Hvordan føles det at blive traumatiseret?

Opdateret 16. august 2020Heling fra traumer afhænger af om man genkender symptomerne. Fordi at traumatiske symptomer i høj grad er et resultat af primitive reaktioner, er de ofte vanskelige at genkende. I det følgende vil jeg gerne give dig en fornemmelse af, hvordan traumer opleves. Jeg vil gengive en traumatisk begivenhed, der gav en traumatiseret flere traumer, og fortælle hvilke følelser og fornemmelser, det gav hende.

Reaktioner under en traumatisk oplevelse

Det var et døgn efter, at jeg havde født mine to tvillingepiger. Min mand og jeg vidste godt, at vores ene datter havde problemer med sine lunger og tarmsystem, men havde vores tiltro til, at lægerne nok skulle få styr på det. Vi fik os en tiltrængt lur om natten, men blev pludseligt vækket af lægerne.  Vores datter havde det ikke så godt. Vi skyndte os hen på neonatal. Hun lå i en åben kuvøse med sine ben og arme slapt ud til siden. Der var fæstnet en slange til hendes ene lunge. Hendes ansigt var dækket af en maske og kroppen var fyldt med elektroder.  Det så så smerteligt ud. De pumpede adrenalin ind i hende, for at hun kunne få det bedre.

Jeg stod stivnet ved siden af kuvøsen og kiggede på lægernes aktivitet. Jeg tænkte, at det nok skulle gå.  Kan de læger ikke hjælpe hende, så kan dem på Skejby Sygehus. Selvfølgelig ville hun leve. En læge kiggede på min mand og jeg. ”Hun har fået den største dosis morfin, vi kan give hende. Hun kan ikke holde til mere. Skal vi slukke for adrenalinet?”

Det var som om, at alt stod stille. Jeg var som en statue. Tænkte, at det her da ikke kunne ske.  Vi sagde ja. Troede aldrig, at vi ville få et sådan spørgsmål. Kan man sige ”Ja” til den slags? Men det gjorde vi. Min datter blev taget fra maskinerne, og jeg husker ikke alt, hvad der skete, men jeg fik min datter over på mit bryst. Hun lå op af mit hjerte. Det var første gang, at jeg holdt hende i mine arme, og nu var hun ved at dø. Det var bare hende og mig, og den største forfærdelige smerte, som jeg har oplevet.

Jeg følte mig kvalt, og at alt var sort omkring mig. Tårerne trillede i et væk ned ad mine kinder. Jeg spurgte: ”Hvornår kan jeg mærke hun er død?” Hun døde  –  men jeg mærkede det slet ikke. Efterfølgende blev min mand og jeg ført ind i et rum, hvor vi var alene med vores datter og en sygeplejerske. Hun spurgte om jeg ville vaske min datter. Det gjorde jeg så, men kun fordi hun gav mig den våde klud i hånden og kun fordi hun spurgte mig. Jeg var viljeløs. Min hjerne fungerede ikke. Jeg var som en zombie, der blot gjorde, hvad der blev sagt. Jeg vaskede fosterfedt af hendes lille krop. Når jeg drejede hendes hoved faldt det til kun til den ene side. Det var som om, at det var blødt i den ene side. På brystet var der et stort plaster. Jeg vidste, at det dækkede over et stort hul i hendes lille krop, hvor de havde ført en slange ind. Jeg observerede det forfærdelige hele.  Jeg vaskede og vaskede, men jeg var kun en skygge af mig selv.

De næste måneder gik jeg rundt på sygehuset og gjorde alt det som jeg skulle gøre. Jeg ammede min anden datter. Jeg arrangerede begravelse mv., men det var som om, at jeg ikke var en del af verden udenom mig. Det var som om den fløj forbi mig. I min verden var der fuldstændigt mørkt, og jeg var alene, og for mig handlede hver dag blot om at overleve.

Symptomerne på traumer kan være svære at forstå

Kvindens reaktioner på traumerne var grundlæggende og primitiv. Symptomerne var brutalt tydelige og overbevisende. For mange mennesker, er symptomerne mere svære at forstå. Vi kan lære at identificere en traumatisk oplevelse ved at udforske vores egne reaktion. Den har en følelse, som er umiskendelig, når den er identificeret (1).

Kvinden havde ikke mulighed for at flygte fra sin datters død. Hun kunne heller ikke kæmpe, for hendes datter var død. Der var kun læger og sygeplejersker, og de havde forsøgt at redde datterens liv, men måtte opgive. Hun måtte blot acceptere situationen – ligegyldig hvor ubærlig og truende situationen var for hende. Højstressen i hendes krop blev så ikke forløst af kamp og flugt, som er det naturlige og hensigtsmæssige forløb (1)(2). I stedet blev den i kroppen, og organismen vedblev med at være i den hjælpeløshed med manglende kontrol over forløbet, som er forbundet med ubevægelighed og dissociation (1)(2).

Kilde

Anonym overlever

1. Levine L.A. ”Væk tigeren – helbredelse af traumer. Den naturlige evne til at forvandle overvældende oplevelser. 1998. Borgen.
2. Sørensen, L. J. 2005. ”Smertegrænsen – Traumer, tilknytning og psykisk sygdom”. Dansk Psykologisk Forlag.