Mit turbulente liv med mange traumer

Opdateret 21. august 2025

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Mit liv har altid føltes som en kamp for at holde sammen på mig selv. Jeg har i mange år været udsat for følelsesmæssig vold og har været udsat for talrige traumer. Så mange traumer, at man kan tænke, at det ikke var muligt, men det, var det. Det er svært for mig at sige, præcis hvornår jeg fik PTSD, og hvornår det senere udviklede sig til Kompleks PTSD. Det har været en glidende proces over mange årtier startende, fra jeg var en lille pige.

Jeg var et barn af 70’erne, som voksede op i en kernefamilie i provinsen. Mine forældre var selv vokset op under trange kår, så de ønskede at give os børn alt det, som de ikke selv fik som barn. Jeg skulle ikke mangle noget, og under min uddannelse støttede de mig økonomisk, og de var altid klar til at hjælpe, hvis jeg havde brug for hjælp.

Det er begrænset, hvad jeg husker fra min barndom. Jeg har en grænse, der hedder 12 år. Hvad der skete før det tidspunkt, kan jeg kun svagt huske. Visse replikker, som jeg har hørt gentagne gange, har dog forplantet sig i mig. De kommer til udtryk i form af en stemme inde i mit hoved, som kritiserer mig. Selv om stemmen er min, kan jeg høre, at den er en kopi af velkendte stemmer.

Træerne voksede således ikke ind i himlen. Noget gik galt undervejs i min barndom. Jeg fik for eksempel ikke lært, at jeg var værdifuld og fortjente at blive set. Jeg lærte heller ikke, at andre mennesker var mine jævnbyrdige, og at jeg kunne være en del af deres sammenhold.

Nogle af de overlevelsesstrategier, jeg lærte mig selv som barn, viste sig også at være uhensigtsmæssige, da jeg blev voksen. Jeg vidste ikke nok om, hvordan jeg kunne beskytte mig selv, hvad jeg havde ret til som menneske, og hvad der var acceptabel adfærd fra andre. Det, jeg bare ønskede, var at blive set og elsket, og jeg ville gøre hvad som helst for, at det skete.

I det følgende har jeg listet de traumatiske begivenheder, som jeg har været ude for gennem livet. Til hver af dem er en beskrivelse af begivenheden. Med dem i baghovedet vil du kunne forstå baggrunden for mine symptomer på Kompleks PTSD.

Mændene udnyttede mig seksuelt

Mit første minde var fra, før jeg kunne læse. En 7 år ældre dreng havde en hånd nede i mine trusser, mens han læste tegneserie for mig. Jeg besøgte ofte hans familie, men ved ikke, om der siden skete mere end det.

Om mit liv blev påvirket af denne oplevelse, ved jeg ikke. I min ungdom og senere havde jeg meget svært ved at mærke mine grænser, men det kan også skyldes, at jeg i bund og grund følte, at jeg var værdiløs og ikke havde betydning. Mænd manipulerede og udnyttede mig og fortalte mig løgnehistorier. Naiv, som jeg var, troede jeg på de mænd, der behandlede mig sådan, og jeg så ikke advarselssignalerne, eller også valgte jeg at ignorere dem.

Det var svært for mig at vurdere, hvem der var ven, og hvem der var fjende. Jeg lod mig derfor udnytte i troen på, at jeg så ville få den kærlighed, som jeg, så meget havde brug for, og jeg var parat til at gøre hvad som helst for at få kærlighed. Kærlighed fik jeg ikke. Måske opsøgte jeg ubevidst lige netop de mænd, som ikke var i stand til at give mig den.

Frem til starten af 30érne skøjtede jeg fra den ene mand til den anden. Jeg ville så gerne elskes. Elsk mig nu! Så nemt var det selvfølgelig ikke. Hvor jeg oftest ville have kærlighed, fik jeg i stedet sex. Det blev til mange onenightstands og korte forhold.

Jeg lærte at passe på mig selv

En dag kunne jeg ikke holde til flere afvisninger. Jeg var igen alene og forladt. Mit selvværd var langt under normalen. Mine tårer trillede ustoppeligt ned af mine kinder. Jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp til at få det bedre. Det fik jeg. Den følgende tid blev et vendepunkt i mit liv. Fra at være psykisk nedbrudt fik jeg ændret min adfærd hen over tre år ved en psykolog. Jeg vil strække mig så langt til at sige, at jeg gennemgik en personlighedsændring.

Jeg lærte at mærke efter, hvordan jeg havde det, og jeg lærte at være mere fornuftig i min adfærd i stedet for blot at gå efter min lyst, som jeg havde gjort indtil da. Barndommens følelse af at være værdiløs lå imidlertid så dybt i mig, at det ikke lykkedes mig at få den fjernet. Med min fornuft kunne jeg passe på mig selv. Jeg kunne imidlertid ikke undgå gang på gang at blive trigget, så jeg følte, at jeg var tilbage i en tid, hvor følelsen af at være uelsket og forladt var gennemtrængende og smertefuld.

Trods ængstelighed og lejlighedsvise følelser af at være værdiløs var jeg glad for mit liv. Jeg havde fået mig en uddannelse som civilingeniør og havde efterfølgende fået et job, som jeg var glad for. Selv mænd gik det bedre med. Jeg blev langt bedre til at gennemskue, hvilke mænd som var gode for mig.

