PTSD har ændret mig og min hverdag

Billedet viser en depressiv kvinde. Siden handler om hvordan PTSD har ændret hverdagen.
Jeg vil starte med at sige, at det sværeste ved at være syg med en psykisk lidelse er, at den er usynlig. En psykisk lidelse er ikke som et brækket ben, eller en brækket arm. Der er ingen som kan se på en, at man har en psykisk sygdom. Dette kunne man godt ønske sig indimellem.

Derefter kommer, at ens omgivelser – familie og venner, arbejdskollegaer, m.fl. – skal til at lære en “ny” person at kende, og acceptere at meget ikke er, som det var før man blev psykisk syg.

Fik en masse medicin og følte mig som en zombie

Der skulle gå tre år, hvor jeg havde samtlige symptomer på PTSD, og hvor et par psykologer og psykiatere endelig kom frem til diagnosen PTSD, som følge af jeg i 2007 var vidne til et overfald og selv blev truet. Indtil da var jeg kun blevet symptombehandlet for angst, depression, søvnbesvær mv.

Jeg fik utrolig meget psykofarmaka, så meget, at jeg følte mig som en zombie. Det er jeg heldigvis trappet ud af nu. I dag får jeg antidepressiv, og Seroquel til natten, og så har jeg Seroquel, hvis jeg bliver angst eller stresset.

Svært at forklare, hvordan jeg har det

Jeg ved ikke, hvem det er sværest for at acceptere, at man er blevet syg med en psykisk lidelse; familie og venner, eller en selv.

Jeg synes, det er meget vanskeligt at skulle forklare og fortælle familie, venner, og andre, hvordan jeg har det. Jeg tror det skyldes, at jeg er flov over at være syg og selv har svært ved at acceptere det. Før ulykkeshændelsen var jeg en frisk og glad pige, som elskede sit arbejde – arbejdsnarkoman, og havde måske max. to sygedage om året.

Især i starten havde jeg vanskeligt ved at forklare mig, for jeg vidste ikke, hvorfor jeg følte mig bange, fór sammen ved den mindste lyd, ikke kunne være alene, fik mindre energi og overskud, lukkede mig inde, havde mareridt, ikke kunne koncentrer mig i længere tid ad gangen, glemte selv små ting mv. Flov over at være syg og har svært ved at acceptere det.Alle disse reaktioner var/er meget frustrerende, og skabte kaos i mit hoved. Efterhånden som det er blevet værre og værre, er frustration og kaos kun blevet endnu mere forvirrende. Til tider synes alt at have været opgivende, og hovedløst håbløst, og tårerne har ikke været til at holde tilbage.

Cutter og selvmordstanker

Nogen gange har jeg haft det så slemt, at det var som om, jeg var i en slags trance. Jeg kunne ikke holde styr på, hvad der var virkelighed, og hvad der ikke var det. For at komme ud af denne trance begyndte jeg at skære i mig selv. Jeg har været cutter (en der skærer i sig selv) indtil jeg fik min første tatovering for ca. 1½ år siden.

Andre gange har frustrationerne givet mig selvmordstanker. Jeg har haft forsøgt at tage livet af mig selv fire gange. I dag har jeg et værktøj En lang gåtur giver mig ro i hovedet.som jeg bruger, hvis selvmordstankerne dukker op. Det bedste værktøj er en lang gåtur i skoven med mine hunde. Det giver ro i mit hoved.

I dag er selvmordstankerne heldigvis kommet på afstand, men de kan til tider komme frem, hvis jeg bliver meget presset, eller stresset.

Det hjælper at jeg ved, hvorfor jeg reagerer som jeg gør

Efter jeg fik diagnosen PTSD er noget af frustrationen gået væk. For det meste ved jeg nu, hvorfor jeg reagere som jeg gør. Hvorfor jeg har flashbacks, mareridt, er bange, træt, uden energi, stresser, sover dårligt mv. Men det betyder ikke, det er blevet nemmere at være syg med PTSD.

PTSD har forandret mig

Sygdommen har forandret mig. Jeg er ikke den samme, som før jeg blev syg, og det kan til tider godt være svært at acceptere. Jeg lever med symptomer på PTSD hver eneste dag, og hver eneste nat. Hver dag og nat, har jeg flashbacks og mareridt, hvor jeg genoplever at se min kollega være ved at blive slået ihjel, eller hvor jeg kigger ind i et geværløb eller bliver brændt inde.

Hver gang jeg ser en person af anden etnisk baggrund farer jeg sammen og bliver angst. Hver gang jeg bliver udsat forJeg er angst og altid i forsvarsposition. støj og råben, bliver jeg angst og bange. Hver gang jeg oplever noget som minder om ulykkehændelsen, bliver jeg angst og flygter. Jeg og min krop er hele tiden i beredskab og i forsvarsposition.

Jeg kan slet ikke det, jeg kunne før

Jeg har også mange andre forhindringer og barriere, som gør at det kan være svært at komme videre. Meget af det, som jeg kunne uden nogen former for problemer før ulykkehændelsen, kan jeg ikke i dag.

Jeg kommer kun steder, hvor jeg føler mig tryg. Hvis jeg skal handle ind alene, er det på tidspunkter, hvor der ikke er mange mennesker i butikkerne, ellers har jeg gerne en veninde med mig.Jeg kommer kun steder, hvor jeg føler mig tryg.

Tit og ofte må jeg sige fra til selskaber, på grund af støj og larm. Mange mennesker på et sted, gør mig stresset, angst, og utryg. Skal folk invitere mig til noget, skal det derfor helst ske flere dage forud, så jeg i mit hoved kan forlige mig med tanken.

Samtaleterapien stoppede med at virke

Jeg har været i behandling hos psykologer, og psykiater, hvor jeg har fået et par værktøjer til brug i hverdagen og medicin til at dæmpe symptomerne. På et tidspunkt følte jeg imidlertid, at jeg ikke kom nogen vegne med samtalerne, så jeg stoppede. Jeg får dog stadig behandling med medicin.

Der er både gode og dårlige dage

I dag er jeg nød til at indrette mit liv efter en skemalagt struktur. Skemaet består af nogle få faste daglige rutiner, såsom at støvsuge, støve af, gå tur med hundene. Og så består den af max. to daglige aktiviteter, såsom at handle ind, slå græs, hundetræning mv.

Nogle dage er ok dage. Andre dage er bare dårlige dage. Og så er der lige de dage, hvor jeg har det rigtig godt. Både på ok dage og dårlige dage kan det være Når jeg bruger energi, ligger jeg flad flere dage efter.svært at finde energien eller lysten til noget som helst. Og de dage, hvor jeg har det rigtig godt, får jeg brugt min energi, så jeg ligger flad flere dage efter.

Det er en daglig kamp at være psykisk syg

Det kan være svært for andre at forstå, hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen, og komme videre, men så nemt er det desværre ikke. Det er en daglig kamp at være psykisk syg. De mennesker som kan finde på at sige sådan, de skulle selv prøve, hvad det vil sige at være syg med en psykisk lidelse.