En grundlæggende følelse af ikke at være god nok

Opdateret 25. januar 2020Fotoet viser en kvinde i mørke. Siden handler om en grundlæggende følelse af ikke at være god nok. Fotoet er taget af Melanie Wasser.

Luna, Anne og Lene har alle sammen Kompleks PTSD efter et liv med gentagne traumer, som er blevet påført dem af andre mennesker. En del af traumerne stammer fra deres barndom, hvor de lærte, at de ikke var gode nok eller havde værdi som menneske. Denne grundlæggende følelse af mindreværd har fulgt dem op gennem livet, og i takt med, at de blev udsat for yderligere traumatisering, er deres selvværd blevet mere nedbrudt. På overfladen har kvinderne selvtillid, men går man en tand dybere opdager man, at selvtilliden bygger på stillads af usikkerhed og selvkritik.

Lunas psyke er ødelagt

Helt grundlæggende føler Luna ikke, at hun er god nok:

… Selvværdet vil jeg sige er dårlig. Jeg vil sige; flot tøj og god selvtillid, for det er jo ikke det samme som selvværd. Når man synes, at i dag ser jeg godt ud og sådan noget… (2)

… Min psyke. Den er sgu ødelagt. Jeg har sgu ikke noget selvværd. Det ligger et meget lille sted. men jeg mærker den, at jeg sidder og bliver lykkelig, når alle børnene er samlet og vi hygger og sådan noget. Så mærker jeg sådan en tilfredsstillelse ved livet og føler et godt selvværd, men det er bare i sådan små (knips). Det er ikke noget, der fylder desværre.(2)

Mange beskyttende lag udenpå tøjet

Følelsen af ikke at være god nok som hun er, oplever Luna også i kontakten med andre mennesker. I takt med, at hun har lært sig selv bedre at kende, er hun blevet bedre til at vise, hvem hun er, og hvad hun vil finde sig i (2):

… Jeg havde bare mange lag. Rigtig mange lag udenpå tøjet. Altså havde pakket mig ind i mange skjolde. Og der er jeg begyndt at komme af med det, så jeg viser mere og mere mit sande jeg… (2)

På overfladen er Anne stolt af sig selv og har selvtillid

Anne har ligesom Luna, brugt mange år på at lære sig selv at kende og passe på sig selv. Hun synes selv, at hun er blevet meget bedre til at sige fra, når der er nogen, der ikke behandler hende ordentligt. Hun synes også, at hun er dygtig til mange ting, og hun er også stolt over, hvad hun har formået i sit liv – i hvert fald på overfladen (1):

… Jeg synes, at jeg kan mange ting stadigvæk… Så jeg har mange evner. Det synes jeg… Der er nogle ting, jeg er god til. Og jeg synes også, at jeg sådan overvejende er et godt menneske. Og jeg er også stolt af det, jeg har klaret, fordi jeg kan godt se at. Efterhånden kan jeg godt se, at jeg har haft meget modgang, og alligevel er det lykkedes mig at klare mange ting… (1)

En underliggende kritisk stemme påvirker Anne ubevidst

Samtidig med, at Anne kan være stolt af sig selv, så kritiserer hun imidlertid sig selv rigtig meget:

… Det er som om, at det ligger som en undertekst inde i hovedet, hvor at jeg kritiserer mig selv… En evig kritiker, og det er ikke altid, at jeg lægger mærke til den. Det er faktisk tit, at jeg ikke lægger mærke til den, og så reagerer jeg jo bare på kritikeren. Den kritiske røst, hvor jeg går dugnakket eller sådan et eller andet. Men fordi jeg ikke har været bevidst om, hvorfor jeg gør det. For hvis jeg hørte den underliggende stemme, så havde jeg ikke gjort det, fordi så kan jeg godt selv se, at: ”Nej det – nu må du lige.”  Men jeg hører ikke (altid) de underliggende stemmer.(1)

Den kritiske stemme gør Anne usikker

Den indre kritiske stemme oplever Anne lyder som sine forældre. Den gør, at Anne bliver usikker på sig selv, selvom hun godt ved, at hun er dygtig (1):