Han udsatte mig for seksuel chikane

Det var nyt for mig at passe på mig selv, og det tror jeg, at visse mænd kunne lugte. Nogle af dem så på mig og tænkte: “Hende tror jeg godt, jeg kan pille ved, uden at hun tør sige fra.” Var det i byens natteliv, så var jeg efterhånden blevet god til at sige fra, medmindre fyren manipulerede mig til at tro, at han så mig og ville mig som person. Med barnets naivitet faldt jeg ofte for sådanne krumspring.

Jeg var en smuk ung kvinde, og på min anden arbejdsplads som ingeniør oplevede jeg, at min vigtigste samarbejdspartner ville mig seksuelt. Det var anstrengende, men det lykkedes mig at holde ham ud i strakt arm.

På den næste arbejdsplads blev det ikke bedre. Tidligt i ansættelsen havde jeg nogle samarbejdsvanskeligheder med en kollega, som gjorde det svært for mig at falde til på arbejdspladsen. Det benyttede direktøren sig af. Han forsøgte at få mig på dates og ville i sidste ende have mig som sin elskerinde, hvilket han gjorde mig opmærksom på ved firmaets julefrokost.

Jeg formåede at gennemskue hans manipulation og kæmpede imod en arbejdsplads, hvor der blev talt om mig i krogene, og hvor direktøren prøvede alle mulige krumspring for at sætte mig i et dårligt lys overfor kollegaerne. Det hele var en farce, hvor folks støtte blæste i vilkårlige retninger. Nogle gav historien til TV2, men både direktøren og jeg nægtede at deltage i interviews. Under forløbet var der én leder, der virkelig støttede mig, desværre faldt hun mig i ryggen til sidst og blev min modstander.

Kommunernes Landsforening fik til opgave at få styr på, hvad der var sket. Ham, der stod for interviews med medarbejderne, fik åbenbart ikke nok information fra mine kollegaer om, hvad de havde set og hørt. Alle vidner var som sunket i jorden. Måske var det derfor, at han var mest interesseret i at pakke det skete væk og få mig af vejen. Alt dette foregik i 2002, så tiden var til, at direktøren slap med et slag over næsen.

Min psyke var stærkt påvirket af, hvordan jeg var blevet behandlet. Mine evner og faglighed var blevet ignoreret, fordi en enkelt mand havde en grænseoverskridende adfærd. Jeg vidste ikke mere, hvem jeg kunne stole på, og om folk ville hjælpe mig, hvis jeg havde brug for det. Ja, og så mistede jeg mit job.

Traumer, som er forårsaget af andre menneskers handlinger, opfatter ofrene gerne som traumer, der er gjort med vilje. De opleves som påtrængende og ondartede og kan indeholde forestillinger om forræderi, hvilket er associeret med mere negativt udfald. I modsætning dertil er traumer, som er forårsaget af ulykker. De opleves generelt ikke som mishandling. (Briere J. Et al., 2010, s. 772)

Jeg tror, det var her, at jeg fik en mild PTSD. Forløbet i firmaet havde vist mig mennesket fra sin værste side. Jeg var blevet socialt traumatiseret, og det havde jeg svært ved at ignorere. Min stolthed over, at jeg havde kæmpet imod en overmagt, havde svært ved at overgå min følelse af, at jeg var blevet behandlet uretfærdigt.

Lastbilen torpederede os og kørte videre

En ferie med afslapning skulle der til. Min fætter og jeg kørte turen mod Billund en tidlig morgen. Vi skulle til Gran Canaria. Min fætter kørte bilen, og pludselig så vi, at en stor lastbil kørte frontalt mod os. Jeg sad i chok, mens min fætter drønede over flere vejkantpæle. Lastbilen tog sidespejlet på bilen, og chaufføren rettede lastbilen op, og så flygtede han fra åstedet.

Min fætter og jeg var, få centimeter fra at vi var døde, og jeg er aldrig kommet mig over, at chaufføren tog flugten og var uinteresseret i, om vi var kommet til skade. Når jeg kører bil i dag, er jeg ekstra opmærksom på lastbiler, og jeg hader at være i nærheden af dem.

Jeg er i det hele taget en opmærksom bilist, som forventer, at der sker trafikulykker. Inden denne ulykke var jeg i min ungdom ude for tre andre ulykker. Under min første ulykke, kørte jeg op i bagenden på en militærlastbil. Den næste ulykke var en glatkørselsulykke i en firehjulstrækker, og den tredje var igen i en firehjulstrækker, hvor det ene baghjul røg af bilen, mens jeg kørte 90 km i timen.

Endelig fik jeg mig en sød kæreste

Jeg fik slikket sårene ovenpå den seksuelle chikane. Jeg var nu uden job, og jeg var bange for, om et nyt job ville medføre mere traumatisering, så jeg tog det roligt med jobsøgningen. Søgningen efter en kæreste slap jeg imidlertid ikke, og tiden var til, at jeg nu fandt en mand, som var åben for et forhold, og som behandlede mig ordentlig. Ham fandt jeg i Lars. Jeg kunne rigtig godt lide ham, men jeg var skeptisk. Kunne han nu virkelig lide mig? Det var svært for mig at tro på det. Jeg var blevet svigtet så mange gange før. Lars kunne virkelig lide mig, og hans rolige og venlige væsen tiltalte mig. Vi flyttede sammen, og da der var gået 9 måneder, blev jeg gravid og samtidig landede jeg et nyt job. Det gav mig nogle problemer i forhold til mit job. Jeg var ikke så beskyttet af min fagforening, som jeg troede. Udover det kunne mit liv ikke gå så meget bedre, og selv om det var hurtigt, at jeg blev gravid med Lars, så kan jeg her mange år senere sige, at jeg foretog det rigtige valg. Lars var en god mand for mig.

