Direktøren udsatte mig for seksuel chikane

Direktoeren-udsatte-mig-for-seksuel-chikane

Jeg blev udsat for seksuel chikane af min direktør på en måde, som gjorde at jeg følte mig truet på mine fysiske grænser, og jeg var overbevist om, at jeg var i fare for at blive voldtaget. Efterfølgende udhængte direktøren mig overfor alle mine kollegaer og lod som om, at han var et offer for mig.  Kollegaerne var selv bange for at blive fyret, så ingen turde stå frem som vidner. Halvdelen var konkret imod mig. En leder støttede mig og bestyrelsen holdt med mig. Da direktøren imidlertid satte advokat på og de manglede vidner, valgte de at give mig penge for at gå og for at tie om oplevelsen, og han fik en advarsel. Den leder, der tidligere havde været min store støtte blev med ét min modstander og udfrittede mig for at få oplysninger, som kunne bruges imod mig.

For at undgå økonomiske repressalier og offentlig omtale, er alle navne skiftet ud.

Fare for fyring

En måned efter, at jeg blev ansat i en halvkommunal virksomhed kom jeg og en kollega i uoverensstemmelser. Vi havde det svært med hinanden, og vores nærmeste chef Carsten gjorde os opmærksom på, at vi måtte løse vores konflikt. Var der én der ikke ville samarbejde, så måtte den person ryge ud.

Tanker omkring Dortes og mine uoverensstemmelser gjorde det ubehageligt for mig at være på arbejdet. Jeg bekymrede mig om, hvordan de andre medarbejdere så på mig, da jeg formodede, at Dorte ville tale med dem om vores konflikt. Selv var der ikke nogen, som jeg var fortrolige med endnu. Jeg bekymrede mig også over om jeg ville blive fyret, da jeg stadig var i min prøvetid. Det var derfor vigtigt for mig at være på god fod med kollegaerne på arbejdspladsen.

Direktøren inviterer mig på museum

En eftermiddag på arbejdet, hvor kun jeg og direktøren var til stede, kom direktøren ind på mit kontor og begyndte at snakke om kunst. Jeg holder meget af kunst og udtrykte min interesse der for. Direktøren spurgte så om jeg ville med på byens museum. Jeg syntes det var ubehageligt, at han spurgte om det. Alligevel sagde jeg ja.

Efterfølgende overvejede jeg kraftigt at trække mit ja tilbage, da jeg på ingen måde havde lyst til at tage med direktøren på museum. Jeg syntes, at det var upassende, at han som direktør inviterede mig alene på museum. Jeg ville nødig stå i et dårligt lys ved direktøren.Jeg besluttede imidlertid at holde fast ved vores aftale, fordi at jeg så nødigt ville komme i dårligt lys hos ham. Carstens advarsel om, at jeg kunne blive fyret, sad nemlig i baghovedet.

Alene på museum med direktør Mogens Andersen

En dag lige efter arbejde mødtes direktøren Mogens Andersen og jeg på museet. Forinden havde jeg tænkt meget over, hvad hans hensigt kunne være med at invitere mig på museum, og ikke invitere andre medarbejdere. Jeg var på vagt, da jeg havde ham mistænkt for at have seksuelle motiver. Jeg lod dog tvivlen komme ham til gode. Mogens snakkede om de erotiske malerier.Det kunne jo være, at han udelukkende var interesseret i kunst og gerne ville tale med én, som også var interesseret i kunst, men troede ikke helt på det selv.

Må museet så vi på kunst og talte om kunsten. Vi kom forbi flere erotiske malerier. Mogens snakkede til mig om de erotiske malerier. Jeg havde det ubehageligt. Håbede blot museumsturen snart var ovre.

Efter museumsturen gik vi hen til vores biler på parkeringspladsen. Mogens spurgte mig om jeg ville med ham ud at spise. Jeg havde forberedt mig på en pæn afvisning på forhånd og sagde derfor ”henkastet”: ”Nej – jeg må hellere til at komme hjem nu”. Vi kørte hver til sit. Jeg havde et dybt ubehag ovenpå museumsturen. Jeg var ikke i tvivl om, at Mogens havde forsøgt at forføre mig.

Følte utryghed på jobbet

Jeg overvejede at fortælle nogen om episoden på arbejdet. Uoverensstemmelserne mellem Dorte og mig gjorde imidlertid, at jeg ikke havde lyst til, at der kom mere fokus på min person. Jeg håbede blot på, at nogen lignende ikke ville ske igen.

