Fra fængselsbetjent til førtidspensionist – og nu også hjemløs

Opdateret 25. januar 2020

Mit liv er ændret, og det er min personlighed også. Fra at have været fængselsbetjent i mange år, har jeg nu svært ved at få mit liv til at hænge sammen. Min komplekse PTSD har betydet, at jeg ikke kan kan arbejde, selv om jeg så gerne vil. Jeg har også været tæt på selvmord. Jeg har også det så dårligt, at jeg ikke har set, at min kære søn var dødssyg. Medicin har været nødvendig, men har også ødelagt meget i mit liv. Nu er jeg medicinfri, bor et trygt sted og forsøger at leve et sundt liv.

Opdatering: Efter at være flyttet 5 gange pga. min PTSD, står jeg nu uden bolig. Jeg er hjemløs.

Den dag der ændrede alt i mit liv

Jeg kunne ikke stoppe den konstante strøm af tårer. Jeg kom aldrig tilbage på arbejdet igen. Bægeret var fyldt op, nu løb det over.

Alle de mange magtanvendelser og trusler, kunne jeg ikke ryste af mig længere. Pludselig blev en lille ting til et kæmpe problem. Alt var blevet lagret i krop og sind og bygget op igennem de mange år med trusler og magtanvendelser. Jeg kunne ikke længere håndtere tingene.

Mit liv var ændret

Som en tyv om natten kom det snigende. Jeg havde fået kompleks PTSD med alvorlig personlighedsændring.

Mit liv var ændret. Jeg var ændret:

• Fra fængselsbetjent til førtidspensionist.
• Fra at være stærk og kunne overskue de værste situationer, til ikke at kunne tage vare på mig selv.
• Fra samfundsressource, til en belastning for samfundet.
• Fra rask, til kronisk syg.
• Fra social og udadvendt, til fange i mit eget hjem.
• Fra at være mor, til at være en byrde for mine børn.
• Fra at kende mig selv, til at være fremmed for mig selv.

Mistede min identitet

Jeg identificerede mig med mit arbejde, som gennem årene var blevet en stor del af min personlighed. Jeg var stolt over at være hende fængselsbetjenten. Det arbejde som jeg udførte, var jeg stolt over. Jeg lagde meget energi i mit arbejde. Jeg mente vi gjorde en kæmpe forskel.

Jeg var en rollemodel for mange, hvilket jeg satte en ære i. Jeg mente at samfundet havde brug for mig. Når jeg nu er ude i sociale sammenhænge, så håber jeg ikke, at der er nogen, som spørger ind til mit arbejde. Men jeg er begyndt og sige jeg arbejder hjemme – så holder folk op med og spørge. Jeg er flov over at være hende, der ikke yder noget til samfundet.

Nu kan du sove længe

De fleste siger: Nåh ja, du kan jo sove længe og sidde oppe hele natten. Du går jo hjemme og hygger dig.

Nej det ikke skønt og gå hjemme. Jeg er ikke længere en del af et arbejdsfællesskab. Jeg er isoleret fra den del af samfundet. Jeg kan ikke tjene penge – ikke gøre de ting som jeg kunne engang. Jeg har altid haft arbejde og endda flere jobs. Jeg har altid sat en ære i at forsørge mig selv, og har aldrig været en byrde for samfundet. Mine børn er også opdraget til at være gode samfundsborgere.

Jeg vil gerne arbejde

Jeg ville ønske, at når man som jeg kæmper sig op på kommunen, for at sige, at man føler sig stærk nok til at arbejde nogle timer om ugen, at de så ikke blot kigger på en og siger: “Find dig et frivilligt arbejde”. Jamen det er et “rigtigt” arbejde, jeg ønsker. Et der er tilrettelagt til mig, og de få ressourcer jeg har.

Jeg har søgt flere frivillige jobs, men ligeså snart de hører hvad jeg fejler. Ja så er der ikke mangel på frivillige. Øv. Jeg vil jo gerne være en del af noget igen, så hvis jeg kan arbejde bare lidt, så jeg igen er en del af samfundet. Jeg har ofte hørt:  “Ta’ dig nu sammen.” Jamen jeg tager mig faktisk sammen, for ellers var jeg her ikke endnu.