Jeg fødte, mens jeg var ved at falde i søvn

Min graviditet forløb planmæssigt. Jeg var godt nok skrækslagen for smerten ved at skulle føde, så jeg aftalte med jordemoderen, at jeg skulle have blokade ved fødslen.

Ved et rutine lægetjek sidst i graviditeten, konstaterede min læge desværre, at jeg havde fået svangerskabsforgiftning og derfor skulle hurtigt i fødsel. Jeg blev indlagt om aftenen, fik noget sovemedicin at sove på, og medicin til at sætte veerne i gang. Jeg fik at vide, at jeg ville starte med at få tabletveer, dernæst veer og så presseveer. Da det tog noget tid for medicinen at virke, skulle jeg først regne med, at jeg ville føde efter natten.

Lige over fødegangen lå en 8-mands stue. Den blev jeg indlagt på. Alle på stuen sov, og jeg prøvede at falde i søvn, mens kvinders skrig fra fødegangen trængte op gennem gulvet. Jeg var så forfærdelig bange og følte mig så alene, og pludselig gik vandet. Det var tid til, at jeg skulle føde.

Jeg kom ind på en fødestue, og Lars blev tilkaldt. Jordemoderen konstaterede, at jeg ikke var så åben endnu, så Lars og jeg blev overladt til os selv. Der skete et vagtskifte. Jeg var glemt af jordemødrene. Tabletveerne kom. “Det har jeg styr på”, tænkte jeg, og styrede min vejrtrækning i forhold til veerne, mens omgivelserne blev mere og mere tågede på grund af den sovemedicin, jeg havde fået. Ret hurtigt kom så veerne. Jeg var rædselsslagen. “Sådan må det føles at få rykket en arm af,” tænkte jeg. “Jeg kan umuligt holde til det her i 20 timer,” græd jeg rystet. “Hent jordemoderen. Jeg vil have den blokade nu!”

Jordemoderen kom ind og konstaterede, at jeg havde presseveer. Det kunne Lars og jeg ikke forstå. Lars forklarede jordemoderen, hvad den tidlige jordemoder havde fortalt os om tabletveer, veer og så presseveer. “Det her er presseveer,” kom det fra jordemoderen. “Og det er for sent med blokade.” Smerterne var uudholdelige, mens søvnen trak i mine øjenlåg. Der kom få pres mere, så var vores barn født.

Da min søn blev lagt op på mit bryst, var det, som om smerterne forsvandt. Jeg så med kærlighed på min søn, som virkede diffus for mig, fordi jeg var på sovemedicin.

Hjemme igen følte jeg mig snydt for en god fødselsoplevelse, og igen fik jeg lidt mindre tillid til, at jeg kunne regne med folks hjælp, når jeg havde allermest brug for det.

Flere læger overså min hjerneblødning

Jeg nød min tid på barsel med vores lille søn, og da han blev 1 år, blev Lars og jeg gift. Glæden varede dog kort. 1 måned efter brylluppet vågnede jeg en nat med en mærkelig fornemmelse i hele kroppen. Jeg vækkede Lars, som ret hurtigt ringede til en vagtlæge. Jeg havde en udpræget kvalme, som resulterede i, at jeg brækkede mig ved den mindste bevægelse, mine læber sov, og jeg mærkede et kraftigt slag i mit baghoved. Trods mit stærke ubehag formåede jeg præcist at kommunikere alle mine symptomer ud til min mand, som så sagde det videre til vagtlægen.

Vagtlægen var ikke bekymret. “Årsagen til hendes symptomer må være, at hun hyperventilerer.” Det fortalte Lars, at jeg ikke gjorde. Lars fik at vide, at han kunne køre mig ind på skadestuen, men det kunne han ikke, da han ikke kunne finde pasning til vores baby.

De havde travlt, fortalte vagtlægen. Der ville gå et par timer inden, at der kunne komme en vagtlæge ud og se til mig.

I ventetiden lå jeg i sengen og kunne kun fokusere på at ligge helt stille. Efter 3 timer kom der en vagtlæge. Han undersøgte mig, og imens talte Lars og ham hen over hovedet på mig. Jeg anede deres snak, men var for svag til at reagere. Lægen konkluderede, at jeg havde virus på balancenerven.

Lars ventede bekymret i nogle timer. Den medicin, som jeg havde fået, og som skulle sørge for, at jeg fik det bedre, virkede ikke. Grædende ringede han igen til vagtlægen. En ny vagtlæge kom tidligt om morgenen. Jeg ænsede hende knap nok. Hun undersøgte mig og gav mig samme diagnose som den første vagtlæge.

Det var dagen før påskeferien, så vi havde ingen kontakt med min egen læge. Hen over de næste 6 dage lå jeg bare i min seng, hvor jeg bevægede mig mindst muligt, og drak og spiste mindst muligt, da enhver bevægelse fik mig til at få det værre. Jeg lå i min egen boble – uden kontakt til omgivelserne.

På den syvende dag kunne jeg rejse mig op og gå. Jeg så dobbelt og var svimmel, men kvalmen var væk. Jeg ringede til min læge, som var tilbage fra ferie. Sekretæren ville først give mig en tid dagen efter. Da jeg mødte lægen, så han mig ind i øjnene. “Du har haft en blodprop.”

