Kvindelig lokomotivfører ødelagt af svigt og traumer

Fotoet viser en dreng, der sidder på nogle skinner. Siden handler om en kvindelig lokomotivfører, hvis liv blev ødelagt af svigt og traumer.

Dette er fortællingen om den tidligere lokomotivfører Luna, som har måttet kæmpe langt mere end de fleste. Hun har i dag Kompleks PTSD og kan ikke mere arbejde. Med 14 registrerede arbejdsskader ved DSB og langt flere skader, som ikke blev anmeldt, kunne hendes psyke ikke klare mere.

Svigt, vold og voldtægt

Påkørsler af selvmordere, trusler og meget mere var imidlertid ikke det eneste, som Luna har måttet kæmpe med i livet. Hendes barndom var fyldt med svigt og vold, og som ung blev hun tæsket, voldtaget og knivoverfaldet.

Traumerne fortsatte da hun blev sygemeldt

Da Luna blev sygemeldt var hendes sjæl skrøbelig efter et hårdt liv. Hun havde kæmpet og overlevet, men nu startede kampen for at få Jobcenter, Arbejdsskadestyrelsen og hende selv til at acceptere, at hun ikke kunne arbejde mere. For Luna var det belastninger, som førte til yderligere traumer og gentagne retraumatiseringer.

Luna var alene med 4 børn, og hendes Kompleks PTSD gjorde det svært for hende at giver børnene det, de havde brug for. Hun kæmpede for, at børnene fik den nødvendige hjælp, mens Jobcenteret undersøgte hendes arbejdsevne. Der var ikke nogen. Gennem 6 år blev hun jobprøvet, og imens blev hendes helbred bare værre og værre.

Svigt og dødsangst følger Luna

Det endte med en førtidspension. Luna ser rask og stærk ud i dag, men indeni er hun ødelagt. Hun kæmper for udsatte som hende selv, men det er svært, fordi hun gang på gang bliver retraumatiseret, når hun ligger sin sjæl i frivilligt arbejde. Hun har skabt sin egen kærlighedsfulde familie, men hun bliver ved med at opleve og føle svigt og dødsangst. Svigt er kommet ind med modermælken og er derfor svær at ryste fra sig, og døden har i mange år været hendes medpassager.

Som 4 årig mistede moren interessen for Luna

Det her er historien og Luna. En vedholdende, rar og hjælpsom kvinde, der engang var en sød og smilende pige, som bare ville accepteres og holdes om. Sådan skulle det ikke gå.

Luna var et yndigt lille barn, og moren pyntede hende indtil hun var 3-4 år. Det var den alder, hvor Luna legede voldsomme lege og ikke mere var interesseret i at se yndig ud. Det betød, at Lunas 3 år yngre lillebror overtog pladsen, som den der skulle pyntes, forkæles og løbe med morens opmærksomhed.

Tog sig af sin lillebror om natten

Lige fra Luna var ganske lille måtte hun tage sig af sin lillebror. Moren var tit syg, indlagt eller lå i sengen.

Når lillebroren skreg i sin tremmeseng, var det ofte Luna der stod op om natten og gav lillebroren sin sut. Hun mindes en af gangene, hvor han skreg og skreg, og forældrene ikke reagerede. Luna var omkring 5 år:

Han blev ved med at skrige og skrige, og jeg havde lyst til at gå hen og kvæle ham, i mine tanker, fordi de reagerede ikke…. Og til sidst, så gik jeg hen og dunkede ham oveni hovedet, og så blev jeg jo bange.

Faren lagde mærke til Luna, når hun præsterede

I de første år i skolen gik det rigtig godt. Luna var en del af klassens elite. Hun var dygtig, udadvendt og var vellidt blandt både børn og lærere. Af lærerne fik hun at vide, at hun havde et sødt smil og et åbent sind. I dag ved Luna, at det var fordi hun higede efter opmærksomhed.

For faren betød det meget, hvad Luna kunne præstere, og det gav sig også udtryk i skolen:

Jeg har altid været bange for, at jeg ikke gjorde det rigtigt, og også når jeg gjorde det rigtigt, så troede jeg ikke rigtig på det. Og når jeg fik nogle gode karakterer; kunne det nu passe? Og så har jeg altid sådan. Ja igen. Det begyndte ret tidligt, at jeg ikke syntes, at jeg gjorde det godt nok. Og hvis jeg så fik en lidt dårlig karakter, så kunne jeg også uhh ha. Det kunne jeg have det helt dårligt over, fordi det er det, der er spørgsmålet. Jeg gjorde det lidt til en identitet, fordi at jeg følte overfor især min far, at det skulle være det at præstere – det var mig. Det var ikke som jeg var som menneske.

Skulle handle ind for moren

Når Luna kom hjem fra skole, ville hun også gerne være sammen med sine venner og lege nede i gården, men før hun kunne gøre det, skulle hun først handle ind for moren. Moren sendte Luna rundt i butikker for at købe de tilbud på dagligvarer, som moren i løbet af dagen havde fundet i tilbudsaviser. Det kunne blive til rigtig mange butikker. Luna havde også mange pligter. Hun skulle blandt andet frisere frynserne på tæpperne og pudse familiens sko.

Skulle have lillebror med, når hun var sammen med venner

Når Luna endelig fik muligheden for at lege med sine venner, måtte hun kun gøre det, hvis hun tog lillebroren med og passede ham. Så Luna havde sin lillebror med, når hun legede med jævnaldrende børn. Luna havde en følelse af, at moren ville vise hende, at det var hende der bestemte, og at hun også ville holde Luna fra sine venner.

Straffet for at lave sjov med gæster

Allerede fra Luna var helt lille, formåede hun at få omgivelserne opmærksomhed. Hun elskede, når der var gæster i hjemmet, fordi de gav hende opmærksomhed, og grinede med, når hun lavede sjov. Hun mindes en episode, hvor hun var 7 år, og gæsterne havde snakket om, at have fødderne oppe på bordet.

Moren: “Ja. Det er simpelthen noget svineri. Og det kan man da bare ikke gøre, sådan tage fødderne op på bordet.”

Luna: “Det gør farfar da altid. Du siger da ikke noget til ham, mor.”

Gæsterne grinede.

Luna: “Og man kan endda nogen gange lugte, at han har sure strømper på.”

Da faren kom hjem, var gæsterne gået. Faren gav Luna en røvfuld. Luna forstod ikke hvorfor.

Moren bestemte, hvornår faren skulle straffe Luna

Når forældrene ikke mente, at Luna opførte sig ordentligt, fik hun slag hen over numsen med ”Mester Jakob” eller en bøjle. ”Mester Jakob” havde sin synlige plads henne i et hjørne, og den kunne minde Luna om, hvad der ville ske, hvis hun ikke opførte sig ordentligt. Den kunne virkelig slå hårdt.

Som barn syntes Luna, at hendes far var en ond mand. Hvis Luna ikke gjorde som moren sagde, sørgede moren for, at faren straffede Luna:

Det var min mor, der trillede kuglerne, hvis man siger sådan. Det var hende der altid, at jeg havde gjort noget galt, og så skulle han straffe mig.

Jeg var skrækslagen mange gange i min barndom for, hvornår min far kom hjem og straffede mig, for min mor sagde altid: ”Bare vent til far kommer hjem, så han kan høre, hvor slem, du har været.”

Moren havde brug for at være i centrum

Moren kunne ikke lide, når Luna fik opmærksomheden. Hun ville selv være i centrum. Selv da Luna som 5 årig blev lokket hjemmefra med is af en børnelokker. Luna var heldigvis ubeskadiget, men det hun bemærkede var, at moren klagede til venner om, hvilken forfærdelig oplevelse, at det havde været for moren selv. Ikke hvor ubehageligt det havde været for Luna.

Lillebroren var begge forældres foretrukne barn

Forældrene gjorde meget forskel på, hvordan de behandlede Luna og hendes lillebror. Luna følte sig ikke rigtig i sin egen familie, og hun følte ikke, at forældrene gav hende kærlighed og opmærksomhed. Det oplevede hun til gengæld, at lillebroren fik. Det gjorde hende jaloux, og efterhånden udviklede hun lidt et had til lillebroren.

…(Luna) ville være dreng. Jeg ved nu, at det var for, at min far skulle acceptere mig… og synes godt om mig. Han så aldrig til min side. Han hungerede efter at få sin søn ved sin side, men han (lillebroren) hang i skørterne af min mor, og han (faren) fik ham aldrig, for ham ødelagde min mor også.

Hver gang min lillebror gjorde noget, så var jeg skyld i det, og alligevel forsvarede jeg ham.

Kritik var hverdagskost

Luna følte ikke, at det var godt nok, det hun gjorde. Hun følte sig derfor ofte forkert. Hun var udsat for meget psykisk vold af sine forældre:

Min mor holdt mig jo nede. Jeg måtte jo ikke sige noget, og jeg snakkede for meget, og jeg var ligesom min faster, og jeg lignede på min fars side. Det sagde hun altid, når jeg gjorde noget forkert… og (jeg) fik at vide, at brune øjne var onde.

Fik kærlighed ved sin farmor og farfar

Luna prøvede at være en sød og pæn pige. Det gav hende ikke mere kærlighed hjemme, men ved sin fars side af familien, følte hun sig elsket. Luna elskede sin farfar og farmor, og mærkede specielt farmorens kærlighed, og at hun havde tid til hende. Hun var derfor glad, da faren byggede et hus, som Lunas familie skulle flytte ind i, og som samtidig var lige overfor bedsteforældrenes hus.