Jeg forsøgte at glemme museumsturen, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg følte mig utryg, når Mogens var i nærheden af mig. Jeg gik i en bue udenom hans kontor. Havde en knude i maven og rystede, når jeg skulle tale med ham. Jeg var bange for, at han ville overskride mine grænser. Hørte jeg hans stemme fra mit kontor, blev jeg urolig for, om han ville komme ind på mit kontor. Når han ledte efter et sted at sidde i kantinen, var jeg urolig for, at han ville sætte sig ved siden af mig. Jeg undgik Mogens på arbejdet.Jeg forsøgte så vidt muligt at undgå ham. Jeg var vred på ham og følte afsky for ham. Syntes, at han havde udnyttet, at jeg var nyansat, og havde en stærk fornemmelse af, at han godt vidste, at Dorte og jeg var i konflikt med hinanden, så jeg stod uden kollegial støtte på arbejdspladsen. Alligevel holdt jeg en pæn facade de næste par måneder. Jeg var høflig, når han talte til mig, og det var jeg udelukkende, fordi han var direktøren. Jeg havde brug for mit job.

Jeg holdt meget øje med Mogens, når han var i nærheden. Begyndte at observere, hvordan han opførte sig overfor andre kvinder på arbejdspladsen. Jeg syntes, at hans opførsel ofte var upassende og krænkende – specielt til julefrokosten, som foregik i et center med tilhørende værelser til overnatning.

Mogens forsøgte at indsmigre sig hos mig og Dorte under dans

Ved virksomhedens julefrokost drak jeg omkring fem genstande i løbet af aftenen. Det var nok til at holde mine nerver i ro og til, at jeg var klar i hovedet, så jeg kunne holde øje med Mogens Andersen. Men det var for meget til, at jeg kunne køre bil hjem, hvis jeg havde brug for det.

Den aften holdt jeg meget øje med Mogens. Jeg så, at han prøvede at indsmigre sig ved Dorte. Han stod tæt bag ved hende, da vi spiste. Han ville give hende noget spiritus i hendes glas. Hun sagde nej op til flere gange. Han ignorerede hendes nej og hældte spiritus op til hende. Han forstår ikke et nej, tænkte jeg. Stakkels Dorte. Dorte så helt stivnet ud mens hun dansede med Mogens.Nu er han garanteret ude efter hende. Et stykke tid efter, spurgte Mogens Dorte om hun ville danse. Hun sagde ja. Jeg kiggede ud på dansegulvet til Dorte et par gange. Mogens dansede på en indsmigrende måde. Dorte så ligesom stivnet ud, og hun kiggede væk fra Mogens. Mandagen efter julefrokosten fortalte Dorte, at Mogens havde været ude efter hende.

Mogens havde danset med flere kvinder uden at spørge mig, så jeg anede håb forude. Måske havde han forstået mit nej på museet, eller måske havde han tabt interessen for mig. Men jeg tog ingen chancer. Jeg undgik Mogens´ blik. Jeg ville bestemt ikke have hans opmærksomhed. Men det undgik jeg ikke. Han spurgte mig om jeg ville danse. Jeg sagde ja – udelukkende af den grund, at han var direktøren, og jeg derfor følte, at jeg af ren høflighed blev nød til at sige ja til ham.

Den første dans gik udmærket. Den næste dans var lidt langsommere. Mogens kiggede mig ind i øjnene og sagde: ”Det her er en sjæler”.” Ja”, sagde jeg, og ignorerede hans hentydning. Samtidig vendte det sig inde i maven på mig. Efter denne dans sagde jeg tak for dansen. Han spurgte om jeg ikke ville danse noget mere. Det sagde jeg nej til og gik tilbage på min plads.

Mændene på pladsen havde mig mistænkt for at afsky mænd!?

På et tidspunkt i løbet af aftenen snakkede jeg med Allan, som var ansat i et ufaglært job på pladsen. Halvdelen af virksomhedens ansatte var ufaglærte mænd, der lavede praktisk arbejde. Han fortalte, at nogen af hans kollegaer syntes, at jeg var svær at komme ind på, og at det var svært at finde ud af, hvordan jeg var. At jeg virkede kold. At de havde mig mistænkt for at afsky mænd.

Det gjorde mig virkelig ked af, at han sagde sådan. Jeg havde det svært nok med konflikten med Dorte og direktøren, som var interesseret i mig. På det tidspunkt sansede jeg ikke manipulationen i hans ord.

Jeg fortalte Allan, at jeg havde sympati for ham, at jeg var lidt genert, og at jeg prøvede mig stille og roligt frem. Min høflighed gjorde imidlertid, at Allan så begyndte at snakke om, at han og jeg kunne blive kærester, og han vævede rundt i, at vi skulle sove sammen om natten. Allan fantaserede om at gå i seng med mig.Det var noget anstrengende. Jeg prøvede jo blot at være venlig overfor ham, og var slet ikke interesseret i ham på den måde.

Musikken fandt sin afslutning ved 1-tiden. Tilbage sad min chef Carsten, Allan, direktør Mogens Andersen, Dorte og jeg. Ikke lige det selskab som jeg holdt mest af, så da det blev foreslået, at festen fortsatte ovre på Brians værelse, hvor alle de andre var, var jeg med på det.

