Jeg fik diagnosen Kompleks PTSD

Opdateret 21. august 2025

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Min Kompleks PTSD kom fuldt til udtryk, da jeg brød sammen på min sidste arbejdsplads efter 2 års mobning. Jeg havde et væld af symptomer, som jeg ikke kunne forbinde med nogen diagnose. I halvandet år vidste jeg ikke, hvad der skete med mig. Det var belastende for mig ikke at vide, hvad jeg fejlede, men endnu værre, at jeg gang på gang fik diagnoser, som jeg ikke kunne se mig selv i.

Det burde ikke være en kamp at få den rigtige diagnose, men det var det for mig. Kompleks PTSD er en forfærdelig lidelse, som tærer på ens kræfter. Det var ikke ressourcer, jeg havde mest af, men med vedholdenhed lykkedes det til sidst for mig at få stillet en diagnose, som jeg kunne se mig selv i.

Diagnosen Kompleks PTSD

Han sagde, jeg havde stress og var særlig sensitiv

“Du har fået stress”, sagde min kollega, da jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det. De sidste 2 år havde været meget hårde ved min psyke, og en dag kollapsede jeg på arbejdet. Jeg kunne ikke mere. Det var i 2012.

Jeg havde frem til den dag aldrig haft nogle psykiatriske diagnoser, men jeg havde haft et liv med mange traumer, som havde påvirket min psyke. Jeg var klar over, at jeg skulle passe på mig selv, så efter hvert traume havde jeg taget et forløb hos en psykolog for at få traumet talt igennem. Efter et sådant forløb, var jeg klar til at fortsætte med mit arbejdsliv, og hvad jeg ellers foretog mig.

Denne gang valgte jeg at få terapi ved en arbejdspsykolog, som var tilknyttet min fagforening. Hos ham fik jeg mange gode snakke og ideer til, hvordan jeg kunne få det bedre. Han mente, ligesom mig, at jeg havde fået stress, og at jeg ville være tilbage på arbejdsmarkedet efter 3 måneder: “Der er mange, der er følsomme ligesom dig, og som har brug for ro, struktur og at passe på sine tanker. Det er mit indtryk, at du er særlig sensitiv. Jeg kan ikke forestille mig, at du fejler andet, for du har styr på både dit arbejdsliv og familieliv.”

Selvom man har Kompleks PTSD, kan man godt have et højt funktionsniveau indenfor arbejde og uddannelse. Når man er vedholdende og effektivt præsterer under uddannelse og på job, kan man føle, at man har ret til at eksistere, og at man er en del af samfundet. (Stadtmann M. P. et al., 2018)

Jeg havde det rart med, at jeg ikke var alene om at have det, som jeg havde det. Efter et par måneder var arbejdspsykologen imidlertid ikke så sikker i sin sag. Han havde regnet med, at min stress var aftaget, og det var den ikke.

Er det DESNOS eller Kompleks PTSD, jeg har?

Jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg fejlede noget andet end stress, men måtte erkende, at mine symptomer ikke forsvandt ved, at jeg gjorde alle de ting, som min arbejdspsykolog sagde. Jeg fik det bedre ved at lave afspændingsøvelserne, få struktur på min hverdag og analysere mine tanker, men mine symptomer forsvandt ikke. Jeg kunne godt se, at der måtte være noget andet galt med mig, og jeg ville finde ud af, hvad det var, så jeg kunne få en behandling, der virkede. Derfor begyndte jeg ved en psykolog med det formål, at jeg ville have en diagnose. Han var autoriseret specialpsykolog i psykoterapi og klinisk psykologi. Det sidste gjorde, at han havde kompetencer indenfor udredning af psykiske lidelser.

Jeg fortalte ham hele min livshistorie, og efter mange samtaler og flere personlighedstests, kom han med sin konklusion:

“Man kan ikke diagnosticere bagud i tiden. Skulle jeg alligevel fortælle noget om din adfærd i 20érne, så vil jeg vurdere, at du har haft en blandet personlighedsforstyrrelse med elementer fra henholdsvis borderline og histrionisk personlighedsforstyrrelse.” Jeg så overrasket på ham. Han fortsatte: “Da du gik ved en psykolog i starten af 30érne, lykkedes det dig at få styr på impulsiv og emotionel, ustabil adfærd.”

“Så jeg har ikke en sådan personlighedsforstyrrelse mere?”, spurgte jeg håbefuldt.

