Mobbet på arbejdspladsen

Billedet viser en kvinde der er nedtrykt. Siden er en bertning om mobning på en arbejdsplads.

Jeg har prøvet at blive mobbet på en offentlig arbejdsplads i 2 år. Det har været udslagsgivende for, at jeg slet ikke kan arbejde i dag. En arbejdsplads, ledere og kollegaer bringer stor angst op i mig. Jeg stoler ikke på, at de vil mig det godt. Mit selvværd er trykket helt i bund, og mit menneskesyn er blevet forvrænget af en virkelighed, som var ondskabsfuld og meningsløs. Det var jo kun et job, og alligevel kunne det ødelægge så meget for mig. Ikke kun nu, men resten af mit liv.

Jeg har både PTSD og Kompleks PTSD. Jeg har flere traumer i baggagen fra mit voksenliv, som skyldes død og svigt, men jeg har arbejdet på trods af det.Ledere og kollegaer bringer stor angst op i mig.  Men pga. mobning på en arbejdsplads kan jeg ikke mere arbejde. For mig er en arbejdsplads som at bo i et slumkvarter med kriminelle overalt, som kan finde på at stikke mig ned, når som helst.

Navne i historien er blevet ændret for at beskytte den anonyme kilde.

Faglighed medførte kritik

Min leder var meget resultatorienteret. Han havde en regel, der sagde 80/20, og den betød, at jeg kun skulle lave mit arbejde 80 % godt. Alt andet var spild, for der var så mange andre opgaver, som jeg skulle lave. Det var heller ikke vigtigt, at projekterne, jeg lavede konkret kunne bruges til noget. Det handlede om, at projekterne blev udført, så min leder kunne sige til politikerne, at de her opgaver er lavet. Det havde jeg det meget svært med. At lave noget, hvor målet ikke var, at det skulle bruges, var imod mine værdier og faglighed. Mit arbejde var indenfor energiområdet og rent fagligt vidste jeg, hvad der ville være fornuftigt at gøre, for at opnå energibesparelser, og jeg elskede mit arbejdsområde, som jeg følte gav mening. Indordn dig og undertryk derved dine værdier.Min leder satte mig således i en situation, hvor jeg enten skulle indordne mig og derved undertrykke mine egne værdier, eller skulle gøre det som var fagligt forsvareligt at gøre, og derved blive udsat for konstant kritik og følelse af at min arbejdsmængde så blev uoverskuelig. Jeg valgte at holde fast i mine værdier og lave nogle gode projekter, men dette var på bekostning af mit eget velbefindende. Jeg begyndte at tvivle på mine egne værdier og følte efterhånden, at han havde ret til at kritisere mig og chikanere mig, at jeg skulle være glad for at han lod mig beholde mit job.

Min leder diskvalificerede den måde, som jeg tidligere har arbejdet på, og som tidligere ledere havde været meget tilfredse med. Jeg skulle være mere effektiv og resultatorienteret, mens jeg mente at faglighed var vigtigst. Han gjorde det ved at kritisere mine arbejdsmetoder og kun meget sjældent give mig komplimenter. Desuden kritiserede han mig for min grundighed næsten hver gang, jeg havde møde med ham, og dette uagtet at jeg ved ansættelsessamtalen havde fortalt ham, at jeg satte en ære i at gøre et godt stykke arbejde. Og mere grundig var jeg altså heller ikke. Jeg arbejdede blot ikke efter hans 80/20-regel.

Jeg stivnede af angst under møder med min leder

Jeg var altid frygtelig bange, når jeg skulle have møde alene med min leder. Angsten sad som en klump i halsen på mig og brystet knugede sig sammen. For det meste endte møderne med, at jeg følte det som om, at jeg var til et forhør. Jeg startede vores møder med at orientere min leder om mine projekter. Han udspurgte mig så i detaljer, som han derefter gik længere ned i indtil, at jeg ikke mere kunne svare på hans spørgsmål, og han bad mig sende ham uddybende detaljer i form af regneark. Han sagde, at det var for at se mine forudsætninger! Jo mere jeg blev kritiseret og nedgjort. Jo svære bliver det for mig at være god til mit arbejde.Nogen gange var min leder ikke slem, så smilede han og lyttede. Det var næsten det værste, fordi jeg aldrig vidste, hvilket humør han var i den dag. Jeg var altid utryg ved vores møder. Ventede på hans næste angreb. Jeg forsvarede og forsvarede mig, men jeg kunne ikke få ham til at se tingene fra min side. Hans forhør endte altid op med, at jeg sad fuldstændigt stivnet i ren overlevelsestilstand, og ikke kunne tænke én fornuftig tanke. Hvor jeg tidligere havde været normalt fagligt grundig, blev jeg meget grundig for at komme hans spørgsmål og kritik i forkøbet, hvilket aldrig kunne lade sig gøre, for jeg vidste aldrig, hvor han ville slå ned.

Nærmeste kollega ville have del i penge fra mit område

Min leder var imidlertid ikke den eneste, som ønskede at jeg arbejdede på en anden måde. Min nærmeste kollega havde tidligere haft mit fagområde som bi-arbejdsområde. Da jeg blev ansat overtog jeg energiområdet. Min kollega havde mange visioner for energiområdet, som han kunne holde lange foredrag om. Han var yderst velformuleret og altid godt orienteret om hans passioner. Hans mål var uden tvivl, at jeg skulle arbejde med nogle områder, som ville føre ekstra økonomi til hans arbejdsområde, som havde trange økonomiske kår, mens mit område havde mange penge.