Luna blev nægtet at se sin farmor og farfar

Glæden over at skulle bo overfor sin farmor og farfar blev imidlertid kort. Under et besøg hos Lunas farmor og farfar, kommer moren og bedsteforældrene op at skændes.  Både farmoren og moren græd, og moren tog begge sine børn og hev dem med hjem. Fra den dag blev Luna nægtet at se sine bedsteforældre og sin fars side af familien. Faren så heller ikke sine forældre. De hilste ikke på hinanden selvom de boede lige overfor hinanden:

…Og vi kommer til at bo lige overfor dem, så der føler jeg også svigt. Så jeg bliver rigtig rebelsk. Altså. Jeg går imod alting, fordi den kærlighed, og det at min farmor, hun havde altid tid til mig, og så at jeg ikke måtte gå derover. Og jeg kunne stå, når alle mine fætre og kusiner kommer hjem, og der kommer også nogle nye til, der bliver født, der ikke kender mig. Vi er bare nogen ovre på den anden side.”

… Men det at hun kan nægte et barn, at gå over til sin elskede. Det har jeg aldrig tilgivet hende for… Jamen det var umenneskeligt.

Fra at præstere begyndte Luna at pjække og være rebelsk

Med et nyt hus at bo i, blev det også en ny skole, som Luna skulle i. Hun var 12 år. Miljøet i klassen var et helt andet end Luna var vant til. Der var to piger, der var ledere i klassen. De startede med at ville give Luna buksevand. Det lykkedes dem ikke. Luna strittede imod. Det gav åbenbart respekt ved de to piger. I stedet for at være den søde og pæne pige, der tidligere præsterede i skolen, blev hun rebelsk. Hun begyndte at gå med de to ledere, og de pjækkede og mobbede de andre børn. Som hun kom mere op i teenageårene, begyndte hun også at gå med læderjakke og gå med de forkerte i byen:

Og det er noget jeg gør, fordi det er et spil for galleriet, fordi jeg vil være ligesom de andre. Jeg får den mørke side frem i mig, fordi hvis man ikke får opmærksom på den søde måde, så kan man da gøre det på den anden.

Luna gik imod den fysiske mobning

På et tidspunkt mobbede Lunas to veninder en pige i klassen. De ville putte viskelæder i ørene på hende, og de drillede hende med, at hun var ved at udvikle bryster. Det var grænsen for Luna, for det var fysiske overgreb:

Jeg tænkte ikke over psykiske overgreb, hvis man kan sige det sådan. Vel? At man mobber med, at du er dum og grim eller sådan noget. Men det at nogen så vil (fysiske overgreb). Det vil jeg ikke finde mig i, og så gik jeg imod dem, og så blev jeg jo sat udenfor. Men det kunne jeg godt klare.

Lunas kreativitet hjalp hende gennem barndommen

Barndommen var en svær tid for Luna, men hun klarede den blandt andet ved hjælp af sin livlige fantasi og kreative evner, og så gik hun en del for sig selv. Hun tegnede også og fra 7 års alderen og flere år frem, havde hun også en fantasiven, som hun legede med. Hun forestillede sig, at han var hendes storebror, og at han beskyttede hende. Hun søgte også hjælp hos veninders større brødre. De beskyttede hende til dels. Fra 10 års alderen havde hun kun sig selv til at beskytte hende.

Så jeg har klaret mig. Kan man sige det sådan? Og så har jeg bare gemt det (hvordan hun blev behandlet af forældrene og problemerne i skolen) nede i underbevidstheden. Lagt det væk på en hylde.

En familiefar henvendte sig til 12 årige Luna lige før, at han voldtog en lille pige.

Ved en skolefest forsvandt en 7 årig pige. Nogle elever fandt hende nede i en mørk kælder under skolen. Hun var blevet voldtaget. Luna så den nøgne pige med blod løbende ned fra skridtet. Det viste sig, at Luna var vidne, fordi den pædofile voldtægtsmand først havde indsmigret sig hos Luna, mens hun sad på en afsides bænk. Trods, at Luna ikke kendte mandens hensigt, følte 12 årige Luna skyld, fordi hun ikke havde gjort noget, da hun talte med ham.

Manden forbrød sig på flere børn inden han blev fanget. Lunas tillid til mænd knækkede, da hun opdagede, at den pædofile overgrebsmand var en familiefar, der havde en datter på skolen og som boede i nærheden af Luna.

Var en del af den lokale rockerklub i ungdommen

Omkring 14 års alderen begyndte Luna at komme på rå steder, og hun var sammen med personer, som andre ikke turde at gøre modstand mod:

Lige fra jeg var barn af og ikke fik den opmærksomhed min lillebror fik, bevægede jeg mig ud i farlige situationer,…opsøgte dem jeg var vild bange for indeni.

Jeg har i hele min opvækst opsøgt folk, der var noget! Set op til de stærke, og dem der kunne noget. Jeg fandt selv min familie, da jeg blev frataget det bedste jeg havde: Min farmor og farfar.

Frem til, at hun blev lokomotivfører og derved tjenestemand, var hun en del af miljøet i den lokale rockerklub. Blandt medlemmerne i rockerklubben følte Luna sig accepteret:

Jeg kunne godt se i den lokale rocker klub, at det var sgu ikke helt i orden det, de nogen gange foretog sig, men der var et sammenhold jeg ikke engang i dag vil indrømme jeg kunne have været foruden. De så mig. De ville mig, og de beundrede mig og bakkede mig op. At det så måske var fordi, jeg så godt ud og gjorde noget, de ville have mig til, tjaaaa det kan jeg ikke lige finde en forklaring eller mening med. Føler de altid accepterede mig.

Luna var vidne til en voldsepisode, hvor en mand fik så mange tæsk, at han lå i en blodpøl. Hun har også mistet flere venner i sin ungdom. Både på grund af ulykker, men også ved drab/likvideringer. Det påvirker hende meget:

Det kan jeg slet ikke komme ind på her, da det river op i meget følsomme minder…  da det var de hårde drenge, jeg har været i selskab med igennem min ungdom. Men lige meget, hvad de havde lavet, så glemte jeg aldrig, at det var et sted, jeg havde samhørighed og blev taget godt imod igennem mange år.

Luna kunne hun godt se forskel på, hvad der var rigtigt og forkert:

Jeg har altid haft min sunde fornuft med mig og har tit tænkt, jeg kunne være endt i rendestenene, som min far tit sagde, da jeg var rebel og 15 år. Men jeg vover den påstand, at jeg var gjort af noget godt stof: Kunne godt se forskel på rigtigt og forkert. Jeg lukkede bare øjnene for det i et stykke tid, fordi jeg havde det godt.

Blev tæsket og voldtaget

Nogle af de kærester, Luna havde, var nogle hårde typer:

…angående kærester og mænd i mit liv, så var det altid de seje, smukke men meget jaloux typer og som havde andre ved siden af mig. Vil lige påpege, at jeg da også havde søde fyre, der var gode ved mig. Men det var også som om, de var for kedelige, så var jeg lidt hård ved dem, eller som om jeg vil prøve at bringe det værste op i dem, for de skulle jo straffe mig.

Som 15 årig havde Luna en kæreste, der havde psykopatiske trak, når han drak. En aften i byen prøvede Luna at smutte væk fra ham og hans kammerat, fordi han havde drukket for meget. Han fandt imidlertid Luna på banegården, hvor han tæskede hende. Han smed hende ind i en bil, og han og hans kammerat kørte Luna ud i en skov:

For eksempel så har jeg været ved at blive slået ihjel engang. Mærket dødsangst. Det er hvor jeg er ung. Der er jeg 15 år, hvor der er nogen der kører mig ud i en skov. Det var virkelig. Hvor han siger, fordi han er, at nu vil de voldtage mig og slå mig ihjel og sådan noget. Jeg var fuldstændigt.

Husker ikke detaljeret….var skrækslagne……(de) vendte til sidst bilen og kørte hjem til hans søster.

Hjemme ved søsteren voldtog kæresten Luna. Dagen efter lykkedes det hende at slippe fra ham og komme hjem. Hun meldte det aldrig til politiet. Denne oplevelse satte sig dybt i Luna. Efter det, var hun skrækslagen, når der var nogen, der ville have sex med hende. Hun følte, at det var nødvendigt, at hun gav sex for, at kærester værdsatte hende, og nogen gange kunne hun slet ikke gennemføre det.

