Når skammen ødelægger selvværdet

Fotoet viser en kvinde i mørke. Siden handler om "Når skammen ødelægger selvværdet". Fotoet er taget af Kevin Jesus Horacio.

Lene, Luna og Anne lider alle tre af Kompleks PTSD og har af den grund problemer med at regulere deres egne følelser, og det gælder blandt andet skamfølelsen. Skammen gør det svært for dem at være sammen med andre mennesker. Hver især har de oplevet, at skammen får dem til at føle, at de ikke slår til som mor, menneske og ægtefælle, og de kan pålægge sig selv skyld over andres dårlige adfærd, fordi de er vant med at føle skyld.

Prøver at være som andre vil have, at hun skal være

Luna bliver nemt plaget af skyld og dårlig samvittighed, når hun er sammen med andre mennesker, så derfor prøver hun ofte at være, som hun tror andre vil have, at hun skal være:

… Men jeg ender altid, hvis jeg puster mig op og så tror, at nu skal jeg lige ud og så vise, hvem jeg er, så ender jeg altid med at gå hjem med enten dårlig samvittighed eller skyldfølelse eller sådan noget – dunken oveni hovedet. Men hvis min indgang til det er mere, at jeg bare sidder og snakker dem efter munden og siger, hvor er det også bare dejligt, du har, så tænker jeg, at så er der ro, og så har jeg ikke indgået i nogen dramaer med at snakke om. Jeg får ikke noget følelsesmæssigt ud af det, men jeg får ro på.(2)

Du er et grimt menneske

Den dårlige samvittighed fylder meget hos Luna. Så meget, at hun får dårlig samvittighed, hvis hun ikke altid står til rådighed overfor venner og bekendte med hjælp. Også selvom hun lider meget psykisk og derfor ikke kan overskue at hjælpe. Det er også langtfra altid, at Luna oplever, at hjælpen er gensidig. Når hun får de tanker, kommer den dårlige samvittighed og skammen: (2)

… Jeg kan næsten ikke lide at sige, men for det er faktisk det, at hun har været fysisk syg, og jeg har været psykisk – der har vi bare haft nogle konflikter ikke. Og der føler jeg mere, at jeg har været der (mere) for hende end omvendt… og så tænker jeg: “Luna lad være. Du er et grimt menneske.” (2)

Skam over ikke at kunne tage sig sammen

Skammen over ikke at kunne det, hun gerne vil, kender Lene også til. Læger diagnosticerede Lene med fibromyalgi. Lene brugte 200.000 kr. på terapi ved psykologer, som forsøgte at lære hende, at de smerter, hun mærkede i sin krop ikke var virkelige. Lene blev ved med at føle smerterne, og hun skammede sig over, at hun ikke var i stand til at få smerterne væk (3):

… Det var frygteligt. Og jeg har jo en kæmpe, kæmpe rygsæk fuld med skyld og skam, fordi jeg var så flov over; hvorfor kunne jeg da bare ikke tage mig sammen og acceptere, og det ikke var virkeligt det her. Jeg skulle bare tage mig nok sammen på den rigtige måde, så gik det nok. Og det kunne jeg ikke, og jeg var så flov. Jeg følte jo, at jeg var rablende – faktisk på det tidspunkt…(3)

Det viste sig mange år senere, at Lene udover fibromyalgi også havde sklerose.(3)

Den indre skam gjorde Lene sårbar overfor vold

Følelsen af at være forkert, fordi hun ikke kunne indse, at hendes smerter ikke var virkelige, gjorde Lene udsat for hendes daværende mands vold og udskamning. Hun troede, at han havde ret i, at hun var forkert (3):

… Min daværende mand, som gjorde sit bedste eller værste for at pille mit selvværd fuldstændigt i stykker, fordi det var altid mig, der var noget galt med. Det var mig, der overreagerede, når jeg forsøgte at sige fra… Det var mig, der var forkert. Alting var jo min skyld, og jeg troede mere og mere på det, og derfor har jeg jo et eller andet sted været medvirkende til, fordi jeg gjorde alt for at hjælpe ham og redde ham fra sig selv, samtidig med, at jeg ikke kunne sige fra. Så et eller andet sted har det været medvirkende til, at den her spiral af vold i hjemmet udviklede sig, og den er rigtig tung at bære i dag, fordi mine børn også har PTSD.(3)

Lene følte sig skyldig i sin mands psykiske problemer

Lenes mand behandlede hende voldeligt, og alligevel syntes Lene, at det var synd for ham, at han havde det så svært med sig selv:

