Min PTSD ændrede mig og min hverdag fuldstændigt

Det er en kæmpe omvæltning at gå fra at være rask og kunne arbejde til at blive kronisk syg og uarbejdsdygtig. Jeg har prøvet det, og det har taget mig en del år at få en hverdag, hvor jeg både tager hensyn til min PTSD, accepterer mine begrænsninger og samtidig laver noget, som jeg kan lide og som gør mig godt.

Daglige rutiner i et arbejdsliv

Da jeg kunne arbejde og være social med venner og familie, havde jeg nogle daglige rutiner, som jeg havde fået oparbejdet gennem mange år: Stå op på et bestemt tidspunkt. Få børnene givet morgenmad. Smurt madpakker. Sige farvel til familien. Køre på arbejde, hvor jeg så var i 7,5 timer, for så at køre hjem. Og så videre. Daglige rutiner som forsvandt fra den ene dag til den anden, da jeg blev invalideret med PTSD og Kompleks PTSD.

Invaliditet skabte kolossale ændringer i mit liv

At blive invalideret skabte en kolossal ændring i mit liv. Ikke nok med, at alle mine daglige rutiner skulle ændres fuldstændigt. Min personlighed var ændret af Kompleks PTSD. Jeg var også selv ændret og mine kompetencer var ændret. Intet under at jeg følte mig på herrens mark. Der er nu gået 8 år siden den dag, hvor mit liv ændrede sig på så mange områder. Den magtesløshed og usikkerhed om, hvem jeg var og, hvad der nu skulle ske, er heldigvis udskiftet med større klarhed.

Havde jeg værdi når jeg ikke kunne arbejde?

Dengang havde jeg ikke nogen fornemmelse af, hvem jeg var nu. Min identitet var slået i stykker. Jeg havde så meget identitet i mit arbejde. Det var der jeg opsøgte udfordringer. Det var der, at jeg brugte mange af mine faglige evner. Og det var der, hvor jeg fik tilfredsstillelse, når det lykkedes mig at lave noget der var kompliceret, givende for andre mennesker eller nyskabende. Det var også der, at jeg følte, at jeg havde værdi. Når jeg arbejdede med det jeg gjorde, så følte jeg, at jeg skabte værdi for samfundet – for andre mennesker. Det var det som, jeg var opdraget til af mine forældre, og som medierne havde fodret mig med i mange år: ”Du skal arbejde for at have værdi!”

Først skulle jeg bare overleve

Hvordan jeg kunne komme til at føle mig tilfreds og værdifuld, var ikke det første, jeg tænkte på, da jeg fra den ene dag til den anden dag ikke kunne arbejde. På det tidspunkt tænkte jeg bare på at overleve. At komme væk fra den giftige arbejdsplads, som jeg arbejdede på, hvor de behandlede mig så dårligt. At komme igennem sygedagpengeperioden uden at få det endnu dårligere psykisk. At få et økonomisk fundament under mig trods min sygdom. Jeg kæmpede og kæmpede for at holde mig selv oven vande.

Jeg fik fred og ro

Jeg fik den førtidspension, som jeg havde brug for og mit økonomiske fundament blev om ikke tilfredsstillende, så i hvert fald stabilt. Jeg vidste, hvad jeg havde. Kommunen jagtede mig ikke mere rundt i manegen for at arbejdsprøve mig. I stedet lå en hverdag foran mig, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Nu hvor det ikke var nødvendigt, at jeg kæmpede for at få ro og fred til mit anstrengte nervesystem, lå dagene åbne foran mig, og jeg kunne endeligt fokusere på, hvem den nye mig var, og hvad jeg kunne og ville.

Hvad skal jeg lave?

Umiddelbart lyder det vidunderligt, at alle dage ligger åbne foran én, og at jeg så kan putte det ind i dagene, som jeg har lyst til. Så enkelt var det ikke. Hvad skulle jeg lave? Godt nok var jeg ikke mere i stand til at arbejde på en arbejdsplads med chef og kollegaer, men jeg var ikke total hjernedød. Min hjerne havde brug for udfordringer. Jeg havde brug for noget at udskifte min tidligere arbejdsidentitet med.