Mogens blottede Brians krop

På Brians værelse observerede jeg hurtigt, hvor Mogens sad og sikrede mig, at der var afstand mellem Mogens og mig.

Brian var godt fuld og var derfor gået i seng. Han sov fredeligt med os andre siddende på værelset. Pludselig observerede jeg, at Mogens var ovre ved Brian. Mogens trak dynen af Brian og blottede hans nøgne krop. Brian var så fuld, at han ikke opdagede noget. Han sov bare videre. Der var en trykket stemning i rummet efter det. Ingen sagde noget til Mogens. Det var som om, at alle værelset var stivnet, som en flok dådyr, der pludselig ser et rovdyr i græsset.

Jeg undrede mig over, at der ikke var nogle af mændene, som tog Mogens til side og foreslog ham, at han skulle gå i seng, men de ville selvfølgelig heller ikke gøre sig upopulær ved direktøren. Alle i værelset stivnede som en flok dådyr.Mogens kunne åbenbart gøre, hvad han ville uden, at nogen greb ind.  Min chef Carsten var heldigvis betænksom og trak dynen hen over Brians krop.

På et tidspunkt gik lyset ud på værelset. Det blev hurtigt tændt igen. Kontakten var i nærheden af, hvor Mogens sad. Der gik kort tid, så flyttede Brians kone sig væk fra den plads, hvor hun havde siddet ved siden af Mogens. Har Mogens mon gjort hende noget, tænkte jeg. Senere fandt jeg ud af, at han også havde været ubehagelig overfor hende.

Mogens ville i seng med mig

Pludselig sad Mogens helt tæt op ad mig. Jeg havde slet ikke observeret, at han havde flyttet sig. Hans arm var på ryglænet af sofaen bag min ryg. Jeg lænede mig lidt frem. Det var ubehageligt for mig. Han var simpelthen for tæt på. Jeg kunne også mærke hans lår tæt mod mit lår. Jeg havde en kort tynd kjole på, så jeg kunne mærke varmen fra hans ben. Jeg havde lyst til at flytte mig, men ville heller ikke virke sart. I stedet for trak jeg min jakke hen over mine ben.

Mogens hældte et glas gammel dansk op til mig. Jeg sagde nej tak. Igen måtte jeg gentage mit nej flere gange. Det havde jeg gjort overfor ham flere gange i løbet af aftenen. Han blev ved med at presse. Til sidst accepterede han mit nej.

På et tidspunkt spurgte Mogens om jeg ville i seng med ham. Jeg var dybt chokeret og krænket i mit inderste. Forarget sagde jeg til Mogens: ”DET vil jeg simpelthen ikke svare på”. ”Hvorfor”, spurgte Mogens. ”Nej”, sagde jeg. ”Det er simpelthen så upassende, at han som direktør spørger en medarbejder om, hun ville i seng med ham.” Jeg var dybt forarget, og jeg var vred. Han kunne godt have et forhold til mig, selvom jeg var hans medarbejder!Det sagde Mogens, at han ikke kunne forstå. Han syntes, at jeg var meget tiltrækkende, så selvfølgelig ville han da gerne i seng med mig. Han mente ikke, at der var noget i vejen med, at han som direktør havde et forhold til mig som medarbejder. Allermest havde jeg lyst til at sige til ham, at jeg på ingen måde var interesseret i at have sex med ham. Jeg afskyede ham og hans påtrængenhed. Men stadig var han min direktør, og jeg følte, at jeg blev nød til at behandle ham pænt. Jeg ville jo gerne beholde mit job.

Jeg prøvede at få Mogens til at ændre sit syn på mig

Jeg ville have, at han skulle holde op med at se på mig på den måde. Jeg kunne derfor ikke bare rejse mig op og gå, som jeg ville kunne have gjort overfor en fyr, som jeg mødte inde i byen. For, hvordan skulle jeg kunne arbejde for ham, når jeg vidste, at han ville i seng med mig? Det kunne jeg ikke. Jeg blev derfor nød til at ændre hans syn på mig og få ham til at indse, at det var en dårlig ide, at han lagde så kraftigt an på mig.

Jeg sagde derfor til ham, at jeg var overbevist om, at det ville skabe konflikt på arbejdspladsen, hvis han som direktør havde et forhold til mig. Det kunne Mogens godt se, men han sagde, at man også måtte tage nogle chancer en gang imellem. ”Jeg tager ikke chancer”, sagde jeg. ”Jeg bruger fornuften, og det var bestemt ikke fornuftigt”. ”Er du ikke også gift”, sagde jeg, for at finde en anden måde, som jeg kunne få ham til at ændre sit foretagende på.  ”Nej”, sagde han. Jeg havde lyst til at slå ham.2 minutter efter spurgte Brians kone Mogens om, hvorfor hans kone ikke var der i dag. ”Hun kunne ikke komme”, sagde Mogens. Jeg prøvede også på anden vis: ”Hvis det ikke var fordi, at du var min direktør, ville jeg smække dig én.” Mogens sagde: ”Gør det!” Jeg gjorde det ikke. Syntes, at det var primitivt at slå. Jeg ville bare have ham til at holde op.

