Motion kan lindre angst, stress og depression

Billedet viser en kvinde der går tur. Siden handler om hvordan motion kan lindre angst, stress og depression.
Det er velkendt, at motion er godt for det fysiske helbred, men vidste du også, at motion kan mindske stress, lindre angst og depression, forbedre søvnen og mindske smerter og medicinforbrug? Flere PTSD-ramte har symptomer, hvor motion kan være en hjælp for dem. Inden at motion imidlertid ses på som den store løsning på flere af PTSD-ramtes problemer, er det vigtigt at være opmærksom på, at effekten på helbredet sandsynligvis er afhængig af den PTSD-ramtes motivation. For mange kan blot det at komme ud af sengen være en stor overvindelse. Den PTSD-ramte kan også have skader, sygdomme, og symptomer som vanskeliggør motion. Ex træthed, undgår bestemte situationer, lydfølsomhed og angst for andre mennesker.

”The National Center of PTSD” anbefaler PTSD-ramte at få moderat motion

Motion forbedrer kroppens fysiske tilstand og evne til at klare sygdomme, men motion anses også for at være afgørende for den mentale sundhed.(3) Der er dog kun én undersøgelse, der påviser en sammenhæng mellem motion og direkte lindring af PTSD-symptomer.(1)(2) En lang række andre undersøgelser viser imidlertid en lang række fordele ved motion, som kan være nyttig viden for en PTSD-ramt. ”The National Center of PTSD” anbefaler da også motion i moderate mængder. Det kan være gåture, jogging, svømning, vægtløftning eller andre former for motion. Før du begynder på træning, er det vigtigt at en læge siger godt for det.(5)

Motion kan have flere positive effekter på både psyken og kroppen

Talrige undersøgelser viser, at motion kan have følgende positive effekter på det psykiske og fysiske helbred:

  • Motion giver en pause fra svære følelser eller distrahere fra smertefulde erindringer eller bekymringer.(5)
  • Motion forbedrer evnen til at sove

Motion og anden fysisk aktivitet producerer endorfiner i hjernen, der forbedrer evnen til at sove, hvilket igen reducerer stress. Meditation, akupunktur, massage-terapi, selv at trække vejret dybt, kan få din krop til at producere endorfiner.(3)

  • Motion kan lindre angst, stress og depression

Motion kan mindske stress(3), og den kan også lindre både depression og angst. Det behøver ikke at være en helt masse motion. Faktisk tyder studier på, at 10 minutters gang kan være lige så godt som 45 minutters træning.(4) Blot 5 minutters motion kan endda give en anti-angst effekt.(3)

Hvad angår depression, kan motion hurtigt ophøje nedtrykthed hos mange mennesker. Selvom virkningerne kan være midlertidige, viser undersøgelser, at en rask gåtur eller anden simpel aktivitet kan levere flere timers lettelse, svarende til at tage en aspirin mod en hovedpine.(4)

For nogle mennesker kan regelmæssig motion fungere lige så godt som medicin, til at reducere symptomer på angst og depression. Effekten af motionen kan endda være længerevarende. Én energisk session med motion kan hjælpe til at lindre symptomerne i flere timer, mens regelmæssig motion kan reducere dem betydeligt over tid.(4)

  • Motion kan mindske smerter, spændinger og medicinforbrug

Motion og anden fysisk aktivitet producerer endorfiner i hjernen, der fungerer naturligt smertestillende, og motionen kan mindske fysiske spændinger i kroppen.(5)

  • Motion forbedrer selvværdet.(5)
  • Motion skaber en følelse af kontrol.(5)

Hvad angår følelsen af kontrol, er det vigtigt at være opmærksom på, at den kan skabe en usund eller farlig afhængighed af motion. Dette skyldes, at følelsen af kontrol gerne mangler på andre områder i den PTSD-ramtes liv.(6)

  • Motion kan give energi og forbedre koncentration og kognition

Motion er meget effektivt til at reducere træthed, forbedre årvågenhed og koncentration, og styrke den generelle kognitive funktion. Det kan især være nyttigt, når stress har opbrugt energien eller evnen til at koncentrere sig.(3)

Motion har ikke en positiv effekt på alle mennesker

Selvom motion har en positiv virkning på de fleste mennesker, viser nyere undersøgelser, at for nogle mennesker har motion ikke en positiv effekt på angst og depression, eller påvirker ikke det langsigtede mentale helbred.(4) Om motion har en positiv indvirkning på en persons fysiske og psykiske helbred er sandsynligvis afhængig af personens motivation. Det kan være svært at bede folk, som oplever alvorlig psykisk lidelse at dyrke motion. For mange kan blot det at komme ud af sengen være en stor overvindelse. (2)

Når PTSD gør motion vanskelig

Det er vigtigt at være opmærksom på de barriere, der kan være for at PTSD-ramte kan dyrke motion. Den PTSD-ramte kan have fysisk invaliderende skader og sygdomme, som gør motion vanskeligt. Han kan udover PTSDén også have et stofmisbrug eller en depression.(6) Et af symptomerne ved svær depression er netop mangel på motivation.(2)

PTSD-ramtes symptomer kan variere fra dag til dag, og de kan udløses af tilsyneladende uskadelige situationer, såsom høje lyde eller tilstedeværelsen af andre mennesker. Træthed er også et almindeligt symptom ved såvel PTSD og depression, især hos dem der tager antidepressiv medicin. Endeligt kan der også være et problem, at PTSD indeholder symptomer, hvor personen undgår situationer eller trækker sig.(6)

 

Kilder
  1. Lawerence S, De Silva M, Henley R. The Cochrane Collaboration. “Sport and games for post-traumatic stress disorder (PTSD) (Review).”2010.  www.cochranelibrary.com.
  2. S. Rosenbaum1,2,*, C. Sherrington1 and A. Tiedeman.  “Exercise augmentation compared with usual care for post-traumatic stress disorder: a randomized controlled trial.” Først udkommet I 2014, og så I 2015 I Acta Psychiatrica Scandinavica.
  3. Anxiety and Depression Association of America. “Physical activity reduces stress.” www.adaa.org.
  4. Anxiety and Depression Association of America. “Exercise for stress and anxiety.” www.adaa.org.
  5. National Center for PTSD. “Lifestyle changes recommended for PTSD patienter.” 2015. www.ptsd.va.gov.
  6. Sang Hwan Kim, MS , Len Kravitz, PhD and Suzanne Schneider, PhD. “PTSD & Exercise: What exercise professional shold know.” May 17, 2012. IDEA.