Behandling af komplekse traumer hos børn

Opdateret 27. august 2020
Når børn og unge er udsat for komplekse traumer kan det have en meget stor indvirkning på deres udvikling. De kan få en lang række symptomer, som det kan være vanskeligt at overskue, da symptomerne både kan skyldes, at barnet har været udsat for nogle bestemte traumer, og at barnets udvikling er blevet forstyrret på grund af traumerne. Når fagfolk vurderer og behandler et komplekst traumatiseret barn, kan det være fristende at give barnet en række diagnoser. The National Child Traumatic Stress Network anbefaler imidlertid, at du afstår fra dette. De anbefaler, at du i stedet arbejder ud fra en kompleks traume ramme, hvor du forsøger at skabe dig et overblik over, hvor de forskellige symptomer stammer fra i traumehistorien, og om de skyldes traumerne eller forstyrrelse i barnets udvikling.

Hvorfor det er nødvendigt med en grundig og omfattende vurdering af børn med komplekse traumer

Cecilie har en lang historie med traumer

Forestil dig et pige på 12 år, der hedder Cecilie. Hun har haft en lang historie med traumer, hvor hun flere gange er blevet blevet fjernet fra hjemmet på grund af forældrenes omsorgssvigt og stofmisbrug og stedfarens seksuelle misbrug. Hun fik i en tidlig alder diagnosen ODD og  bipolar lidelse på grund af hendes problemer i skolen, alvorlige opmærksomheds-problemer, hyperaktivitet og modstand mod andre mennesker, såvel som hendes fysisk voldelige raserianfald.(1)

Behandling adresseret hendes adfærd, inklusiv medicin og terapi, hjalp kun meget lidt. Da hun som 9 årig blev adopteret af en familie, var hendes humørsvingninger, usamarbejdsvillighed, og en mere vedholdende optagethed med seksuelle ideer en fortsat bekymring.(1)

Ofte alt for mange diagnoser

Cecilies præsentation er ikke ualmindelig for børn, som har oplevet traumer fra en tidlig alder og i hænderne på dem, der skulle passe på dem. Sammen med posttraumatiske reaktioner, viser disse børn ofte et bredt udvalg af udviklingsmæssige skader inklusiv vanskeligheder med at udvikle og holde på venskaber, adfærdsproblemer, følelsesmæssige problemer, dissociation, vanskeligheder ved at lære, og endda kroniske helbredsproblemer. Deres komplicerede præsentation af symptomer leder ofte til mange diagnoser og potentielle misdiagnoser, specielt hvis virkningen af deres komplekse traumer ikke anerkendes.(1)

Derfor er det essentielt at behandlere foretager en vidtspændende vurdering, der fanger det brede omfang af reaktioner. En omhyggelig vurdering skal også grundigt datere og spore de forskellige traumatiske begivenheder, så de kan blive linket med afsporinger af barnets udvikling.(1)

Hvordan foretager man en omfattende vurdering af komplekse traumer?

At vurdere komplekse traumer er komplekst. Det indebærer både en vurdering af børns eksponering for komplekse traumer, og hvor alvorlige konsekvenser, det har haft for barnets udvikling.  Det er vigtigt, at psykologer, psykiatere, familiemedlemmer, og andre omsorgspersoner bliver opmærksomme på konkrete spørgsmål at stille, når de søger de mest effektive serviceydelser til disse børn.(1)

Spørgsmål der skal afklares ved komplekse traumer

De følgende spørgsmål er er vigtige at få afklaret, når de komplekse traumer skal vurderes:(1)

1. Undersøg for en bred vifte af traumatiske begivenheder. Bestem hvornår de har fundet sted, så de kan blive knyttet til udviklingsstadier.
2. Undersøg for en bred vifte af symptomer (udover PTSD), risikoadfærd, funktionelle svækkelser, udviklingsmæssig afsporing.
3. Indsaml information ved brug af forskellige teknikker (kliniske interviews, standardiserede målinger og adfærdsmæssige observationer).
4. Indsaml information fra en række forskellige perspektiver (barn, omsorgspersoner, lærere med mere.).
5. Prøv at få mening ud af, hvordan hver enkel traumatisk begivenhed kan have påvirket og afsporet fremtidig udvikling. Bemærk, at det kan være en udfordring i betragtning af antallet af gennemgribende og kroniske traumatiske begivenheder som barnet har været ude for i sit unge liv.
6. Prøv at linke de traumatiske begivenheder til traume-påmindelser, som kan trigge symptomer eller undvigende adfærd. Husk, at traume-påmindelser både kan blive husket tydeligt og kan huskes ubevidst via barnets krop og følelser.

Hvem skal vurdere barnets udvikling og traumer?

Vurderingen bør foretages af en klinisk uddannet person, der forstår børns udvikling og komplekse traumer. Ideelt set bør vurderingen inddrage et tværfagligt team. Et ideelt team ville indeholde en børnelæge, en professionel indenfor mental sundhed og en specialist indenfor uddannelse og, hvis relevant indenfor beskæftigelse. Ved behandling i sammenhænge, hvor barnet bor fast sammen med plejepersonale og indenfor retsområdet, kan et tværfagligt team også omfatte plejepersonale, som kender barnet.(1)

Indsamling og brug af oplysninger effektivt

Efter at have foretaget en vurdering, kan det være vanskeligt at afgøre om barnets forskellige symptomer er relateret til resultaterne af traumer, eller om de også reflekterer andre diagnoser, som fx ADHD, oppositionel adfærdsforstyrrelse eller bipolar lidelse. Når du imidlertid bruger en kompleks traume ramme, kan det være mere meningsfyldt at vente med at afgøre diagnoser i første omgang. Engager dig i stedet for i en åben, fleksibel, og løbende proces, der adresserer de traumatiske stressreaktioner i første omgang og i løbet af barnets behandling. Det er afgørende at overvåge, hvordan symptomer og adfærd ændrer sig i løbet af tid og som svar på barnets traume-fokuserede behandling. Sørg for at engagere barnet, familien og alle udbydere i en løbende dialog om, hvad der giver mening, hvad der fungerer, og næste mest brugbare tiltag.(1)

Hvad skete der så med Cecilie?

Hendes behandler forstod Cecilies reaktioner

Cecilie blev heldigvis vurderet af en traume-informeret behandler. Hendes traumehistorie blev opsat kronologisk og linket til hendes symptomer. Behandleren forstod, at komplekse traumer giver et barn mistillid til andre mennesker, et behov for at have kontrol med sine omgivelser, og gør hende følelsesmæssig reaktiv eller at hun lukket ned, og at hun bliver hyper vagtsom, ufokuseret og distraheret af fare.(1)

Cecilie kunne ikke bebrejdes hendes adfærd

Efter behandlerens vurdering havde behandleren et møde med Cecilie, hendes adoptiv forældre og hendes sagsbehandler. Behandlerens fund blev diskuteret i et sprog, som Cecielie kunne forstå. Behandleren overbragte forsigtigt beskeden, at Cecilie ikke kunne bebrejdes hendes “dårlige opførsel”. I stedet for fortalte behandleren, at hendes adfærd var en typisk reaktion for børn, som havde oplevet det, som Cecilie havde været i gennem. Cecilie følte en stor lettelse over, at der var nogen, der forstod hende.(1)

Kilder

1. The National Child Traumatic Stress Network. Complex Trauma. “Screening and Assessment.” 12. aug. 2020. www.nctsn.org.