Mogens ville ikke forstå, at hans opførsel var upassende

Mogens fortsatte ufortrødent: ”Hvis du ikke har det godt med at springe ud i noget, kunne vi i stedet gå på museer og lignende sammen – sådan tage det lidt mere roligt. Mogens sagde, at han godt kunne lide det sidste gang vi var på museum, selvom han dog havde håbet på en bedre afslutning. Jeg pakkede mit afslag til ham ind, for jeg ønskede ikke at afvise ham kontant, da jeg var bange for, at jeg så ville miste mit job. Jeg sagde derfor: ”Ja, det var da meget hyggeligt, men jeg havde tænkt over det, og jeg brød mig faktisk ikke om at blande fritid og arbejde sammen. Det overskrider simpelthen mine grænser. Jeg var da godt klar over, at jeg sikkert ville gå glip af nogle oplevelser, men det var der simpelthen ikke noget at gøre noget ved.” Puha – hvor var jeg diplomatisk i min vending. Jeg gav ham rig mulighed for at hoppe fra hans seksuelle tilnærmelser med æren i behold, men det benyttede han sig ikke af.

Mogens blev vred, da jeg satte spørgsmålstegn ved hans rolle som direktør

Jeg sagde også til Mogens, at der var mange mennesker, som ville finde det ubehageligt at sige fra overfor direktøren. Det sagde jeg selvfølgelig, fordi jeg syntes, det var rigtig ubehageligt, at min direktør lagde an på mig. ”Netop fordi han er direktøren, ville mange være bange for deres jobmæssige situation.” Med bestemt toneleje sagde Mogens: ”Nej -. DET passede simpelthen ikke. Sådan er folk ikke. De kan sagtens skelne ham som person fra hans rolle som direktør. ”Jamen det passer jo ikke Mogens”, sagde jeg. ”Jo. Det gør”, sagde Mogens bestemt. Det var lige før, at jeg troede på ham. Jeg blev i tvivl om jeg var forkert på den. Jeg begyndte at tvivle på mig selv.Derfor spurgte jeg de andre, som sad der, om det ikke var sandt, at folk nogen gange havde svært ved at sige fra overfor en direktør. Brians kone gav mig ret. Det ændrede dog ikke på Mogens´ holdning.

Jeg sagde også til Mogens, at jeg syntes, at det var træls at skulle forhandle løn med ham efter det her. Mogens sagde, at det ville være under lavmålet, hvis han benyttede sig af det. Det kunne han ikke finde på. Jeg følte mig meget utryg ved situationen og troede overhovedet ikke på ham.

Jeg var bange for Mogens

Undervej spurgte Mogens mig også: ”Er du bange for mig?”. Jeg havde det dybt ubehageligt med hans spørgsmål. Ja – gu var jeg bange for ham, men det skulle han ikke vide. Jeg sagde: ”Nej”. Og så kiggede jeg væk.

Allan ville også i seng med mig

Der sad én ved siden af mig som hed Henrik. Hans kone var leder på arbejdspladsen. Senere kunne jeg forstå på hende, at Henrik havde flyttet sig fra pladsen ved siden af mig, fordi jeg rykkede tættere og tættere på ham. Det var jeg ikke selv klar over, at jeg gjorde, men kan godt se, at jeg selvfølgelig har prøvet at trække mig væk fra Mogens. Henrik syntes imidlertid, at jeg kom alt for tæt på, så på et tidspunkt rejste han sig op og fandt en anden plads.

Allan så den ledige plads og satte sig således ved siden af mig. Det vil sige, at både Mogens og Allan sad total tæt op ad mig. Jeg havde det ganske forfærdeligt. Var ligesom muret inde med disse rovdyr. Allan sagde, at jeg havde nogle flotte ben. Mogens kiggede ned ad mine ben og sagde: ”Ja – det har hun”. Jeg følte mig klædt af til skindet. Som et dådyr fanget i forlygterne fra to biler. Både Mogens og Allan sad tæt op af mig.En meget ubehagelig situation for mig. Det blev ikke bedre af, at Allan på et tidspunkt sagde, at Mette (=mig) da ikke ville have noget med ham (=Mogens) at gøre. Mogens kiggede spørgende på mig og sagde, at det kunne han ikke forstå. Om det var rigtigt? Jeg havde det meget dårligt. Allan sagde, hvad jeg tænkte, men jeg ville holde mig på god fod med Mogens – og derfor ikke give ham så hård en afvisning. Derfor sagde jeg: ”Fordi jeg følger mit hjerte”. Mit desperate forsøg på, at vise at jeg var et menneske, og ikke et bytte.

