Kompleks PTSD – mit usynlige helvede

Fotoet viser en kvinde i sig hjem, hvor regnen falder på ruden. SAiden handler om Kompleks PTSD - mit usynlige helvede. Fotoet er taget af Kristina Tripkovic.

Mine omgivelser kan ikke genkende mig mere. Jeg har forandret mig rigtig meget i de seneste år. At gennemleve og overleve de traumer, som jeg har haft, har krævet alt af mig. Jeg har måttet være stærk og udholdende for at kunne være her i dag. Ser du mig, tænker du måske, at jeg ikke ser syg ud og bare skal tage mig sammen. Traumer har givet mig både PTSD og Kompleks PTSD, og jeg kan fortælle dig, at selvom jeg kan se rask og frisk ud, så har jeg åbne sår på sjælen. Min lidelse er usynlig, men den er ganske virkelig. Den påvirker alt, hvad jeg gør. Den har ændret min personlighed, og den har givet mig et liv, som kun kan beskrives som et indre helvede.

Mistet tillid til alle mennesker

Jeg har mistet tilliden til mine medmennesker – selv mine allernærmeste. Jeg har ikke den der grundlæggende tillid til, at andre vil mig det godt. At når jeg beder nogen om hjælp, at så hjælper de mig. Nej. Jeg tror, at de svigter mig, og at de har en skjult agenda, fordi det har jeg oplevet, da jeg allermest havde brug for, at de var der for mig.

Jeg holder øje med alt omkring mig

Når jeg er sammen med andre mennesker bliver jeg nød til at holde øje med dem for at beskytte mig selv mod yderligere skade. Det er ikke noget, jeg har valgt. Det sker automatisk. Mine sanser er derfor fuldstændigt skarpe. Jeg hører alt, ser alt og mærker alt. Jeg har ikke råd til at slappe af, for hele min krop signalerer, at der er fare på færde.

Udadtil kan jeg se afslappet ud. Bemærk jeg siger SE afslappet ud, for der er en følelsesmæssig orkan indeni mig, der er klar til at bryde ud. Hvor nemt den bryder ud afhænger af dig og omgivelserne. Er du hensynsfuld og rolig, og jeg ved, hvad du kan finde på, så kan vi godt hygge os sammen, hvis omgivelserne er okay for mig.

Lyde er for høje og pludselige lyde er tegn på fare

Lyden af en metalske, der rører i en kop får mig nemt i total panik. Stolen der slæbes ind under bordet, vandhanen der tændes ved køkkenvasken, et pludselig host eller grin. De pludselige lyde er de værste. Min hjerne forstærker også lydene omkring mig, så selv lyden fra en strømforsyning eller en græsslåmaskine kan stresse mig eller gøre min hjerne tom for tanker. Selv når jeg er alene er lydene for høje. Jeg må bruge ørepropper og høreværn for at støvsuge eller dreje nøglen i yderdøren. Når jeg forlader huset, er mine ører altid beskyttet.

Alle lyde kræver min opmærksomhed

Lyde påvirker i høj grad min evne til at tænke. Min hjerne har fokus på mange lyde på én gang, og det er som om hver lyd skal have speciel opmærksomhed fra den. Snakker jeg sammen med dig, og musikken spiller i baggrunden, hunden gør og køleskabet summer, så er det desværre tit, at min hjerne bliver overbelastet, og min koncentration forsvinder fuldstændigt.

Jeg har brug for kontrollen

”Hun støjer selv, så derfor kan jeg også støje”, tænker du måske. Nej. Desværre ikke. Der er mange lyde, som jeg selv kan lave, men det er kun fordi, at jeg har den fulde kontrol over dem og viden om, hvornår lydene kommer.

Det er også manglende kontrol, der gør mig angst, når du bevæger dig rundt og gør forskellige ting. Min hjerne skriger: ”Hvad laver du? Hvad kan du nu finde på?” Jeg ved, at du pludselig gør et eller andet, som jeg ikke kan tåle, og som får mig til at få det dårligere, end jeg allerede har det.

Bange for, at du angriber mig verbalt

Som du godt kan se, så har jeg rigtig meget, som jeg holder øje med. Det er dog ikke det eneste. Jeg holder også øje med, hvad du siger, og hvordan din sindsstemning og dit kropssprog er. Min hjerne kører på højtryk. Jeg er på vagt. Klar til at komme i sikkerhed, hvis du angriber mig verbalt. ”Jamen kan du ikke bare sige pyt, hvis det sker, eller sige noget igen, hvis jeg overskrider dine grænser”, tænker du måske. Jeg ville ønske, at jeg kunne, men det kan jeg ikke altid. Angriber du mig verbalt, slår det mig ud. Jeg har ikke det beskyttende panser, som normale mennesker har. Mit er papirtyndt.

Har svært ved at mærke mine grænser

Der sker så meget i min hjerne og i min krop, at jeg langt fra altid kan mærke, hvor mine grænser er. Derfor laver jeg ofte mere, og siger ja til mere, end jeg kan holde til. Når jeg gør det, skal min krop nok vise mig, at jeg skulle have stoppet tidligere: Trætheden overmaner mig, og jeg bliver stresset af selv det mindste lille krav eller en lille lyd.