Manipulation via mobning

Min kollega forsøgte at manipulere mig igen og igen til at lave de projekter, som han ønskede, og på den måde som han ønskede. Han brugte mobning som middel. Han var sød og venlig og fortalte gerne levende om sine visioner. Jeg lyttede og var glad for hans selskab og interesse for mit arbejdsfelt. Han var faktisk den eneste kollega der viste mig rigtig interesse. Pludselig blev samtalen vendt mod mig. Manipuleret til at gøre ting på min kollegas måde.Han spurgte efter, hvordan jeg greb mine nuværende projekter an, og hvad mine fremtidige planer var for projekter. Dernæst spurgte han mig, hvorfor jeg ikke lavede de energiprojekter som han foreslog? Jeg fortalte ham, hvorfor jeg havde prioriteret som jeg havde. Men han ville vide, hvorfor jeg ikke valgte hans foretrukne projekt. Det prøvede jeg at svare på, men da jeg ikke var inde i hans foretrukne projekt, fordi jeg arbejdede med nogle andre projekter, kom jeg til kort. Dette startede en lavine af kritik overfor min måde at arbejde på. Jeg fik ex at vide, at mit projekt blot ville samle støv i en skuffe, at det ikke kunne bruges til noget, at det var uforsvarligt at gøre, at jeg kunne regne med repressalier, hvis politikere fandt ud af, hvordan jeg prioriterede osv. Vores møder startede behagelige men endte ofte med, at jeg sad med en følelse af at være fuldstændig uduelig til mit arbejde, og jeg forstod dengang ikke, hvad det var der skete. Jeg vidste bare, at jeg fik det rigtig dårligt.

Ville ikke erkende, at jeg blev mobbet

Det er først efter flere år, at jeg erkendte overfor mig selv, at jeg blev regulært mobbet af min kollega og lederen. Jeg havde det som frøen, som blev varmet op i en gryde, og som ikke opdagede at vandet blev varmere, og at det til sidst kogte. Jeg ville ikke erkende, at jeg blev mobbet.Det gør ondt at erkende, at jeg blev mobbet. Jeg har nok altid haft en forventning om, at dem der blev mobbet var lidt skæve eksistenser, der ikke var i besiddelse af situationsfornemmelse. Men den profil passer simpelthen ikke på mig. Jeg er et ganske almindeligt og rart menneske, som ikke gør så meget væsen ud af mig selv, men som kan snakke med de fleste, og tidligere er blevet rost for at være dygtig til mit arbejde.

Vant til at chefen kritiserede mig

Over et par år vænnede jeg mig til at have det skidt, når jeg var på arbejdet. Det blev en vane at være bange, når jeg skulle have møde med chefen. Jeg vænnede mig til at blive nedgjort, kritiseret og mistænkeliggjort. Følte, at der måtte være noget galt med mig og mine arbejdsmæssige evner, når han behandlede mig som han gjorde. Jeg skulle nok være glad for, at jeg ikke var blevet fyret endnu. Jeg prøvede virkeligt at forsvare mig. Jeg vænnede mig til at blive nedgjort, kritiseret og mistænkeliggjort.Jeg kunne ikke have, at han så så negativt på mig og mine arbejdsevner.  Jeg forsvarede mig og forsvarede mig, men jeg kunne ikke trænge igennem til ham. Det gjorde lige meget, hvor meget jeg havde forberedt mig på at forsvare mig, og hvor godt jeg prøvede at gøre mit arbejde.

Nedbrudt og sygemeldt

En dag på arbejdet sad jeg alene på mit kontor, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg kunne ikke få dem til at standse. Jeg blev bare ved med at græde i et væk. Jeg var bange for, at nogen skulle se, at jeg græd, så jeg sneg mig ud af bagdøren og kørte grædende hjem.

Næste dag skulle jeg arbejde hjemmefra, men min hjerne var fuldstændigt overbelastet.  Jeg kunne ikke koncentrere mig om opgaverne, og begyndte at græde og var helt forvirret, når jeg talte med samarbejdspartnere. Alligevel fortsatte jeg arbejdet. Det var jo ikke første gang, at jeg havde grædt, så det tog jeg ikke så alvorligt. Det var uhyggeligt nemt for min chef at slippe af med mig.Det var først da min kollega sagde, at jeg skulle tage til lægen, at jeg gjorde det. Han mente, at jeg havde stress. Jeg tror slet ikke, at han kunne se sin rolle idet.

Jeg blev sygemeldt. Halvanden måned efter fik min leder mig viftet væk fra arbejdspladsen. Jeg fik en aftale med ham, som jeg ikke kunne sige nej til. Gjorde jeg det, ville han bare fyre mig. Så det var uhyggeligt nemt for min chef at slippe af med mig. Det kostede ham ikke noget særligt. Mig kostede det desværre meget mere. Jeg kommer ikke tilbage til arbejdsmarkedet. Er blevet førtidspensionist. Kan ikke tåle at være på en arbejdsplads uden at falde fra hinanden. Jeg har også lige fået min sag afvist i Arbejdsskadestyrelsen. I Danmark er det åbenbart okay, at man bliver mobbet på sin arbejdsplads.