Vigtigt at beskytte mig selv

Det var ikke nok for mig at finde ud af, hvad kunne lave nu. Det var endnu mere vigtigt, at jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne beskytte mig selv mod stress i mit nye liv, og det krævede, at jeg kendte mig selv og alle mine styrker og begrænsninger rigtig godt.

Siden jeg blev uarbejdsdygtig, havde jeg gået ved psykologer, som havde hjulpet mig i gennem mine traumer og som jeg hjalp mig til at få en bedre hverdag. Jeg havde fået det bedre uden af den grund at være helbredt. Min psykiske tilstand var kronisk, men jeg havde lært rigtig meget om mig selv, og hvad der var vigtigt for mig. Jeg havde også læst en masse om, hvad jeg fejlede. Jeg var godt på vej til at finde ud af, hvem jeg nu var, og hvordan jeg kunne beskytte mig selv.

Pligter og krav overvældede mig

Det store hvide, tomme lærred om, hvad mit liv nu skulle indeholde, blev efterhånden fyldt ud. Der var alt det, som jeg skulle lave. Det fyldte godt i kalenderen, fordi jeg er gift og har 2 børn.  Der er så meget i en husholdning, som skal laves og aftaler omkring børnene, og der er aftaler, som jeg blev nød til at overholde for ikke at forringe mit fysiske og psykiske helbred: Fysioterapi, psykolog, læge med videre. Det var overvældende for mig.

Jeg blev nød til at prioritere mine aftaler og praktiske opgaver. Jeg havde ikke energien til det og blev stresset af det mindste. I starten var min mand uforstående overfor, at jeg ikke kunne det, jeg kunne før. Han blev vant med den ændrede hverdag og accepterede, at jeg kunne holde til meget mindre end jeg kunne tidligere. At han måtte tage en stor del af læsset derhjemme, fordi jeg ikke kunne. Og nogen opgaver valgte jeg simpelthen at ignorere, for eksempel nullermændene i hjørnerne og roddet, der aldrig ophører ligegyldigt, hvor meget du rydder op, fordi børn roder.

Hvad kan jeg holde til?

Efterhånden lærte jeg at mærke efter inde i mig selv. Hvad kan jeg holde til, og hvad måtte jeg simpelthen lade være med at gøre? Jeg fik nogle rutiner ind i hverdagen, hvor jeg tog hensyn til mit helbred samtidig med, at jeg fik påtaget mig nogen af familiens pligter. Jeg mærkede efter om det jeg gjorde var godt eller skidt for mig, og det afvejede med, hvor vigtige opgaverne var. At tage vare på mine børn og deres behov var første prioritet uanset, hvordan jeg måtte have det.

Jeg måtte neddrosle mine ambitioner

Når livet ikke er andet end pligter slukkes lyset inde i mig. Jeg havde et fagligt tilfredsstillende arbejdsliv, og det er ikke tilfredsstillende for mig pludselig at gå hjemme og være husmor. Jeg havde nogle behov, der var hjemløse.

Jeg havde tidligere planlagt og udført meget store projekter som ingeniør. Det kunne jeg selvfølgelig ikke gøre mere, men mine ambitioner var ikke blevet mindre af den grund. Mine ambitioner blev jeg nød til at neddrosle til et realistisk niveau, som passede sammen med den energi, de kognitive evner og de psykiske begrænsninger, som jeg nu havde. Det var svært, og det var forbundet med meget stor sorg.

Sorgen over, at jeg ikke mere var den jeg var

Det tog mig mange år at komme mig over, at jeg ikke mere var den jeg engang var, og at jeg ikke mere kunne det jeg engang kunne. Jeg er ikke igennem sorgen. Jeg tror aldrig, at den helt forsvinder. Der er så meget, som jeg har mistet af mig selv, fordi jeg er blevet syg, og der er så meget, som jeg ikke kan mere. Når man siger til folk, at mulighederne ligger foran dem, så gælder det ikke for mig. Jeg kan se andre mennesker gribe muligheder og udfolde sig, mens mine udfoldelsesmuligheder er voldsomt begrænsede. Det er trist, men det er efterhånden noget, som jeg har accepteret. Det har nok taget mig 6 år at acceptere det, og jeg vil sige, at accepten har gjort mit liv meget nemmere.

