Traumer har skadet mit selvværd og min personlighed

Billedet viser kvinde med Kompleks PTSD, som beskytter sig selv.

Min selvopfattelse er ikke særlig god. Jeg synes, at det er uhyre vanskeligt at bevare en opfattelse af, at jeg er dygtig og værd at være sammen med, når mine evner er stærkt reduceret, og når mennesker i min nærhed har været ubehagelige, kritiske, ligeglade, taktløse eller ondskabsfulde overfor mig.

Jeg er bange for, at den slags mennesker tiltrækkes af mig. At de kan se, at hende her kan vi sagtens træde på, for hun er ikke noget særligt, og hun gør ikke modstand.

Jeg ser alt det, jeg ikke kan

Jeg er desværre rigtig god til at tage ansvar på mine skuldre. For god. Når jeg ser tilbage på mine traumer, er der så mange ting, som jeg klandrer mig selv for. Jeg har vanskeligt ved at se, at jeg faktisk klarede de traumatiske situationer rigtig godt. Når en terapeut så siger til mig, at jeg er sej, vedholdende, strategisk, en overlever mv, så har jeg svært ved at tro hende. Tænker lidt, at det er hendes job at sige sådan noget. Jeg ser meget bedre alt det, som jeg ikke kan, og alle de begrænsninger, som jeg har på grund af min Kompleks PTSD.

Sammenligning med andre falder ikke ud til min fordel

Jeg sammenligner mig selv med andre mennesker, og det er sjældent til min fordel. For de fleste mennesker kan arbejde og har ressourcer til at have en aktiv fritid eller et familieliv. Mit energiniveau er så lavt, og angst- og stressniveau så højt, at jeg ikke kan holde til at arbejde.

Jeg har brug for dagen til at samle kræfter til, når min familie kommer hjem fra arbejde og skole. Der bruger jeg mine kræfter, så jeg kl. 21 udmattet smider mig på sofaen. Så fakta er, at jeg ikke kan holde til alt det normale mennesker kan holde til.

Mine kognitive evner er skadet

Jeg har en lang akademisk uddannelse bag mig, og jeg har kunnet overskue store og komplekse projekter. Det kan jeg heller ikke mere. Mine kognitive evner har taget skade. Det er sørgmodigt. Jeg savner min hjerne. Jeg har altid været intelligent. Det er jeg stadig, men nu har min hjerne bare ikke kapacitet mere til at kunne fungere optimalt. Det er som om, den er blevet kapret af en usynlig og ødelæggende kraft.

Indlevelse ser jeg mest fra dem som også er traumatiseret

Det er i hvert fald få, der forstår, hvad jeg har gået igennem. Jeg vil ridse det så hårdt op og sige, at man skal have oplevet næsten det samme som mig for at forstå mig. Andre traumatiserede forstår mig bedst, men kun noget af mig. Det jeg har oplevet via mine traumer, kræver umådelig indlevelse fra andre, for at de kan forstå det. Og denne indlevelse får man kun, hvis man selv har været på livets skyggeside, hvor man flere gange har set døden i øjnene.

Kun få forstår mig

Følelsen af, at andre ikke forstår mig, har jeg fra de mange gange, hvor bekendte, familie og fremmede har sagt tåbelige ting til mig, som tydeligt viser, at de overhovedet ikke kan sætte sige ind i, hvordan det f.eks. er at ens barn dør. Eller hvorfor jeg ikke bare kommer videre, nu hvor jeg har overlevet en kritisk sygdom. Der er så meget, de andre ikke forstår. Og jeg forstår godt, at det er vanskeligt for andre at forstå, hvad jeg har gået igennem, for det er også vanskeligt at forklare. Jeg er bare kommet frem til, at forståelse for, hvad jeg har været igennem, kan jeg kun få meget få steder. Og det er gerne ved nogen, som har oplevet noget af det samme som jeg har.

Permanent skadet

Jeg har været udsat for rigtig mange traumer. Det har været umuligt for mig at komme over ét traume inden, at der kom et nyt og igen et nyt.