… Han havde jo ikke selv valgt, at han skulle blive sådan, men han slap afsted med rigtig, rigtig mange ting, fordi jeg var overempatisk og fordi, jeg hele tiden undskyldte ham med, at det var også hans opvækst, og det var jo også fordi, og stress fra hans job og hårdt arbejde. Og det var jo så synd for ham, samtidig med, at jeg altid har følt mig enormt skyldig over alting og aldrig følt, at jeg gør noget godt nok. Men her var jo beviset på, hvor dårlig jeg egentlig var, for prøv lige at se, hvor syg han var blevet nu. Det var garanteret min skyld. Jeg troede på det…(3)

Føler det er hendes skyld, at sønnen er respektløs overfor hende

Ligesom Lene påtager Anne sig også skyld for andres respektløse adfærd. Da Annes teenage-søn var en lille dreng fik Anne en hjerneblødning og hendes ene datter døde. Selvom Anne mener, at hende og hendes mand gjorde deres bedste for at beskytte sønnen mod, hvordan traumerne påvirkede dem, så tror hun, at han er blevet påvirket negativt af traumerne. Hun føler derfor skyld overfor sønnen og skammer sig over, at hun ikke kan være en bedre mor:(1)

… Min søn er teenager og har i flere år talt rigtig grimt til mig, og jeg har måttet finde mig i rigtig meget fra hans side. Jeg har så svært ved at sige fra overfor ham, fordi jeg føler, at det er min skyld, at han er sådan. Det må være fordi jeg ikke har elsket ham nok, eller ikke vist det nok. Eller fordi jeg ikke har givet ham nok opmærksomhed som barn. Det er min skyld.(1)

… Mange gange tager jeg bare imod, selvom han er urimelig. Når han vil have penge, eller have at jeg gør noget for ham, så gør jeg det tit, fordi gør jeg det ikke, får jeg dårlig samvittighed. ”Du er også en dårlig mor, at du ikke engang kan hjælpe ham med det”, tænker jeg.(1)

Skam over det, hun ikke kan med sine børn

Lene har også en skam over, at hun ikke kan give sine børn de oplevelser, som hun ønsker, fordi hun har sklerose og Kompleks PTSD. Lidelserne får hende til at føle sig svag og hjælpeløs. Hun har imidlertid fået hjælp af en ergoterapeut til at mindske sin stress og bevare sine kræfter bedst muligt. Det hjælper på hendes følelse af skam (3):

…(Hjælp fra en ergoterapeut) gav mig mere overskud til at være der med mine børn, så jeg ikke konstant følte skyld og skam over ikke at have kræfter til at lave ting med dem…(3)

Anne føler ligesom Lene også skyld og skam over det, hun ikke kan gøre sammen med sine børn, fordi hun har Kompleks PTSD og ekstrem lydfølsomhed:

… Jeg kan ikke tage med ud til så mange af de ting, som min mand og børn gerne vil, fordi det støjer, og jeg ikke kan tåle støj. Så føler jeg mig som en dårlig mor. Når jeg så endelig tager ud sammen med dem til nogle ting, så har jeg ørepropper i for at beskytte mine ører, som ikke kan tåle støj på grund af min lydfølsomhed. Så føler jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan høre børnene… Det gør lige meget, hvad jeg gør, så er det ikke godt nok.(1)

Skammer sig over, at hun har brug for at der bliver taget hensyn

Anne skammer sig også over, at hun har brug for, at børnene tager hensyn til hende, og hun gør det også, når de frivilligt tager hensyn til hende:

… Og når vi er hjemme har jeg dårlig samvittighed over, når jeg beder dem (børnene) om at være stille, fordi jeg bliver stresset eller de larmer… Så tænker jeg: ”Nu får han (sønnen) psykiske problemer i fremtiden, og det er min skyld.” ”Lad nu være at være så sart. De skal jo også have lov til at være her.” Jeg har brug for, at de tager hensyn til mig, men føler skyld og skam, når de ikke gør det, og jeg beder om det. Også når de tager hensyn, så tænker jeg: ”Nu bliver han et tilpasset barn, som gør alt, hvad andre siger, og det er min skyld.” Men at han faktisk nok bliver hensynsfuld. Det tænker jeg ikke.(1)