“Nej, men du har nogle andre. Du har træk fra den tvangsprægede personlighedsforstyrrelse, og du er domineret af træk fra den ængstelige personlighedsforstyrrelse…”

“Så jeg har alligevel en personlighedsforstyrrelse?” Jeg så skeptisk på ham.

“Det, jeg vil sige, er, at du har været udsat for nogle omstændigheder i dit liv, som rækker ud over din personlighed. Derfor vil jeg give dig diagnosen F62.9. Det er en uspecificeret personlighedsændring grundet exceptionel katastrofebelastning. I den diagnose er der også dem, der har været i koncentrationslejr eller fået tortur. Dødelige sygdomme er ikke nævnt eller at miste en tvilling, men det er en del af det.” Han så ned i sine papirer, mens han bladrede en side frem. Diagnosen, F62.9 indeholder for dit vedkommende også F61, som er en forstyrret personlighedsstruktur, og den indeholder F43.8 og F43.9, som er vedvarende belastning. Jeg vil også sige, at du har Kompleks PTSD, generaliseret angst og ekstrem stress.”

Jeg var mundlam. Psykologen fortsatte: “Udadtil har du styr på tingene. Det er det, som omgivelserne ser, så det tror de, du har. Følelsesmæssigt ser det anderledes ud. Du har et kæmpe behov for at styre det hele for at holde dine følelser under kontrol.” Han rømmede sig og så igen ned i sine papirer. “Det, du har oplevet, har ændret din opfattelse af dig selv. I stressede situationer vil du aktivere de personlighedstræk, som du ved, fungerer, eller dem, som du ved fungerede tidligere.” Han lagde papirerne fra sig på et bord. “I Amerika har de foreslået en diagnose til deres diagnosesystem, som de kalder DESNOS (Disorder of Extreme Stress, Not Otherwise Specified). Det, du fejler, kan mest relateres til den diagnose og Kompleks PTSD.

Kompleks PTSD kan komme i alle aldre, men hvordan det kommer til udtryk, afhænger af, hvor man er i sin udvikling. (World Health Organization, 2024, 6B41)

Jeg gik fra psykologen med en overbevisning om, at jeg var totalt vanvittig. Mig, der ikke tidligere havde haft diagnoser, og lige pludselig fik jeg slynget alle mulige diagnoser i hovedet.

Da jeg kom hjem, satte jeg mig straks ved computeren og søgte information om de diagnoser, psykologen havde talt om. Jeg søgte og læste og kunne genkende mig selv i både Kompleks PTSD og DESNOS. Alligevel klæbede tvivlen til mig som chokolade på en tumlings fingre. ”Har jeg virkelig de diagnoser? Er det ikke bare noget piberi? Så slemt er det vel heller ikke, det jeg har oplevet.” Tankerne skød i mange retninger. “Er det mon ikke bare almindelig stress?” ”Kan jeg få det bedre?” ”Hvad bringer fremtiden mig?” ”Bliver jeg afhængig af det offentlige resten af mit liv?” Jeg følte ikke, at jeg har ret til at få denne diagnose.

Jeg syntes ikke, at jeg havde ret til at være syg og være en belastning for systemet. Jeg var også bange for, at jeg i fremtiden ville være afhængig af et inkompetent behandlingssystem. At jeg ville være en prøveklud for behandlere, der ikke vidste, hvad de gjorde. På mange måder prøvede jeg at benægte, at jeg fejlede noget så slemt, for jeg kunne læse, at behandlingsmulighederne for DESNOS og Kompleks PTSD var med ringe virkning.

Havde jeg en personlighedsforstyrrelse og stress?

Få måneder senere valgte min sagsbehandler i min sygedagpengesag, at hun havde brug for en speciallægeerklæring for at kunne vurdere, hvilken behandling der kunne forbedre min tilstand.

I halvanden time var jeg hos en psykiater, som kommunen havde valgt. Jeg fortalte min historie, og han fortalte, at jeg havde en forstyrret personlighedsstruktur og de klassiske symptomer på stress. “Det er ikke at sammenligne med almindelig stress. Ved dig skyldes det en langvarig, psykisk belastningsreaktion. Når sagsbehandleren aktiverer dig, er det derfor vigtigt, at hun undgår alt det på din tidligere arbejdsplads med kollegaerne og lederen, som bragte dig i den her situation.” Jeg nikkede. Han smilede til mig. “Det vil tage dig lang tid at blive, som du var tidligere. Faktisk er det ikke sikkert, at du kan komme ud i ordinær beskæftigelse igen. Jeg tror, du har brug for et skånsomt job, hvor der tages hensyn til din sårbare personlighed.”