Hurtigt blev jeg indlagt på sygehuset, hvor de konstaterede, at jeg havde fået en hjerneblødning, som giver nogle af de samme symptomer som en blodprop. Blødningen var i pons i hjernestammen. Pons styrer ubevidste handlinger som balance, vejrtrækning, blodtryk, øjne og søvnrytme. Området er kun 2,5 cm langt og er den største del af hjernestammen.

Jeg var indlagt en uges tid, hvor jeg talte med læger og gennemgik en lang række undersøgelser. På min stue var der 5 andre kvinder, som havde haft hjerneblødning. Nogle var uden sprog og havde ingen kontakt med omverden, og andre kunne ikke bevæge sig ordentlig og måtte vaskes og besørge i sengen. “Er det der jeg ender,” tænkte jeg fuld af angst.

Jeg fik at vide, at min hjerneblødning kunne skyldes, at jeg havde fået sprængt et blodkar i hjernen. Havde jeg flere af disse skrøbelige blodkar, ville jeg kunne dø ved den mindste fysiske eller psykiske overanstrengelse. Jeg måtte ikke løfte mere end en halv liter sodavand, og jeg skulle undgå stress. Når jeg først havde fået en hjerneblødning, var der stor risiko for, at jeg ville få en igen indenfor det næste år, og så var der det med dødeligheden. Den var omkring 50 %.

Ordene gav mig et chok, og stress og dødsangst sneg sig ind på mig. Det næste halve år var jeg konstant bange for at dø og turde knap nok bevæge mig. Jeg var bange for at være hjemme, for at gå ud af huset, for at spise noget forkert, for at stresse og meget mere. Fysisk gik det nemmere – symptomerne stilnede af.

Det var en ekstrem stressende periode, hvor jeg følte mig meget alene. Jeg havde heldigvis min psykolog på sidelinjen, som guidede mig gennem min angst. Det gjorde, at jeg var klar til at arbejde igen et år efter hjerneblødningen.

Min tvillingegraviditet var en trussel mod mine fostres liv

Der gik et år, hvor mit liv var fredeligt med en lille tumling i huset. Lars og jeg besluttede, at vi ville udvide vores familie. Ret hurtigt blev jeg gravid igen. Denne gang var det med enæggede tvillinger. Det var en stor overraskelse, som også kom til at give Lars og mig nogle bekymringer. 19 uger henne i graviditeten voksede min mave ualmindeligt meget. Det viste sig, at min moderkage havde fået TTTS (tvilling til tvilling transfusions syndrom). Moderkagen fordelte næringen ulige mellem fostrene. Faktisk blev der ført næring fra den ene tvilling til den anden, hvilket betød, at den ene tvilling fik for lidt næring. Det kunne gå ud over udviklingen af hendes organer. Den anden tvilling fik til gengæld for meget næring, og derfor skulle hendes hjerte arbejde alt for hurtigt, og hun producerede for meget fostervand.

Det var heldigvis en situation, som to overlæger på Rigshospitalet kunne normalisere ved operation, hvis det blev opdaget omkring uge 19-21. De var eksperterne i TTTS i de nordiske lande og foretog omkring 10 af den slags operationer om året.

På Rigshospitalet fortalte en af overlægerne om operationen. “Fostrene er sunde og raske, så du kan få operationen. Det skal ske hurtigst muligt, da begge tvillinger i fare for at dø på grund af TTTS.” Hun fortalte om proceduren for operationen, og vi forstod straks, at det var en risikobetonet operation.

Selve indgrebet i moderkagen gav en risiko på 20 % for, at vandet ville gå indenfor den næste måned. Selve operationen påvirkede også fostrenes kredsløb, og det var ikke sikkert, at de ville klare det. Statistikken sagde, at der var 35-40 % chance for, at begge fostre overlevede, og 70 % chance for, at én af dem overlevede. Derefter var der yderligere 15 % risiko for hjerneskade hos fostrene.

Jeg var chokeret, og alle mine sanser var skærpede. “I har også en anden mulighed”, nævnte lægen. “Vi kan fremprovokere en fødsel, hvilket betyder, at begge fostre dør. Vi kan også gøre det, at vi skærer det ene foster fra. Det vil forbedre det andet fosters chance for at overleve. I skal så vælge, hvem vi skal skære fra. Statistisk er der størst risiko for, at donoren dør, fordi hun modtager for meget næring, så hende vil vi anbefale, at vi skærer fra.” Der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. “Nu får i en halv time til at beslutte, hvad I vil,” fortsatte hun.

Lars og jeg stod op ad væggen i Rigshospitalets fyldte cafeteria. Tårerne trillede ned ad vores kinder, samtidig med, at vi holdt hovedet koldt. Vi ønskede, at begge raske tvillinger skulle have en chance, uanset om de var i risiko for hjerneskade. Vi nægtede også at vælge, hvilken tvilling der skulle skæres fra, hvis situationen blev nødvendig. Vi syntes, at begge skulle have en chance for at leve.

Næste dag foretog de to overlæger en kikkertoperation i min livmoder. Til min sorg mislykkedes min operation. Kikkerten var i stykker, og fostervandet var grumset, så lægerne kunne ikke se, hvad de lavede. De havde heller ikke rensemuligheder af fostervand på operationsstuen, selvom grumset fostervand ofte forekom. De gjorde det, de kunne, og det var at fjerne fostervand hos donoren.