Føler, at moren vil tage hendes identitet

Lunas forhold til sin mor var virkelig dårlig. Lige fra hun var helt ung, følte hun, at hendes mor ville tage hendes identitet, og når hun har nævnt det for andre, så troede de, hun var tosset. Når moren var i selskab med Luna og sine venner, kunne hun sidde og bede om vennernes telefonnumre, så de kunne få en kop kaffe sammen:

…Så jeg føler, at hun ligesom ser mig som en konkurrent. Hun konkurrerer med mig. Og det er fordi, at hun, hvor jeg er ung, vil hun prøve at være veninder med mig, men jeg vil hende bare slet ikke. Og det er fordi, at jeg har vendt hende ryggen (lige siden Luna var 12-13 år). Jeg ved, det er derfor. Hun er meget sort og hvid. Når jeg ikke vil alt det, hun vil – at være veninder…

Moren har stadig indflydelse på Lunas liv

Moren har haft stor indflydelse på Lunas liv. Luna har tit tænkt, at hun vil bryde forbindelsen til moren. Hun har endnu ikke gjort det, fordi bare tanken gør, at hun straks føler skyld og nedgør sig selv. Det omsorgssvigt som moren udsatte Luna for som barn, oplever Luna som en rød tråd gennem sit liv:

Hun er faktisk den røde tråd i gennem meget af det her – når det har været fra andre mennesker noget psykisk. At der er noget, der trigger i mig. Når nogle mennesker gør noget, fordi så er der noget fra hende af, hvor hun har gjort imod mig. Og så hvis der er nogle mennesker der trigger mig, ved at de for eksempel svigter mig, eller de siger et eller andet. Så er det fordi, at det er noget jeg har været ude for fra hende af.

Knivoverfald da Luna var Au-pair pige i New York

Luna var rædselsslagen, da hun valgte at flytte til New York som 18 årig for at arbejde som Au-pair pige, men hun havde en stolthed, som hun havde fra sin far og farfar:

Den der stolthed, og du skal sateme rejse dig igen og være stærk. Så jeg vil sige, at jeg havde ikke styrken altid, men jeg havde viljen.

I New York var hun ud for et overfald, hvor hun blandt andet havde en kniv for struben. Hun fandt sig støtte hos nogle andre piger derovre og i Sømandskirken:

Men min lille familie. Det er nogle andre piger. Jeg var au-pair pige derovre. Og vi går i sømandskirken og sådan noget. Og jeg har altid fundet små familier derude…

Forældrene blev skilt, og Luna fik sin farmor og farfar tilbage

Lunas barndom var præget af en ustabilitet mellem forældrene: At så skulle de skilles, og så skulle de alligevel ikke. Mens Luna var i New York blev forældrene endelig skilt. Det betød også, at faren begyndte af se sin familie igen. Luna skrev sammen med farmoren, og da hun kom hjem fra sit job som Au-pair pige, begyndte hun også at mødes med farens familie igen. Der var kommet nye kusiner og fætre til, som hun først skulle til at lære at kende:

…Og der føler jeg mig stadigvæk, at jeg er ikke en af dem, for jeg har været væk længe.

Farmoren lyttede altid til Luna, når hun fortalte om sine præstationer i skolen og på jobbet. Det var noget hendes forældre ikke gjorde. Farmoren var Lunas støtte op gennem livet – også senere i voksenlivet. Traumeoplevelser skånede Luna hende dog for.

Fokuserede på andres velbefindende, fordi hun ikke kunne holde sig selv ud

I sin ungdom står Luna på et tidspunkt ved en skillevej, hvor hun begynder at fokusere på andre mennesker og har et ønske om at blive psykolog eller socialrådgiver:

Jo det der er skillevejen for mig, hvor jeg var ung, det er, at jeg begynder at glemme mig selv, fordi så begynder jeg at få mere fokus på andre, og så har jeg det godt. Så jeg begynder at gå mere op i… Jeg går alt for meget ind i andre – mere end jeg egentlig har ret til. Men det er fordi, at jeg ikke kan holde ud at være i mig selv og mine tanker.

Følte svigt, når andre retmæssigt sagde fra

Luna havde en god evne til at se, når andre mennesker var kede af det, og hun kunne derfor presse på, for at få folk til at åbne sig. Mange blev glade for hendes hjælp, mens nogen bad hende om at blande sig udenfor, fordi hun overskred deres grænser:

…Og så følte jeg svigt, tillidsbrud og det. Så jeg har været i mange onde cirkler, men jeg har som sagt alligevel bevæget mig videre i hamsterhjulet.

Havde det svært med kærligheden

Det var ikke alle kærester som Luna havde, der var fysisk voldelige, men så var der gerne nogle andre problemer, der gjorde, at Luna ikke blev behandlet ordentligt:

Trods hans utroskab (kæreste som 17 årig)behandlede han mig ordentligt. Jeg havde det sådan at bare, jeg følte mig taget af og bare lidt elsket, så var det ok.

Havde derefter forhold på 5 år med meget jalousi…Vi fik voldsomme reaktioner af følelsen om svigt, så vi forlod hinanden. Det gjorde ondt for i hans forældre havde jeg fundet de forældre jeg ikke følte jeg selv havde. De gav mig masser af kærlighed og omsorg. Tænker at det forholdsvise lange forhold på 5 år skyldes også, jeg ikke kunne løsrive mig fra hans forældre.

Sidst i tyverne mødte Luna sine børn far:

Alle mine 4 børn har en god far, og han har aldrig lagt hånd på mig, men det var mere psykisk, at jeg ikke altid kunne nå ind til ham, og han flygtede fra ansvar og kunne fordybe sig i at nyde for meget alkohol, som jeg ikke til sidst kunne håndtere.

Uddannede sig og havde altid arbejde

Luna valgte at uddanne sig til maskinarbejder og så senere lokomotivfører. Hun var glad for at lære og fik flotte karakterer på sine studier:

Jamen jeg præsterede det. Jeg vil jo præstere.

Hun har altid haft et arbejde – lige fra hun var 12 år og gik med aviser. Hun havde også et godt forhold til sine kollegaer og var en vellidt kollega.

Mange traumatiske oplevelser i jobbet som lokomotivfører

Som lokomotivfører, var Luna udsat for rigtig mange traumatiske oplevelser. Arbejdsskadestyrelsen fandt ud af, at hun havde haft 14 sager med påkørsler eller sager, hvor der var nogen, der var tæt på at blive slået ihjel. Virkeligheden var imidlertid, at hun havde haft mange flere:

De ekstremt farlige erhverv (lokomotivfører), jeg begav mig ud i, gjorde, jeg følte, ” jeg var noget”. Jeg opbyggede et skjold trods det, at jeg bare fik flere og flere lag sat på min indelukkethed og skuespil. Jeg har altid haft gode talegaver og humor. Det ved jeg i dag. Det har været det, jeg har overlevede på.

Det var skræklige ting, som Luna og mange af hendes kollegaer var ude for i deres job:

Det var hvor jeg tænkte: Jamen de andre lokofører er ude for det samme, så jeg skulle ikke være pylret vel. Så gik man op på stuen og snakkede lidt om det og fik en kop kaffe, og så kørte man igen.

Luna støttede sine kollegaer

Luna lyttede omsorgsfuld til de mange historier mens hun sad i sit førerrum og i toget:

…jeg følte mit førerum til tider var lige som et psykolog værelse. Folk åbnede sig for mig, når de kom ind – personalet som togfører, stewardesse m.m., og jeg har siden hen fundet ud af, jeg var meget vellidt og folk vidste, jeg var en god lytter. Det blev ligesom mit mål dybt inde, tror jeg.

Styrke og vedholdenhed gav bagslag

Når DSB´s psykolog kontaktede Luna for at høre, hvordan det gik, eller Luna sad med psykologen for at snakke om Lunas traumer, advarede psykologen hende:

”Hvor lang tid har du tænkt dig at sidde ude i det førerrum og opleve traumer på traumer på traumer, så du til sidst måske bliver en grøntsag – at du slet ikke kan tænke eller føle eller…” Og der slår jeg det lidt hen, fordi jeg har jo været i mandefag i mange år, så jeg er jo sej uden på tøjet, men det er jeg så bare ikke indeni.

… jeg havde det ikke fint – vel? Så det er det, jeg ved nu, set i bakspejlet. Og hvor jeg også sagde til dem der, der gav mig diagnosen Kompleks PTSD. Så sagde jeg: “Hvad har jeg gjort forkert?” For jeg følte, at det var min egen skyld alt det der. Kunne jeg have gjort noget andet? …Og så sagde den ene: “Det er du ikke selv herre over, fordi det ved du ikke. Altså. Du ved jo ikke, hvornår du skulle have sagt stop.”

Trods Luna vedholdent fortsatte sit job, blev hun stærkt præget af traumerne:

Der er altså gået nogle år af mit liv, og der er nogle år, jeg ikke kan huske. Altså der er nogle år, der bare er væk… føler at 10 år af mit liv er i en tåge. Jeg skulle bare overleve.

Ung mand sprang ud foran Lunas tog

Luna havde flere påkørsler. Ved en af påkørslerne var det en kollega, der kørte toget, og Luna sad i det bagerste førerrum. Det betød, at hun så liget dukke op foran hende, da toget bremsede og kørte langsomt. Luna løb ned til kollegaen, der kørte toget. De satte sig ned og ventede på, at beredskabet ville hente dem. Luna mærkede, at adrenalinet pumpede afsted, og de sad og læste jokes op fra deres mobiltelefoner mens de ventede.

Toget holdt nede i en viadukt. Alarmberedskabet og politiet var til stede for at gøre rent efter ulykken og for at samle liget af en ung mand op.

Luna kom ud af toget. Hun kunne se, at den unge mand havde fået hovedet kørt halvt over, og hjernemasse flød ud af hovedet. Han var delt, så ambulancefolk samlede ham op og lagde delene i et zinkfad. Den ene af ambulancefolkene smed Lunas tunge rygsæk om på sin ryg. Adrenalinet drønede rundt i Lunas krop. Hun begyndte derfor at joke med ambulanceføreren:

Ja. Det kunne også lige passe, når der kommer sådan et par herrer, at de bærer damens taske og sådan noget.