Jeg løb væk fra Allan og Mogens

Allan var også interesseret i at komme i seng med mig, så nu følte jeg mig endnu mere klemt og ubehagelig tilpas. Jeg blev bange. Jeg følte, at situationen havde udviklet sig i en retning, som jeg ikke kunne styre. Jeg rejste mig op og sagde: ”Jeg må vist hellere gå. Jeg synes, at der bliver lige lovlig hedt omkring mig.” Jeg sagde hurtigt farvel og skyndte mig ud af døren. Jeg var bange for at blive voldtaget.Da jeg lukkede døren, så jeg mig tilbage og så at Allan var lige bag mig. Jeg syntes også, at jeg så Mogens, men jeg var ikke helt sikkert. Jeg var fuldstændigt i panik. Løb alt hvad jeg kunne. Jeg var hundeangst. Alene med to, der ikke var gode til at forstå et nej. Ville Mogens eller Allan nu voldtage mig, tænkte jeg. Jeg må væk. Jeg løb hele vejen tilbage til mit værelse, hvor jeg låste døren.

Jeg kollapsede og var bagefter i en form for trance i flere dage

Der på værelset faldt jeg sammen som en klud. Fuldstændigt udmattet. Jeg husker intet. Er blank. Men set i bagspejlet er jeg ikke i tvivl om, at jeg har været rædselsslagen for om de skulle komme ved min dør, eller at Mogens skulle få fat i en nøgle. Det var jo ham, der havde bestilt værelserne.

Dagen efter var jeg dybt chokeret. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Bebrejdede mig selv. Kunne jeg have undgået det!  Selvtilliden havde det skidt. Jeg overvejede hvad jeg skulle gøre på arbejdet, og jeg var bange for at blive fyret.

Julefrokosten havde været en fredag. Hele lørdagen og søndagen gik jeg rundt alene hjemme ved mig selv som om, at jeg var bedøvet og ikke en del af den her verden. Jeg talte sandsynligvis med min mor og en veninde, om hvad der var sket til julefrokosten. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.Veninden sagde, at hun også havde engang prøvet, at et bestyrelsesmedlem til en firmafest havde trængt hende op i en krog. Der blev ikke sagt noget, som bragte mig ud af den trance tilstand, som jeg var i. Det var først mandag eftermiddag på jobbet, at det skete.

Jeg fortalte forgæves min leder, at Mogens ville i seng med mig

Da jeg kom på arbejdet mandagen efter julefrokosten, gjorde jeg alt for at undgå direktør Mogens Andersen. Jeg havde det meget ubehageligt. Og så lod han bare som ingenting var sket. Jeg var bange for ham. Jeg var bange for at blive alene med ham. På et tidspunkt stødte jeg på ham inde i kopirummet. Jeg skyndte mig ud.

Min leder Carsten, Dorte. Erik og jeg talte om julefrokosten inde på en kollegas kontor. Dorte nævnte noget med, at Mogens havde været ubehagelig til julefrokosten. Det fløj ud af munden på mig: ”Mogens ville i seng med mig”. Min chef mumlede noget om julefrokoster…Der blev tavshed. Carsten mumlede noget om julefrokoster, og så var der emneskift. Jeg stod der i mit vakuum og følte mig så alene. Jeg gik ind på mit enekontor og sad der for mig selv.

Hele dagen var jeg i et vakuum. Jeg havde det ubehageligt, men vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre ved det. Om eftermiddagen sad jeg med døren lukket til mit kontor. Jeg havde en saks lige ved siden af mit tastatur, så jeg kunne forsvare mig, hvis Mogens kom ind til mig.

Pludselig bankede det på døren

Der blev banket på døren. Jeg blev bange. Det var heldigvis Lone. Hun var leder for administrationen. Hun åbnede døren og sagde, at vi var de sidste, der var tilbage på arbejdspladsen. Lettelsen kom i min krop. Mogens var gået. Lone spurgte mig, hvorfor, at jeg havde døren lukket. Jeg fortalte Lone, at jeg havde lukket døren, fordi jeg var bange for, at Mogens kom. Jeg mærkede medfølelse hos Lone, så det væltede ud af mig, hvad der var sket til julefrokosten. Jeg fortalte Lone, hvad der var sket. Hun var chokeret. Forstod mit ubehag. Lederen for administrationen viste mig medfølelseHun sagde, at der skulle gøres noget ved det. Sagde, at hendes mand Henrik havde nævnt, at der var sket et eller andet mellem Mogens og mig ved julefrokosten. Og at Brians kone også havde følt sig forulempet. Noget med at han ville hjælpe hende med at knappe knapperne på hendes kjole, da der var efterfest på Brians værelse.

