Min selvdestruktive adfærd
Opdateret 14. november 2025
Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.
Nogle med Kompleks PTSD kan være hensynsløse i deres adfærd. Det er bestemt ikke tilfældet med mig. Tværtimod har jeg haft svært ved at passe på mig selv og tage hensyn til mig selv og mine behov. Særligt i min ungdom – til godt op i 20’erne var jeg ikke god til at passe på mig selv. For meget alkohol i weekenderne, mange cigaretter og kortvarige seksuelle forbindelser var en del af årsagen. En anden del var min manglende fornuft.
Sørgede jeg for, at jeg var en anelse fuld i sociale sammenhænge, blev mine hænder rolige. Jeg har nemlig rystesyge, som gør, at de ryster lidt, og i min ungdom var der flere, der spurgte: “Hvorfor ryster du?” Det var meget ubehageligt med den negative opmærksomhed, men et par drinks fjernede rystelserne. Drak jeg endnu mere druknede jeg ”den kritiske stemme” i mit hoved og følte mig fuld af selvværd. Det var dejligt, indtil det ikke var det mere, for med alkoholen i kroppen forsvandt også meget af min fornuft, og jeg tog gang på gang dårlige beslutninger, som jeg fortrød dagen efter.
Nogle dårlige beslutninger var, for eksempel at være seksuelt sammen med mænd, der virkelig ikke var gode for mig. Det var jeg mere tilbøjelig til, hvis jeg havde fået noget at drikke. Jeg kunne nu også tage dårlige beslutninger omkring mænd, når jeg var ædru. Det fandt jeg senere ud af skyldtes, at jeg ikke følte, at jeg var god nok i mig selv. Jeg havde brug for en mand, for jeg kunne ikke klare mig selv, og jeg var ikke okay, fordi jeg bare var en pige. Det er selvfølgelig fuldstændigt vanvittigt, at jeg havde det sådan, og det mest vanvittige er, at jeg stadig har det sådan. Sådanne indre overbevisninger kan jeg ikke fjerne med min fornuft. De hænger sammen med oplevelser fra min barndom. Jeg har prøvet at ændre dem. Det kan jeg ikke bare. Jeg ved, de er der inderst inde, og det hjælper mig til at være på vagt overfor mig selv. Skal min fornuft have en chance overfor disse indre overbevisninger, er det nødvendigt for mig, at jeg er ædru, så det har jeg været de sidste 20 år.
Den dag i dag er jeg rimelig fornuftig, men det betyder ikke, at jeg altid tager fornuftige beslutninger. Jeg har brug for en pause fra de overvældende følelser, der invaderer min krop. Derfor har jeg en svaghed for chokolade. Det tager toppen af de trælse følelser. Jeg ved godt, at det er usundt, og at jeg har taget på af det, og jeg prøver også at begrænse det, men falder gang på gang i. Når jeg spiser søde sager, kan jeg ikke mærke, at min hals snører sig sammen, eller at jeg har en knude i brystet. Chokoladen giver mig nydelse, og sørger jeg også for at drikke noget dansk vand, er der fysisk aktivitet i min brystkasse og hals, som gør, at følelser af ubehag forsvinder. Sætter jeg serier på fjernsynet, kan jeg helt abstrahere fra mig selv. Serier, chokolade og dansk vand er min medicin.
Ellers så hverken ryger eller drikker jeg eller er seksuelt sammen med andre end min mand. Det sidste sætter han nok pris på! Jeg har imidlertid forståelse for, at der er andre, der tager medicin, stoffer og alkohol for at dulme alle de voldsomme følelser, der hele tiden lurer under overfladen. Det er ualmindeligt hårdt at have Kompleks PTSD, og jeg har også brug for en pause, så jeg bare en gang imellem kan føle mig nogenlunde afslappet.