De grinede alle sammen kortvarrigt.

Luna husker rigtig mange detaljer fra oplevelsen, fordi hun var i en choktilstand. På et tidspunkt kiggede en af betjentene også hen på jernbaneskinnen, hvor liget havde været. Der lå en skurebørste, som dem, der havde gjort rent efter ulykken, havde glemt. Betjenten ringede op til beredskabet:

I skal altså lige ned og gøre lidt mere rent. Der er stadig noget, der ligger på skinnen.

Luna kiggede hen på skinnen. Hun så en gul skurebørste fyldt med hudtrævler. Den gule skurebørste printede sig ind i hendes sind, hvor hun efterfølgende forestillede sig alle mulige væmmelige scenarier omkring denne gule børste.

Luna opdagede så, at de var på vej op ad en bakke. Hun holdt sig tilbage, hvorefter den ene betjent spurgte, hvad der var galt.

Jeg skal altså ikke derhen og have ham i hovedet (svarede jeg). For jeg tænker, hvis de taber ham, fordi det skråner, og de er på vej med det der kar, hvor han ligger i – og jeg skal ikke have nogen lig eller dele i hovedet.

En selvmorders hustru kontaktede Luna

For at undgå, at påkørsler brænder sig ind i sjælen og gør det endnu svære at komme sig over en påkørsel af en selvmorder, lærer lokomotivførere, at de skal undgå øjenkontakt med selvmordere og lignende personlig kontakt. 5 måneder efter, at Luna havde påkørt en selvmorder på Fyn, fik hun et brev fra sin gruppeleder. Intetanende åbnede hun brevet, som viste sig at være et brev fra selvmorderens hustru:

Jeg havde ønsket, den person forblev anonym. Nu havde jeg et brev fra konen og så kørte det rundt i hjernen af mig, og jeg tog mig selv i at finde ud af, hvor og hvor mange børn de havde. …Og jeg følte skyld, da jeg havde taget en mand og far fra nogle mennesker, selvom jeg jo ikke kunne gøre for, han hoppede ud foran mig og brugte mig til sit selvmord.

Hjernen bryggede sine egne historier, når Luna var tæt på at køre nogen ned

Modsat, hvad mange troede, så var det ikke oplevelserne med dødelig udgang, som Luna oplevede var de værste. Det var alle de psykiske oplevelser. Blandt andet dem, hvor hun var tæt på at påkøre nogen:

Tæt på. Det var værre for mig, fordi når de var kørt over eller påkørt, så var de væk. Men når det var tæt på, så fik du forskellige versioner af, hvad der kunne være sket. Jeg kunne ramme ham der, og så var han død sådan, eller jeg kunne ramme ham der, så var det sådan, eller jeg kunne ramme ham der og så var det sådan. Altså du fik flere muligheder, og så bliver din hjerne tosset. Altså. Du har tankemylder og flashbacks omkring. Og det begyndte jeg at få omkring min datter….

Så er det lige pludselig min datter, der går foran mig, og at hun ikke vil hører efter. Hun har høje sko på, og jeg kan ikke få. Jeg prøver at rykke i alt ting i togets førerrum, for at få hende af skinnen. Hun går og balancerer hen af skinnen…

Så begyndte jeg også med alt muligt – blande mine børn ind i det. At det var dem, jeg kørte over og så – altså deres ansigter.

3 børn løb hen over skinnerne

En oplevelse, der har for alvor printede sig ind i Lunas sind var en togkørsel, hvor en flok duer baskede mod forruden. Det gav et sæt i Luna. Hun skulle standse i Horsens og var derfor ved at tage farten af toget. Pludselig får hun så øje på 2 drenge, der løber over sporet. Hun bremsede toget og var lettet over, at drengene nåede over skinnerne. Pludselig ser hun en lille dreng på 8-9 år, der også løb over sporet.

Luna var sikker på, at den lille dreng ikke nåede helt over sporet, og mens hun ringede til fjernstyre-centralen, blev hun ringet op af en togfører i togets sidste sæt: En rude var blevet knust, fordi der er nogen havde smidt sten på ruden. Luna fik bremset toget, stoppet ved perronen og fik fjernstyre-centralen til at undersøge, om den lille dreng lå på skinnerne. Det gjorde han heldigvis ikke.

Der var mange ting, der skulle gøres. I Vejle skulle passagererne evakueres over i et andet togsæt og imens alt det foregik, ringede påkørsels-vagten og spurgte Luna om, hun var okay. Luna svarede:

Jo. Jeg har det fint….har kun røget 5 cigaretter på kort tid. Jeg er ok og skal afløses i Odense og har pause der, så alt er fint!

Det havde hun ikke. Hun fik hovedpine og holdt sig for sig selv i pausen. Da hun afløste et tog, der skulle køre til Århus kom panikken, og hun blev rigtig dårlig. Hun fik en tog-stewardesse til at sidde hos hende i førerrummet på turen mod Århus. Bagefter var Luna godt klar over, at hun skulle have meldt fra til denne kørsel.

Det var bare ikke noget, man vidste og gjorde. Dagligdagen var jo tit præget af forskrækkelser… Jeg valgte selv jobbet!

Min mor dræbte en mand i går

Det var vigtigt, at Lunas børn vidste, hvorfor Luna var ked af det, fraværende eller sur. Derfor fik hendes børn det også at vide, når hun havde haft en påkørsel. Luna og hendes mand fortalte det nænsomt og i børnehøjde til deres børn. Nogle af børnenes reaktioner glemmer Luna ikke. Fx hendes 7 årige søns:

…Og næste dag havde han i skolen sagt:” Min mor dræbte en mad i går!” Der måtte vi lige have en snak med læreren om, hvordan og hvorledes vi taklede de situationer. Det blev især de to ældste børn helt naturligt, at det kunne ske for mor, for hun havde et “farligt job”.

Faren (Lunas mand)malede togene (i forbindelse med sit job), så børnene sagde tit for at lette stemningen efter ulykker og lignende: ” Mor ødelægger togene og så maler far dem!”

Den psykiske vold på jobbet fyldte meget hos Luna

Den psykiske vold som Luna blev udsat for på sit job fyldte mest hos hende. Det var trusler fra passagerer, der var sure, fulde eller narkomaner. Og det var folk der verbalt overfaldt hende, når toget var forsinket, eller der var noget galt med banen:

Det hobede sig også op, fordi det er ikke det, som jeg har tænkt som det primære, men det er faktisk alt det, der har været meget med i det også. Der har gjort, at man begyndte at føle, at folk ikke havde tillid til én, og at man ikke havde gjort tingene rigtigt nok.

Jeg vil sige, at ovenpå alt det fysiske, jeg havde været ude for: Se blod og lugte brændt kød og alt det der, så vil jeg sige. Det der har fyldt mest, det er alt det psykiske. Folk. Hvordan de har været overfor mig, synes jeg. Det har jeg simpelthen ikke. Jeg har følt svigt på svigt på svigt på svigt.

Luna fik frataget sin kørelicens

På et tidspunkt havde Luna et sammenbrud. Traumerne på jobbet kombineret med, at Luna følte sig mere og mere alene med børnene i hjemmet, blev for meget for hende. I 7 måneder blev hun frataget sin kørelicens og måtte kun arbejde på depot:

Selvom jeg rask meldte mig efter 4 måneder, da jeg syntes, jeg havde hold i mig selv igen, måtte jeg lige pludselig ikke køre for embedslægen, selvom min egen læge og psyk havde erklæret mig stabil, måtte jeg sidde yderligere 3 måneder. Det gav mig et kæmpe knæk!

Fik hjerteproblemer

Lunas tilstand blev forværret. Hun holdt det for sig selv og gik ofte på arbejdet med mavepine og hovedpine.

En dag får hun hjertebanken og trykken for brystet mens hun er på vej på arbejde. På arbejdspladsen falder hun om:

Og pludselig ligger jeg og bider i gulvtæppet og kan ikke huske noget, og ved ikke, hvor jeg er.

Luna blev kørt på sygehuset:

Pulsen oppe og blodtryk og det hele, hvor jeg faktisk tror, at jeg er ved at få hjertestop, fordi jeg har så ondt i mit bryst – eller i brystkassen. Og der ryger jeg på X Universitetshospital…  og jeg får scannet mit hjerte… Og så kommer de ind til sidst, hvor jeg bliver udskrevet, at det er stress, og at det er faresignaler fra min krop om, at jeg bare skal passe på, for det her var ligesom en advarsel, men det tænker jeg ikke sådan, så jeg fortsætter bare derudaf. Men jeg får mere og mere sådan, at jeg; flashbacks, kan ikke sove sammenlagt i to timer om natten. Altså – jeg er helt ødelagt og kan ikke fungere om dagen overhovedet.

Har jeg kræft?

Efter en af gangene, hvor Luna var tæt på at påkøre nogen, ville hendes menstruation ikke stoppe. Hun blev ved med at bløde, og hun blev dårligere og dårligere. Luna var meget væk fra arbejdet og havde en del sygemeldinger, så arbejdspladsen gav hende flere advarsler.

Fysiske undersøgelser viste i første omgang ikke tegn på, at der var noget galt. Ved en mere grundig undersøgelse fandt lægen noget i hendes underliv, og en prøve blev sendt ind til undersøgelse:

… i længere tid går jeg med en skræk for, jeg har kræft.

