PTSD og min ensomhed

Jeg-er-ensom
Man er ensom, når man ikke føler, at man rigtigt hører til nogen steder, at ingen rigtigt sætter pris på dig og i værste fald, at ingen ville savne dig, hvis du ikke var her længere. Min ensomhed og isolation har udviklet sig i takt med, at min PTSD og svær depression er blevet forværret med tiden.

Min ensomhed er blevet forværret med tiden

Jeg mærker min ensomhed når:

  • at jeg gang på gang, skal fortælle og forklare, at jeg er syg med en usynlig sygdom.
  • at jeg oplever folks uvidenhed, manglende kendskab, og fordomme om usynlige sygdomme, som psykiske lidelser.
  • at “vennerne” siger de er der, og så ikke er der alligevel, når katastrofen melder sig.
  • at jeg bliver skuffet og såret af mine “venner”. Kan jeg næste gang, jeg møder dem, så give dem min tillid og stole på dem, eller vil de bare skuffe mig og såre mig igen.
  • at “vennerne” aldrig spørger mig: “Hvordan har du det?”, “Er du kommet ovenpå igen?”, “Har du brug for hjælp?”, “Vil du med ud at spise?”, og lignende.
  • at jeg bliver bekræftet i, at det er vanskeligt at blive ved med at stole på andre og give dem min fulde tillid.

Du kan ikke se min ensomhed, for den er gemt bag mange ansigter. Ansigter som fortæller en helt anden historie.