Min personlighed er ændret på mange måder

Jeg er præget af min PTSD så voldsomt, så man siger jeg har lavet en personlighedsændring:

• Jeg har ingen erhvervsevne tilbage, så jeg får førtidspension.
• Jeg kan ikke læse, se film og har svært ved og være sammen med andre.
• Jeg husker virkelig dårligt, så når jeg sidder sammen med andre, så glemmer jeg hvad vi taler om.
• Jeg glemmer varerne i butikken eller ude i min bil,
• Jeg kommer tit hjem med kun få varer, selvom jeg har en seddel i lommen. Den seddel ligger nemlig stadig i lommen, når jeg kommer hjem, da jeg har glemt, at jeg havde den med.
• Jeg har flashback i voldsom grad, sover ganske få timer om natten, hvilket præger min dagligdag.
• Hvis jeg bliver presset, begynder jeg at stamme, eller kaster op.
• Jeg har meget lidt energi.
• Hvis jeg kommer ud for noget uventet stiger min puls, og jeg går helt i stå.
• Jeg finder vej med gps. Jeg har ingen stedsans længere.
• Det belaster mig at have min arbejdsskade-sag kørende, da det hele tiden ribber op i traumerne.

Jeg har også selvmordstanker, og det er virkelig voldsomt at leve med de her tanker. De kommer som lyn fra en klar himmel. Nogen gange kan de komme af en lugt eller en lyd. Blandt andet derfor, ser jeg ikke ting på tv, som minder mig om mine traumer.

Jeg glemmer også at komme til ting og steder, jeg er inviteret til. Det har resulteret i, at veninderne har ringet og sagt, at de nu havde ventet så og så længe, eller de har ringet og surt sagt: ”Hvorfor kom du ikke?”. De forstod ikke, hvor ked af det, jeg var over at sætte dem i den situation. Det endte med, at jeg sagde nej tak til invitationer.

Jeg prøvede at flytte væk fra traumer

Jeg er flyttet 4 gange på de 5 år, jeg har haft denne lidelse. Mit hus bad jobcentret mig sælge: “Du kommer sandsynligvis på kontanthjælp, så sælg dit hus nu, mens du kan”. Så jeg solgte huset og lejede et rækkehus i en nabo kommune. Det var et sted, hvor der boede mange kriminelle. Der kunne jeg alligevel ikke bo. Jeg købte derfor et mindre hus på landet, i fred og ro, men der kunne jeg heller ikke bo.

Det jeg ikke vidste dengang, men som jeg ved i dag: Jeg flyttede væk fra trusler, og traumer. I dag bor jeg 270 km længere væk, og har fået en del mere fred og ro, for her har jeg ingen minder fra traumer. Jeg havde jo isoleret mig fra næsten alt og alle, så jeg mistede jo ikke så meget ved at flytte….eller?

Medicinen ødelagde den smule liv, jeg havde

Mit helbred var i fare. Jeg var medicineret som en væddeløbshest. Jeg blev tykkere og tykkere og mere og mere passiv. Men det var nødvendigt at medicinere mig, for jeg ville tage mit eget liv. Jeg planlagde min egen død. Jeg kørte på Strandvejen, og da bilen kom i høj fart, og jeg var på vej ud mod vandet, kom jeg i tanke om, at bilen jo også var blevet solgt. Jeg tog farten af og kørte bilen hjem og blev indlagt på lukket afdeling samme dag.

Jeg havde så mange bivirkninger af medicinen, af den ødelagde den smule liv jeg havde. Jeg havde en dygtig læge som fik mig ud af min medicin. Jeg vejede 30 kilo mere end før, jeg blev syg. Det gjorde intet positivt for mit humør at se mit spejlbillede; En kvinde jeg ikke kunne genkende.

Nu tager jeg cannabis hver morgen i pilleform, og det gør at jeg har det bedre og bedre. Jeg er stadig medicinfri, og det vil jeg forblive.

