Ved at skrive lærte jeg mig selv at kende
Opdateret 28. oktober 2026
Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.
Da jeg først startede i terapi, vidste jeg ikke meget om, hvad der skete inde i mig selv. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg havde det dårligt og havde svært ved at fungere i min hverdag. Mine følelser og tanker var godt skjulte inde i mig. Under min terapi blev jeg opfordret til at skrive dagbog.
Det blev en dagbog, som jeg skrev i, når jeg havde det skidt. Ved at skrive om, hvordan jeg havde det, og ukritisk skrive, de tanker ned, som dukkede op fra mit indre, fik jeg adgang til min indre verden og årsagen til, at jeg havde det skidt.
Jeg vidste godt, at jeg havde tanker, hvor jeg nedgjorde mig selv, men nu lærte jeg disse tanker at kende, og jeg genkendte dem som en kritisk stemme, som jeg gentagne gange havde hørt i den fysiske verden. Det var ”min indre kritiker”. Når den havde nedgjort mig, blev jeg gerne trist, angst eller endda skamfuld. Jeg følte mig som et lille barn, der fik skældud. Det var ”mit indre barn”.
Jo mere jeg skrev om forholdet mellem ”min indre kritiker” og ”mit indre barn”, jo mere lærte jeg at forstå mine reaktioner på, hvad der skete i den ydre verden. Jo mere fornuftig, min terapi gjorde mig jo mere, formåede jeg også at konfrontere min indre kritiker, så jeg og ”mit indre barn” ikke fik det dårligt.
Jeg har skrevet “dagbog” i mange år. I flere år har jeg brugt det i min terapi og til at forstå mig selv. Lige nu gør jeg det ikke så ofte. Når jeg tager mig sammen til at gøre det, er det imidlertid meget givende for mig. Det at skrive dagbog, når jeg har det skidt eller reagerer på en måde, som jeg ikke umiddelbart kan forstå, giver mig et stort indblik i, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Jeg får styr på mine tanker og følelser, også dem, som er gemt godt inde bagved, og som kun kommer tydeligt frem, når jeg aktivt og ukritisk lader stemmer og tanker flyde. Når det sker, ved jeg, hvad det er, der sker med mig og kan gøre noget ved det.