“Okay”, lød det mistroisk fra mig.

“Det, du har været ude for, har forstærket din personlighedsforstyrrelse.” Han holdt en pause. “Din personlighed har været forstyrret siden ungdomsårene. Alle de traumer, du har haft, er blevet bygget ovenpå, så du har fået en ophobning af belastning.”

“Min psykolog har sagt, at jeg har en vedvarende personlighedsændring. Han kalder det også Kompleks PTSD.”

Han rystede på hovedet. “Det vil jeg ikke sige, for jeg mener, at din personlighed var forstyrret inden da. Din psykolog bruger også et andet diagnosesystem, end jeg gør. Jeg bruger ICD-10.” Han holdt en pause. “Det er i bund og grund det samme, vi mener. Du kan godt sige, at det er Kompleks PTSD, du har. Der er ingen grund til, at du ændrer din opfattelse.

Efter besøget hos psykiateren sammenlignede jeg det min psykolog, og psykiater havde fortalt mig. Jeg blev enig med mig selv om, at overordnet set, så var de enige i deres betragtninger. Forskellen var blot, om jeg havde en personlighedsforstyrrelse, da jeg blev udsat for belastninger, eller jeg var blevet helbredt af min psykolog i mine unge dage. Jeg hældte nu mest til min psykologs diagnoser. Jeg havde haft mange timers snak med ham, og han havde personlighedstestet mig for, hvordan jeg var nu, og hvordan jeg var i 20érne.”

Tankerne blev dog ved med at kværne i mit hoved. “Havde jeg nu fået sagt alt det rigtige til ham?” Jeg kunne hurtigt komme i tanke om noget, som jeg havde glemt at sige eller uddybe. Den næste dag ringede jeg til psykiateren for at uddybe mine betragtninger. Efter samtalen studsede jeg over min egen adfærd. “Det er ikke normal adfærd, Pia.” Jeg tænkte videre over det. Jeg var så bange for ikke at blive set som den, jeg var. At jeg blev misforstået, eller ikke havde fået formuleret mig ordentligt. Blev jeg fejlbehandlet, kunne jeg blive sendt ud i noget, jeg ikke kunne klare. Jeg måtte hele tiden være på forkant.

Få uger senere var jeg til møde ved min sagsbehandler ved Kommunen. Hun havde modtaget en speciallægeerklæring fra psykiateren. Jeg var meget spændt på, hvad han havde skrevet, men også bekymret.

“Undertegnede fandt, at det rent diagnostisk var tale om en forstyrret personlighedsstruktur af blandet type med såvel evasive (undvigende) som emotionelle, ustabile personlighedstræk, som havde været forstærket i forbindelse med de multiple psykiske belastninger, som hun har været udsat for de seneste 11 år. Der udover fandt undertegnede, at hun havde udviklet psykisk belastningsreaktion med PTSD-symptomer og depressionssymptomer…”

“Prognosen for den psykiske lidelse er overordentlig dårlig, og der kan ikke peges på yderligere behandlingsmuligheder, som vil kunne bedre den psykiske tilstand…”

En psykiater eller kvalificeret psykolog bør vurdere, om man har diagnosen Kompleks PTSD eller en diagnose som PTSD eller emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline). (Maercker A. et al., 2022)

Et chok bølgede gennem min krop, da jeg læste ordet emotionelt ustabil. “Jeg har bestemt ikke borderline! Ikke at der er noget galt med den diagnose, men den her beskrivelse af mig passer ikke. Jeg vil give ham ret så langt, at jeg har en noget ængstelig personlighedsstruktur, men så går den ikke længere,” fnøs jeg. “Og har jeg kun PTSD-symptomer? Det kan sgu ikke passe. Med alle de traumer, som jeg har været udsat for, så må jeg som et minimum få diagnosen PTSD, og den har han ikke givet mig. Han har givet mig diagnosen psykisk belastningsreaktion. Det er noget af en underdrivelse.”

Jeg var så vred, at jeg skælvede. Psykiaterens speciallægeerklæring lå nu i min sagsmappe, og der ville den altid blive. Jeg ville således blive stemplet, som om jeg havde borderline, selvom mine symptomer skyldtes traumer.

