Jeg får en anden identitet, når jeg får flashback

Opdateret 9. juli 2026

Jeg har Kompleks PTSD, men når jeg får et flashback er det ikke kun som om jeg oplever et traume igen. Jeg skifter også væremåde, følelsesliv, kropssprog mv. Jeg skifter identitet. Ofte bemærker jeg det ikke, for jeg er stadig mig, men gennem årene har jeg undret mig. Jeg skifter mellem flere identiteter – nok 10 % af tiden. Det er ikke normalt. Mine identiteter er meget forskellige og tjener forskellige formål.

Mine flashbacks ændrer mig

Jeg har mange flashbacks fra min barndom, hvor jeg manglede omsorg og blev udsat for følelsesmæssig vold fra mine forældre. Det har været med til, at jeg fik diagnosen Kompleks PTSD. ”Det var bare flashbacks,” tænkte jeg gerne, når de var overstået. Med tiden har jeg fundet ud af, at de er mere komplekse end det. Det er ikke bare mig, som under et flashback føler, at jeg er tilbage til dengang, hvor min mor nedgjorde mig, og til de følelser jeg havde dengang. Det er også mig, som er som et helt andet menneske, end jeg er nu.

I det meste af mit daglige liv, er jeg en ganske fornuftig kvinde, som har rimelig styr på tingene, men som også er præget af symptomer fra Kompleks PTSD. Ved mange af mine flashbacks er jeg en anden. Jeg tænker anderledes, opfører mig anderledes og har et helt andet kropssprog, og sådan kan jeg have det i timevis – i nogen tilfælde i dage eller ugevis. Det er afhængig af, om jeg befinder mig i en situation som under langvarig traumatisering.

Jeg er mig, og så alligevel ikke

Under et sådan flashback har jeg aldrig følt mig som en anden person. Jeg har følt mig som ”mig”. Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg snakker og tænker, så er det ”mig”, der gør det. Men jeg har de sidste år opdaget, at min adfærd, tankemønstre, tale og følelser er væsentligt forskellige fra, hvordan de plejer at være. Jeg er mig, og så alligevel ikke.

Jeg har andre måder at være på. Ikke ligesom, at jeg spiller forskellige roller afhængig af, hvem jeg er sammen med, og i hvilke sammenhænge jeg er. Jeg har forskellige identiteter. Jeg kan blive trigget af noget, som ligner en traumatisk situation, som jeg oplevede i barndommen. Det skaber et konkret skift i identitet.

Et skift i alter identitet

Pludselig er jeg en person, der er fuld af selvværd, som er rap i kæften og meget direkte. Min kropsholdning er også ændret fra at være en forsigtig person, der kan med de fleste, har jeg rank ryg, hævet næse og er meget markant i mine holdninger. Denne attitude har jeg og jeg føler i situationen, at jeg er i min gode ret til at være sådan. Når jeg er i den identitet har jeg det rigtig godt med mig selv, er fuld af humor, men er også noget arrogant og kan nemt komme op at skændes med folk.

90 % af tiden er jeg forsigtig og fornuftig

Sådan er et almindeligt flashback ikke. Jeg kan godt se, at mit skift i identitet er en alvorlig dissociativ reaktion. Jeg læser, at man kalder disse identiteter for alter identiteter, andre jegér, bevidstheder, dele mv. Jeg har taget et dybt blik ind i mig selv, og fundet ud af, at jeg havde alter identiteter. Jeg er, som jeg sidder her, også selv en af slagsen. Som jeg er her og nu, er jeg nok 90 % af tiden. Denne meget fornuftige, forsigtige, intellektuelle person, som ikke gør så meget væsen af mig selv. Man kunne så foranlediges til at tro, at jeg mest må føle mig som mig selv, når jeg er denne identitet. Det gør jeg ikke. Ligegyldig hvilken identitet, som bestemmer over min krop, føles den som mig.

