Barndomstraumer satte os i en Dissociativ identitetstilstand

Opdateret 4. juni 2026

Vi er tolv bevidstheder, som deler krop, så vi er ikke som alle andre. Det har vi haft en stærk fornemmelse af, så langt tilbage, som vi kan huske. Det har altid været som om, at vi levede i en form for forskydning af virkeligheden. Som om tanker og handlinger ikke hang sammen, og vi blev styrtet som en marionetdukke.

Når vi var væk hjemmefra var også altid tydeligt, at vi ikke reagerede normalt på følelsesmæssig påvirkning. For eksempel grinte vi ikke, når andre børn grinte. Børn som kendte os, kunne vi ikke genkende, og andres fortælling om os og vores handlinger kunne vi heller ikke genkende. Som barn vidste vi ikke, at vi levede med Dissociativ identitetstilstand (DID). Det fandt vi først ud af langt senere.

Vi ændrede os hele tiden

Det har altid været forvirrende for os, hvad der interesserede os og vækkede vores lidenskab. Det ændrede sig hele tiden – kunne komme og gå over få minutter. Vores forhold til mennesker omkring os ændrede sig også. Mennesker, som vi det ene øjeblik fandt interessante og tiltalende, oplevede vi pludselig som skræmmende eller kedelige, og sådan så vi også på os selv. Det ene øjeblik opfattede vi os selv på én måde, hvor efter vi pludselig skiftede opfattelse.

Søgte en diagnose som beskrev vores tilstand

I vores voksenliv, læste vi om alle tænkelige diagnoser i en søgen efter at finde et match, der kunne beskrive vores oplevelser af verden, men vi kom aldrig forbi beskrivelser af dissociation som fænomen eller diagnosen, Dissociativ identitetstilstand (DID). Da vi første gang blev introduceret for DID, faldt puslespillet på plads, og selv om vi så ind i en tilværelse med enorm usikkerhed, var det også en kæmpe forløsning endelig at vide, hvorfor vores bevidstheder var så meget anderledes end andres bevidsthed. Vi kalder det vores bevidstheder. Andre med DID vil måske kalde det identiteter, dele indeni, jegér, andre af mig mv.

Vores datter triggede traumer

DID’en indtrådte langsomt i vores liv over en længere periode. Det er svært at udpege de første symptomer helt, da vi livet igennem havde set og fornemmet, at noget var anderledes, uden at vi havde et sprog for vores oplevelser. Da vi blev mor til en datter oplevede vi tydeligt, at der blev vækket traumedele i vores krop. Det samme oplevede vi ikke, da vi fik vores to sønner.

Jeg har altid kunnet huske noget af det, som jeg blev udsat for som barn. Overgreb. Voldelige og seksuelle. Formaninger om at holde det hemmeligt og konsekvenserne der ville være hvis jeg modsatte mig. Jeg husker det som billedlige gengivelser af, hvad jeg oplevede, men jeg huskede ikke nogen af de følelser, som der var forbundet med mine oplevelser.

Nu begyndte jeg at reflektere over mine oplevelser i relation til min datter, og jeg var forundret over, at jeg ikke følte mig påvirket af mine oplevelser i barndommen. Hvordan kunne jeg være så upåvirket?

Frygtede stilstand

I mit liv var der ikke meget plads til, at jeg kunne være påvirket af følelser fra min barndom. Jeg har jeg altid haft et højt forventningspres og krævet meget af mig selv. Selvom jeg var nybagt mor, holdt jeg ikke barsel, fordi jeg havde travlt med fuldtidsuddannelse og egen virksomhed på samme tid. Altid blev min tid fyldt ud med arbejde, og allerhelst både fuldtidsjob og -uddannelse på én gang. Skulle jeg lave ingenting, var det altid i selskab med alkohol. Afslapning og en krop i ro, gjorde mig urolig. I dag ved jeg, at jeg har haft et enormt behov for at distrahere og bedøve mig selv, og gøre alt for at undgå stilhed og ro.