Luna blev mere og mere svag. Det viste sig, at det var endometriose – en tilstand, der gav smerter før og efter menstruation. Luna fik fjernet sin livmoder. Det påvirkede hendes selvværd meget.

Fik en kæreste på jobbet

Mens Luna arbejdede ved DSB gik forholdet til hendes mand i stykker. Deres 4 børn kom til at bo det meste af tiden hos Luna.

Hun blev senere kæreste med en kollega. Luna var vildt forelsket, og de var både venner og elskende, og deres tilsammen 6 børn havde det godt sammen.

Luna havde flere års erfaring i jobbet som lokomotivfører end kæresten havde, så hun ville være stærk for ham, når han havde været udsat for påkørsler og ulykker. I længden kunne hun imidlertid ikke overskue det og kunne ikke have ham som sin førsteprioritet, fordi hun gentagne gange blev sygemeldt fra jobbet. Kæresten tog det ikke pænt:

… så forlod han mig og begyndte at stalke mig – skrive hvor ond jeg var, og at jeg nok snart skulle begynde at stå i kø på arbejdsformidlingen, da de snakkede om mig på jobbet. Der blev jeg dårlig og blandede alle følelser sammen og var sygemeldt et stykke tid. Men igen rejste jeg mig fra ilden og blev hel igen.

Venner og familie svigtede

Det psykiske pres på jobbet var hård for Luna, og samtidig oplevede hun ikke, at familie og venner støttede hende. Hendes oplevelse af psykisk vold og stress blev negligeret:

Hvis jeg havde en påkørsel. Neeej. Det syntes folk var frygteligt, men hvis det var tæt på – det var noget andet. Og man havde lidt problemer med ledelsen og sådan noget, som påvirkede mig helt vildt – jeg blev dårlig af: “Jamen det har. Det er der så mange der har, og det er lidt stress. Det har vi alle.” (sagde folk) Så det var det, jeg forholdt mig til. Det her er noget vi alle har – lige som hovedpine. Så går det helt galt. Jeg får det værre og værre.

Luna beholdt sine oplevelser for sig selv, både fordi hun ikke følte, at de nærmeste kunne forstå hende, men også fordi nogen af hendes tanker og oplevelser var voldsomme:

Det har jeg skånet folk for. Det ville jeg jo ikke fortælle folk. Smide i hovedet af dem; at så lå han der med hjernen lå udenfor. Sådan noget sidder man ikke og fortæller. Så det har været psykologer. Det har ikke været nære relationer, jeg har snakket med om det.

Støtte fra god sagsbehandler ved DSB

Ved DSB forsøgte de at være opmærksomme på, om Luna blev traumatiseret på arbejdet, og om hun kunne klare arbejdet. Hver gang, at hun havde haft en påkørsel eller var tæt på at påkøre nogen, skulle en kollega køre turen med hende, og Luna skulle tale med en psykolog. Luna havde også en sagsbehandler, som viste sig at blive en stor hjælp for hende, da hun blev mere og mere skadet af traumerne:

Der var der en sagsbehandler på hele vejen igennem, som har været en stor hjælp. Der vil jeg give dem det cadeau – DSB og Århus. De har virkelig været gode ved mig og gav mig ham hele vejen op indtil, at jeg fik min erstatning og mit erhvervsevnetab og alt det der.

Forulempet af psykiater

Luna endte med at blive sygemeldt fra sit job som lokomotivfører. I den sendte Lunas sagsbehandler ved DSB hende til en af DSB´s psykiater, som skulle udrede, hvad der var galt med Luna, som fik det værre og værre på arbejdet:

Og der er jo oppe ved ham første gang, og hvor han sidder bare og spørger mig om alt muligt seksuelt. Det var virkelig krænkelse, jeg var ude for der… Det var virkelig uhyggeligt.

Og jeg får at vide af psykiateren, at jeg ikke fejler noget…. Og mig sad han og spurgte om, hvor mange, jeg havde været i seng med og sådan noget. Virkelig en klam karl. Og jeg kommer der op, og jeg har jo ikke prøvet en psykiater før vel. Så det er også et traume, fordi jeg ikke tror på systemerne… I papirerne bagefter, der havde han skrevet, at jeg gik mere op i at være sammen med veninder og sådan noget end at tænke på at begynde på mit arbejde igen.

Blev mistroet, når hun fortalte om psykiaterens forulempelser

Luna var chokeret over psykiaterens behandling af hende, og at han ikke mente, at der var noget galt med hende. Veninden, der tog hende med til psykiateren sagde:

”Men det er jo det som jeg sagde: Der er ikke noget galt Luna. Nu skal jeg nok hjælpe dig og støtte dig. Jeg har jo prøvet det, for jeg har nemlig prøvet at have PTSD og sorg, fordi jeg mistede min mor.” Og så får jeg sådan ligesom banket i hovedet, at det er mig, der er helt…

Luna fortalte sin sagsbehandler, at psykiateren altså ikke var i orden:

… Og han siger, at det er proceduren desværre. Og jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

På et senere tidspunkt, ringede sagsbehandleren til Luna og fortalte, at en anden togfører havde fortalt, at hun havde været ude for det samme som Luna. DSB holdt op med at bruge psykiateren, som siden blev retsforfulgt efter at have forulempet mange kvinder i sin konsultation.

Arbejdsprøvning hvor chefen skældte Luna ud

Som sygemeldt kom Luna i jobprøvning i Saltcenteret ved Mariager. Hun stillede varer på plads, gjorde rent og stod i reception. Det kunne hun godt lide. På et tidspunkt ringede en journalist, som Luna stillede videre til chefens telefon. Efterfølgende kom chefen farende hen til receptionen og sagde:

“Husk at bare tag imod besked, skriv ned og nummer og sig jeg vender tilbage. Hvem er det, der stillede om?”

Og det føler jeg som et angreb. Og der kan jeg ikke huske noget bagefter. Og jeg prøvede at fortælle en veninde det, hvor hun: Nahh slap nu af.

Luna konkluderer, at hun må være skrupskør, så hun går ikke til lægen. Hun er imidlertid sygemeldt de næste 14 dage. Det der er sket, er at Luna er blevet retraumatiseret:

Jeg får mere og mere bygget på. Jeg begynder også fysisk at have migræne. Der kommer nogle følgeting efter mig. Og hvor jeg begynder selv at studere meget i det og kan se: Hov. Det må være det og det, og at jeg altid har ondt i mit hjerte. Det hele er faktisk stress. Men ved at jeg ikke lytter til mit hoved og gør noget ved det her psykisk, så begynder min krop at vise noget fysisk… Og så er det, at jeg så begynder at mere og mere, at det går ned at bakke…

Lunas mange traumer påvirkede hendes børn

Når Luna kom hjem fra arbejde var det familiens 4 børn, der fyldte det hele. Det var imidlertid hårdt at være alenemor. Forholdet til de to ældste, som nu var teenagere, blev vanskeliggjort af, at Luna var stærkt belastet af sine traumer. Hun havde meget ubearbejdet vrede i sig og kunne være ret voldsom i sin retorik:

Jeg har aldrig lagt hånd på dem, men min datter siger for eksempel; fordi så kunne jeg nærmest sparke døren ind til hende. Ikke at jeg gjorde, men hun var bange for, at jeg gjorde det. Hvis hun låste døren: “Jeg vil ikke snakke med dig nu. Jeg vil ikke.” Hvor jeg skældte hende ud. Så hævede jeg stemmen. Altså hun sagde: ”At når det har været, så har jeg ikke kunne kende dig.” Og så har jeg bare stået (og råbt): “Hvis….så sparker jeg den ind”. Og sådan. Altså virkelig voldsom…

Den ældste datter triggede Lunas traumer. Det var ikke noget, datteren gjorde med vilje. Hun var teenager og manglede bare opmærksomhed:

…Og jeg kan bare ikke være i det, så jeg kan tage mig selv i at vi kører. Hvor hun (datteren) har trigget mig hele dagen, og hvor vi skal ud at køre. Så gasser jeg lige pludselig op. Det er som om, at så er der noget, der lige tager over. Og jeg gasser op på bilen, og hvor jeg så vågner op af trancen eller hvad man kan sige, og hvor børnene de: “Stop mor. Stop mor.” Og så kører jeg helt vildt. Speedometeret er næsten i bund, og jeg aner ikke, at jeg gør det, og der bliver jeg bange for mig selv…

Datteren, der var 17 år på det tidspunkt, fik hjælp fra kommunen til at flytte hjemmefra.

Udredning ved team af psykiatere og psykolog

Oplevelsen, hvor Luna mistede kontrollen mens hun kørte bil, fik Luna til endelig at tage til lægen. Hun fik en henvisning til udredning ved Psykiatrien.

Luna kunne ikke køre bil mere, cykle eller tage bussen, så da hun skulle til udredning ved teamet af psykiatere og psykolog, var det hendes kæreste, der kørte hende.

Teamet gav Luna diagnosen kompleks PTSD og afsluttede med at sige følgende til Luna:

Gå hjem at nyd livet. Find noget livskvalitet, og mal, og vær sammen med dine børn…

På det tidspunkt lå Lunas skæbne i hænderne på Jobcenteret. Når hun havde været i jobtræning i 2 timer, kunne hun ikke holde til mere resten af dagen. Det var traumatisk for Luna, at hun ikke mere følte, at hun havde overskud til at sine børn det, de havde brug for. Særligt fordi hendes mellemste søn havde problemer.

