.