En meget kritisk identitet

Når jeg er sammen med mennesker, som ikke behandler mig godt, falder jeg over i en tredje identitet. Jeg tager deres kritik til mig, og en stemme indeni mig bekræfter, at deres kritik er velbegrundet, at jeg intet er værd. Den identitet, der bekræfter alt kritikken mod mig, har ingen grænser for, hvor dum, grim, nytteløs og uduelig jeg er. For mine medmenneskers skyld, er det godt, at en af mine andre identiteter holder denne i skak, ellers ville jeg være dybt ubehagelig at være sammen med.

Som et lille uelsket barn

Når denne kritiker går løs bliver en fjerde identitet alvorligt påvirket. Hun er en lille pige, som tager al kritikken ind og lægger den oveni al den kritik, som hun har samlet gennem hele sit liv. Når jeg er denne identitet har jeg det skrækkeligt. Jeg er et lille barn, som føler, at ingen elsker mig, at ingen kan lide mig. Alle mine tanker er mørke. Jeg er intet og jeg har en dyb følelsesmæssig smerte, som er i hver celle i min krop. Mit kropssprog består af hængende skuldre, og et blik der kigger ned af og arme der lægger beskyttende om min krop. Jeg prøver at være usynlig.

Jeg har været på en arbejdsplads, hvor der var nogen medarbejdere, som talte grimt til mig og ignorerede mig. Hver dag var jeg i denne identitet. Jeg var så selvudslettende, og jeg kunne slet ikke se mig selv ud over den situation, jeg var i. Det blev til flere år i helvede.

Som ung var jeg særlig følsom overfor at blive afvist af mænd, som jeg havde involveret mig med. Jeg tålte ikke afvisningen. Min lille pige-identitet kunne græde og føle sig virkelig dårlig tilpas i ugevis på grund af en fyr, som jeg havde mødt én gang. Jeg tog hver dag på min uddannelse, hvor jeg var mit normale intellektuelle fornuftige jeg, og når jeg kom hjem skiftede jeg til min lille pige-identitet og blev overskyllet af ensomhed og en følelse af at være blevet forladt.

Min omsorgsfulde identitet

Så er der min femte identitet. Indtil for nyligt var jeg ikke klar over, at jeg havde den, og at den faktisk betød meget for mit liv. Når jeg er den, er jeg rund og blød. Jeg er forstående og accepterende og vil så gerne hjælpe andre til at have det bedre med dem selv. Det lyder underligt, at jeg har kunne overse denne identitet. Forleden sagde jeg til min behandler, at nu hvor jeg det meste af tiden enten var den identitet, som var fornuftig og intellektuel, eller den identitet der var arrogant og fuld af selvværd, at så var jeg da ikke en særlig behagelig person at omgås.

Min behandler spurgte mig ind til alle de ting, jeg gjorde for at hjælp andre mennesker og frivilligt arbejde. Hun fortalte mig, at hårdheden i mit ansigt forsvandt. Jeg var blød som smør, smilende og åben. Det var min femte identitet. Jeg vidste ikke, at den var der, fordi jeg hele tiden føler mig som mig selv. Jeg er jo ikke en anden person, men mit væsen er væsentligt anderledes. Pludselig kunne jeg godt se, at jeg også havde den identitet, og at den jævnligt kom frem. Den blev aktiveret af tanker om omsorg og kærlighed, og når jeg så andres behov for omsorg.

Jeg opdager ikke, når jeg skifter identitet

Du kan måske tænke, at det ikke giver mening, at jeg ikke kan opdage, at jeg skifter til en anden identitet. Det er fordi, at hver af mine identiteter føles som mig, og jeg mærker ikke fysisk, at jeg foretager et skift i identitet. Nogen får hovedpine ved skift. Det gør jeg ikke. Nogen taber hukommelse, når en anden identitet styrer deres krop. Det gør jeg heller ikke. Jeg er såkaldt medbevidst.