Jeg kom på orlov i en uge med en frygt for, at fostrenes tilstand i mellemtiden ville blive forværret. Det blev den heldigvis ikke, og lægerne gik med til at foretage endnu en operation af min livmoder med de risici, det måtte medføre. Denne operation lykkedes heldigvis. Den næste måned var jeg konstant bekymret for, at vandet ville gå. Det skete ikke.

Da jeg kom til uge 28, gik vandet hos den ene tvilling. Det var alt for tidligt. Jeg blev indlagt i en måned, hvor frygten for fostrenes tilstand konstant sad i mig. Jeg var rædselsslagen for, at min moderkage ville slå tvillingerne ihjel, eller at lægerne ikke var kompetente nok til at vurdere, hvornår det var bedst, at jeg fødte.

Min datter døde foran øjnene af mig

I uge 31 besluttede læger, at det var for risikabelt at fortsætte graviditeten, så jeg fik foretaget kejsersnit. Der var 20 personer til stede ved operationen, som gik planmæssigt. Begge tvillinger var umiddelbart i en fin tilstand.

Da jeg vågnede på afdelingens opvågning, flyttede to portører mig ned på neonatal på en båre. Pladsen var trang og udsynet, fra båren var dårlig. Bella, som var donoren, havde det fint, men det havde Astrid, som var modtageren, til gengæld ikke. Hun havde problemer med lungerne og skulle derfor have hjælp til at trække vejret.

Astrids lille krop lå med arme og ben ud til siderne. Hun var bedøvet af sovemedicin, så hun ikke oplevede alt det, der skete omkring hende. Lægen mente godt, at de kunne stabilisere hende, så Lars og jeg fik et hvil på min stue.

Da vi kom ind på neonatal efter hvilet, erkendte lægen, at de ikke var lykkedes med at stabilisere Astrid. Hun blev døbt af sygehuspræsten for en sikkerheds skyld, og i løbet af dagen lykkedes det lægen at få hendes lunger stabiliseret.

Lars og jeg var trætte ovenpå den lange dag og gik derfor op på min stue og lagde os til at sove. Personalet lovede, at de ville vække os ved det mindste. Det gjorde de ikke.

Efter 2 timers søvn blev vi vækket. Astrid havde fået det værre. Vi kom ned til en stue på neonatal klokken 1 om natten, hvor der var en vrimmel af læger og sygeplejersker omkring Astrid.

På ganske få minutter døde Astrid foran øjnene af mig. Hendes blodtryk var faldet, og de fortalte, at de var nødt til at stoppe forsøg på at redde hende.

Lars og jeg stod som to saltstøtter. “Nu er der ikke mere at gøre. Er det i orden, at vi slukker respiratoren?” En læge så spørgende på mig. Det var et spørgsmål, som vi ikke kunne sige ja til, men det gjorde vi.

En sygeplejerske placerede Astrid på mit bryst. Astrid var varm og slap, da hun tog sin sidste udånding. Imens havde mørket sænket sig over mit sind. Jeg græd, til jeg ikke mere kunne græde. Det her var første gang, at jeg rørte Astrid.

Jeg frygtede dagligt for min babys liv

Selvom Astrid var død, kunne jeg ikke sætte mig ned og sørge. Det var der simpelthen ikke tid til. Først skulle jeg forholde mig til, at hun var død. Lars og jeg plejede hendes lille krop og fik sagt farvel til hende flere gange, inden hun blev lagt i en lukket kiste. Det var så svært at give slip. Vi havde også en begravelse, der skulle planlægges, og oveni det en 3-årig, der savnede mig, fordi jeg havde været indlagt i over en måned.

Tiden på neonatal var et kapitel for sig selv. Jeg skulle lære Bella at kende, få udmalket mælk til hende, til undersøgelser med hende, og Astrid skulle obduceres. Og oveni det havde jeg møder med sygehuspræsten og en psykolog. Læger, sygeplejersker og jordemødre fra mit meget lange forløb på sygehuset, kom også for at kondolere, at Astrid var død. Det gjorde de, mens jeg var ved at skabe et bånd til Bella. Det var meget forvirrende for mit sind at skulle forholde mig til glæde og sorg oveni hinanden.

Selve afdelingen, som mere eller mindre var mit hjem de næste 2 måneder, var et rum med kuvøser og ammestole, der stod tæt op af hinanden. Jeg blev jævnligt konfronteret med tvillingemødre, der ammede deres babyer, og alarmerne i rummet lød hyppigt og skar mig i ørerne. De mindede mig hver gang om, at det kunne være, at Bella eller en anden baby var ved at dø. Jeg prøvede at socialisere med andre mødre. Det var ikke muligt. De havde håb og fokus på deres egen baby. Jeg var anderledes med min sorg og blev ikke mødt med den empati, jeg havde brug for.

De to måneder var ren overlevelse. Jeg gik ved siden af mig selv, mens jeg blot gjorde alt det, som begge mine levende børn havde brug for. Jeg havde styr på det hele, men havde ikke overskud til at tage mig af min egen sorg.

Da jeg endelig kom hjem med Bella, oplevede jeg freden og roen omkring mig som en velsignelse. Jeg fik skabt en hverdag med Bella og Oliver og formåede at glæde mig over de små størrelser. Når Bella sov og Oliver var i børnehave, fik jeg endelig taget hånd om min sorg. Det næste års tid var én lang helingsproces, hvor min psykolog var min støtte og vejleder i sorgen. Jeg var også med på weekendophold for forældre med døde spædbørn. Det første år blev jeg dog afvist, fordi de andre forældre ikke ønskede at blive konfronteret med min levende baby.