Den manglende tro på kærligheden

Luna havde en kæreste. Han var en rar mand, som hun følte tog sig af hende, og som ville gøre alt for hende. Han havde ligesom Luna en del følelsesmæssig bagage. Luna kunne dog ikke være i et kæresteforhold, og det kan hun stadig ikke:

…Jeg tændte nok bare ikke på ham. Det gjorde også jeg havde dårlig samvittighed i mange år, og ikke har turde at lukke nogen ind, for jeg ødelægger jo også bare mennesker. Jeg tør ikke den dag i dag at elske et andet menneske /være i forhold.

Hele min krop og sind hungrer efter en mand at være i forhold med. En der vil begære og elske mig, men jeg tør ikke, eller så har jeg bare ikke haft modet til selv at opsøge og tro på, (at) jeg kan godt elske, give og modtage.

Lunas mellemste søn fik diagnosen Asperger

Samtidig med, at Luna fik diagnosen kompleks PTSD, fik sønnen diagnosen Asperger. Det var en kamp for Luna at overbevise lærerne på skolen om, at det ikke blot var Lunas PTSD, der gjorde, at sønnen havde det svært i skolen men også sønnens egen diagnose.

Kommunen hjalp Luna, så han kom på en speciel skole, der passede til børn med Asperger. Som 15 årig kom han på efterskole. Han kom til at fungere godt og blev også i stand til at bo for sig selv, da han var gammel nok til det.

Revalidering ved Hoptimisterne

Luna kunne ikke klare en arbejdsprøvning, så derfor besluttede Jobcenteret, at hun skulle i revalidering. Sammen med blandt andet hjerneskadede blev det besluttet, at Luna skulle i revalidering på et sted, hvor de lavede hoptimister. Hun skulle være der 2 timer om dagen i 4 til 6 måneder, for at de kunne komme videre med Lunas sag. Alle tiltag skulle være afprøvet, fortalte sagsbehandleren. Ved Hoptimisterne var selv de 2 timer om dagen for meget for Luna:

Der bryder jeg sammen, hvor jeg ikke engang kan finde ud af at sætte filt på sådan en hoptimist der. Jeg sætter det skævt på. Og så kommer der en pige, som er virkelig meget hjerneskadet. Hun var jo betydningsfuld, og det respekterede jeg også. For hun kommer hen og retter på mig og viser mig, hvordan jeg skal gøre, og der kan jeg mærke, at det ligesom også trigger mig…

…Jeg tænker: “Hold kæft. Mig der har været lokomotivfører og alenemor til 4 børn, og alt det jeg kunne, og alle de uddannelser og alt det. Så kommer der sådan en, der er lidt. Der ikke har så meget hjernekapacitet og skal vise mig, hvordan man gør det, og det kunne jeg ikke engang finde ud af. Hun var klogere end mig.” Det var virkelig… Og så sidder jeg der, og jeg kan ikke huske, hvad kasser de skal i, og så skal jeg spørge hende der. Og hun har næsten ingen sprog og har også lidt spastisk lammelse og sådan noget. Det var sådan helt underligt. Jeg tænkte: Gud er jeg så syg? Det var sådan at jeg lidt ligestillede mig med. Det først gik op for mig. Jamen jeg sidder sammen med sådan nogen.

Overbelastning gav selvmordstanker

Tanken om at skulle være ved Hoptimisterne i 4 til 6 måneder var mere end Luna kunne bære. Da Luna arbejdede ved DSB, havde hun i forbindelse med påkørslerne lavet en pagt med sig selv. Hun ville ikke gøre selvmord, før børnene var flyttet hjemmefra. Ved Hoptimisterne begyndte selvmordstankerne imidlertid at komme tilbage, og de forlod hende ikke:

Jeg går ud og tager strikken, fordi jeg kan ikke holde til det her. Og så tror jeg faktisk, at børnene får det bedre end, hvis de skal gå og se på, hvor elendigt, jeg har det. At så vil de være bedre tjent, at de kom til at bo ved deres far.

Luna fik det fysisk værre

Luna har konstant migræne, føler hun bliver kvalt, har ondt i hjertet og føler det som om, hun har spindelsvæv på armene. Hun lægger også mærke til alle lyde og lugte omkring hende, og andre menneskers snak og nærvær er ubehagelig. Hun bliver ofte nød til at gå udenfor og få frisk luft.

Når hun så vendte tilbage til sin arbejdsplads ved Hoptimisterne, havde hun glemt hvor langt, hun var kommet. Og nogen gange, når hun var ude at trække luft, farede hun sammen, hvis en truck satte paller ned på gulvet. Så kunne hun ikke få vejret, og hun fik hovedpine og måtte gå hjem.

På et tidpunkt kunne hun pludselig ikke bruge sine hænder mere, når hun var på arbejdspladsen. Fingrene hævede, og det gjorde ondt i alle led i hænder og arme. Hun kunne slet ikke samle delene i hoptimisterne. Luna fik at vide, at det nok var slidgigt og leddegigt, men når hun kom hjem, og der var ro omkring hende, forsvandt symptomerne, og hun kunne sagtens bruge hænderne og kunne stå og male i 3 timer.

Blev kaldt til samtale ved kommunen

Efter halvanden måned blev Luna kaldt til samtale hos sin sagsbehandler ved kommunen. Lederen ved Hoptimisterne havde bemærket Lunas mange vanskeligheder og havde bedt sagsbehandleren om at komme på besøg hos Hoptimisterne. Under besøget havde sagsbehandleren observeret Luna uden, at Luna vidste det. Hvad de ikke var klar over var, at Lunas symptomer rækkede langt ud over, hvad øjet kunne se. Ved samtalen var der følgende dialog:

Sagsbehandler: ”Det her er jo omsonst. Der bliver aldrig fleksjob og sådan noget. Du kan lige så godt gå efter en førtidspension.”

Luna: ”Nej. det vil jeg ikke (grædende).”

Sagsbehandler: ”Men hvorfor vil du det ikke?”

Luna: ”Det ved jeg ikke. Nej, så føler jeg bare ikke, at jeg kan bruges mere. Jeg kan da lave et eller andet. Så føler jeg bare ligesom…”

Så følte jeg bare, at nu blev det hele (alle medaljerne og kørelicenserne til forskellige tog) rykket af. Jeg var bare et nul.

Sagsbehandleren: ”Nu søger vi en førtidspension, fordi det der, kan du ikke holde til. Vi kan se, at du kan slet ikke samle de der.”(Hun kunne ikke bruge fingrene)

Lang og traumatiserende vej mod førtidspension

Vejen frem mod en førtidspension var lang og traumatiserende for Luna. Den havde taget 7 år. Sagsbehandlerne på kommunen kunne ikke sætte sig ind i, hvordan Luna havde det. Trods hun var svært traumatiseret, skulle reglerne følges, og Luna skulle ud i både arbejdsprøvning og revalidering. Fordi Luna var så traumatiseret som hun var, blev hun gentagne gange traumatiseret af kommunens tiltag for at få hende i arbejde.

Det var af H til… Jeg tror, at mit held var, at jeg mødte den rigtige leder oppe på det sted, hvor jeg skulle prøves af (ved Hoptimisterne), og så at det var en gammel garvet kone, der sad i jobcenteret (som sagsbehandler). Det var det, der gjorde det, for det var dem…

Efter at Luna fik førtidspension var der følgende dialog mellem sagsbehandleren og Luna:

Sagsbehandleren: ”Du holdt jo også selv ved. Du ville jo ikke selv indrømme, du ikke kunne.”

Luna: ” Jamen jeg var jo ikke. Man går jo ikke og tænker på det, man ikke kan vel? Går og tænker, at jeg skal have en førtidspension. Jeg kan ikke noget, vel.”

Vennerne svigtede – de vidste ikke bedre

Venner og familie prøvede ikke på at forstå, hvordan Luna havde det. De forstod heller ikke, at førtidspension var den eneste mulighed for Luna. Luna mistede venner og familie, fordi de troede, at hun var tosset:

“Nåh. Skal du være førtidspensionist. Der er da så mange der har stress”(sagde de). De vidste ikke bedre. Og dengang, der må jeg indrømme, at jeg blev så ked af det. At jeg lukkede mig mere og mere inde, og ville ikke se nogen.

Luna blev svigtet af venner og familie, hvor hun havde mest brug for dem. Et par år senere valgte hun at tage kontakt til dem:

Selv min egen far så jeg ikke i to år. Og så var der nogle veninder, men hvor jeg… et par år efter faktisk gik til dem – rakte hånden ud. Og sådan indirekte har fået sagt til dem: “Jeg havde det sådan og sådan, og der var grund til. Man får ikke bare lige en førtidspension, men i vidste ikke bedre.” Og det har også gjort dem rolig, fordi. Især min far, for der kan jeg mærke, han har haft dårlig samvittighed, men han har ikke kunne sige det med ord til mig.

Lunas to yngste drenge begyndte at vise mistrivel

Luna havde ikke noget støttende netværk, så hun fik en mentor ved kommunen, som støttede hende og hendes familie de næste 10 år. Hendes mellemste søn havde fået hjælp til at komme på en speciel skole, hvor der blev taget hensyn til hans Asperger-diagnose.