Kommunernes Landsforening blev kontaktet

Da jeg kom på arbejdet dagen efter, vinkede Lone mig ind til sig kontor. Hun havde talt med Kommunernes Landsforening og virksomhedens næstformand. De syntes også, at det var uhørt det, som Mogens havde gjort. Lone havde også talt med Dorte og Gitte. Det hele hang på mig. Om jeg var parat til at gå videre med det? Det var en tung besked at få.  Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Lone forslog mig at kontakte min fagforening. Jeg græd overfor Lone, og tog hjem fra arbejdet. Det var som om, at jeg endelig blev bevidst om, at jeg var blevet alvorligt krænket, og at det ikke var i orden. Derefter var jeg sygemeldt.

Jeg vågnede op af et vakuum

Jeg vågnede af mit vakuum. Græd og græd. Rystede over hele kroppen. Det gik først der rigtigt op for mig, hvad jeg havde været udsat for. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage, så længe Mogens var der. Jeg følte mig utryg ved ham. Havde det ubehageligt i hans nærvær og var bange for ham. Han havde krænket mig dybt, og jeg kunne ikke stole på ham. Det var forkert det, han havde gjort mod mig. Jeg ønskede ham fyret, så jeg kunne vende tilbage. Ellers følte jeg ikke, at jeg kunne vende tilbage.

Mogens blev konfronteret med den seksuelle chikane

Om onsdagen udarbejdede jeg et notat til Lone om, hvorledes chikanen var foregået. Lone fortalte mig, at hende og Carsten overrakte direktør Mogens notatet, og at Mogens afviste notatet.

Lone fortalte mig, at Mogens havde et møde med næstformanden, hvor han gav Mogens to alternativer. Enten forlod han sin stilling, eller også ville sagen gå sin gang med bestyrelsesmøder, og den offentlige omtale, som det nok ville medføre. Mogens valgte at lade sagen gå sin gang, og han fik sig en advokat. Advokaten foreslog, at Mogens og jeg sammen gik til en mediator. Advokat foreslog vi gik til mediator.Det sagde jeg blankt nej til efter råd fra min fagforening. Jeg havde givet Mogens så mange chancer for at opføre sig ordentlig, og han havde ikke grebet nogen af dem, så hvorfor skulle han opføre sig ordentligt nu. Jeg stolede ikke på ham.

Mogens løj og bagtalte mig foran alle medarbejderne

Senere på ugen holdt Mogens tale på et personalemøde på virksomheden. Lone fortalte mig, at Mogens havde grædt og gentagne gange sagt, at han var ked af det. At jeg havde misforstået det. At han var meget fuld. At – ja – han kunne godt lide piger. En stor del af forsamlingen holdt med Mogens og troede på ham.  Da Lone fortalte mig det, var det som om, at jeg fik en knytnæve i maven. Jeg var målløs. Havde han virkelig gjort det?!! Jeg følte mig forulempet igen. Jeg var blevet svinet til overfor mine nye kollegaer. Mogens lod som om, at han var et offer for mig.Jeg græd og græd. Havde en knude i maven. Mogens havde bildt mange af medarbejderne ind, at det var ham, der var offeret her, og de havde bidt på hans løgn og hans falske tårer. Lone fortalte mig, at det var fyringsgrund, at Mogens havde bagtalt mig sådan!

Den regionale Tv-station blev kontaktet af en medarbejder

Efter personalemødet var der en medarbejder fra virksomheden, som sendte en e-mail til den regionale Tv-station om sagen. Personen udgav sig for at være sikkerhedsrepræsentant. Det var imidlertid ikke sikkerhedsrepræsentanten.

Jeg var bange for at blive kontaktet af journalister, for jeg ønskede ikke at kommentere sagen. Jeg var ikke i tvivl om, at hvis Mogens blev konfronteret med pressen, ville han storlyve, så der ville blive skabt tvivl om, hvorvidt det hele bare var noget, som jeg havde fundet på. Det ville jeg ikke udsættes for. Det var nok, at han havde ydmyget mig foran alle mine kollegaer.

Jeg havde det rigtig dårligt

I tiden efter Mogens tale, havde jeg det om ikke endnu ringere end før. Jeg rystede, græd, var bange og følte mig magtesløs. Jeg følte en voldsom vrede og afsky overfor Mogens. Min skæbne lå i andre menneskers hænder. Ville jeg miste mit job? Kunne jeg overhovedet få et nyt job? Og kom jeg tilbage til virksomheden, ville kollegaerne så give mig den kolde skulder? Var jeg overhovedet en god arbejdskraft, når Mogens åbenbart kun så på mig seksuelt. Måske var det kun derfor han ansatte mig. Mit selvværd raslede ned.

Tankerne kværnede rundt i mit hoved. Jeg havde svært ved at sove, var træt og min koncentration var fuldstændigt fokuseret på det, der var sket og som var ved at ske på min arbejdsplads.

