Indledning til bogen “Mit liv med Kompleks PTSD”
Opdateret 21. august 2025
Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.
Hele min krop skreg på hjælp, men ikke et ord kom ud af min mund. Min krop var låst fast til stolen, og mine øjne stirrede tomt på min kollega, som nonchalant spyede nedladende ord ud mod mig. Igen fortalte han mig om, alt det, som jeg ikke duede til. Inderst inde troede jeg på hans ord. Jeg blev nødt til at tage mig mere sammen, blive bedre og blive mere arbejdsom, og hvis jeg var endnu mere venlig, ville han måske være sød ved mig.
Jeg ville så gerne være tættere på ham og mine andre kollegaer, som knap nok ænsede mig, og jeg ville så gerne have, at min leder satte pris på mig og mit arbejde. Jeg gik ved siden af mig selv på de lange gange på arbejdspladsen. Jeg følte mig uønsket og værdiløs. Det var jeg vant med, og for hver dag, der gik, fik jeg udslettet mig selv mere og mere.
Efter 2 år med psykisk vold var jeg totalt nedbrudt. På min sidste arbejdsdag sneg jeg mig langs væggene. Ingen så mine tårer, som ustoppeligt løb ned af mine kinder. Jeg følte mig som luft, som ikke var værd at indånde.
Tiden på arbejdspladsen var lige så slem som nogle af mine værste traumer, og jeg havde haft mange. Jeg havde set min datter dø for øjnene af mig, og flere gange havde jeg været snublende tæt på selv at dø. Nu var jeg for anden gang i mit arbejdsliv blevet socialt traumatiseret. Jeg var blevet trådt på, usynliggjort, udstødt og med den efterfølgende fyring, blev jeg smidt ud af flokken. Alle mine symptomer fra tidligere traumer blev forstærket og kom til udtryk på én gang. Jeg var alvorligt retraumatiseret.
At mit arbejdsliv skulle ende sådan, stod ikke skrevet i kortene, da jeg 2,5 år tidligere startede på arbejdspladsen. Dengang var jeg tilfreds med mit liv og var fyldt op med selvtillid. Jeg havde lige fået mit drømmejob som energi- og klimamedarbejder, og så frem til en karriere, hvor jeg kunne gøre en forskel i verden og blive en af de bedste indenfor mit felt.
Virkeligheden ville have mig et andet sted hen. Jeg forstod ikke, hvad der skete med mig, da jeg stod uden job og havde fået en masse uforståelige symptomer. Naivt konkluderede jeg, at jeg bare havde fået stress, og at jeg snart ville vende tilbage til mit gamle jeg. Men hvordan kunne jeg det, når mine evner og min hverdag var vendt på hovedet, og jeg samtidig var bange for, at jeg eller mine børn pludselig ville dø? Det kunne jeg heller ikke. Jeg havde fået Kompleks PTSD.
Vejen til at få en diagnose var udmattende, og fejldiagnostiseringer retraumatiserede mig. I diagnosen Kompleks PTSD så jeg endelig den nye person, jeg var blevet til. Jeg brød mig ikke om, hvad jeg så og kunne ikke acceptere mit nye jeg. Det tog år, før accepten kom.
Hvem var jeg nu? Hvordan kunne jeg leve videre med de symptomer, som var en del af Kompleks PTSD? Jeg forstod ikke symptomerne, og hvorfor de forpestede mit liv.
En lang rejse tog sin begyndelse. Hver dag måtte jeg tage mig sammen til at forstå mine symptomer og kæmpe for at få det bedre, for hvad var alternativet? Der var intet alternativ, for jeg havde det uudholdeligt. Her flere år senere har jeg det meget bedre. Jeg lever med Kompleks PTSD. Det er en del af min personlighed, men jeg er så meget andet end det. Jeg er Pia.
Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.
Kilder
Stadtmann M. P., Maercker A., Binder J. & Schnepp W. (2018). Research article: Why do I have to suffer? Symptom management, views and experiences of persons with a CPTSD: a grounded theory approach. BMC Psychiatry. 2018. 18:392.
