Jeg fik sunde relationer

Opdateret 13. august 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Det er stressende for mig at være sammen med andre mennesker, så jeg undgår det ofte. Min lyst og mit behov for kontakt med andre mennesker er imidlertid ikke forsvundet, så jeg er konstant i et dilemma. Jeg ønsker den sociale kontakt, men er bange for at være i den.

Er jeg selv en sund relation?

Det er optimalt, hvis de mennesker, som jeg går rundt om til daglig, er sunde mennesker, som behandler mig godt. Er de respektfulde og hensynsfulde overfor mig, vil mine traumesymptomer ikke komme så ofte til udtryk.

Nu, hvor jeg ønsker at blive behandlet godt, er det også nødvendigt for mig, at jeg kigger indad. Jeg tror ikke, at jeg kan forvente, at andre behandler mig godt, hvis jeg er helt umulig at være sammen med. I så fald vil psykisk sunde mennesker trække sig væk fra mig, og det ønsker jeg ikke, så derfor kigger jeg jævnligt mig selv i øjnene. Er jeg til at holde ud at være sammen med?

Det synes jeg, at jeg er. Jeg er stille og rolig, men kan også sagtens grine og have det sjovt. Jeg er måske ikke lige det mest interessante menneske at være sammen med, fordi jeg har mange fysiske og psykiske begrænsninger, men jeg er ikke ubehagelig. Folk kan slappe af i mit selskab, fordi jeg behandler dem ordentligt.

Min lydfølsomhed er dog en udfordring at leve med. Mine omgivelser bliver nødt til at være opmærksom på om det, de laver, støjer. Det må være irriterende. Når jeg er i mit hjem, har jeg ikke ørebeskyttelse på, da det er for hårdt for mine øregange at have ørepropper i hele tiden. Det er ikke ligefrem min personlighed, der halter her, men at skulle tage hensyn hele tiden, må være belastende. Det gør, at de har brug for at trække sig fra mig en gang imellem, og det forstår jeg godt.

Flashbacks er for det meste ikke et problem for andre mennesker. Det er mig selv, de går udover. Jeg kan imidlertid blive afvisende og kølig under visse flashbacks. For det meste er jeg delvist bevidst om det, når det sker, så det sjældent går ud over mine børn. Min mand eller andre kan godt få en kølig skulder, men så har jeg også gerne fundet mig i dårlig adfærd fra dem flere gange den dag, så den adfærd kan jeg godt acceptere, da den også beskytter mig.

Møder med ligesindede er vanskelige

I takt med at jeg mere og mere følte mig anderledes end andre mennesker, og derfor mere ensom, rettede jeg mit blik mod andre, som ligesom mig, havde gennemlevet traumer. I facebookgrupper fandt jeg ud af, at vi havde nogle af de samme traumesymptomer, og at der var en vis forståelse mellem os.

Jeg har hen over 13 år været i tre selvhjælpsgrupper for folk med PTSD. To af grupperne har jeg selv startet op. Som traumeramte havde vi meget at tale om og en stor forståelse for hinanden. Flere af os havde Kompleks PTSD.

I den første gruppe, som dækkede en storby, var det ofte, at folk ikke kom alligevel. Vi var gerne 4 stykker, der kom hver gang. To i gruppen havde jeg nogle gode snakke med. Det var rart at blive set og hørt.

Én i gruppen havde en traumebaggrund, hvor hun ikke havde lært at gebærde sig i en gruppe. Det kan jeg forestille mig, kan være et problem ved nogle med Kompleks PTSD. Andre var opvokset med at være pæne piger, der lyttede høfligt, til det, der blev sagt, og som havde svært ved at sige fra. Jeg var selv én af de sidste. Det resulterede i, at jeg kunne sidde og høre på en monolog, uden at jeg turde at sige fra. Det var svært for mig.

Sådan noget vil man kunne opleve i en gruppe. Vores gruppe gik rimelig godt lige indtil, jeg fik én person mere ind i gruppen. Det fortrød jeg. Hans adfærd aktiverede gang på gang flashbacks hos mig. Alt strittede på mig. Jeg følte, at der var noget galt, fordi jeg kunne genkende manipulerende adfærd fra tidligere traumer. Jeg meddelte, at jeg ikke mere kunne fortsætte i gruppen, og der var også andre, som meldte fra. Jeg tror, at det var afslutningen på den gruppe.