Med tiden blev min sorg mindre. Jeg lærte at leve med den. Den var en del af mig og ville sikkert være det resten af mit liv.

Jeg blev mobbet og holdt udenfor

Efter barsel vendte jeg tilbage til mit job. På grund af nedskæringer på arbejdspladsen måtte jeg imidlertid søge et nyt job. 2 år efter min barsel var slut, startede jeg i et drømmejob. Som energi- og klimamedarbejder oplevede jeg, at opgaverne var spændende og nyskabende, og jeg kastede mig over dem med engagement, stolthed og arbejdsomhed.

Min nærmeste kollega havde også søgt mit job, men fik det ikke, da han ikke var ingeniør. Det afholdt ham ikke fra at blande sig i, hvordan jeg udførte mit arbejde. Han forsøgte ofte at manipulere mig, eller han kritiserede mig for at få mig til at gøre det, han ville. For det meste stod jeg imod, men jeg fik det tiltagende dårligere. Naivt troede jeg, at han var interesseret i at udveksle erfaringer om vores arbejde. Han var den eneste medarbejder, som jeg havde et nært forhold til i de 2,5 år, som jeg var ansat.

Jeg higede efter socialt kontakt. De, der sad rundt om mig i kontormiljøet, hørte til administrationen. De viste ikke synderlig interesse for at tale med mig. Nogle var ligefrem ubehøvlede eller ignorerede mig. Smil og venlighed hjalp ikke spor. Det gjorde min tiltagende tilbageholdenhed og sociale angst nok heller ikke. Jeg var udenfor, og min leder var ligeglad med det, når jeg forelagde det for ham.

Min leder havde en urimelig, selvcentreret og afstumpet ledelsesstil. Hver uge havde jeg møde med ham, hvor han bad mig om at gennemgå mine igangværende projekter. Det var mikromanagement og føltes som forhør, når han gik ned i projektdetaljer, som han ville have mig til at forklare minutiøst. Det endte gerne med, at jeg ikke kunne svare ham. Min hjerne slog fra.

Når jeg mødtes med ham, var han humørsyg. Jeg var derfor utryg ved at have møde med ham, fordi jeg ikke vidste, hvilken version af ham der ville komme frem. Oftest var det den version, hvor han var kontrollerende og udviste, manglede tillid til mig og mit arbejde. Han syntes, jeg var for grundig med mine projekter. Det var bedre, at jeg kun lavede det 80 % godt. Komplimenter var kun sjældent til stede, og det var, hvis de samtidig udtrykte noget kritik af mig.

Hen over min ansættelse blev jeg mere og mere selvudslettende. Jeg isolerede mig, og mit angstniveau var højt. Jeg syntes, at jobbet var mit drømmejob, og samtidig havde jeg det elendigt. Det sneg sig langsomt ind på mig, og da jeg opdagede, at det var på tide, at jeg kom væk fra arbejdspladsen, var det allerede for sent. Min arbejdsevne var svundet ind, og min personlighed var ændret så meget, at jeg var en helt anden.

Jeg blev sygemeldt og blev kort tid efter fyret.

Min far lignede en kz-fange

Jeg kunne ikke genkende mig selv, efter at jeg stoppede med at arbejde. Jeg havde så mange symptomer, som jeg ikke forstod årsagen til, og hver gang, jeg var social, blev jeg fyldt med angst. Efter at have været sygemeldt i ganske få måneder, røg min far på 69 år på sygehuset med ustabil hjerterytme og højt infektionstal. Han røg ind og ud af sygehuset utallige gange, fordi der var mangel på sengepladser.

Lægerne vurderede, at han havde betændelse i bugspytkirtlen, og problemer med hjerterytmen. De stoppede hans hjerte flere gange for derefter at sætte det i gang igen. Trods deres behandling blev det ikke bedre. Han holdt op med at spise og lignede efterhånden en depressiv KZ-fange.

At se min far blive mere og mere mager, samtidig med, at han igen og igen blev sendt hjem, skubbede til min manglende tillid til sundhedsvæsnet. Jeg blev ikke traumatiseret igen, men jeg var meget bange for, at min far ville dø på grund af fejlbehandling. Til sidst fandt lægerne årsagen til det høje infektionstal. Min far havde en stor byld inde bag bugspytkirtlen. Nu de kendte årsagen, var den rigtige behandling af min far nu mulig, og efter få måneder blev han erklæret rask.

Sygedagpengesystemet var pinefuldt for mig

Når jeg var væk fra arbejdspladsen, hvor jeg blev mobbet, kunne man måske forvente, at mine traumesymptomer ville falde til ro, men det gjorde de ikke. Ro var ikke en del af min arbejdsprøvning i sygedagpengesystemet. Det blev derfor en lang, pinefuld tid, som ledte til en førtidspension, men vejen derhen krævede så meget af mig, at jeg ikke kunne holde til det. Til sidst kollapsede jeg, og min sagsbehandler indstillede mig til førtidspension halvandet år efter, jeg var gået ned med flaget på min arbejdsplads.

