Altid på vagt overfor farer

Fotoet viser en pige der holder øje. Siden hander om livet med vagtsomhed.

Jeg har PTSD og Kompleks PTSD. Jeg bor i en lille nordjysk by, som nok er en af de mest trygge steder at bo i hele verden. Det gør imidlertid ikke, at jeg føler mig tryg, for utrygheden er inde i mig. Der er ingen steder, hvor jeg rigtig føler mig tryg, for mine erfaringer siger mig, at mennesker kan være farlige for mig. Jeg ved, at de kan finde på at forulempe mig, skade mig og chikanere mig. Jeg er i mit indre overbevist om, at de synes at jeg ikke er lige så meget værd som dem selv, og at deres venlige ansigter kun er en facade. Stod jeg i en situation, hvor jeg havde brug for deres hjælp, ved jeg, at nogen vil hjælpe mig, mens andre vil vende mig ryggen. Jeg kan ikke regne med hjælp fra nogen. Kun fra min mand. Og det gør altså verden til et meget utrygt sted.

Det usandsynlige kan sagtens ske

Jeg VED fra mine traumer, at der er mennesker, der er onde, ligeglade eller tankeløse. Jeg VED også, at jeg sagtens kan være den person, som bliver overfaldet i denne lille fredelige by. Du kan sige til mig, at sandsynligheden for, at det sker er minimal, men hvad kan jeg bruge statistik til, hvis det lige netop er mig, der bliver ramt? Jeg er blevet ramt af ”usandsynlige” traumer op til flere gange, så hvorfor skulle det ikke kunne ske for mig igen? Derfor er jeg altid på vagt og med forventning om, at der pludselig sker et eller andet forfærdeligt for mig eller min familie. Faktisk forventer jeg det.

Frygten for at dø

Når det forfærdelige sker igen, for det har det gjort så mange gange før, så trækker jeg let på skulderen og lever med det: “Nåh – har jeg muligvis lige haft en hjerneblødning igen!? Jamen, så må må jeg finde ud af, hvordan jeg klarer den situation.” Da corona krisen kom, chokerede det mig ikke. Jeg tog det helt roligt. Corona var bare en trussel mod mig som så meget andet. Skulle jeg få dødelig corona, så skidt med det. Døden skal jo have en årsag, og jeg har en god livsforsikring, tænkte jeg kynisk.

Jeg havde før set døden i øjnene og oplevet den rædsel, der kom over ikke at kunne styre døden. Nu ved jeg dybt inde at ligegyldig, hvad jeg gør, så kan jeg ikke styre døden. Jeg kan kun styre, hvordan jeg vil leve mit liv. Pludselig efter nonchalent at have observeret corona krisen på afstand, kom jeg til at tænke på, at jeg kunne risikere at blive afhængig af sundhedspersonale, hvis jeg blev indlagt på sygehusets intensive afsnit. Tanken skræmte mig voldsomt. Læger og sygeplejersker er skræmmende for mig, fordi jeg flere gange har været udsat for fejlbehandling, og fordi jeg har oplevet døden på nær hånd. Med de tanker går det pludselig op for mig, at jeg stadig er forfærdelig bange for at dø. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bilder mig noget andet ind.

På vagt overfor andre mennesker

Det er ufattelig hårdt for mig at være sammen med andre mennesker. Specielt mennesker som jeg ikke kender og som jeg ikke ved, hvad kan finde på. Omkring mennesker sker der så meget. Mine tanker går på, hvad de nu kan finde på. Jeg lægger mærke til, hvad de siger, hvordan de betoner ordene, og hvad de gør, for at være på forkant med et eventuelt direkte eller inddirekte trussel mod min person. Jeg ser også, hvad der sker bagved dem og lægger mærke til alle lyde i omgivelserne. Jeg er konstant på vagt.

Jeg smiler venligt og prøver at se afslappet ud. Måske snakker jeg endda lidt smalltalk med personen, men tag ikke fejl. Angsten er i hver en krog i mit indre. Angsten for at blive kritiseret, nedgjort eller skældt ud, og det er endda ved mennesker som jeg kender. Er det fremmede, er jeg bange for at blive forulempet, chikaneret eller overfaldet. Imens angsten fylder mig, smiler jeg venligt! Måske i håbet om, at de så ikke vil gøre mig ondt, for jeg føler mig magtesløs og med begrænset evne til at forsvare mig selv.

Er der flere personer i rummet og støjende omgivelser og aktivitet, er jeg virkelig på overarbejde.  Alt kan ske nu, og jeg føler ikke, at jeg har nogen som helst kontrol over situationen. Så er det, at panikken indtræffer. Jeg flygter, for det er den eneste måde jeg kan beskytte mig selv på.

Opdateret den