Jeg lærte at passe på mig selv

Opdateret 9. juli 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Selvom jeg blev sygemeldt for 13 år siden, efter år med skiftende traumer, var det svært for mig at give mig selv den ro, jeg havde brug for. Mange af mine grænser var blevet usynlige for mig, så jeg formåede ikke at passe godt på mig selv. Jeg skulle først erkende, at jeg faktisk havde rettigheder som menneske, og at mine behov var lige så vigtige som alle andres.

Ville undgå, at jeg blev yderligere traumatiseret

“Stop ulykken som det første,” siger man i førstehjælp. Det gælder også i traumeforløb. Sygedagpengesystemet og min arbejdsskadesag blev en forlængelse af mine traumer på min sidste arbejdsplads. Det var udenfor min kontrol. I sygedagpengesystemet blev jeg aktiveret på måder, som jeg ikke kunne holde til, og i min arbejdsskadesag ville man ikke erkende, at mit arbejdsforhold havde betydning for min PTSD. Det var en psykisk hård periode for mig. Det var, først da jeg blev tildelt min førtidspension halvandet år efter min sygemelding med stress, at jeg for alvor kunne begynde på mit nye liv og beskytte mig selv mod yderligere traumatisering.

Mit privatliv var heldigvis fredeligt. Min mand var forstående og hjælpsom. Vi havde mindre børn dengang, og de krævede selvfølgelig deres, men privat var der ingen i hjemmet, som traumatiserede mig. Et venskab måtte jeg imidlertid lade gå, da veninden var usund for mig. Havde der været andre områder eller personer, som skadede mig, så ville det have været nødvendigt for mig at vurdere, hvordan mit forhold skulle være til dem. Jeg har mennesker i mit liv, som har en adfærd, som kan skade mig, men ikke gør det. Jeg holder kontakten til dem på et niveau, som beskytter mig mod skade. Det gør jeg, fordi jeg elsker dem og ikke vil undvære dem i mit liv.

Jeg har rettigheder

Da min Kompleks PTSD slog ud i fuldt flor, havde jeg mistet forbindelsen til, hvordan jeg havde det. Mit selvværd var ikke-eksisterende, da jeg mødte op hos en arbejdspsykolog i 2012. Han så mig ind i øjnene. ”Dit selvværd er brudt ned af alle de traumer, du har haft. De behandlede dig også rigtig dårligt på din sidste arbejdsplads. Som jeg ser det, så er du blevet trykket mere og mere ned, så du nu er i tvivl om, hvad du egentlig har ret til som menneske.”

“Det skal nok passe. Jeg føler mig så usikker.” Jeg så ned på mine hænder, som knugede om et fugtigt papirlommetørklæde. “Jeg kan godt se, at mine grænser er blevet overtrådt gang på gang, men mange gange var jeg ikke i stand til at sige fra.”

“Hvis der er noget, som du føler ubehag ved, så er der noget galt. Så er det godt, hvis du tjekker op på, om du har fulgt dine rettigheder.” Han rakte mig en liste med overskriften “Mine rettigheder”. På listen stod der:

Jeg har ret til at sige fra.
Jeg har ret til at være i fred.
Jeg har ret til ikke at skulle forsvare mig med forklaringer og undskyldninger.
Jeg har ret til at tage mig af mine egne behov.
Jeg har ret til at vise mine følelser – også de negative.
Jeg har ret til at værne om det, der er vigtigt for mig.
Jeg har ret til at stille krav.
Jeg har ret til at tage fejl.
Jeg har ret til at skifte mening.
Jeg har ret til…

Jeg så opmærksomt på punkterne på listen. Jeg vidste ikke hvorfra, han havde listen, men det, den indeholdt, passede med min forståelse af, hvad der var godt for mig: “Når jeg læser det her, så ved jeg godt, at jeg har de her rettigheder, men jeg kan godt se, at jeg har tilsidesat flere af dem.”

Han rømmede sig: “Ja. Det har du. Hvis der er noget, som du ikke har lyst til, så kan du sige det til din chef. Siger din chef, at det skal du, så kan du overveje, om du vil blive der og arbejde. Er det en opgave, som kommer sjældent, så kan du måske godt leve med det. Du skal altid være klar på at forlade dit job, hvis du ikke bliver behandlet ordentligt.”