Arbejdsskadesag bliver trukket ud i mange år

Selve processen frem mod, at Arbejdsskadestyrelsen accepterede, at Lunas arbejdsskader kunne give PTSD og udregningen af hendes erhvervsevnetab, var langtrukket og traumatiserende for Luna.

De første 10-12 år, som Luna arbejdede ved DSB, meldte hun aldrig de tæt-på-påkørsler og andre situationer, hun var udsat for. Det var kun, når der var en psykolog henover, at DSB meldte sagerne til Arbejdsskadestyrelsen. Det skete først, da hun havde været tæt på at påkøre et lille barn. Den sag blev ikke godkendt til at give erhvervsevnetab. I løbet af de næste par år kom der yderligere 13 sager, som blev kørt i Arbejdsskadestyrelsen. Disse sager handlede om påkørsler af selvmordere og sager, hvor hun var tæt på at påkøre nogen personer.

Først efter 7 år og en førtidspension og med stor hjælp fra sin sagsbehandler ved DSB, lykkedes det Luna at få Arbejdsskadestyrelsen til at acceptere en mén-grad på 20 og et erhvervsevnetab på 75 %. Arbejdsskadestyrelsen accepterede, at hun kunne få PTSD af de oplevelser, hun havde haft ved DSB.

Men fakta var faktisk værre, fordi Luna havde Kompleks PTSD, som er en mere gennemgribende diagnose, som ændrede hele hendes personlighed og forhold til andre mennesker.

… Det har også været et traume ovenpå, at hver dag har jeg været panikslagen, når jeg skulle åbne postkassen (fordi der kunne være afslag eller ubehagelige oplysninger fra Arbejdsskadestyrelsen). Med også ubetalte regninger. Kan jeg blive i huset? Og hvad med mine børn?

At være frivillig i fodboldklubben gik heller ikke

Luna fik sin førtidspension og levede for nedrullede gardiner i lang tid før hun prøvede at være frivillig i en kiosk i den lokale fodboldklub ved byens store kampe. Det gik fint så længe hun blot stod ved et øl-anlæg og hældte øl op, og en anden tog øllene og solgte dem. Jublen fra tilskuerne klarede hun også fint, fordi den ikke overraskede hende. Men der skulle ikke så mange ændringer til, før Luna knækkede sammen. Misforståelser i sociale situationer voksede sig store i Lunas hjerne, og hun følte sig afvist og svigtet.

For Luna var det også svært at vurdere, hvad hun kunne klare, og hvad der ville trigge hendes traumeminder. I en situation var eksempelvis én, der pludselig havde brug for hjælp ved grillen, og Luna fik at vide, at hun skulle gå der ud, og fordi at hun nogle gange reagerer med flashback, når hun er ved en grill, gik hun i panik.

Men jeg tænker: “Nej. Nu tager du dig sammen.” Så jeg går ud i grillen, og (jeg) så det røg der. Tjuhhh. Så er jeg bare væk, og det er fordi, at jeg har prøvet at lugte kød, der brænder. Så bliver jeg trigget af det. Det er ikke altid, at jeg gør det, men jeg ved ikke hvornår jeg gør det, og det er det, der er det værste ved alt det her: Jeg ved ikke, hvornår jeg reagerer; jeg kan det, og jeg ikke kan det.

Luna var kun frivillig ved to kampe. Hun kunne ikke klare belastningerne. Hun begyndte at holde sig fra alt og alle og sagde nej til komsammener. Folk omkring Luna forstod det ikke, fordi hun altid havde været så udadvendt.

Luna havde brug for at være noget for nogen

Luna havde brug for at være noget for andre mennesker. Det kunne tage noget af opmærksomheden væk fra hendes egne problemer. Da der var ved at blive taget de nødvendige hensyn til hendes mellemste søns Asperger-diagnose, begyndte hun at gå ind i frivilligt arbejde:

… selv da jeg havde det allerværst, og min PTSD rasede afsted, så tog jeg mig af andre og deres problemer. Det holdt mig væk fra mine egne måske. Jeg ved det ikke.

Luna er et menneske, der står i forreste række for at støtte udsatte. Hun kan ikke lade være, selvom det er belastende for hende:

Jeg havde også det med at ville være sammen med de bedste. Jeg var i lærlingeråd, fortaler og arrangør i mange henseender, men hvis én viste bare et lille bitte hint til, jeg ikke var god ,så kunne hele kort huset falde sammen inde i mig, og så klovnede jeg bare til, jeg kom hjem og græd i dynen.

Ballade i PTSD grupper

Luna var med helt fremme, da der i 10erne blev arrangeret grupper for folk med PTSD. Hun var med til at sørge for, at der blev sat nogle grupper op, hvor personer med PTSD kunne være en støtte for hinanden. Blandt de andre, der var med til at starte op, var der nogle kvinder som roste Luna og fik hende til at føle sig anerkendt. Da hun lærte dem bedre at kende var hendes billede af dem langt fra positiv:

…De satte mig op på en piedestal og så følte jeg mig så glad i låget indtil de kom ind under huden på mig. Så bemærkede jeg, hvordan de tog røven på alle, og jeg brølede igen med det resultat, at jeg jo i andres øjne ikke var en dyt bedre. Det har gjort, jeg på vejen har mistet rigtige gode relationer, som har misforstået mine hensigter og kæmmet mig over en kam med de andre tyraner. Det skete i PTSD regi.

Jeg kunne stå og se på, hvordan uskyldige og syge mennesker blev frarøvet deres tillid på det frygteligste uden, de bemærkede det selv. Og jeg fortalte dem det. (Så) troede de bare, det var fordi, jeg var jaloux og ville have en position igen.

Lunas yngste søn fik en depression

Lige efter, at der var taget hånd om Lunas mellemste søn, begyndte Lunas yngste søn også at udvise mistrivsel. Han lukkede sig inde og blev tavs. Han havde fået en depression, som strakte sig over halvandet år, hvor han ikke var i skole. Da han så fik at vide, at han skulle gå 7. klasse om, gik han længere ned i sin depression.

Lunas ældste søn, som var soldat, blev sendt til Afghanistan. Det hele blev for meget for Luna. Hun brændte sammen.

Systemet og Lunas psykiater kom på banen. Hendes yngste søn bliver udredt og bliver diagnostiseret med den neuropsykiatriske lidelse ADD (forstyrrelse af opmærksomheden). Med Lunas samtykke bliver det besluttet, at sønnen skulle i plejefamilie. Luna havde det rigtig godt med plejefamilien allerede inden, den blev sønnens plejefamilie. Familien var i forvejen aflastningsfamilie for hendes søn.

Den yngste søn faldt endelig til ved plejefamilien

Den yngste søn havde svært ved at falde til hos sin plejefamilie. Han syntes, at Luna bare smed ham væk. Plejefaren gav imidlertid ikke op, og det endte med, at sønnen fik et godt forhold til sine plejeforældre. Det gjorde Luna også. Hun oplevede, at plejefaren også hjalp og støttede hende. At ikke kun hendes søn, men også Luna og hendes 3 andre børn havde fået en dejlig familie. I ham fik hun en god ven.

Plejefaren får et hjertestop

Da Lunas yngste søn var 16 år skete der det ulykkelige, at plejefaren døde af et hjertestop mens han var ude at køre bil. Sønnen var sammen med plejemoren, og plejemoren havde travlt med at varsko sine fire andre børn.

Sønnen ringede ulykkelig til Luna, og Luna ville hente sønnen hjem, så hun kunne være der for ham. Hun kunne ikke køre turen på 60 km alene, så hun havde brug for en til at køre med hende hen til plejemoren. Luna ringede til sønnens far og bagefter en veninde. Faren var på arbejde og veninden holdt sin søns fødselsdag. De valgte derfor ikke at hjælpe Luna.

Jeg kan mærke, at det påvirker mig nu, fordi det er det, jeg bare ikke kan forstå, at når jeg har haft nogle ting, og folk ikke har kunne stille op.

Hendes ældste søn var også på arbejde, men han kørte Luna i møde, og sammen fik de hentet den yngste søn. Da de kom hjem fik Luna et sammenbrud.

Sørgede i 3 år

Luna kunne ikke snakke om plejefaren uden at bryde sammen. Det gav hende dårlig samvittighed overfor plejefarens kone og familie:

…jeg havde den tanke, at jeg måtte da have været vild med ham. Mit hjerte var helt revet i stykker. Min psykiater sagde til mig, at det var en retramatisering af det at miste. Og da det havde været én jeg følte tryghed ved og kunne mærke ville mig og værdsatte mig som moderen, selvom han havde min søn i pleje… Jeg mistede igen…  Det gav en kæmpe sorg, jeg nu her 3 år efter stadigvæk ikke er kommet mig over.

Angsten for at miste gør det svært for Luna at have nære relationer:

…jeg har sjældent følt mig sikker ret mange steder, for når jeg fandt de mennesker eller de steder (som jeg havde det godt med), så mistede jeg dem igen. Så som jeg voksede, sørgede jeg også for ikke at få for tætte relationer, for jeg havde en klump inde i mig, der ikke var løsnet endnu.

Det er min tråd i gennem det her… Det er derfor, at jeg ikke tør at få nye kontakter. Det er fordi, så mister jeg dem… Ja. Når der dukker nogen op, som jeg kan se, der ikke er overfladiske og sådan noget, fordi jeg er blevet god til at kunne se gennem folk.