Det var trist, at gruppen blev opløst, så jeg startede en ny gruppe i en anden storby tættere på min bolig. Jeg stod for få møder, hvor der kun kom ganske få personer, og jeg måtte erkende, at det ikke var muligt at etablere en gruppe.

Det er i det hele svært at etablere grupper for personer, som har Kompleks PTSD, fordi vi netop har problemer med relationer. Dybest set ønsker vi dem ikke og foretrækker at isolere os. Vi har også vores undgåelsesadfærd, som gør, at vi nemt kan overtale os selv til at blive hjemme, fordi vi har det mest trygt der. Man kan således godt sige, at det er op ad bakke at skabe selvhjælpsgrupper for folk med Kompleks PTSD.

Selvom jeg har den samme adfærd som andre med at isolere mig og holde andre på afstand, så har jeg også brug for at være social. Efter nogle år besluttede jeg at danne en ny selvhjælpsgruppe i min egen bolig. Det lykkedes. Vi var 4 kvinder, hvor det viste sig, at alle havde Kompleks PTSD, og jeg havde meget glæde af vores samvær.

Gruppen blev desværre opløst. Jeg tror, at det, der gik galt, var det sædvanlige med Kompleks PTSD. En frygt for at komme tæt på andre mennesker, og lade dem involvere sig i ens liv. Jeg syntes, det var trist. Her var mennesker, som jeg holdt af, og som forstod mig og mine problematikker. Jeg må bare erkende, at det er svært at skabe venskaber med personer, der har Kompleks PTSD. Ofte er de ikke så åbne for det, når det kommer til stykket. Jeg er nok heller ikke for åben selv, men jeg prøver, fordi jeg ved, at det er godt for mig. Jeg bliver gladere, når jeg har nogen at spejle mig i.

Jeg har været i en ny gruppe i et halvt års tid. Vi er omkring 12 personer, som mødes én gang om måneden. Alle har vi en historie med kræft, og nogle er over deres behandlingsforløb, mens få lige er startet. Her kalder de deres psykiske symptomer for senfølger. Jeg ville nok kalde mange af dem traumesymptomer. Jeg kan i hvert fald mærke, at vi har meget tilfælles.

Her på det sidste er jeg begyndt at trække mig fra gruppen. De fleste af dem har kendt hinanden i flere år, og jeg har ved nogle lejligheder mærket, at jeg ikke er en del af det nære sammenhold. Det er forståeligt, fordi jeg ikke har været i gruppen så længe, men samtidig piner det mig. Min historie med mobning og usynliggørelse titter angstfuld frem. Jeg tør ikke blive i den gruppe. Den vil trigge mig for meget.

Jeg vil så gerne være en del af et sammenhold, men hvor er det svært, men jeg har ikke opgivet.

Vurderer mine relationer nøje

Siden jeg fik Kompleks PTSD og lærte en masse om det, var der mange af mine symptomer, der blev mere tydelige, når jeg var sammen med mennesker, som ikke behandlede andre mennesker godt. Jeg har lært mig selv at skubbe nogle af de mennesker ud af mit liv. Det har ikke altid været nemt. Er det en person, som jeg har kendt i mange år, har det været svært for mig at skære hende væk. Jeg har simpelthen ikke kunnet bestemme mig til, hvad jeg skulle gøre. Det er mine flashbacks, der er kommet ind og lavet rav i den.

Først giver jeg mig selv skylden for personens dårlige opførsel. Det er et flashback, som aktiverer mit dårlige selvværd. Når jeg er trådt mange gange på, aktiveres et flashback, der gør mig bestemt, kølig og beslutsom. Det aktiverer så igen et flashback, som giver mig dårlig samvittighed over, at jeg har sagt fra, for jeg var nok lidt for hård og for sart. Hvis jeg så på et tidspunkt, beslutter, at nu skal den person ud af mit liv, så kan jeg alligevel ikke beslutte mig. Det er også et flashback.