Jeg fik afslag på min arbejdsskadesag

Mens min sygedagpengesag kørte, havde jeg også en arbejdsskadesag i gang. Det var min overbevisning, at to arbejdspladser havde traumatiseret mig og var skyld i, at jeg havde fået PTSD og ikke mere var i stand til at arbejde. Arbejdspladsen, hvor jeg havde været udsat for seksuel chikane, samt min sidste arbejdsplads. Begge steder var jeg blevet socialt traumatiseret, og på den sidste arbejdsplads i en sådan grad, at jeg ikke havde mere arbejdsevne tilbage.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at det var mine konkurrerende traumer med hjerneblødning og barns død, som bar skylden for min manglende arbejdsevne. De mente ikke, at den seksuelle chikane og sociale traumatisering var traumatiske nok til, at jeg kunne miste min arbejdsevne. Det var en stor skuffelse for mig og endnu en bekræftelse på, at jeg ikke kunne stole på autoriteter.

Min lydfølsomhed blev forværret af min audiolog

Samtidig med, at jeg blev sygemeldt og kom på sygedagpenge, var jeg pludselig mere lydfølsom, end jeg plejede. Der skulle gå to år, før jeg blev diagnosticeret med loudness‐hyperacusis, som er en fysisk lidelse, hvor man ikke kan tåle almindelige hverdagslyde.

Da jeg også havde vanskeligt ved at skelne lyde fra hinanden, blev jeg undersøgt for Auditory Processing Disorder ved en audiolog. Lige som de fleste andre ørelæger og audiologer, vidste min audiolog ikke så meget om hyperacusis, som han selv troede.

Han fik sin assistent til at lave en stapediusreflex-kontrol på mine ører, hvor lyde med tiltagende styrke blev sendt ind i mine ører. Testen gav smerter i mine ører, og den fejlede, så hun måtte lave den igen. Jeg sagde ikke fra i situationen, da jeg fejlagtigt antog, at audiologen og assistenten vidste, hvad de gjorde.

Fra det tidspunkt og fremadrettet havde jeg svær, kronisk hyperacusis. Støj fra en bil i tomgang eller en græsslåmaskine gav mine indre organer en følelse af at blive rystet. Fuglekvidder og knirkende dørtrin skar i mine ører, og en løbende vandhane var som kridt med sten i på en tavle. Der var umuligt for mig at være et sted, hvor lyde ikke påvirkede mig negativt. Det var og er en begrænsning uden lige. Ørepropper og høreværn var den eneste reelle behandling. Det er skrækkeligt, at en for høj lyd kunne gøre min lydfølsomhed endnu værre, når der nu slet ikke er en brugbar behandling.

Kompleks PTSD forandrede mig som menneske

Alle de symptomer, som invaliderede mig, viste sig at have mange årsager. Jeg havde fået Kompleks PTSD og var forandret som menneske. Hvad der før var mine værdier, min anerkendelse af mig selv, og mit forhold til verden og andre mennesker, var forandret. Jeg så hele verden som en begrænsning for mit velbefindende.

I sig selv er både Kompleks PTSD og hyperacusis alvorlige lidelser. De prægede hver eneste dag, og gør det stadigt, men oven i lidelserne var også den livsændrende betydning, det var at få en alvorlig lidelse. For det første skulle jeg finde ud af, hvad jeg fejlede, hvilket var forvirrende og stressende, men også nødvendigt, så jeg kunne få det bedre. Jeg var forandret på så mange måder, både som person, men også i hvad jeg kunne. Det tog mig flere år at acceptere det og i det hele taget at finde ud af, hvad jeg nu kunne, og hvad der var nødvendigt for, at jeg kunne beskytte mig selv. Jeg bandede min tidligere chef langt væk. Han var skyld i, at min Kompleks PTSD blev aktiveret. Jeg hadede ham. Min vrede blev ved med at være der, men en tristhed kom også op til overfladen, da jeg langt om længe accepterede, at jeg for altid var forandret i, hvem jeg var, og hvad jeg kunne.

Her 13 år senere er tristheden en underlægningsmusik for mit liv. Jeg har det okay og er for det meste glad, men under overfladen er der stadig en sorg over, at jeg har mistet, hvem jeg tidligere var. Lige som sorg, når man mister sine nærmeste, så er min sorg også blevet mindre med tiden. Jeg har lært at leve med den, men jeg tror ikke, at den nogensinde vil forsvinde helt.

Over flere år har jeg lært mig selv bedre at kende. Jeg har fået traumebehandling og har omformet mit liv, så jeg kan beskytte mig selv bedst muligt mod PTSD-symptomer og lyde. Det har betydet, at jeg har meget mere ro på mit nervesystem, og at jeg har en tålelig hverdag, hvor jeg ofte følte mig næsten rask. Det er selvfølgelig en illusion, men når jeg beskytter mig selv mod det, der skader mig, kan jeg slappe af og nogenlunde nyde mit liv. Godt nok er mit liv for det meste begrænset til min families hjem, men det er prisen for, at jeg kan holde mit nervesystem i nogenlunde ro.

Mine børn var nær terrorangrebet i London

Et par år efter at jeg fik min diagnose, Kompleks PTSD, kom jeg igen ud for en traumatiserende oplevelse. Min mand og børn tog på storbyferie i London, og det viste sig, at der samtidig foregik et terrorangreb i London, hvor 3 terrorister knivstak folk ved London Bridge. Min mand ringede til mig om hændelsen, som lige var foregået. De havde været ved London Bridge tidligere på dagen.

Jeg var ikke overrasket over, at min familie kunne komme ud for sådan en hændelse. Det bekræftede mig i, at min familie pludselig kunne dø. Jeg tog det forbavsende roligt og var underligt nok ikke mærket af hændelsen. Til det skal også siges, at jeg stolede på, at min fornuftige mand ville passe på vores børn.

Fik jeg nu en hjerneblødning igen?