… At jeg ikke kan noget og. Så når jeg selv siger, at jeg kan noget, at jeg er dygtig til et eller andet, så (siger kritikeren): ”Ja -ja. Der er nogen, der er meget bedre end dig.” Der ligger den. Selvom jeg … Jeg sagde alle de positive ting om mig selv, men der ligger den der undertekst. Den ligger der hele tiden… Den har sin egen dagsorden, som jeg ikke helt opdager vel, men som påvirker mig. (1)

Barndommens lidelse dukkede op under nye traumer

Anne arbejdede meget med sit selvværd i sit tidlige voksenliv. Hun føler imidlertid, at de traumer, hun senere pådrog sig i voksenlivet medførte, at hun følelsesmæssigt fik det, ligesom hun havde det, da hun var barn (1):

… Jeg har det som om, at den kritik og de svigt mine forældre udsatte mig for som barn, at det er blevet cementeret fast af alle de andre traumer, som jeg har oplevet i mit voksenliv. Det er som om at alt det negative, de har sagt og gjort, nu bliver fremhævet og understreget… Det er som om, at det hele tiden har lagt inde bag ved (i hjernen), klar til at rykke frem. Nu kan jeg i hvert fald tydeligt mærke de følelser, som jeg havde som barn… Ikke at være god nok.(1)

Cordelia oplever ligesom Anne, at barndommens følelser blev aktiveret som voksen:

… Alt det jeg har været igennem i min barndom. Det hele har bare været gemt væk, så det har bare. Det er derfor, at man kan sige, at det var blevet aktiveret, for det har jo altid ligget der.(4)

Gamle overlevelsesmønstre kommer automatisk frem

Når Anne føler sig truet, så kommer barndommens mønstre automatisk frem:

… De overlevelsesmønstre, som jeg havde som barn, falder jeg automatisk i, når jeg føler mig truet. Det er ikke sådan, at jeg føler, at jeg har et valg, at jeg kan gøre det ene eller det andet. Nej… Ved en potentiel trussel reagerer jeg resolut og bliver den pleaser, jeg var, da jeg var barn, som gør hvad der bliver sagt, fordi det føles mest sikkert… Og det er bestemt ikke selvværd, som jeg har i de situationer. Problemet er så nu, at jeg hele tiden føler mig truet på grund af min komplekse PTSD. Det betyder så, at jeg rigtig meget ryger tilbage i barndommens mønstre. Jeg skal hele tiden holde et åbent øje med mig selv, for at bremse det inden, det sker.

Meget svært at opbygge et godt selvværd

Ligesom Anne, og Luna er Lenes selvværd som voksen præget af, at hendes forældre traumatiserede hende som barn. Som voksen har flere af dem oplevet en årrække, hvor de har været udsat for yderligere traumatisering, som i sidste ende har nedbrudt deres selvværd helt. At få et nogenlunde selvværd efter alle traumerne oplever de som et stort og meget svært arbejde. (1-3) Lene sammenligner opbygningen af sit selvværd med et byggeprojekt:

… Og jeg vil sige tiden efter er jo gået. Det er jo et konstant projekt. Det er et byggearbejde. De 6 år har jo været en rekonstruktion af det fundament, der ikke var så stabilt fra starten af, men som jeg dog havde fået genopbygget sådan nogenlunde, indtil børnenes far blev syg. Men de nye sten, de var bare ikke cementeret fast, så de raslede jo af hen af vejen… Så det er et pågående arbejde, for ind imellem så oplever jeg jo ting, der gør, at der rasler sten løs her og der, som jeg er nød til at være opmærksom på – og så få støttet under, indtil der er bygget op igen, så det hele ikke vælter.(3)

Om artiklen

Navne og steder i artiklen er blevet ændret for at beskytte interviewpersonens identitet.

Denne artikel er en del af projektet ”Kvinder med Kompleks PTSD”, som er et projekt udført af KompleksPTSD.dk. Formålet med projektet er at formidle viden om, hvem kvinden bag diagnosen Kompleks PTSD er, hvad hun har oplevet, og hvordan disse oplevelser har medført en ændring af hendes personlighed og adfærd. Projektet er baseret på halvstrukturelle interviews. Interviewdeltagerne godkender og redigere alle artikler inden, de offentliggøres.

Kilder
  1. Interview med Anne (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 22. marts 2018.
  2. Interview med Luna (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 15. nov. 2018.
  3. Interview med Lene (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 10. dec. 2018.
  4. Interview med Cordelia (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 24. maj 2018.