Jeg spekulerede også på, hvorfor det lige var mig, det var gået ud over. Jeg skammede mig, og kunne slet ikke forstå, at jeg ikke blot havde rejst mig op og gået væk fra Mogens til julefrokosten, for det ville jeg da normalt have gjort. Men det var ikke en normal situation. Det vidste jeg ikke den gang. Jeg kunne ikke gå, fordi han var min direktør. Jeg var økonomisk afhængig af ham, og han bestemte min løn, hvad jeg skulle arbejde med og om jeg skulle beholde mit job. Til julefrokosten sad jeg fast i en for mig uløselig situation. Han var den eneste som kunne løse den op, og det gjorde han ikke. Jeg var fuldstændigt stivnet af angst.

Lone havde fortalt mig, at Mogens gerne ville tale med mig. Jeg var så bange for, at han ville opsøge mig, og jeg bekymrede mig. Havde jeg grund til at frygte for mit velbefindende? Jeg synes, at der var meget, der tydede på, at Mogens var psykopat: Han manglede indlevelsesevne, overskred andres grænser, og han løj med overbevisning. Jeg var bange for at Mogens ville opsøge mig.Derfor undersøgte jeg ved forskellige instanser, om han kunne få fat i min adresse og telefonnummer. Jeg sørgede for, at det var hemmeligt, så det kunne han ikke. Men jeg vidste, at han som direktør godt kunne finde frem til, hvor jeg boede via arbejdet. Det var imidlertid Lone, som havde disse oplysninger, men der var stor sandsynlighed for, at han også havde adgang til dem. Det gjorde mig bange.

Jeg var den eneste, som stod frem med, at jeg var blevet krænket

Kommunernes Landsforening var involveret i sagen. Lone fortalte mig, at de havde interviewet medarbejderne på virksomheden. Jeg ved ikke hvad de forskellige sagde eller ikke sagde. Jeg forstod imidlertid på Lone, at jeg var den eneste som stod frem med, at jeg havde været udsat for noget seksuelt upassende. Det undrede mig virkelig. Jeg havde ved selvsyn set Dorte og Brian blive forulempet, og flere gang set, at han havde en upassende opførsel overfor sine medarbejdere. Jeg forstod selvfølgelig godt, hvis de som jeg, var bange for at miste deres job. Jeg var imidlertid skuffet, for jeg troede ikke på, at jeg var den eneste, som han havde krænket, men det kunne selvfølgelig være, at jeg var den eneste, som han direkte bad om at gå i seng med sig.

Opbakning og løbende orientering fra Lone

Løbende efter den seksuelle chikane fra Mogens, havde jeg telefonisk kontakt med Lone. Hun var god til at informere mig om, hvad der skete på virksomheden, mens jeg var væk. Hvordan sagen forløb. Og jeg kunne mærke hendes opbakning. Det betød meget for mig.

Mit notat blev forelagt alle medarbejdere

Mit notat om den seksuelle chikane var blevet forelagt direktør Mogens samt virksomhedens bestyrelse.  For at give medarbejderne min version af sagen ovenpå, at Mogens havde grædt og løjet overfor alle medarbejderne om, hvad der var sket, forelagde lederne Lone og Carsten min version på et nyt personalemøde. Det var efter godkendelse fra mig.

Efter mit notat var kommet frem blandt medarbejderne, var der sladder på virksomheden om, at Allan var nævnt i notatet. Allan som havde lagt vildt an på mig til julefrokosten samtidig med Mogens, kontaktede Lone. Han var bekymret for sit eget skind. Lone havde spurgt ham, om han kunne huske noget. Det kunne han ikke, sagde han. Lone fortalte ham, at han ikke havde nogen grund til at bekymre sig, fordi at jeg syntes, at han var en sød og rar fyr. Allan var ganske sød, men temmelig anstrengende i hans forsøg ved julefrokosten på at komme i lag med mig, og havde han ikke været en kollega, ville jeg ikke have haft noget med ham at gøre. Han var ubehagelig og manglede total situationsfornemmelse. Allan var bange for sit eget skind.Men han var en kollega, så ham kunne jeg meget bedre afvise end Mogens, da der ikke var en skæv magtbalance mellem os. Men indrømmet ville jeg have gået, hvis en mand inde i byen havde talt til mig som Allan gjorde, så det betød noget , at vi var i et arbejdsmæssigt forhold til hinanden. Jeg var rigtig skuffet over Allan. Synes at det var noget vagt af ham, at han ”ikke kunne huske noget”, for det troede jeg ikke på. Det lød ikke som om, at han havde spurgt til, hvordan jeg havde det. Han ville blot passe på sit eget skind. Lone spurgte mig, om jeg ikke ville tale i telefon med Allan. Det gjorde jeg så. Jeg fortalte ham, hvad der stod i notatet og forklarede, hvorfor han var nævnt. At han var et eventuelt vidne. Allan sagde, at han godt kunne huske noget. F.eks. at jeg havde rejst mig op, da Allan havde sat sig ned. Han ville dog ikke sige det til Lone. Jeg sagde til ham, at det var et problem, at folk ikke ville stå frem, for så stod jeg alene. Jeg var virkelig skuffet over Allan. Syntes at han var en vatnisse af format, men kunne også godt se, at han selvfølgelig også var bange for at miste sit job.