Genindspilning af min barndom i et dysfunktionelt job

I mit sidste job før, at DID’en indtrådte, havde jeg sagt ja til en stilling, som på alle måder skreg til himlen om, at den var dysfunktionel. Stillingen var ikke klart defineret, der var ikke sammenhæng mellem de ressourcer, som jeg havde til rådighed og de krav, som mine ledere stillede til mig. Kommunikation fra mine ledere var formanende, nedsættende og truende, og jeg havde ingen støtte i mit job. Jeg udgjorde hele afdelingen og var alene om at klare det store pres fra de øverste ledere.

Jeg fik flere og flere migræne-anfald og hovedpine, og jeg døjede med en tinnitus, som ørelægen ikke kunne forklare, men mente var stressrelateret. Flere gange græd og hulkede jeg ukontrolleret, når jeg var alene. Jeg anede ikke, hvorfor jeg græd, men jeg oplevede samtidig en følelse af intethed.

Sammenbrud på jobbet

Vilkårene på min arbejdsplads var en mini-genindspilning af vilkårene i min barndom, og en dag bliver presset for stort. I en diskussion, som foregik i et åbent kontorlandskab, blev alvorlige beskyldninger urimeligt rettet mod mig, mens der var mange tilskuere.

Ingen kom mig til undsætning. Jeg var alene, ligesom da jeg var barn. Jeg lukkede ned og forsvandt. Mange timer senere vågnede jeg på gulvet i brusekabinen i vores hjem, adskillige kilometer fra min arbejdsplads, uden erindring om, hvordan jeg var havnet der.

Min funktionsevne forsvandt

Jeg kunne ikke mere arbejde. Det var så meget, som jeg mistede efter mit sammenbrud på arbejdspladsen. Jeg mistede også evnen til at køre bil, fordi jeg hyppigt skiftede bevidsthed, dissocierede eller lige frem gik over i katatoni, hvor jeg kun kunne se ud af øjnene, men ikke bevæge min krop. I de første år havde jeg heller ikke stabilitet til, at jeg kunne cykle, bruge en computer eller synge og selv de mindste projekter gjorde mig udbrændt.

Bevidstheder, der er knyttet til vores traumer

Vi har bevidstheder, som er knyttet til vores traumer i barndommen. De var og er eksperter i at genkende de mindste tegn på trusler. De er i konstant beredskab og overvåger alle sammenhænge, hvor der er noget ukendt. Det kan være fremmede ansigter, nye omgivelser eller blot en ukendt lyd eller lugt. Hvis de opfanger et faresignal, går hele kroppen over i en overaktivering.

Der skal ikke mange stressfaktorer til, før vi ender i et sammenbrud. Vi kan føle os truet i en helt almindelig situation hjemme ved spisebordet. Hvis nogen ved bordet taler til os fra to sider på én gang (krydskommunikation), vil vi opfatte det som faretruende i en grad, hvor vi lukker helt ned og vores krop bliver katatonisk. Vi kan ikke bevæge os, og

hvis vi kan tale, bliver det stammende og monotont. Sådan kan vi sidde fast i timevis og er afhængige af, at vores mand enten kan guide eller bære os til en liggende stilling.

Fik forkerte diagnoser

Efter mit sammenbrud på jobbet, var vi i to forskellige psykologforløb. Vi fik diagnoser som ikke passede med vores symptomer. Det var en periode, der bare gjorde os dårligere og dårligere. I den periode oplevede vi dagligt indre og ydre gråd og skrig om hjælp, som ikke havde sammenhæng med virkeligheden. Samtidig fremtrådte indre billeder af små børn, som så forvirrede, bange og hjælpeløse ud.