Mine faglige ambitioner bliver tilfredsstillet

Jeg ved godt, hvad jeg kan holde til nu. Jeg ved, at jeg har brug for noget i mit liv, som gør, at mine faglige ambitioner bliver tilfredsstillet. Mine ambitioner kan stadig være store, og jeg kan have lyst til at gå i gang med mange projekter: Sætte orden i 10.000 fotos, skrive dybdegående artikler, eller lære at male med oliefarve. Det er projekter som giver mig en indre tilfredsstillelse. Jo større og mere komplicerede projekterne er, jo mere stolt er jeg. Det får mig til at føle, at jeg stadig godt kan. At min hjerne stadig er super. At jeg udretter noget, som er brugbart. At jeg er til nytte.

Jeg har noget at lave hver dag

Jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke kan det, jeg kunne engang, men jeg kan stadig noget. Ligegyldigt hvor stort et projekt forekommer mig, så ved jeg, at det består af tusindvis af dele, og at jeg kun behøver at tage en del af gangen. Der er ikke noget, som jeg skal nå. Der er ingen forventninger til, at jeg skal opnå noget. Var der det, ville jeg blive meget stresset. I stedet for giver projekterne mig en ny ”arbejdsidentitet”. Jeg har noget at lave hver dag. Ikke fordi jeg skal lave noget, men kan jeg holde til det, så ved jeg, at projekter giver mig glæde, selvtillid og mere indhold i min dag. Jeg føler jeg udretter noget.

Hvor meget, jeg ”arbejder” afhænger af mit energiniveau, min lyst og mit stressniveau. Har jeg for eksempel ikke lysten til det, kan 10 heste ikke trække mig i gang. Men ofte har jeg faktisk lysten til det, fordi jeg får det godt med mig selv, når jeg ”arbejder” med et af mine projekter.

Desperat efter noget at lave

Det sker, at jeg løber tør projekter. Ikke at jeg ikke kan finde på nogen, men mere det, at jeg ikke kan finde nogen projekter, som jeg er nok interesseret i. Er jeg ikke interesseret går jeg død. Det er som om, at min krop bliver en tung sæk kartofler og alt inde i mig stritter imod. Så kan jeg ikke noget. Jeg kan ikke holde til det, hvis det er noget, som jeg føler jeg skal eller bør gøre.

Når alle mulige projekter føles uinteressante, går jeg konstant og desperat rundt med tanker og ideer om, hvad jeg kunne lave. Alle muligheder undersøges og vurderes, og de falder hurtigt til jorden. Min interesse for et projekt skal være stor, før jeg går i kast med det.

At være i den limbo i månedsvis, hvor jeg ikke har nogle interessante projekter, får mig til at have det dårligt med mig selv. Dagene går bare, samtidig med, at jeg føler, at ikke får udrettet noget som helst i mit liv. Min selvtillid kravler ned ad, og jeg er rastløs og føler at mine dage mangler indhold. Sådan bliver det ved, indtil jeg finder et projekt, der fanger mig.

Brug for projekter, der holder mig i gang

Når jeg endelig finder mig et projekt, som engagerer mig, hager jeg mig fast til det. Endelig! Nu har jeg igen noget, som jeg kan lave og som giver mig noget positiv energi. Mine ideer er ambitiøse. Jo større projekt, jo længere tid går der inden, at jeg igen står projektløs og modløs med en følelse af, at min hverdag er enorm kedelig og indholdsløs.

Mit liv – mit ansvar

At være førtidspensionist er som at være selvstændig.  For at mit liv kan blive godt, bliver jeg nød til at have styr på, de ressourcer jeg har. Jeg bliver nød til at gøre noget for, at der sker noget. Og jeg skal tage ansvaret for mit liv. Ingen andre end mig skaber forandring og forbedringer. Hvis jeg ikke kæmper for mig selv, vil mit fremtidige liv blive sørgeligt og indholdsløs. Det er mig, der skaber hvad mit liv skal blive, og jeg vil ikke acceptere, at jeg får det værre end jeg allerede har. Jeg vil kæmpe for, at mit liv bliver smukt og rart – også selvom jeg ikke har de bedste kort på hånden.

Opdateret den