Jeg vil gøre rigtig meget for, at du kan lide mig

Jeg kan vise selvtillid ud ad til, sige at jeg er god til noget og udtrykke stærke holdninger. Inderst inde tror jeg imidlertid ikke, at jeg er god nok, og at du vil kunne lide mig, som jeg er. Jeg føler, at jeg skal præstere og udrette noget for at blive accepteret. At jeg bliver nød til at behage, så du er venligt stemt overfor mig. Jeg gør det fordi, at jeg håber, at du så vil kunne lide mig. Jeg mister godt nok mig selv, men hvis du kan lide mig, så er det ok.

Du siger måske: ”Jeg ville ønske, at du bare kunne være dig selv”. Når jeg prøver at vise, hvem jeg er, og hvad jeg står for, fyldes jeg nogle gange af en altoverskyggende frygt for, at du vil afvise mig. Husk på, at jeg har overlevet traumer, hvor jeg gang på gang er blevet afvist eller angrebet, når jeg har bedt om hjælp eller bare har prøvet at være mig selv.

Mine ekstreme og upassende følelser

Alt hvad du gør og siger, påvirker mig ind i mit inderste. Jeg har ikke lette følelser, som passer med situationen. Dit udtryk i øjnene, måden du smiler på, hvordan du formulerer din mening og din kropsholdning. Alt sammen kan give mig flashback til følelserne i mine traumer.

De følelser, jeg får, er derfor ekstreme og desværre også upassende. Jeg føler den dybeste sorg, hvor jeg gennemlever mit barns død. Tristhed springer ud som tårer i mine øjne. Jeg kan slet ikke styre tårerne. Vreden gør, at jeg bebrejder og slår mig selv indvendigt. Andre gange slukker jeg for alle mine følelser, fordi jeg er så vred, at det virker som min eneste måde at beskytte mig selv på. Frygten for at blive skadet eller dø får derimod min krop til at spændes som en flitsbue, og mine nerver til at reagere, som om jeg hele tiden er ude at køre med rutsjebane i Fårup Sommerland.

Ekstrem stress over små ting

Det er så utrolig anstrengende at føle alt det jeg gør og at se, høre og mærke dig og omgivelserne. Alt i min krop er klar og designet til at beskytte mig her og nu. Alt andet er uvigtigt. Jeg er stresset. Ikke stresset på den måde, du kan være det, når du har travlt på arbejdet og opgaverne tårner sig op. Jeg er stresset på den måde, at min hjerne forventer, at der er én der vil skade mig og mine børn. Min hjerne tror, at vi er i livsfare. Og måske kommer stressen blot, fordi jeg ikke kan finde min taske, fordi du forventer, at jeg rydder op på bordet, eller fordi du skælder mig ud eller der er spændingsmusik i en film.

Min hjerne fungerer ikke altid

Med stresset forsvinder mit fokus på det, som jeg før lavede. Tankerne kører i rundkreds. Jeg har glemt, hvad det var jeg ville, og min koncentration er forsvundet. Det er som om, at jeg ikke er helt til stede. Når du siger noget til mig, bemærker du måske det blanke udtryk i mine øjne. Og ja. Der er ikke nogen hjemme! Virkeligheden er borte, indtil jeg sanser, hvor jeg er.

Undgår det, der minder mig om mine traumer

Det er hårdt for mig at være sammen med dig og andre mennesker. Det er hårdt at være alle de steder, der minder mig om mine traumer. Jeg prøver derfor at undgå alt, hvad der kan få mine følelser op at køre. Det er utroligt svært at undgå at blive trigget, fordi mennesker trigger mig på så utrolig mange måder. Jeg isolerer mig. Holder mig mest hjemme, for det er, hvad jeg kan holde til. Samtidig er det så smerteligt for mig, fordi jeg ved, at det også er hos andre mennesker, at jeg kan få den kærlighed og accept, som jeg så brændende ønsker mig. Jeg tør bare ikke tro på, at du vil give mig den, så jeg holder dig i en afstand som gør, at jeg ikke bliver så såret, når også du forlader mig.

Mine børn sluger min energi, og det er ok

Jeg er træt hver dag efter kun at have gjort få ting, eller at have været i dit selskab i to timer. Min krop er hurtigt drænet for energi. Jeg har brug for bare at være mig selv. Jeg skal have ladet op igen, og det tager tid og ro. Mindst én dag. Og det er ikke så nemt at få, når jeg har en familie. Jeg har derfor ikke overskud til at mødes med dig så tit. Jeg vil så gerne, for jeg kan rigtig godt lide dig. Jeg bliver bare nød til at prioritere min tid hårdt. Derfor giver jeg dem alt det i mig, som jeg overhovedet kan, så de føler sig elsket og accepteret. Jeg får resterne, og det gør min mand også, men jeg kan ikke bære, hvis de en dag får det, ligesom jeg har det nu.

Børnene giver mig lysten til at leve

Når mine børn er glade, skinner mit indre som en varm sol. Når de har det svært eller er triste mærker jeg det dybt i mit indre, som om mine følelser prøver at flå mig fra hinanden. Det er for meget, men kærligheden til dem, er den der gør, at jeg hver dag står op og prøver at få det bedste ud af det, livet har givet mig.