Bagtalt og ydmyget i forening for udsatte

I 4 år stod Luna i spidsen for en forening, der gav udsatte familier julegaver og hyggede om dem med en julestue.

Luna havde personligt brug for at hjælpe de udsatte familier. På baggrund af alt det, som hun selv havde oplevet som forælder, følte hun, at de udsatte var hendes ligesindede. 2 dage om ugen mødtes hun med de andre medlemmer af foreningen, som med tiden var blevet en stor del af hendes netværk. Sammen hyggede de og lavede planer for deres arbejde, og Luna var aktiv i at søge penge ved det lokale erhvervsliv:

Så det var en glæde også, at folk også ville give noget til nogle udsatte, fordi så var det også indirekte noget, som jeg fik en del af….

I foreningen var der et godt arbejdsfællesskab, hvor der var plads til, at alle var en del af det frivillige arbejde. Én kvinde ændrede det hele. Luna oplevede, at kvinden over en længere periode satte Luna op på en piedestal. Hun roste og fremhævede Luna, som var formand, mens hun samtidig ignorerede de andre i foreningen. Luna brød sig ikke om at blive fremhævet, men i starten var det nu rart. Efterhånden fik hun en følelse af, at der var noget falsk ved det, men det slog hun hen, fordi hun havde dårlige erfaringer med sin egen mistro.

Gradvist ændrede kvinden sin væremåde. Hun bagtalte Luna og fik overbevist de fleste om, at Luna var psykisk ude af hampen. Hun gik endda senere så lang som at skrive det på foreningens offentlige Facebookside.

Trak sig fra foreningen

Til sidst opgav Luna kampen. Hun overlod foreningen til en ny bestyrelse. Luna blev dybt ulykkelig og følte sig mindreværdig og anderledes. Det at hendes tidligere venner kom over på den anden side af bordet, oplevede hun som et kæmpe svigt.

At foreningen kørte videre, havde Luna ikke noget imod. Det var måden den nye bestyrelse opførte sig på, at Luna ikke kunne klare. Hun havde svært ved at acceptere, at den nye bestyrelse havde deres fokus på penge og ville flytte til en anden by, men stadig beholde juleteamets navn og logo.

Det knuste Luna, da det havde været lige sådan et sted, hun havde brug for at gå hen og få en kop kaffe med de udsatte, for hun var jo selv udsat… Og nu blev det taget væk. Det var som at miste noget af sig selv. Et forhold. Hendes hjertebarn.

…som jeg kom ud for svigt ,vold og mistet tillid, ville jeg ikke, det skete for andre. Og jeg følte her de sidste år, at de udsatte jeg hjalp, var jeg selv en del af, men jeg kunne ikke råbe op eller græde i deres nærhed, for så blev jeg bare stemplet enten som tyran eller psykisk ude af balance.

Igen blev Luna retraumatiseret – svigtet og med følelsen af ikke at være god nok til jobbet. Hun frygtede, at en depression var på vej og begyndte at tabe håret. Mange undersøgelser og blodprøver efter og samtale med sin psykiater viste, at det hun fejlede var sorg og stress.

Fik interesse for den spirituelle verden

Der har været mange dødsfald, sygdom og ulykker omkring Luna – også efter at hun stoppede i sit job som lokomotivfører. De vækkede hendes angst for at dø. Hun har også kollegaer, der har det skidt og som ikke kan få anerkendt deres førtidspension. Alt det og tabet af gamle veninder, som var vokset fra hende, gjorde, at Luna mere og mere interesserede sig for og fokuserede på den spirituelle verden. Hun lærte at meditere, blev buddhist og fik nogle redskaber via den spirituelle vej, som har hjulpet hende til at passe bedre på sig selv.

Tog på pilgrimsrejse

For et år siden valgte Luna at tage på en spirituel rejse. Hun tog på en 7 uger lang pilgrimsrejse til Nepal, Thailand og Indien sammen med et hold danskere, som hun ikke kendte på forhånd:

Jeg fatter ikke lige nu, hvor jeg fortæller det, at jeg kunne tage det mod og rejse ud, men jeg tror på, det er den indre vilje, der sagde til mig ude i campingvognen: ”Nu kan du vælge at sidde og blive ensom, syg og til sidst dø af selvmedlidenhed her uden familie og venner, eller så tager du tyren ved hornene og kommer ud i livet.”… Tro mig jeg var rædselsslagne og var ved at springe fra flere gange.

Røvet i Thailand

Under pilgrimsrejsen var de to fra holdet, som sammen tog til Thailand. Der blev de udsat for et bedrageri med deres kreditkort. Et rejsebureau trak 3 dobbelt så meget på deres kreditkort. Bedraget opdager de først, da de ankommer til en ø, som de skal bo på. De havde pludselig ingen penge.

I deres forsikring var det sikret at begge ville komme hjem, hvis den ene blev alvorligt syg. Lunas medrejsende fik det pludseligt dårligt og fik sørget for en sygetransport til sig selv. Dagen før afhentning, fortalte hendes medrejsende, at Luna ikke kunne komme med hjem. Luna blev derfor forladt på øen uden penge i 12 dage. Det var en voldsom oplevelse for Luna, som hun klarede sig igennem:

…det (spirituelle) holdt mig i live… Jeg tror igen, den der stærke og rebelske Luna fik viljestyrke og mod frem, og jeg havde efterhånden lært at se frygten i øjnene. Bearbejdede den på bedste vis. Mærkede panikken. Var syg i krop og sind, men huskede at trække vejret, mediterede hver dag på stranden, snakkede ikke med andre end hotellets personale, så var i stilhed med mig selv, og det er jeg sikker på i dag fik mig stille og roligt op igen. Så den tur har været vendepunktet til at jeg føler mig stærkere over for de situationer, jeg står i i dag.

Luna har fundet mere ro i sig selv

Luna har de sidste 3 år søgt alternative veje. Det har givet hende mere ro i sit sind:

Efter nogle år i mørket tog jeg tingene i egen hånd og søgte alternative veje og nu, efter 3 år med ændret kurs, har jeg fundet en tålelig dagligdag. Jeg har brug for roen og alene tiden og har svært ved alt for megen uro omkring mig, men der går længere tid imellem mine depressioner nu. Måske er jeg ikke stærk mere, men jeg har min viljestyrke.

I dag forsøger hun at fokusere på de mennesker, der accepterer hende som hun er:

Jeg har bevæget mig ud som alternativ og spirituel person nu og har fundet mit leje i det. Nogle tænker, at jeg er tosset, men jeg prøver at lukke af for deres dårlige indflydelse. Dem der betyder mest for mig i dag er mine 4 børn, og de respektere mig som jeg er, og de er enig om, at de kan se, jeg har fundet roen i mine rejser i dette emne. Ikke at jeg så har fået helt fred for min PTSD. Den kigger frem nogen gange men intervallet er større. Og ved, at jeg sørger for min ro og bevæger mig stille og roligt blandt de andre, det gør, jeg føler, jeg er i live med min spiritualitet.

Et liv, hvor det var nødvendigt at være stærk for at overleve

Luna mener selv, at hendes komplekse PTSD har ligget og ulmet i mange år, fordi hun har haft en barndom med meget omsorgssvigt, og lige fra Luna var en ung pige oplevede hun også traume ovenpå traume ovenpå traume. Det har derfor været nødvendigt for Luna at være stærk for at overleve:

Jeg tror den røde snor op igennem hele mit liv er, jeg har opsøgt farlige situationer, mennesker og ting for at vise, jeg godt kunne håndtere dem. Selvom jeg uden på tøjet har oset af selvværd og så stærk ud og i ekstreme situationer kunne holde det inde i mig og vise overblik, så har jeg været i panik indeni.

Føler hun er genopstået som fuglen Fønix

Lunas liv er drevet af hendes viljestyrke til at overleve:

Kaos, kaos og en masse ting, der er imod mig, men en enorm viljestyrke, synes jeg. Så jeg har altid rejst mig igen. Overordnet vil jeg sige, at jeg er stolt af mig selv i dag. Jeg har rejst mig hver gang. Jeg kalder mig selv den der… der, der kommer op fra asken. Fønix. Fuglen Fønix.

Fuglen Fønix er et eventyrligt fabeldyr, der lever meget længe, og når den dør, sker det i flammer, hvorefter den genopstår af asken.

Styrken og viljestyrken til at fortsætte sit arbejde som lokomotivfører og til at være her i dag har imidlertid haft en pris:

… Når man går og opbygger det herinde (i brystet), så får det et udslag en dag. Jeg har fandeme været en stærk kvinde, synes jeg.

 

 

Om artiklen

Navne og steder i artiklen er blevet ændret for at beskytte interviewpersonens identitet.

Denne artikel er en del af projektet ”5 kvinder med Kompleks PTSD”, som er et projekt udført af KompleksPTSD.dk. Formålet med projektet er at formidle viden om, hvem kvinden bag diagnosen Kompleks PTSD er, hvad hun har oplevet, og hvordan disse oplevelser har medført en ændring af hendes personlighed og adfærd. Projektet er baseret på halvstrukturelle interviews. Interviewdeltagerne godkender og redigere alle artikler inden, de offentliggøres.

Projektet er et løbende projekt, hvor artikler bliver offentliggjort i takt med, at de bliver skrevet.

 

Kilder

Interview med Luna (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 15. nov. 2018.

Rettelser og tillæg til artiklen foretaget af Luna. Jan. 2019.