“Nu er jeg så kommet over i sygedagpengesystemet. Hvad gør jeg her?” Jeg så spørgende på ham.

“Der er det bestemt også vigtigt, at du kender dine rettigheder, også hvis det har noget med dine børn at gøre. Og sørg endelig for at bruge den hjælp, du kan få: Advokat og socialrådgiver fra fagforeningen og en bisidder. Her er det også vigtigt at sørge for, at du bestemmer mest muligt. Vis, at du gerne vil samarbejde, og vær udfarende med, hvad du ønsker, og hvad du vil.”

“Det gælder vel også i mit privatliv?”

Han nikkede. “Det er vigtigt, at du siger fra overfor det, du ikke kan holde til.”

“Det er svært, fordi jeg har så mange faglige kompetencer, men følelsesmæssigt er jeg et vrag. Jeg er først ved at finde ud af, hvad jeg kan holde til, for det har ændret sig meget. Mange gange kan jeg ikke mærke, hvor mine grænser er, fordi jeg er vant til, at de bliver overskredet.”

Jeg fjernede fysiske stressorer

Som sygemeldt i sygedagpengesystemet fik jeg en hverdag, som var helt ny for mig. Det var overvældende at have en masse psykiske symptomer, som jeg ikke forstod, og at mit liv var vendt rundt på en tallerken. Pludselig måtte jeg forholde mig til en helt ny livssituation, hvor jeg ikke mere var i stand til at arbejde.

Min hverdag var hjemme i min families hus. Det var ikke et sted, hvor en chef, kollegaer eller en arbejdsplads ville stresse mig, men der var så meget andet, der ville stresse mig.

Svært for mig at få gode soveforhold

Rent fysisk foretog jeg nogle ændringer i vores hjem, som gjorde det mindre til en krigszone for mig. Støj er en af mine store triggere, og hver morgen hørte jeg et avisbud på en højlydt scooter, som kørte forbi soveværelset. Det stressede mig, for jeg sov let.

Min søn havde også gamerrum lige under soveværelset, og hans begejstrede stemme drev mig til vanvid, når han gamede i weekenderne til langt ud på natten. Jeg fik lagt gulvtæppe i soveværelset. Det hjalp overhovedet ikke, men det hjalp i stuen, hvor jeg var irriteret på vores hund, hvis klør, jeg kunne høre, hver gang han tog et skridt på trægulvet. Problemet med soveværelset endte jeg med at få løst, ved at vi byttede om på et par rum.

Nu har vi den optimale placering af et soveværelse, men det er stadig ikke nok. Jeg kan høre min søn og datter gå rundt om natten i weekender, eller når de tidligt om morgenen i hverdagene skal i bad. Lydene fra bruser og specielt føntørrer kommer direkte ind i soveværelset. Jeg har overvejet at lave en total lydisolering af soveværelset, men har opgivet. Jeg tror ikke på, at det vil være godt nok, men helt sikkert vil det være dyrt. Jeg har accepteret, at vores soveværelse ikke er så roligt, som jeg kunne ønske mig, og at jeg derfor må bruge ørepropper på de tidspunkter, hvor jeg kan forvente at blive vækket af støj.

En gøende hund blev en pine for mig

Hunde er lidt af et problem – især når det er naboens hund, som jeg ikke kan styre. Gang på gang kontaktede jeg vores nabo på grund af deres gøende hund. Den kunne gø i en time flere gange om dagen. Jeg var ved at blive vanvittig. Naboen lyttede til min frustration, men gjorde intet for at ændre situationen.

Én ting, som jeg har lært gennem tiden, er, at det kun virker begrænset at bede folk om at ændre deres adfærd. Ofte gør de det ikke, eller så gør de det kortvarigt for derefter at glemme det igen. Derfor brugte jeg høreværn, hver gang naboens hund gøede og alligevel gav hunden mig flashbacks. Det skete flere gang, at jeg var parat til at sælge vores bolig med tab, bare for at komme væk fra hunden. Det var en reaktion fra en kvinde, der var desperat. Min mand overbeviste mig dog om, at der altid ville være hunde – også der hvor vi ville flytte hen.

