Jeg får flashback og min hjerne går i stå

Opdateret 26. april 2020

Billedet viser en kvinde, der går i en tåge. Kapitlet handler om dissociation, når hjernen går i stå og flashback.

Nogen gange er det som om, at kun en del af mig er til stede. Jeg oplever det i det daglige, hvis jeg bliver overbelastet eller jeg udsættes for bestemte indtryk. Min hjerne kobler fra, mine ører lukker for indtryk eller jeg fyldes af dyb angst, sorg, vrede eller afsky. Det er flashback og dissociation. Jeg lider af både PTSD og Kompleks PTSD efter talrige traumer.

Ved kritik bliver mit syn og min hørelse indskrænket

Jeg er forfærdelig bange for at få kritik. Jeg kan sidde til et forældremøde og høre lærernes bedømmelse af mit barn. Hvis jeg får en følelse af, at der er meget kritik, er det som om at personen, der kritiserede mig eller min søn, er i fuldstændig centrum af min bevidsthed. Alt andet omkring mig bliver udvisket, som lå det i en tåge. Personen taler, men jeg forstår ikke det, der bliver sagt. Samtidig skyder tårerne op i øjnene på mig. Jeg kan næsten ikke kontrollere mine følelser. Jeg borer neglene ned i mine hænder og presser mine fødder hårdt mod jorden. Alle mine kræfter går til, at jeg prøver at få kontrol over mine følelser.

Mine følelser er overvældende

Jeg reagerer også meget følelsesladet, når jeg bliver konfronteret med død, sygdom og svigt af syge. Det bringer mig direkte tilbage til mine traumer. Ved at blive konfronteret med død, mærker jeg en dyb tristhed og sorg. Er der mishandling eller mennesker, som udviser ligegyldighed overfor børn og andre sårbares ve og vel, fyldes jeg af en voldsom vrede. Jeg hidser mig op og er rasende. Følelserne er overvældende, og jeg har svært ved at falde ned på jorden igen. Jeg undgår derfor så vidt muligt disse fortællinger. Jeg kan simpelthen ikke holde til disse følelsesudbrud.

Dyb kærlighed vækker sorg og angst

Når jeg føler en dyb kærlighed og ømhed til mine nærmeste får jeg desværre også flashback. Sorgen og angsten vælder op i mig. Jeg bliver så bange for, at de skal dø eller forlade mig.

Flashback når jeg ser noget, der minder om mit fagområde

Jeg har arbejdet indenfor et fagområde, som jeg var meget interesseret i. I forbindelse med mobning og meget stressende omstændigheder på en arbejdsplads, blev min PTSD og Kompleks PTSD aktiveret. Jeg blev uarbejdsdygtig og kan nu ikke tåle at høre og læse om mit fagområde. Jeg får det simpelthen psykisk dårligt af det.

Jeg får det også ubehageligt i hele kroppen og begynder at græde, når jeg ser flere byskilte eller offentlige skoler fra den kommune, som jeg arbejdede hos.

Afsky og foragt mod folk, der overskrider grænser

I rigtig mange år har jeg følt afsky, når jeg er blevet lagt an på. Det er såmænd ikke fordi, at jeg har noget imod sexakten. Jeg kan godt lide sex, men jeg kan ikke lide at blive lagt an på. Jeg føler trang til at skubbe min mand væk og føler afsky. En afsky, som jeg også har følt i mange år, når jeg har set mænd med poloshirts. Det er flashback fra, da jeg blev udsat for seksuel chikane på en tidligere arbejdsplads. Foragt og afsky har jeg også, når jeg møder nogen, som har svært ved at acceptere et nej. Jeg kan føle foragt, når jeg ser en hanhund hoppe op ad en mindre begejstret hunhund, eller når én af min søns kammerater spørger mig om noget, som er meget personligt for mig.

Lyde og tale fremkalder flashback

Når jeg bliver stillet et spørgsmål, som jeg føler, at der er en forventning om, at jeg svarer velovervejet på, så fungerer mine tanker ikke. Det er ikke ved alle spørgsmål. Faktisk ved jeg ikke, hvad det er ved spørgsmålene, der gør at jeg ikke kan tænke ordentligt. Jeg ved blot, at jeg desperat leder efter ordene og prøver at lyde fornuftigt, og at det slet ikke lykkes. Det er som om, at ord eller betoning af ord kan få min hjerne til at gå i tomgang. Det gør det meget svært for mig, at lyde bare en smule intelligent. Indvendigt føler jeg da også, at jeg intet interessant eller fornuftigt har at sige.