Min fornuftige del observerer altid, hvad jeg gør

At være medbevidst betyder, at jeg ikke har en masse tomme timer i løbet af dagen, hvor jeg ikke ved, hvad der er sket eller, hvilken identitet, der har haft magten over min krop. Den identitet som jeg er 90 % af tiden er altid bagerst i mit hoved og lytter med, hvis en anden identitet har kontrollen med kroppen. Man kan vel kalde hende en form for observatør. Hun ved altid, hvad der har været sket, men har også en følelsesmæssig distance. Hun ser, uden rigtig at involvere sig. Jeg ved ikke om andre identiteter også ser med. Nogen gange ved jeg det, men normalt har jeg ikke en anelse.

De identiteter, som har kontrol med kroppen, og dem, der ikke har

Jeg synes det er komplekst at forstå mine alter identiteters indflydelse på mit liv. Det har taget mig mange år at komme frem til det, jeg ved nu, og alligevel synes jeg, at der er meget, som jeg ikke ved. De identiteter, som jeg har nævnt indtil nu, er identiteter, som træder frem og overtager min krop. Lige med undtagen af min meget kritiske identitet, som udelukkende sviner mig til som en stemme, der lyder som mine forældres. Den indflydelse, han har, er passiv – udelukkende inde i mit hoved. Det kan godt være, at hans stemme kun er inde i hovedet, men han påvirker helt klart den identitet, som er fremme og bestemmer over kroppen og sikkert også andre identiteter som er inde i hovedet.

Identiteter, der påvirker mig passivt

Der er også andre identiteter, som har en sådan passiv indflydelse på mig. De bløder igennem til den identitet som er i front og har bestemmelsen over kroppen. Hvis de pludselig bliver trigget til et flashback, kommer de til udtryk helt eller delvist. Er min lidt arrogante identitet fremme, og jeg pludselig bemærker én blive såret over, at jeg er direkte, aktiveres den omsorgsfulde identitet. Det kan også være, at jeg pludselig siger noget som ikke er lig mig. Jeg føler da, at jeg sidder på bagerste række og forsøger at komme igennem, mens en anden identitet snakker og siger ting, jeg ikke bryder mig om. Det kan også være, at jeg under en samtale bliver fjollet og simpelthen ikke kan lade være med at lave fis, selvom situationen overhovedet ikke er til det. Det er min ”frække teenager” som giver sit besyv med i samtalen.

Jeg kan godt skjule, at jeg har flere identiteter

Måske tænker du, at med en sådan adfærd kan jeg ikke skjule at jeg har flere identiteter og sandsynligvis en kompleks dissociativ lidelse, men det kan jeg godt. Folk ser det de vil se, og har undskyldninger for, hvis jeg er lidt for meget. Det er til min fordel, at jeg er medbevidst, så mit fornuftige og intellektuelle jeg altid ved, hvad de andre identiteter har lavet, for så har jeg altid en undskyldning eller forklaring klar.

?Hvorfor har jeg flere identiteter

Jeg har nævnt flere identiteter, som har indflydelse på mit liv, men hvorfor er de der overhovedet. Jeg har ikke det fuldstændige overblik over det, men noget står tydeligt frem for mig, når jeg analyserer mine flashbacks.

”Den lille pige”, som føler sig svigtet og uelsket blev dannet, da jeg var et barn. Hun blev udsat for mere følelsesmæssig vold og omsorgssvigt, end hun kunne klare. En kritisk identitet gjorde pigen opmærksom på, når hun ikke gjorde det som forældrene ønskede. Det gjorde den sikkert, for at komme mine forældres kritik i forkøbet.

En pæn pige-identitet og et legesygt barn

En meget pæn pige- identitet blev også dannet. Hun opførte sig lige som forældrene ønskede det. Hendes mor havde et stærkt behov for kærlighed – sikkert fra hendes egen barndom. For at gøre hende glad for mig, fik jeg også en omsorgsfuld identitet, så hun kunne behage moren. Hendes ønske var bare, at forældrene ville elske hende. Deres kærlighed var desværre betinget af, at hun opførte sig og følte lige som de ønskede.