Der gik en del år på den måde, og en dag, besluttede vi at købe nye vinduer til huset. Det var vinduer med optimal lyddæmpning, og det kostede os 150.000 kr., og så virkede det kun delvist. Vinduerne var lydtætte, men det var rammerne på vinduerne ikke, og tag og mur heller ikke. Lyden blev dog dæmpet, men det ændrede ikke på det faktum, at mit nervesystem reagerede ved den mindste lyd. Min hjerne zoomede blot ind på lyden, og igen var min opmærksomhed væk. Et år senere blev hunden aflivet, fordi den havde helbredsproblemer. Naboen har fået en ny hund. Jeg krydser bare fingre for, at historien ikke gentager sig.

Noget køkkenstøj kan fjernes

I forbindelse med vores nye vinduer købte vi også en meget dyr og lydtæt dør ud mod køkkenet, så jeg slap for støjen i køkkenet, når jeg var i stuen. Det var spild af penge, for lyden kom alligevel gennem karmen. En billig løsning som gulvisolering (tynde plader), som jeg lagde under dugen på spisebordet, var til gengæld en god investering. Den fjernede støj fra service, der slog ned i bordpladen. Ligeså gulvbeskyttere under alle møbler, så jeg slap for slæbelydene hen over gulvet.

Trafikken i huset kan jeg ikke eliminere

Børnene smækkede med dørene, og døre stod ofte åbne, så jeg kunne høre lydene fra andre rum, hvilket fuldstændigt tog min koncentration, fordi jeg hele tiden skulle være opmærksom på, hvad der skete i de andre rum. Efter i lang tid at have klaget mig og prøvet at få børn og mand til at ændre adfærd fik jeg sat dørlukkere i relevante døre. Det hjalp heldigvis. Det ændrer bare ikke på det faktum, at min søn stadig kan fræse gennem stuen og ud i køkkenet i fast rutefart. Jeg er meget i stuen, og når han som den unge, sultne og tørstige mand, han er, skal i køkkenet, så går ruten direkte gennem stuen. Noget, jeg har accepteret, for der er ikke andet, jeg kan gøre. “Måske var det alligevel nemmere at bo alene ude i skoven,” kan jeg kortvarigt tænke.

Jeg beskytter mine ører

I småtingsafdelingen var der heldigvis hjælp at hente for mig. Jeg scannede Nettet for information om ørebeskyttelse og har efterhånden bygget et større lager op af ørepropper, noise-cancelling headphones og høreværn. Der er til enhver situation, og jeg føler, jeg kan beskytte mig selv mod mange former for støj. Det er meget nemmere, at jeg beskytter mig selv mod støj, end det er, at jeg håber og forventer, at andre beskytter mig. Års erfaringer har lært mig, at det i overvejende grad kun er mig selv, som jeg kan regne med, vil beskytte mig.

Støjkilder kan komme fra mange steder. Telefoner, computere og fjernsyn er nogle af de mange kilder i hjemmet. Gennem tiden har jeg sikret mig, at fjernsyn og computer er koblet op på høretelefoner og telefoner på earbuds.

Biplyde fra e-mails og beskeder og lignende har jeg også minimeret. E-mails er sjældent så vigtige, at jeg skal besvare dem på minuttet, og sådan, er det med så mange andre notifikationer. Jeg har fjernet samtlige undtagen ganske få som almindelige beskeder på telefonen. Lige, hvad angår e-mails, kan man hurtigt få sendt mange, når man køber over Nettet. Jeg har gjort det til en vane at afmelde alle nyhedsbreve. Lige pludselig kan jeg overskue mine e-mails, som før druknede i unødvendig information.

Der er én slags alarmer, som jeg har bibeholdt på min telefon, og det er alarmer i min kalender. Jeg bruger nemlig kalenderen til at huske mine aftaler. Det giver mig ro at vide, at der lyder en alarm i god tid, før jeg har en aftale, så jeg ikke glemmer det, for min hukommelse er virkelig ringe.