Endelig sagde en psykiater, at jeg havde Kompleks PTSD

Jeg havde det forfærdeligt med fejldiagnosen hos psykiateren og gjorde mit for at skabe kontrol over situationen. Jeg fik skrevet min mening om diagnosen på forsiden af speciallægeerklæringen i min sagsmappe, men vidste godt, at jeg nok ikke fik meget ud af det. I stedet for søgte, jeg efter en psykiater, som havde specialiseret sig i PTSD, og som ikke havde noget forhold til Kommunen. Jeg fandt en af landets bedste psykiatere indenfor traumer. Hun havde ikke et ydernummer, så jeg skulle selv betale for hendes arbejde.

Jeg bad hende om at diagnosticere mig grundigt. Min sidste psykiater havde vurderet min sygehistorie på 1,5 timer. Det syntes jeg, var alt for lidt tid. Som jeg havde gjort, ved specialpsykologen tidligere, fortalte jeg uddybende om alle mine traumeoplevelser, min barndom og alle mine symptomer. Jeg fortalte hende også, hvad min tidligere psykiater havde fortalt mig.

Hun rystede på hovedet. “Diagnosen Blandet personlighedsforstyrrelse kan han ikke give dig, når du har været ude for alle de belastningssituationer, og når han ikke har lavet tests på dig. Han kan heller ikke give dig Tilpasningsreaktion. Jeg vil sige, at man skal være nærmest blind, for ikke at se, at du har PTSD, når man ser på din traumeliste.“

Hvis det vurderes, at en patient opfylder betingelserne for både en personlighedsforstyrrelse og Kompleks PTSD, anbefaler WHO, at man som hovedregel kun anvender Kompleks PTSD‐diagnosen, medmindre der findes symptomer på personlighedsdysfunktion, der ikke kan beskrives tilstrækkeligt ud fra denne diagnose. (Mikkelsen L. B. et al., 2022, s. 3)

“Hvad med generaliseret angst, som specialpsykologen sagde, jeg havde?”

“Det er ikke sikkert, at du har generaliseret angst, da det er helt forståeligt, at du går rundt og bekymrer dig med det, du har oplevet.”

Jeg nikkede enigt. “Mener du, at mine jobs har haft betydning for, at jeg fik PTSD? Det mener jeg selv.”

“Du fik PTSD i forbindelse med den seksuelle chikane. Det var en PTSD, som gjorde, at du stadig kunne arbejde på fuld tid som ingeniør, men jeg kan høre på din fortælling, at du var stærkt påvirket af det samspil, der var mellem direktøren, lederne, kollegaer og dig. Det var med til at give dig en vedvarende personlighedsændring. Da du så var på din seneste arbejdsplads, var miljøet så ringe, at din PTSD blev så meget værre, at du til sidst ikke mere var i stand til at arbejde.”

Psykiateren gav mig en lang række personlighedstests, som jeg skulle udfylde.

“Som ekspert i PTSD og med grundigt arbejde, så må hun kunne vurdere mig rigtigt,” tænkte jeg, mens jeg stadig var fuld af skepsis.

Symptomer på Kompleks PTSD kan komme til udtryk på alle tidspunkter i livet og starter typisk, i forbindelse med at man bliver udsat for kronisk traumatisering eller gentagne traumatiske begivenheder eller er blevet gjort til offer hen over måneder eller år. Det er imidlertid vigtigt at påpege, at disse traumetyper er risikofaktorer og ikke er påkrævet for at få diagnosen Kompleks PTSD. (Maercker A. et al., 2022, s. 61)

Psykiateren blev klar med sin diagnose, og jeg var spændt på hendes resultat, men også bange. Jeg havde efterhånden fået så mange diagnoser at vide, at jeg havde svært ved at forestille mig, hvad hun ville sige. Selv var jeg overbevist om, at jeg havde Kompleks PTSD, men jeg var trods alt ikke psykiater.

“Når jeg ser samlet på de reaktioner, som du har haft på dine traumer og arbejdspladser og dine symptomer den dag i dag, så kan jeg se, at du har Kompleks PTSD,” lød det fra psykiateren. Jeg åndede lettet op. “Du har været udsat for meget af mænd, som har misbrugt din tillid, og så har du traume ovenpå traume i dit voksenliv. Disse oplevelser har samlet set ændret din personlighed. Hvis vi ser på det her diagram” – hun rakte et søjlediagram hen over bordet – “så kan du se, du har symptomer fra næsten alle personlighedsforstyrrelser.”

“Hvad siger du?” Jeg var ved at falde bagover på min kontorstol.