Fik diagnosen Dissociativ Identitetstilstand

Den sidste psykolog, vi besøgte, henviste os til Psykiatrien, og her var vi yderst heldige at møde en traumespecialiseret psykolog, som havde kendskab til dissociation og DID. Han var kompetent og gav os en følelse af tryghed. Hen over nogle år, kom vi sammen frem til, at vi havde 12 bevidstheder, og vi fik opbygget kommunikation mellem bevidsthederne og fik metoder til, at vi kunne beskytte os selv.

Vi lærte os selv at kende, men fordi vores traumer kom frem i lyset, betød det, at vi fik det værre, og at vi begyndte at skade os selv. Indlæggelser blev nødvendige, og vi fik mulighed for at blive akut indlagt, når vi skønnede, at der var et behov for det.

Indlæggelserne var vigtige for at skærme og beskytte vores biologiske børn, men de hjalp ikke på vores mentale helbred.

Blev behandlet som et eksotisk dyr

Under mine indlæggelser i Psykiatrien følte vi os som et eksotisk dyr, der skulle beskues, da ingen i Psykiatrien kendte eller forstod vores diagnose. Mange var nysgerrige på at opleve den, fordi de kun havde læst om den eller set om den på film. Det aktiverede de af mine bevidstheder, som var fokuseret på “flugt”, og sådan blev vi meget hurtigt klar igen til at blive udskrevet, selvom vi døgnet tidligere var begravet i depression og opgivelse. Ved hver udskrivelse skulle vi svare nej til, om vi hørte stemmer, hvilket vi ikke kunne, men fordi Psykiatrien ikke havde kendskab til DID, var vi alligevel fri til at gå.

Vi har det bedre, men langt fra godt nok

Den dag i dag har vi genvundet vores evner for at cykle, bruge computer og synge. Det giver os et kæmpe håb om fremgang. Næste milepæl vil være igen at kunne køre bil. Vi laver små projekter herhjemme, som vi glæder os over, at vi lykkes med. Vi har endnu ikke fundet den rette balance mellem aktivt at lave nogen projekter og at lave beroligende ting. Vores hjerne bruger meget energi på at rumme bevidsthederne og skifte imellem dem. Så aktiviteter oveni den opgave gør os hurtigt udmattede. Det betyder, at vi næsten altid brænder ud eller får et sammenbrud.

Èn fælles krop bremser bevidsthederne i at gøre det, de vil

Alle vores bevidstheder har hver deres ønsker til fremtiden og ting, de drømmer om at udleve, da deres interesser er så forskellige. At der kun er én krop, besværliggør mulighederne, og vores behov for behandling er også individuel.

Nogle af vores bevidstheder er uberørte af traumerne, men er alligevel påvirket af DID’en, da vores PTSD-symptomer og vores nervesystem afgør, hvordan vores krop fungerer. En aktiv bevidsthed som ikke har traume hukommelse kan sagtens have en plan for dagen men ikke have mulighed for at udføre den, da kroppen er påvirket af en nat med mareridt og flashbacks, som giver kramper og smerter i kroppen.

Et udadvendt liv giver store tilbagefald

Generelt er vores færden stærkt begrænset, og vi lever et stille, isoleret liv, da der skal meget lidt til før vi mister fodfæstet. Konflikten for os er, at mange af vores bevidstheder elsker kreative udfoldelser og ønsker et socialt og udadvendt liv. Derfor begiver vi os indimellem udenfor hjemmets tryghed for at opsøge livet udenfor. I de forsøg oplever vi, at alle bevidstheder er hypermobiliserede. Derfor ender gode oplevelser altid med et stort tilbagefald og mange dages udbrændthed.

Det kan for eksempel være en tur med familien i en forlystelsespark, som resulterer i en lang periode med flashbacks og mareridt. Vi opfatter det som varsler fra vores traumatiserede bevidstheder om, at “det gode” altid er en forløber til det grusomme. Det er den erfaring, de bærer med sig.

Amalie Egholm er medlem af DissociationsNetværket

Se også Amalies video om at leve med en Dissociativ identitetstilstand.