Har mit barn brug for behandling for komplekse traumer?

Opdateret 16. december 2022Billedet viser en tænksom dreng. Siden handler om, hvorvidt et barn har brug for behandling for komplekse traumer.

Børn og unge med komplekse traumer kan have en lang række symptomer. Forskellige børn kan have forskellige kombinationer af symptomer, og disse symptomer kan ændre sig over tid. Hvordan et barn reagerer, afhænger af barnets alder, erfaringer, personlighed, styrker og sårbarheder. En præcis vurdering af barnets traumehistorie er vigtig inden psykiatere giver børn diagnoser, fordi det hjælper psykiatere og psykologer med at vælge den bedste mulige behandling. (1)

Kompleks PTSD er en diagnose der også kan gives til børn

Børn med komplekse traumer bærer undertiden mange diagnoser (fx bipolar lidelse, ADHD, PTSD mv.). De kan også være ordineret flere forskellige medikamenter. Dette kan ske, hvis de professionelle der giver diagnoserne, ikke har taget fuldt hensyn til virkningen af barnets traume-historie. Dette kan føre til, at barnet modtager forkerte diagnoser eller behandlinger.(1)

Fra 2022 er der imidlertid en ny diagnose, Kompleks PTSD, som bliver brugt over hele verden og som kan gives til både børn og voksne.(2) Psykiatere og specialpsykologer i psykiatri i Danmark er godt i gang med at tilegne sig viden om den nye diagnose. Det er imidlertid stadigvæk ICD-10 der er gældende i Danmark. Den er i øjeblikket ved at blive oversat til dansk. Formelt set kan du derfor ikke få stillet diagnosen Kompleks PTSD endnu.(3)

Den nye diagnose tager hensyn til at barnet har levet under traumatiserende forhold. Du kan læse mere om diagnosen, Kompleks PTSD, her.

Test om dit barn har brug for professionel hjælp

Læs venligst nedenstående udsagn. Hvis du kan svare ja til to eller flere, kan du overveje at henvise dit barn til en komplet vurdering af komplekse traumer. Undersøgelsen nedenfor er et værktøj, der kan hjælpe dig med at beslutte, hvornår du har brug for professionel hjælp. Den er udarbejdet af The National Child Traumatic Stress Network i Los Angeles.(1)

  • Mit barn har været udsat for mange potentielt traumatiske oplevelser.
  • Mit barn har svært ved at kontrollere følelser og kan nemt blive ked af det, vred eller bange.
  • Mit barn har problemer med at styre sin adfærd.
  • Mit barn udviser ofte betydelige ændringer i aktivitetsniveau, virker overaktiv eller nogle gange ophidset og til andre tider roligere, eller endda helt sløv.
  • Mit barn har problemer med at huske, koncentrere sig og/eller fokusere. Han/hun virker nogle gange virkelighedsfjern.
  • Mit barn har problemer med at spise, sove, og/eller klager over fysiske symptomer, selv når læger ikke kan finde noget, der er fysisk galt, som kan forklare symptomerne.
  • Mit barn har vanskeligheder med at danne og fastholde relationer med andre børn og voksne.
  • Mit barn synes at have brug for og opsøger mere stimulation end andre børn og/eller kan nemt blive distraheret af støj, lyde, bevægelser, og andre ændringer i omgivelserne.
  • Mit barn har mange psykiatriske diagnoser, men ingen af dem synes at forklare hans/hendes problemer.
  • Mit barn tager medicin (eller mange former for medicin) for disse diagnoser, men medicinen virker ikke.

 

Kilde
  1. The National Child Traumatic Stress Network. “Assessment of Complex Trauma. Familie and caregivers.” 2018. www.nctsn.org.
  2. World Health Organization.”ICD-11 for Mortality and Morbidity Statistics (Version: 02/2022. 16. december 2022. www.icd.who.int.
  3. Specialpsykolog i psykiatri, Line Bang Mikkelsen. Klinik for traumeterapeuter. Medlem af arbejdsgruppe, der oversætter ICD-11. Udtaler sig kun på egne vegne. E-mail af 15. oktober 2022.