Jeg har altid dyrket motion; fodbold og spinning. Det kan jeg ikke længere. Men nu lever jeg sundere, og de dage jeg har energi til det, får jeg også dyrket motion.

Min yngste søn kom til at betale prisen

Jeg var så syg, så jeg trak min yngste søn med ned. Han så en mor som stod i uniform og havde styr på alt og alles liv. Pludselig så han en mor, der sad og græd og kunne kun ligge i sin seng. Det var ham der handlede ind og passede mig. Jeg så det ikke engang.

Med ét vejede han 42 kg og var i fare for at dø. På sygehuset sagde de, at hans hjerte var ved og gå i dvale. Han var ved at dø. Han kom i behandling for spiseforstyrelse og kæmpede sig igennem gymnasiet. I dag er han universitetsstuderende og yderst velfungerende, men havde vi ikke fået hjælp fra vores egen læge, som hjalp ham i behandling, så havde min søn ikke været her i dag.

Jeg er en stolt mor, når jeg står bagved ham og ser det liv, han er ved at skabe sig.

Jeg er bange døgnet rundt

Min personlighed er ændret af de traumer, jeg har været igennem i mit arbejde. Før var jeg udadvendt og altid på farten: fuld af energi, styr på alt i mit liv. Nu går jeg ikke så tit ud. Gør jeg det, tjekker jeg om der er nogen, der kan skade mig. Jeg er bange døgnet rundt. Jeg lever alene og er hjemme de fleste timer af døgnet. Jeg har ikke energi til at være sammen med andre.

En daglig kamp

Jeg har fået en hund, så jeg kommer ud af mit hjem nogle gange om dagen. Jeg prøver at være positiv og holde et positivt livssyn.

Jeg kæmper for at finde ud af, hvem jeg er nu. Jeg kæmper dagligt med at holde mig selv i live. Jeg kender ikke mig selv længere, men er ved at lære mig selv at kende. Håber en dag jeg vil få det bedre, og at jeg kan få energi til at kunne leve sammen med et andet menneske.

I mit hjerte er jeg stadig deres mor

Jeg er ofte i tvivl om jeg stadig er mor for mine drenge. Jeg er om ikke andet så glad for at jeg først blev syg da de var blevet gamle nok til at tage vare på sig selv. Jeg tænker tit på, hvor heldig jeg var, at det ikke var mens de var små, jeg fik denne lidelse.

Jeg er taknemlig for at vi altid har rejst meget, og at jeg har været der for dem under deres opvækst. Kan godt se jeg ikke er til meget gavn for dem længere. Jeg er kun en skygge af mig selv, men i mit hjerte er jeg altid deres mor.

Jeg er meget taknemlig for at vi stadig er i live.

Opfølgning: Er nu hjemløs

Siden at jeg skrev dette indlæg, er det gået mere ned af bakke for mig. Jeg flyttede en 5. gang på 5 år. Jeg har så svært ved at finde ro nok til at leve ét sted. Jeg er skrevet op til en lejebolig flere steder, men jeg har ikke kunne få en bolig, som jeg kunne magte økonomisk, for alle mine flytninger har gjort, at jeg er forgældet. En del af lejeboligerne kan jeg slet ikke komme i betragtning til, for der kræves, at jeg er i arbejde i mindst 20 timer om ugen – så nu er jeg hjemløs.

Min arbejdsskade er stadig under behandling. Igen og igen skal der laves erklæringer. Det er meget opslidende. Jeg troede, at jeg ville få økonomisk hjælp, og hjælp til bolig og behandling efter et langt arbejdsliv, hvor jeg har arbejdet for at hjælpe andre mennesker i det offentlige.

Vil jeg have behandling kan jeg henvende mig i Psykiatrien, men de ribber op i mine traumer og giver mig medicin, og det kan jeg ikke holde til, og det er endelig lykkedes mig at blive medicinfri.

Jeg kæmper dagligt for at få det bedre. Det eneste jeg ikke kan forlige mig med er, at dem jeg hjalp til et bedre liv, har bedre muligheder end jeg har. Det synes jeg er yderst skræmmende.