Nogle gange fortjener et menneske ikke at blive skubbet ud af mit liv. Ved første øjekast får jeg dem, måske dømt til at være uempatiske eller giftige. Måske har jeg ret, men bestemt ikke altid. Jeg bærer mine traumer på mine skuldre og har så følsomt et nervesystem, at andre mennesker nemt kan trigge flashbacks hos mig, uden at de mener noget ondt med det. Derfor er det nødvendigt for mig, at jeg tænker mig en ekstra gang om, når jeg skubber nogle væk.

Måtte stille krav til min familie

Jeg har som person ret til at stille krav til, at mine omgivelser tager hensyn til mig. Det var imidlertid ikke noget, der kom let til mig, da jeg fik Kompleks PTSD. Det var dog efterhånden ulideligt at være sammen med mine nærmeste, hvis de ikke tog hensyn til mig, så hvis jeg ville være sammen med dem, så blev jeg nødt til at stille visse krav og sige fra overfor opførsel, som skadede mig.

Det bliver ikke altid taget godt imod. Måske lige i starten, men så glemmer mange at tage hensyn. Så selvom jeg er i min gode ret til at stille krav, så var det mange gange nemmere for mig at beskytte mig selv mod deres udfald. For eksempel at jeg selv sørgede for, at de fysiske omgivelser tilgodeså mit behov for overblik og ro eller undlod at komme til arrangementer, hvor jeg vidste, at der ville være personer, der ikke respekterede mine behov.

Med årene er jeg blevet klart bedre til at sige fra og kræve, at der tages hensyn til mig, og jeg oplever, at det er godt for mig. Det kan godt være en kamp at få folk til at tage hensyn, men heldigvis er der også nogle, der lytter, og som gør deres bedste.

Det har taget mange år med psykologhjælp, før jeg er kommet dertil, for i bund og grund mener jeg ikke, at jeg har ret til at sige fra. Det er et flashback, som nemt kigger frem, når jeg siger fra, men heldigvis kender jeg det og kan nogle gange imødegå det.

Hvem er de sunde relationer?

Det er langtfra alle, der gider at bruge energi på mig, fordi det kræver noget af dem selv. Jeg har brug for, at de tager hensyn til mig. Det er normalt, at vi mennesker tager hensyn til hinanden, men betyder hensynet, at det kræver noget af dem, at de bliver nødt til at være mere opmærksomme end de plejer, så er der mange, der ikke gider.

Jeg kan godt se, at det kan være besværligt at være sammen med én, som er så lydfølsom og ikke kan tåle, at der er uro og så mange mennesker. Det er desværre realiteterne, men der er også meget, som jeg kan holde til. Det er rolige steder, hvor folk er ædru, så jeg ved, hvad de kan finde på, og steder, hvor der ikke er en masse støj og så mange mennesker.

Der er heldigvis nogle i min nære omgangskreds, der også er til rolige omgivelser med få mennesker. Dem kan jeg nyde at være sammen med. De behandler mig respektfuldt, og sådan er de vel bare som mennesker. Hensynsfulde og rare mennesker, som tager hensyn til mennesker generelt – ikke bare mig. Det glæder mig, at jeg har dem i mit liv.

De kan selvfølgelig også lave støjende aktiviteter, men de gør det ikke, når de er sammen med mig, og hvis de synes, at der er for stille og kedeligt omkring mig, så går de for sig selv og hører høj musik, ser ishockey, eller hvad de nu har lyst til.

Jeg tager ansvar for mig selv

I årene efter, at jeg fik konstateret Kompleks PTSD og hyperacusis (ekstrem lydfølsomhed), var jeg mere afstandstagen overfor min familie og bekendte, end jeg er nu. Jeg syntes simpelthen, at det var for hårdt for mig at være sammen med dem. Jeg stolede ikke på, at de tog tilstrækkeligt hensyn til mig og ville behandle mig ordentligt.