Anne overvåger sin egen adfærd

I det hele taget føler Anne meget skam og skyld, når hun er sammen med sine børn – men også når hun er sammen med sin mand. Hun overvåger sig selv konstant, og stiller spørgsmålstegn ved meget af det, hun gør og siger:

… Jeg holder meget øje med, hvad jeg selv gør, og det er simpelthen fordi, jeg vil ikke. Jeg er så bange for at gøre noget mod mine børn og Lars, som jeg selv har været udsat for som barn. Jeg er bange for at ødelægge dem – skade dem. Så derfor så holder jeg øje med mig selv konstant.(1)

… Det gør næsten lige meget, hvad jeg gør overfor børn eller overfor Lars, eller hvad jeg ikke gør, så føler jeg skyld over det. Så har jeg sådan en indre følelse af, at det ikke er okay. Jeg er altid i tvivl om det er okay, det jeg gør. Om det jeg sagde her, var det okay? Eller: Overtræder jeg deres grænser eller? Det jeg gjorde her, var det okay? Var jeg for meget her? Var jeg for lidt her? Det gør næsten lige meget, hvad jeg gør, så er der en indre skyld over det og tvivl.(1)

Fordi Anne konstant har den indre tvivl, om det hun gør, er godt nok, så spørger hun dem jævnligt, om det er ok det, hun gør:

… Så spørger jeg: Var det okay, det jeg gjorde her? Hvordan har du det med det? Så får jeg lige en dialog i gang med dem. Og jeg kan også finde på at spørge Lars. Jeg kan bruge ham som realitetstjek.(1)

Skammer sig over ikke at være en bedre mor

Skam fylder meget i Annes liv. Der er ikke nogle tidspunkter, hvor hun føler en indre frihed over at være det menneske, hun er.(1)

… Jeg synes, at børnene godt kunne være lidt mere heldige med at få en anden mor. Jeg skammer mig over, at jeg ikke er bedre, end jeg er. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke blive bedre, synes jeg ikke. Det er svært for mig. Og jeg synes jo, at de fortjener det – også Lars (hendes mand), men jeg kan ikke finde ud af at gøre det bedre end jeg gør. Og jeg synes ikke selv, at det er godt nok.(1)

Skammer sig over at hun passer på sig selv og sine børn

Skammen kommer også til udtryk, når Anne taler om sine forældre. Hun skammer sig over, at hun ikke er så tit sammen med sine forældre, som de gerne ville, selvom hun gør det for at beskytte sig selv og sine børn mod kritik fra dem (1):

… Jeg vil også sige med hensyn til mine forældre: Der har jeg det også. Der har jeg også underliggende. Jeg skammer mig. De gør så meget for mig. At jeg er utaknemmelig. Det er også noget, jeg har hørt fra min barndom, selvfølgelig. Og jeg skammer mig over, at jeg er på vagt overfor dem, at jeg kan kritisere dem. Jeg kritiserer dem nogle gange overfor Lars. Og at jeg ikke kan tilgive dem, hvad de gjorde, da jeg var barn, overfor mig.(1)

… og jeg synes, at jeg er en dårlig datter, at jeg ikke er mere sammen med dem og fordi de jo er søde ved mig og så videre. De er da meget søde nu. Det har de ikke altid været, vel? Jeg kan ikke bare lige sådan tilgive dem, selvom jeg godt vil. Jeg tør jo ikke konfrontere dem.(1)

Den dybe skam, som Lene, Anne og Luna lever med, er meget smertefuld af bære, da den påvirker deres følelse af værdi som menneske. Den er tillært af den massive mængde af traumer kvinderne har været i gennem som barn og som voksen, hvor de har oplevet, at de ikke kunne leve op til egne og andres forventninger og krav.(1-3)

 

Om artiklen

Navne og steder i artiklen er blevet ændret for at beskytte interviewpersonens identitet.

Denne artikel er en del af projektet ”Kvinder med Kompleks PTSD”, som er et projekt udført af KompleksPTSD.dk. Formålet med projektet er at formidle viden om, hvem kvinden bag diagnosen Kompleks PTSD er, hvad hun har oplevet, og hvordan disse oplevelser har medført en ændring af hendes personlighed og adfærd. Projektet er baseret på halvstrukturelle interviews. Interviewdeltagerne godkender og redigere alle artikler inden, de offentliggøres.

Kilder
  1. Interview med Anne (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 22. marts 2018.
  2. Interview med Luna (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 15. nov. 2018.
  3. Interview med Lene (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 10. dec. 2018.

Opdateret den