Lone begyndte pludselig at modarbejde mig

Så kom dagen, hvor Lone fortalte mig, at der var stor sandsynlighed for, at Mogens ville få en kraftig advarsel, men så stadig være i sin stilling. Det gjorde mig trist. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet over, og at han ville slippe afsted med det, han havde gjort. Jeg havde det skidt. Orkede næsten ikke mere. Det var så hårdt.

Lones støtte under sagen betød rigtig meget for mig under hele forløbet.  Under telefonsamtalen, sagde hun til mig, at hun havde fået skæld ud for at tage mit parti. At hun også skulle støtte Mogens i processen.  At hun repræsenterede både Mogens og jeg. Hun udspurgte mig om adresser på mine tidligere ansættelser og opsigelsesgrundene. Jeg fortalte hende årsagerne. Hun spurgte mig også om, hvorfor jeg kontaktede min fagforening. Jeg sagde, at det regnede jeg med, at man gjorde i sådan en situation. At det havde hun også foreslået selv. ”Hvornår?”, spurgte hun. ”Dagen efter, at jeg havde kontaktet dig, Lone.”  Jeg kunne mærke, at vores samtale var blevet vendt om i en ubehagelig retning. Lone begyndte at udspørge mig.Det gjorde mig meget trist. Jeg stolede ikke mere på, at Lone var der for mig. Jeg takkede hende for hendes støtte hidtil, og sagde at den havde betydet meget for mig. Selv havde jeg det skidt. Lone havde vendt på en tallerken. Jeg vidste godt, at hun tidligere havde talt med medarbejdere på virksomheden om, hvad de vidste om sagen, men hidtil havde jeg haft hendes fulde opbakning. Hendes stilling var i fare, hvis hun kun støttede mig. Direktør Mogens Andersen blev sandsynligvis på jobbet, og derfor kunne jeg ikke mere regne med hendes støtte. Det gjorde mig trist, for hun var den eneste i denne sag, som jeg virkelig havde regnet med. Netop Lones svigt føltes ganske forfærdeligt. Hun var den eneste, som rigtig havde været der for mig, og nu afviste hun mig totalt og udspurgte mig om ting, der ville kunne bruges mod mig i en eventuel retssag.

De ufaglærte mænd i virksomheden holdt med Mogens

Ved en efterfølgende samtale fortalte Lone, at virksomheden så ud til at være delt op i to lejre. De ufaglærte mænd, som troede på og holdt med Mogens, og de andre på kontorerne (mest kvinder), som troede på mig. Dem på kontorerne var også dem, som havde dagligt samarbejde med Mogens. Jeg spurgte om der var åbenhed for, at jeg kom tilbage. Det havde de ikke snakket om.

Jeg fik en beskeden tort godtgørelse, men mistede mit arbejde

Min fagforening forhandlede det videre forløb på mine vegne. Resultatet blev, at Mogens kom afsted med at krænke mig. Han beholdt jobbet, mens jeg så mistede mit job, men dog fik en tort godtgørelse for psykiske men og gener samt penge til psykologbehandling. Erstatningen var ikke særlig stor, når man tager i betragtning, at jeg blev nød til at sige op, og derved ikke havde noget arbejde, og det faktisk først lykkedes mig at få et nyt job 1,5 år senere. Det var dog den bedste aftale, som jeg kunne få, nu hvor Mogens blev i sin stilling.

Jeg var glad for, at jeg fik en erstatning der viste, at jeg var blevet krænket. Jeg var også stolt over, at jeg havde kæmpet imod Mogens, men jeg havde svært ved at se på mig selv som en vinder. Jeg stod uden job.  Mogens derimod havde stadig sit job. Jeg var bitter på kollegaerne på min tidligere arbejdsplads. Jeg var en vinder, som stod uden job!De var selv bange for at miste deres job, så jeg kunne åbenbart ikke regne med deres støtte. Bestyrelsen ville heller ikke gå op imod direktør Mogens Andersen, som ville slæbe dem i Retten, hvis de fyrede ham – for uretmæssig fyring. De havde kun mig som vidne mod ham, så de beholdte ham som direktør. Og han fik en kraftig advarsel. Selv tænker jeg, at han netop har fået demonstreret sin magt, og at han kan regne med, at medarbejderne er tilstrækkelig bange for at gå op imod ham.

Jeg var bitter over den manglende støtte

Bittert tænkte jeg mange gange efter, at medarbejderne på virksomheden nu lå som de havde redt. Det var ikke mit indtryk, at nogen af dem vitterligt havde turdet stå frem med, hvad de havde set til julefrokosten, eller hvad de selv havde oplevet i forbindelse med Mogens. Allan havde i hvert fald ikke. Så nu måtte de døje med Mogens. Syntes næsten, at de havde fortjent ham.