“Udformningen er helt normal, når man har PTSD og har været i en konstant overlevelsestilstand i mange år.”

Jeg så ned over diagrammet og konstaterede, at jeg havde et meget højt angstniveau, men blev også lettet, da jeg så, at jeg ingen symptomer havde indenfor den dyssociale, histrioniske og emotionelt, ustabile personlighedsforstyrrelse.

“Udover Kompleks PTSD vil jeg også give dig diagnosen Vedvarende personlighedsændring efter katastrofeoplevelser. Den dækker alle de symptomer, som du har slået ud med i diagrammet.”

Jeg så igen på diagrammet, mens jeg pegede på kolonnen for paranoid personlighedsforstyrrelse. “Betyder det, at jeg er paranoid.”

“Nej. Det er naturligt, at du er mistroisk, for du har været i situationer, hvor andre mennesker ikke har behandlet dig godt nok.”

Jeg åndede lettet ud. “Hvad med den tvangsprægede.” Jeg pegede på en søjle i diagrammet.

“Nej. Du har kun træk derfra. Du går ikke op i regler, og du er heller ikke perfektionist indenfor alt. Der er gerne et mål med det, når du er grundig. Dine erfaringer har lært dig, at du ikke kan stole på mennesker.”

Jeg tog min lange liste med mine symptomer frem og vingede symptomer af, efterhånden som jeg fik at vide, at de var en del af mine diagnoser. Endelig kunne jeg se mig selv i mine diagnoser. En følelse af fred gennemstrømmede min sjæl.

At få diagnosen Kompleks PTSD og acceptere diagnosen kan få én til at føle, at man har en form for kontrol over diagnosen, og mindske ens risiko for at føle sig stigmatiseret. (Stadtmann M. P. et al., 2018)

Diagnoserne, som stod i min speciallægeerklæring, var 43.1 Posttraumatisk stress forstyrrelse og 62.0 Vedvarende personlighedsændring efter katastrofeoplevelser. Det er diagnoser, som er i diagnosesystemet ICD-10 fra WHO. Hun skrev også, at jeg havde Kompleks PTSD. Der var dog ikke nogen diagnosekoder tilknyttet, for Kompleks PTSD blev først en diagnose i det efterfølgende diagnosesystem, ICD-11, flere år senere.

Jeg fortsatte med at komme hos min psykiater, hvor jeg forgæves prøvede forskellige former for medicinsk behandling. Da det var tid til, at der skulle udarbejdes en ny speciallægeerklæring, foreslog min sagsbehandler, at vi gjorde brug af min psykiater, da hun kendte mig godt i forvejen. Det var jeg meget glad for. Endelig ville min sagsmappe indeholde min rigtige diagnose.

Diagnosen Kompleks PTSD fra ICD-11 er baseret på væsentlig evidens og er understøttet af valid forskning fra forskellige lande og kulturer. (Maercker A. et al., 2022)

Diagnosen Kompleks PTSD fra ICD-11 bygger ovenpå diagnosen i ICD-10 – “Vedvarende personlighedsændring efter katastrofeoplevelser.” (Maercker A. et al., 2022, s. 61)

I ICD-11 er Kompleks PTSD og PTSD to forskellige diagnoser. En person kan blive diagnosticeret med PTSD eller Kompleks PTSD, men ikke begge dele. (Brewin C. R., 2019, 4)

 

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

 

Kilder

Brewin C. R., (2019). Article posted online: Complex post-traumatic stress disorder: a new diagnosis in ICD-11. BJPsych Advances.

Maercker A., Cloitre M., Bachem R., Bohus M., Hitchcock C., Khory B. & Schlumpf Y. R. (2022). Seminar: Complex post-traumatic stress disorder. Lancett. 2022; 400: 60-72.

Mikkelsen L. B., Felding S. & Back B. (2022) Forskelle og ligheder ved kompleks PTSD og personlighedsforstyrrelse. Ugeskrift for læger. 2022.184:V0610517.

Stadtmann M. P., Maercker A., Binder J. & Schnepp W. (2018). Research article: Why do I have to suffer? Symptom management, views and experiences of persons with a CPTSD: a grounded theory approach. BMC Psychiatry. 2018. 18:392.

World Health Organization. (2024). ICD-11 for mortality and morbidity statistics. 6B41 Complex post traumatic stress disorder. 2025-01.

World Health Organization. (2024). ICD-11 for mortality and morbidity statistics. 6B40 Post traumatic stress disorder. 2025-01.