Jeg forsøgte at tilpasse mig mine PTSD-symptomer, mens jeg levede mit liv i rolige omgivelser. Efter tre år fik jeg dog problemer igen. En dag fik jeg intense balanceproblemer. Hos speciallæger og på sygehuset var konklusionen, at jeg enten havde fået en ny hjerneblødning i pons i hjernestammen, eller også havde jeg fået virus på balancenerven. I hjernestammen kan sår blive ved med at udvikle sig over tid. Måske var det det, der var sket. Kun en MR-scanning kunne give svaret. Fik jeg foretaget en MR-scanning, kunne jeg regne med, at min hyperacusis ville blive endnu værre. Måske ville jeg ikke engang kunne tåle lyden af stemmer. Alternativet var, at jeg måtte leve videre med uvisheden, om jeg havde haft en hjerneblødning igen. Jeg tænkte mig meget om i den tid og besluttede mig for, at jeg under ingen omstændigheder kunne leve med, at min hyperacusis blev værre. Jeg afslog MR-scanningen.

Også her reagerede jeg stille og roligt på en frygtelig oplevelse. Jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre og syntes selv, at jeg havde styr på tingene. Virkeligheden var dog en anden. Min mand var chokeret over, at jeg måske havde fået en ny hjerneblødning, og han konfronterede mig med, at jeg måske havde været tæt på at dø igen. Det fik mig til at vågne, og frygten for at dø klistrede sig til mig kortvarigt. Mit sind lagde igen låg på oplevelsen, og så levede jeg videre som, jeg altid havde gjort.

Min mand fik hjerteproblemer og kræft

Der gik omkring 4 år, hvor jeg fik roen til at tilpasse mig mit nye liv og nyde min familie. I baghovedet sad hele tiden en forventning om, at der nok snart ville ske noget igen. Jeg fik ret. Min mand blev indlagt med hjerteproblemer, og ved en scanning fandt lægerne ud af, at han også havde nyrekræft.

Frygten for, at min mand og bedste ven skulle dø, lå ligefor. Heldigvis fik han relativt hurtigt indsat en pacemaker og fik opereret kræftknuden væk. Forløbet var hurtigt og effektivt, og frygten for, at Lars skulle dø, blev mindre.

Jeg fik kræft og blev opereret 6 gange

Min frygt nåede ikke at forsvinde. I stedet blev den mangedoblet. En uge efter at Lars fik konstateret kræft, viste en scanning, at jeg også havde fået kræft. Det overraskede mig ikke.

Jeg blev opereret i begge mine bryster. Kræftknuden blev fjernet sammen med nogle andre godartede knuder. Det var en ondartet phyllodes tumor i mit venstre bryst med en dødelighed på 34 % hen over 5 år. Kræfttypen rammer kun 1 ud af 200.000 kvinder om året, så der var ingen tvivl om, at jeg var uheldig.

Komplikationerne ville imidlertid ingen ende tage. Jeg måtte opereres igen, da man ikke var sikker på, at alt kræft var fjernet. Jeg fik også en 300 ml blodsamling i mit højre bryst, og i mit venstre bryst opstod der en betændelsestilstand, som kun kunne blive fjernet ved gentagne operationer. Det blev til 6 operationer over 4 måneder og med efterfølgende strålebehandling.

Det var selvfølgelig en hård omgang – især fordi jeg havde Kompleks PTSD og hyperacusis. Igen ville lægerne foretage en MR-scanning, da de så mere præcist kunne se, om alt, kræftvæv var fjernet. Jeg søgte efter MR-scannere med lavere lydstyrke, men fandt det ikke. Igen besluttede jeg at undlade at få foretaget en MR-scanning.

Jeg tog forløbet, der strakte sig over 6 måneder, forholdsvist stille og roligt. Jeg var til et utal af undersøgelser og møder, udholdt ventetiden på prøveresultater, mens jeg frygtede for mit liv og søgte information. Undervejs følte jeg, at jeg havde styr på min situation, for jeg var vant med at kæmpe for min familie. Handling og styring var den eneste måde, hvorpå vi som familie kunne komme gennem alt det, vi igen havde oplevet, og det benyttede vi os af.

I dag bliver jeg undersøgt hver 4. måned, for om kræften er kommet tilbage eller har spredt sig. Kræfttypen er aggressiv. Det har jeg accepteret. Indtil videre går det fint. Jeg tager det helt roligt, og både min mand og jeg lever vores liv, som vi plejer. Okay, det er en smule angstprovokerende, når vi hver især venter svar fra scanninger. Vi er begge meget opmærksomme på svar på sundhed.dk, og svarene på scanninger kan nogle gange give en del bekymringer. De tekniske beskrivelser tager ofte den mindste uregelmæssighed med, så frygten kommer op igen. Har jeg fået kræft igen? Har den bredt sig til andre organer? Eller slap jeg denne gang?

 

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

 

Kilder

Briere J., Hodges M. & Godbout N. (2010). Traumatic Stress, Affect Dysregulation, and Dysfunctional Avoidance: A Structural Equation Model. Journal of Traumatic Stress. Dec. 2010. Vol. 23. No. 6. 767-774.

Pienkowski M., Tyler R. S., Coelho C, B., Brozoski T., Cacace A. T., Coelho C. B., Dauman N., Jun H. J., Keiner A. J., Martin N., Moore B. C. J & Roncancio E. R. (2014). Review article: A review of hyperacusis and future directions: Part I. Definitions and manifestations. American Journal of Audiology. Dec. 2014. Vol. 23. 402-419.