Jeg savner at være en del af fællesskabet

Fotoet viser en kvinde i sit hjem. Siden handler om at savne at være en del af fællesskabet.

Ofte føler jeg mig som en tilskuer til livet. Rundt omkring mig er der en summende aktivitet og mennesker der nyder hinandens selskab. Jeg er ikke en del af det. Med min PTSD og Kompleks PTSD er det vanskeligt for mig at være steder, hvor der er andre mennesker. Der er så meget, der stresser mig og gør mig angst. Men hold da op, hvor jeg savner at være en del af noget. At være lige som alle andre.

Jeg tilbringer det meste af mit liv hjemme

Jeg tilbringer langt det meste af min tid i min stue på 30 kvadratmeter. Jeg kender hver en lille genstand i stuen og hver en plet på gulvtæppet. Jeg har stirret på dem tusinde gange. Nullermændene i hjørnerne, krummerne på borde og nogle brugte strømper stirrer tilbage på mig. Vi kender hinanden, for jeg orker ikke at fjerne dem, så de får lov til at ligge.

Det lyder som frihed, at jeg kan lave lige hvad jeg vil på de 30 kvadratmeter. Det er det ikke. Når jeg har gjort det jeg vil 500 gange, er det ikke mere interessant, og da jeg har PTSD er mit aktivitetsniveau også meget lavt. Så i stedet er friheden en ramme fyldt med begrænsninger, ensomhed og kedsomhed.

Børnene støjer og er urolige

Det kan godt være, at jeg er træt af at være i mit hjem, men udenfor er det værre, for der ved jeg ikke, hvad der kan ske, og hvad der kan skade mig. Jeg er beskyttet her i mit eget hjem. Ingen krav og forventninger til mig og ingen uro og støj. Mit hjem er min oase – eller det vil lige sige indtil min mand og børn kommer hjem. Børnene støjer, bevæger sig aktivt rundt, forventer jeg varter dem op og kræver min opmærksomhed. De har venner på besøg, spiller bold i gangen og efterlader køkkenet i kaos. Min mand er ikke ret meget bedre. Han har travlt. Husholdningen skal passes, og det går hurtigt omkring ham. Der er aktivitet som i alle andre hjem. I min hjerne er al aktiviteten bare en belastning. Jeg føler mig bombarderet på alle mine sanser og har bare brug for ro. At snakke med et barn af gangen. Roligt tage en snak om, hvordan dagen er gået. Det er svært at få det ønske opfyldt.  Når det hele bliver for meget, går jeg for mig selv og prøver at forholde mig til så lidt som muligt.

Udenfor familiens summende liv

Selvom min familie er hjemme er vores forhold til hjemmet forskelligt. For mine børn er hjemmet et sted, hvor de lader op eller er sammen med vennerne. De har et aktivt fritidsliv ude, hvor de spiller ishockey og basketball og er sammen med vennerne. De tager meget gerne derhen, hvor der sker noget. Der hen hvor der er en vrimmel af mennesker, støj og aktivitet. Jeg vil så gerne være en del af hele familiens summende liv, men det kan jeg ikke. Støj, aktiviteter og mange mennesker gør det umuligt for mig. Det er som at være i en krigszone. Min krop er spændt til bristepunktet, og angst og stresset scanner jeg mine omgivelser for farer.

Jeg går glip af så meget sammen med min familie

Det gør så ondt indeni. Jeg er en del af familien – og så alligevel ikke. Jeg er der ikke når min mand og børn oplever noget sjovt eller spændende, eller når børnene gør noget for første gang. Jeg så ikke, at min søn lærte at svømme. Eller at min anden søn scorede 6 mål i ishockey, eller da min søn stolt kørte flagkørsel før Aalborg Pirates spillede ishockey kamp mod White Hawks. Jeg var som altid hjemme – og kiggede ind i de samme fire vægge.

Sammen med familien – men er hele tiden anspændt

Nogen gange vover jeg mig ud sammen med familien. Vi tager så ud til nogle aktiviteter, hvor der gerne skulle være lidt mindre støj og færre mennesker. Men hvor der er mennesker er der støj og pludselige hændelser, så jeg har ørepropper i. Jeg kan ikke undvære dem.

Det er dejligt at være sammen med familien, selvom jeg overhovedet ikke er afslappet. Jeg kan heller ikke høre, hvad de siger. Jeg anstrenger mig, for jeg vil så gerne være en del af deres snak. Jeg kan bare ikke høre ordentligt, så jeg svarer tit forkert. Det gør dem irriteret, så de holder op med at sige noget til mig.

Travlhed og aktiviteter stresser mig

Det er så svært at være med i sociale sammenhænge på mere end 4 mennesker. Der er lyde og aktiviteter over alt. Travlheden og aktiviteterne stresser mig. Der er bevægelser overalt, og jeg kan slet ikke tænke, når snakken går hen over bordet fra flere retninger, og støjniveauet er højt. Jeg bliver nød til at have ørepropper i, og så kan jeg bare sidde der som en blank tavle, som ingen kan kommunikere med. Der er smil og hyggesnak, og i mit hoved er der alarmklokker, der kimer over alt det, der sker omkring mig, og mine tanker roder sammen og spænder ben for hinanden. Jeg er anderledes. Ikke en del af det sjove. Det smarte. Det normale.

Kan ikke tage til mine børns børnefødselsdag

Fester og fødselsdage er no go for mig. Det gør mig så ked af det, når jeg ikke kan være med til mine børns børnefødselsdage, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, når min søn snart skal konfirmeres. Jeg vil så hjertens gerne være med til fester og fødselsdage, men jeg kan ikke. Støjen kommer fra alle retninger og er grænseoverskridende for mig. Jeg har prøvet det, hvor jeg simpelthen er blevet nød til at gå væk fra hvor det sker. Hen til mere rolige rum. Det er der bare ikke. Det er forfærdeligt, når der ikke er nogen steder, som jeg kan flygte til. Jeg har brug for en udvej – altid!

Ikke at kunne være med til at fejre og tale med familien er en stor sorg for mig. Igen er jeg udenfor. De vil mig gerne, men kun de færreste prøver at tage hensyn til mig, så jeg kan komme med. Det får mig til at føle mig meget alene. Jeg savner at være en del af fællesskabet. At være lige som alle de andre. At have små problemer og at kunne tale om, hvordan jeg har det, og at der faktisk er nogen, der forstår mig.

Måske er der håb for mig

PTSD er en mærkelig lidelse, som kun dem som har den forstår. Jeg har derfor måtte erkende, at jeg får mest ud af at være sammen med andre, der har PTSD. De forstår mig uden, at jeg behøver at forklare og uden, at jeg indvendigt føler, at jeg er underlig. De tager hensyn, når jeg beder om det, fordi de ved hvor svært det kan være. Jeg håber, at jeg sammen med dem kan føle, at jeg hører til i denne her verden, og at mit liv ikke behøver at være så fandens ensomt.