Blev truet og var vidne til overfald på jobbet

Opdateret 29. marts 2022

I sommeren 2007 – helt nøjagtig, den 10. juli 2007, var jeg vidne til, at min kollega blev overfaldet af en borger, og jeg selv blev jeg truet af ham ved flere lejligheder. Dette skete få måneder efter, at jeg startede i et lovpligtigt aktiveringstilbud i Jobcenter Næstved.

En mand ville tale med sin kones sagsbehandler

På denne dejlige og rolige sommerdag var der kun én kollega og jeg i jobbutikken. Lidt op ad formiddagen kom der en familie af anden etnisk baggrund ind ad døren; mand, kone, og en datter på ca. 10-11 år. Datteren skulle fungere som tolk for manden, da han ikke talte særligt godt dansk. Manden var vred og forlangte at komme til at tale med sin kones sagsbehandler. Jeg forsøgte at forklare manden, at han ikke uden en forudgående aftale, kunne komme til at tale med sagsbehandleren, hvorefter manden kun bliver endnu mere vred og begynder at virke truende.

Cheferne ville ikke tale med den vrede mand

Efter lidt samtale frem og tilbage, uden vi kom nogen vegne, og hvor manden blev mere og mere vred og ophidset, forlangte manden at komme til at tale med en overordnet. Jeg forsøgte at finde en chef, der kunne tale med manden. Jeg fandt ingen chef, som ville tale med borgeren, men en anden kollega var venlig at gøre et forsøg. Min kollega, som også er af anden etnisk baggrund, tog en snak med manden.

Det viste sig, at manden var meget sur og vred over, hans kone skulle i aktiveringstilbud. Dette ville han ikke acceptere, da hans kone skulle gå hjemme og passe på hus og børn. Min kollega, som havde indvilliget i at hjælpe, forsøgte at tale med og forklare manden, at sådan var lovgivningen strikket sammen, men dette gjorde kun manden endnu mere vred og ophidset. Samtale niveauet blev højere og højere, og samtalen foregik på en kombination af dansk og arabisk.

Manden forsøgte at kvæle min kollega

Pludselig – som et lyn fra en klar himmel – overfaldt manden min hjælpsomme kollega. Den anden kollega som var sammen med mig i jobbutikken, løb straks ud ad lokalet. Selv stod jeg chokeret tilbage, og så lamslået på slåskampen, der endte med, at den ophidsede mand sad ovenpå min kollega med sine hænder rundt om hans hals. Min kollega kæmpede for at komme fri, men manden holdt fast og jeg så, hvordan min kollegas øjne langsomt bliver mere og mere røde, og at han ikke kunne få vejret.

Jeg fik råbt på hjælp og fik ringet efter politiet. Øvrige kollegaer kom farende og fik dem skilt ad. Politiet ankom også, og manden truede mig. Det var jeg ikke i tvivl om, at han gjorde, selvom han talte arabisk, og jeg derfor ikke forstod, hvad han sagde.

Befandt mig i en lufttom osteklokke

Det var som om, at jeg var lukket inde i en lufttom osteklokke. Jeg var i chok.  Det er ikke hverdagskost for mig at se et andet menneske blive overfaldet og være ved at blive slået ihjel. I meget lang tid efter hændelsen, befandt jeg mig i min osteklokke. Jeg var angst og utryg, når jeg kørte på job, og jeg var bange og utryg, når jeg sad i jobbutikken, skulle tage telefoner osv.

Det viser sig senere, at manden var meget psykisk syg og havde tilknytning til psykiatrien på Næstved Sygehus.

Kollegaer holdt trusler hemmelige for mig

I tiden efter modtog Jobcenter Næstved telefoniske trusler fra manden om, hvad han ville gøre; slå ihjel, ildspåsættelse, mv. Flere gange har psykiatrien kontaktet jobcentret med advarsel om hans adfærd. Disse oplysninger gjorde det absolut ikke nemmere for mig at være på arbejdspladsen, og slet ikke, da jeg opdagede, at mine kollegaer samtidig forsøgte at holde telefontruslerne hemmelige for mig. Så i resten af perioden for mit aktiveringstilbud som ansat i offentligt løntilskud, var jeg bange, angst og deprimeret.

Hver gang døren gik op, holdt jeg udkig med, hvem der kom ind. Jeg undgik at tale med alle borgere af anden etnisk baggrund, og jeg undgik alle borgere som jeg vidste tidligere havde været højrøstet og truet personalet osv. Det var et mareridt for mig at være på arbejde. Jeg blev mere og mere indadvendt, holdt mig for mig selv, var ikke glad længere, var bange og angst, og meget andet. Så da løntilskudsperioden var slut i oktober, var det faktisk en lettelse, men der gik ikke ret længe efter, så blev jeg sygemeldt af min læge med meget svær depression.

Tre år efter fik jeg diagnosen PTSD som følge/konsekvens af denne hændelse, og få år senere fik jeg tilkendt førtidspension.