Jeres forventninger og råd gør mig ondt

Fotoet viser en kvinde, der holder folk på afstand. Siden handler en personlig fortælling om folks forventninger og krav. Fotoet er af Drew Hays.

Trusler på livet og andre grænseoverskridende hændelser har givet mig PTSD, depression og masse af stress. Mine traumer præger min hverdag og mine nætter. Hver dag er en kamp og inderst inde ønsker jeg ikke at være i live. Jeg er ikke mere den, som jeg var engang. Mine pårørende kan ikke se det. De ser ikke, hvor dårligt jeg har det, og hvor forandret jeg er. I stedet møder jeg et pres og forventninger fra dem. At jeg skal komme videre. At jeg skal i arbejde igen. Deres pres og ”gode” råd får mig til at få det endnu dårligere – også selvom de mener, at de gør det for min egen skyld.

Mine grænser er blevet overskredet igen og igen

Når man har været sygeplejerske så længe i psykiatrien, som jeg har, bliver det unormale normalt. Man bliver på mange måder ødelagt, og bliver vant til at få overskredet sine grænser igen og igen. Til sidst kan man ikke finde ud af at markere sine grænser, hverken privat eller på arbejdet. Men grænserne er der stadig, og de bliver stadig overskredet.

Dybest set ønsker jeg ikke livet

Tinnitus i form af en høj hyletone i mine ører, er til tider ved at tage livet af mig, og giver mig næsten konstant hovedpine.  Dybest set ønsker jeg ikke livet – har daglige selvmordstanker og får ofte skadet mig selv – til tider alvorligt – ikke med vilje.

Om natten har jeg mareridt, både om en patient som ville slå mig ihjel, men også om andre alvorlige hændelser. Jeg bider så hårdt sammen, at jeg indtil nu har flækket 3 kindtænder. Jeg er irritabel, grådlabil og føler mig konstant overvåget. At have med andre mennesker at gøre er svært for mig, så derfor isolerer jeg mig.

Jeg overlever ved at tage medicin og alkohol

Næsten hver dag tager jeg 25-50 mg Quetiapin, som fratager mig ethvert initiativ og gør mig ekstremt træt, eller jeg tager sovepiller, eller alkohol, bare for at overleve. Og jeg er i det hele taget træt næsten hele tiden. Jeg kan ikke overskue mit eget liv. Årene går, og jeg sidder bare stadig i mit hul – som jeg har gjort det siden oktober 2015.

Jeg bliver tavs, når pårørende ved hvad der er bedst for mig

Mine venner, familie og bekendte kommer gerne med krav, forventninger og ”gode” råd til, hvordan jeg kan få det bedre. Enten svarer jeg ikke på det, som de siger til mig, eller også mumler jeg noget mere eller mindre uforståeligt. Jeg dukker blot nakken og går hjem.

Jeg kan stadig formulere mig skriftligt – men det kniber tit mundtligt. Det er svært for mig at koncentrere mig så længe af gangen, og jeg kan ikke altid finde ordene, og de ord jeg finder drukner i tårer. Svarene kommer først til mig efter lang tid.

Mine tanker, når pårørende tror de ved, hvad der er bedst for mig

Når pårørende kommer med krav, forventninger og ”gode” råd siger jeg måske ikke så meget, men i mine tanker har jeg nogle svar, som mine pårørende ikke kan forstå:

“Du kan da ikke bare gå der og lave ingenting!?”

 Ingenting er egentlig det, jeg er bedst til.

“Du er alt for ung til ikke at have et arbejde – se nu at komme i gang!”

Jeg føler mig ikke ung – faktisk ældgammel. Og hvem får mig hjem, når jeg har fået et angstanfald?

“Det vil være godt for dig at få nogle kolleger – så kan du også få lagt alt det der bag dig!”

Jamen, jeg stoler ikke længere på mennesker, og kolleger er vel også en slags mennesker?

“Du må da have gjort dig nogen tanker om, hvad du så skal lave?”

Jeg har prøvet. Men enten får jeg krampe i hjernen, hjertet eller et angstanfald, så nu er jeg holdt op med det.

“Det er vel nok godt for dig, at du har haven – så har du noget at stå op til!”

Jeg har altid hadet havearbejde. Det er kun en sur pligt, så hvordan kan det være godt? Jeg orker ikke engang at trække mine gardiner til side, fordi så ligger den der – haven.

“Dit arbejde har altid været vigtigt for dig – så du skal da bare i gang igen!”

Øh – nej?? Jeg ender med at slå patienterne ihjel af bare irritation.

Vil i ikke nok lade være med at plage mig!!!!!!

Det kan godt være, at jeres forventninger, krav og råd er velmente, men de gør ondt og gør det hele meget værre for mig. Og jeg får en voldsom lyst til at smide håndgranater efter jer. Jeg bliver vred, afmægtig og ked af det – alt sammen på én gang. Når jeg føler mig presset af jer, koster det mig op til 7 dage i helvede, og jeg får endnu sværere ved at tage kontakt til nogen igen.

Jeg ligner mig selv, men er ikke den, jeg var

Jeg ved godt, at jeg er en pest for andre mennesker. Det er jeg også for mig selv. Kunne jeg, så ville jeg meget gerne ændre mig. I ser mig kun, når jeg med alle mine kræfter har stablet mig selv på benene og er kommet i tøjet. Banker i derimod på min dør eller ringer, når jeg har det værst, så kommer I ikke i kontakt med mig. Det kan godt være, at jeg ligner mig selv, men jeg er ikke længere den, jeg var.