Nogen gange havde den lille pige brug for at trække sig for at beskytte sig selv mod forældrene. Det gjorde for ondt at være tæt på dem. Det var der, at en ny identitet, som var fuld af selvværd, direkte og kunne sige fra, blev dannet. Han holdt følelsesmæssig afstand til den forælder som gjorde pigen ondt. Endnu en identitet fandt sin berettigelse. Den ene forældre elskede, når pigen var glad og legesyg, så den identitet trådte også frem, så hun kunne få opmærksomhed og kærlighed. Det virkede kortvarigt, indtil han igen havde fokus på sine egne behov.

En rebelsk teenager og en meget fornuftig identitet

Den lille pige kom aldrig til at føle sig ubetinget elsket af nogen af sine forældre, men hun prøvede. Nogen gange havde hun bruge for at strejke. Hun fik identiteten, ”teenageren” og gik stik imod alt, hvad forældrene ønskede af hende. Hun var rebelsk og lige det modsatte af, hvordan ”den pæne pige” var. Hun var impulsiv, ligeglad med, hvad andre mente og gjorde, hvad hun havde lyst til. På et eller andet tidspunkt, måske i forbindelse med skoletiden, blev der dannet den identitet, som jeg er 90 % af tiden. Den fornuftige og forsigtige, og det gjorde, at jeg formåede af få uddannelse, job og få mere styring med, hvem jeg var som menneske med alle de identiteter, jeg havde.

Daglige skift af identiteter

Selvom jeg har mange identiteter, så opdager jeg oftest ikke, at jeg skifter mellem dem. Da jeg er medbevidst, er det svært for mig at bemærke, at jeg skifter identitet. Identitetsskift sker så naturligt og hurtigt. Disse skift kan få mig til at gøre ting som normale mennesker ikke kan. Da en af mine nærmeste døde, trådte en identitet frem, som varetog al min sorg. Når jeg var den identitet var det som om mørket og tristheden lukkede sig om mig. Jeg var kun mørke. Jeg havde et liv ved siden af sorgen, som skulle fungere og børn, som jeg skulle passe. Min fornuftige og forsigtige identitet tog sig af alt det praktisk. Hver gang, at børnene var i nærheden blev min omsorgsfulde del aktiveret, og jeg oplevede kun kærlighed og glæde over børnene. Så snart jeg var alene og fri for praktiske krav, sank jeg ned i modløshed og mørke og sorgen druknede mit sind, lige ind til et barn kom forbi. Når børnene var tilstede havde jeg store indre konflikter, hvis en person ville tale om min sorg. Det kunne min omsorgsfulde identitet ikke acceptere. Jeg var i konflikt med mig selv.

Dengang forstod jeg ikke, at jeg kunne skifte mellem disse meget forskellige måder at være på. Jeg så på det som en kæmpe fordel, men forstod først flere år senere, at jeg skiftede identitet mange gange dagligt, og at det ikke var normalt at kunne gøre det.

Vi er ligesom alle andre

Andre mennesker har også de samme egenskaber og væremåder, som mine identiteter har, men er ikke i stand til at skifte mellem dem. Hos dem er det bare én identitet, der gør det hele. Jeg har mine egenskaber og væremåder fordelt på flere identiteter. Hver af disse identiteter er lige som almindelige mennesker. Hver har sin måde at være på, tænke og føle på og agere i omverden. Nogen er voksne mennesker. Andre sidder fast i en følelse fra barndommen eller fra voksenlivet, som blev oplevet som særlig traumatisk.

Men set med andre menneskers øjne, er vi bare ligesom alle andre. Vi prøver ikke at skille os ud fra mængden, for den bedste måde, hvorpå vi kan beskytte os selv er ved ikke at skilte med, at vi består af flere identiteter.

Redigeret af redaktør, Pia Serup fra KompleksPTSD.dk.