At finde en mening med livet, når det virker meningsløst

Opdateret 8. februar 2024

Min tro på, at livet vil mig godt, kan ligge på et meget lille sted. Mine erfaringer siger mig, at alt kan ske, og at jeg skal være forberedt på det. Jeg har Kompleks PTSD og så har jeg lige fået konstateret kræft. Det er nu ikke fordi, det er noget specielt. Jeg er vant med at have Kompleks PTSD, og det er ikke første gang, at døden har banket på døren. Jeg har haft en hjerneblødning og min ene søn er død. Det hele, synes jeg, er så meningsløst. Hvorfor mig? Hvorfor min søn?

Hvorfor mig?

Mon jeg nu har fået kræft fordi, der er noget, som jeg har brug for at lære i livet? Nej, det virker som noget vrøvl. Hvis det her kræft skal lære mig noget, så må jeg have lært det i forbindelse med alle de andre traumer, som jeg har haft. Og jeg har lært meget om mig selv og menneskers natur. Kræften kan tilskrives en lang række biologiske processer, som har fundet sted i min krop. Nogen har jeg haft indflydelse på – andre er tilfældige.

Er livet meningsløst?

Hvis min kræft ikke giver mening, så gør min Kompleks PTSD heller ikke – og så gør mit liv heller ikke. Er det sådan, jeg skal se på det? Jeg er vel ligesom de andre 8,1 milliarder mennesker på jorden. Så hvis livet er meningsløst, gør det vel lige meget, hvad jeg bruger min tid på. Jeg kan være i nuet. Tage én dag ad gangen og gøre lige præcis det, jeg føler for. Det lyder pragtfuldt. Desværre er jeg ikke sådan som person. Jeg vil have, mit liv har en form for mening.

Mere end en biologiske mening med livet

At føre mine gener videre og sikre, de overlever i fremtiden, er den primitive og biologiske måde at se på meningen med livet på. Jeg kan mærke, at jeg rent instinktivt prøver at efterleve det. Jeg forsøger at give mine børn kærlighed og ballast så, de kan få det bedste ud af deres liv og er gode medborgere. Jeg er imidlertid skeptisk. Min genmasse er ikke speciel. Vil jeg efterlade et aftryk i verden, kan jeg også opnå det ved at give kærlighed til andre. Ja, og til mig selv, for ligesom alle andre, fortjener jeg også selv min kærlighed – selvom jeg ikke altid føler det.  Jeg kan berige andres liv, og jeg kan berige mit eget liv. Ved at gøre det, giver jeg mit liv en mening, der rækker ud over min genetik.

Har jeg overskud til at berige andres liv?

Er jeg virkelig i stand til at berige andres liv, og mit eget, er spørgsmålet der så dukker op. Det virker så ambitiøst, når jeg nu ikke har så meget overskud, og jeg fejler både det ene og det andet. Jeg har selvfølgelig nemmest ved at give, når jeg har overskud til det. Når traumer, psykiske og fysiske lidelser trækker mig ned, har jeg oftest kun kræfter til at overleve det, jeg står i. Det er sådan det er. Jeg må tilgive mig selv, for det primære er, at jeg overlever, og det er der mit fokus skal være nu. Det er her, jeg har brug for at tage imod andres hjælp, og det bedste jeg kan gøre for mig selv og dem omkring mig, er at tage imod velment hjælp, så jeg kan få det bedre.

Når jeg får det bedre, ved jeg, at jeg automatisk åbner mig ud mod verden og giver af mig selv til andre. Ligesom ondskab giver et spor af lidelse omkring sig, tror jeg på, at gode gerninger og venlighed spreder glæde og velvære – som tryllestøv i en verden, hvor alt kan synes meningsløst.

 

Pia Serup