Min tillid er såmænd ikke blevet så meget bedre, men den er blevet mere nuanceret. Jeg ser det som min egen primære opgave, at passe på mig selv. Jeg forventer kun i mindre omfang, at andre gør det. Det gør det nemmere for mig at være sammen med dem, jeg ikke stoler så meget på, for jeg ved, at det behøver jeg heller ikke. Jeg er forberedt. Kender flugtvejene og er ikke bange for at sige fra, når andre har en urimelig opførsel.

Jeg føler, at jeg er i kontrol, men det er også hårdt arbejde at være det, så jeg kommer helst ikke så ofte i de situationer, hvor så meget kontrol er nødvendigt. Det er for energikrævende, men jeg har det rart med, at jeg kan vælge at være i situationerne, hvis jeg prioriterer det.

Jeg prøver at forebygge ensomhed

Det er svært at have Kompleks PTSD og samtidig have hyperacusis, så der er mange steder, jeg ikke kan være på grund af støj. Samtidig har jeg det meste af mit liv hjemme. Det gør mig nemt ensom.

Jeg bor heldigvis i en familie med min mand og to store børn, så jeg er dagligt sammen med mennesker. Men alle, der har store børn, ved godt, at de har travlt med deres liv og ikke så meget tid til deres gamle forældre. Sådan skal det også være. Jeg føler mig derfor meget alene. Synes ikke, at der sker meget i mit liv. Nok fordi der ikke gør det. Og så har jeg også en grundfølelse af at være forladt, som også giver mig en følelse af ensomhed.

Forladthedsfølelsen vil jeg have, uanset om jeg er sammen med andre mennesker eller ej, så den er et psykisk problem, som jeg har taget fat i ved psykolog. Det betyder, at jeg forstår den form for ensomhed, men det har ikke fået den til at forsvinde. Den er altid med mig.

Den reelle ensomhed, fordi jeg vitterlig er meget alene, kommer oveni forladthedsfølelsen. Jeg har gennem årene mistet venner og fået få nye, som desværre ikke rigtig har formet sig til nære venskaber. Den nærhed mangler jeg. Jeg tror, det er mit grænseløse behov for kærlighed og at blive set, som kommer i spil. Jeg har nok et forvrænget billede af, hvad venskaber i voksenlivet består af. Jeg tænker på mine nære venskaber i ungdommen og ser, at med familie og pligter er tiden ikke mere til den nærhed, der var dengang. Måske er tiden til, at jeg opdaterer mit syn på, hvad et venskab er, så jeg ikke bliver så skuffet, når det ikke er det, som jeg ønsker.

Det er heller ikke nemt at ville venskaber og nærhed, når min Kompleks PTSD gør, at jeg samtidig skubber folk fra mig. Mit indre er så modstridende. Jeg vil venskaber, mennesker og nærhed, men undgår dem så vidt muligt, skubber dem væk og holder mig gerne for mig selv. Det er, fordi jeg er bange for mennesker, ikke stoler på dem og har det psykisk hårdt, når jeg er sammen med dem. Jeg er min værste fjende.

Det er muligt for mig at forebygge ensomhed. Jeg har meget skidt med i bagagen, hvor jeg er blevet svigtet af andre mennesker. Det kan jeg ikke ændre på, men jeg kan beslutte mig for, at jeg aktivt opsøger andre mennesker, så jeg kan få nogle nye oplevelser med mennesker, som er positive. De oplevelser lægger sig så ovenpå de dårlige oplevelser og giver mig en tro på, at mennesker også kan være gode for mig. Det er så nemt at sige, at det gør jeg bare. Virkeligheden er, at der er så meget i mig, der stritter imod.

De sidste par år er jeg begyndt at åbne mig selv op for andre mennesker. Jeg oplever, at jeg bliver oprigtigt glad og også føler mig knyttet til nogle, som jeg har lært at kende. Inderst inde har jeg selvfølgelig følelsen med, at jeg ikke kan stole på, at de er gode ved mig, hvis vi lige pludselig ender i en traumesituation, men den usikkerhed prøver jeg at favne. Jeg kan alligevel godt være sammen med dem. Ikke fordi jeg stoler fuldt ud på dem, men fordi jeg prioriterer at være sammen med dem.

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.