Jeg har svært ved at styre mine emotioner
Opdateret 30. oktober 2025
Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.
Jævnligt springer tårer ud af mine øjne. Jeg har også meget at græde over. Min vrede og angst ligger også lige under overfladen. Den gør, at jeg er opmærksom næsten hele tiden, så jeg kan beskytte mig selv mod det, som jeg tror kan være farligt for mig, og der er meget. Kort fortalt påvirker min manglende evne til at styre mine emotioner, alle symptomerne på Kompleks PTSD.
Min vrede går ud over mig selv og ting
Voldelige udbrud kan være en del af at have Kompleks PTSD. Som person er jeg mild og rolig, så det at få voldelige udbrud ligger meget fjernt for mig. Jeg har vreden inde i mig og kan blive meget vred og irriteret, men det er generelt set ikke noget, der går ud over omgivelserne.
Når jeg bliver vred, er det mest mig selv, det går ud over. Jeg ser det for eksempel, når jeg betjener en computer og lærer nye softwareprogrammer at kende. Skriver jeg en tekst eller laver budget, så skal det bare fungere – ingen overraskelser eller fejl undervejs, og bliver opgaven kompleks, så får jeg hurtigt et tåget blik i øjnene.
Når et softwareprogram ikke gør det som jeg bedt det om at gøre, ryger jeg op i en spids. Jeg bliver så vred, at jeg har lyst til at smide computeren ud af vinduet og trampe i jorden.
Det samme gælder også alt muligt andet, som ikke gør, som jeg vil. Opvaskemaskinen har givet mig problemer. Jeg ville rykke en skuffe i opvaskemaskinen en tak ned, så jeg kunne have små tallerkner i øverste skuffe. Jeg fik rykket skuffen for langt ned. Allerede, der startede frustrationen. Jeg forsøgte 3 gange mere, og skuffen kom til at sidde skævt. Min frustration var vokset til aggression. Jeg bandede og rykkede i den åndssvage skuffe. Min mand kom og reddede skuffen – og mig. Tårerne fyldte mine øjne. Hele situationen var for meget for mig.
Vores skraldespandsskuffe volder mig også problemer. Den indeholder to spande med håndtag, som nogle gange sætter sig fast, så jeg ikke kan åbne skuffen. Her bliver frustration også hurtigt afløst af aggression. Det er ikke unormalt, at jeg er blevet så vred, at jeg har rykket hårdt i skuffen. Det har resulteret i, at skuffen nu er skæv. Flere gange har jeg, også hånden mast ind i skuffen for at pille ved spandenes håndtag. Det rykker i huden på min hånd, men jeg er ligeglad. Skuffen skal bare gøre, ligesom jeg vil.
Skyldfølelse sidder dybt i mig
En stor skyldfølelse sidder fast i mit indre og dukker jævnligt op og gør mig opmærksom på, at jeg ikke har klaret mine traumer godt nok. Der er altid et eller andet, som jeg synes, jeg kunne have gjort bedre. Når jeg tænker på mit sidste job, lyder tankerne: “Hvorfor fik jeg ikke sagt fra overfor min chef og kollegas mobning?” “Hvorfor skiftede jeg ikke hurtigt job?” “Hvorfor opdagede jeg ikke, at jeg havde det skidt?”
Mine ører blev permanent skadet af en audiolog: “Hvorfor tillod jeg ham at lave den undersøgelse?” “Hvorfor var jeg så forbandet naiv?”
Der er så meget, som jeg kunne have gjort anderledes i mine traumer. Jeg har egentlig klaret dem rigtig godt, men når jeg er kommet til kort, har skyldfølelsen naget mig. Det handler meget om, at jeg ikke har været god nok til at beskytte mig selv, eller har haft tillid til nogle, der ikke fortjente det. Der er selvfølgelig en god forklaring på, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort i mine traumer. Skyldfølelsen er dog svær helt at fjerne. Jeg kunne have gjort det bedre. Hvorfor gjorde jeg ikke det?
Jeg føler mig skamfuld
Jeg skammer mig over den, jeg er, og hvad jeg har fundet mig i gennem årene. Når jeg ser tilbage til, da jeg var ung, føler jeg skam over, hvad jeg fandt mig i fra mænd. Jeg var dårlig til at holde mine grænser. I mit hoved skælder jeg mig selv ud: “Hvorfor var du så forbandet naiv?” “Hvorfor tillod du, at han gjorde sådan og sådan?” Jeg ved godt, hvorfor jeg tillod det. Jeg havde et desperat behov for kærlighed og ville gøre hvad som helst for at få den. Jeg føler mig udnyttet og blind. Det er en periode i mit liv, som jeg skammer mig over.
Min datters død fylder mig også med skam. Hun døde, da hun kun var 1 dag gammel. Min krop var ikke i stand til at passe på hende. Min moderkage havde en dårlig fordeling af næring ud til mine tvillinger. Hvorfor kunne den ikke gøre det bedre? Hvorfor kunne jeg ikke være en god mor for hende? Jeg skammer mig. Jeg skammer mig også over, at jeg ikke var hos hende hele tiden, efter hun døde. Hun lå alene på et kapel og var alene, da hun blev brændt. Hvilken mor lader sin baby være alene? Hvorfor var jeg der ikke til at passe på hende?
Jeg skammer mig også over, at traumatiske graviditeter, hjerneblødning, datters død og Kompleks PTSD, har påvirket mine ressourcer, så jeg ikke har kunnet være den mor, som jeg gerne ville være. Rationelt set ved jeg godt, at det var omstændigheder udenfor min kontrol, der tog af mine ressourcer til at være mor. Det ændrer dog ikke på, at jeg skammer mig over, at jeg ikke kunne gøre det lige så godt, som jeg ønskede mig.
Da jeg blev gift med min mand, var jeg ressourcefuld ligesom andre mennesker. Det forsvandt med traumerne. Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan være den kæreste, som jeg synes, min mand fortjener. Jeg synes, det er så urimeligt, at jeg ikke kan tage halvdelen af de huslige opgaver og økonomien, og at jeg ikke kan de udadvendte ting, som andre mennesker kan. Mit liv er fyldt med begrænsninger og manglende ressourcer. Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan gøre det bedre, end jeg gør.
