Flashbacks er blevet en del af min personlighed

Opdateret 6. januar 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Jeg har mange forskellige slags flashbacks. Både nogle, som er relateret til følelsesmæssig vold i de første 30 år af mit liv men også flashbacks, som har at gøre med traumer i mit voksenliv, hvor død, sygdom og følelsesmæssig vold har været til stede.

Når jeg ser på mine flashbacks oppefra, tror jeg, at den følelsesmæssige vold i starten af livet har givet mig en sårbarhed, som blev aktiveret eller forstærket af alle de traumer, som jeg efterfølgende blev udsat for i voksenlivet. Disse flashbacks, der har rod tidligt i mit liv, sidder ekstra godt fast i min psyke.

Ved Kompleks PTSD ser man sine symptomer som en del af sin personlighed og sit væsen. Noget, der er naturligt og givet, baseret på de omstændigheder, man er vokset op under i barndommen. Nogle gange tror man, at man ikke var stærk nok, for svag eller bare er mærkelig i forhold til andre mennesker. (Stadtmann M. P. et al., 2018)

Da jeg forsøgte at få overblik over mine flashbacks, mente jeg ikke, at jeg havde så mange forskellige. Det har jeg, og det er jeg overrasket over, og jeg har sikkert flere, end jeg umiddelbart tror, for flashbackene er blevet en del af min personlighed og derved en del af, hvem jeg er.

For at opnå et overblik over mine flashbacks stillede jeg mig selv spørgsmålet om, hvornår jeg tidligere havde reageret følelsesmæssigt overdrevent. Pludselig stod mange af mine flashbacks tydeligt frem for mig. Jeg har haft mange forskellige typer i mit liv. Nogle af dem har jeg ikke mere, eller også er de blevet mildnet med årene.

De fleste flashbacks har jeg stadig, men som et vigtigt mål med min traumebehandling, har jeg lært at genkende mange af dem og ved, hvad der sker inde i mig, når de kommer. Det betyder, at jeg kan forsøge at undgå situationer, som jeg ved, kan aktivere dem. Når de først er i gang, har jeg ikke meget kontrol med mig selv. Nogle gange formår jeg at bremse mine reaktioner på flashbackene ved at forlade stedet.

Når jeg befinder mig alene i mit hjem, er det ikke så ofte, at jeg får flashbacks. Så kan jeg gå og bilde mig selv ind, at jeg har det fint, og at alt er godt. Det er, fordi jeg er indenfor min trygge, lille firkant derhjemme, hvor jeg ikke så nemt, bliver konfronteret med mine traumer.

Jeg er alene i hjemmet omkring 7 timer hver dag, hvor børn og mand er på arbejde eller under uddannelse. Når de er hjemme, får jeg indimellem flashbacks, men ikke så ofte, fordi de er vant til at tage hensyn til mig, og jeg har indrettet vores hjem, så det mindsker min risiko for, at lyde kan trigge mig. Problemet kommer, når der er andre mennesker til stede. Der kan flashbacks nemt overvælde mig, og det er ikke altid, jeg opdager det. Jeg opdager bare, at jeg får det ubehageligt eller opfører mig mere defensivt eller køligt, end jeg plejer.

Tager jeg væk fra hjemmet, er der større risiko for, at jeg får flashbacks, for der er jeg i omgivelser, som jeg ikke har kontrol over, og der kan alt muligt ske. Her er der stærk risiko for, at jeg møder autoritære personer, bliver afvist eller udsat for krav og for, at mine grænser bliver overtrådt. Jeg kan også nemmere få flashbacks, som handler om min frygt for, at mine børn og jeg selv kan dø.

Eftersom jeg har så mange flashbacks, har jeg inddelt dem i kategorier. Der er flashbacks, som er direkte knyttet til min frygt for at dø, eller at mine børn dør. Så er der også flashbacks, som gerne er forbundet med følelsesmæssig vold. Der er de flashbacks, som har en beskyttende effekt på mig, og så er der dem, som virker dømmende på andre. Den type flashbacks, som jeg har flest af, er dem, der træder på mig, og som er pænt gode til at gøre mig opmærksom på, at jeg intet er værd. I den sidste kategori har jeg en blandet kasse af flashbacks, som er forbundet med sorg, tempo og seksuel vold.

Flashbacks, der kommer af min frygt for døden

Hvis jeg tror mine børn, eller jeg selv er i fare

At min datter døde, da hun var én dag gammel, har givet mig en forventning om, at mine andre børn pludselig dør fra mig.

Da mine børn var i den tidlige skolealder, blev denne frygt ofte aktiveret, når jeg blev skilt fra mine børn. Når mine svigerforældre hentede mine børn, stod jeg gerne og kiggede langt efter dem, mens de kørte ud ad vores indkørsel. Jeg oplevede den dybeste sorg over, at det her var sidste gang, at jeg så dem, fordi de snart ville dø. Det var lige så smertefuldt, som da jeg så min datter dø. Tårer trillede ned ad mine kinder, og jeg følte mig magtesløs.

Man kunne så undre sig over, hvorfor jeg så lod svigerforældrene passe børnene. Jeg vidste, at adskillelsen ville give flashback, fordi jeg ikke havde tillid til, at mine svigerforældre ville være påpasselige nok omkring farer. Samtidig ønskede jeg, at mine børn fik et godt forhold til deres bedsteforældre. Jeg kendte mit flashback og brugte min fornuft til at bestemme over min frygtelige angst og smerte. Alternativet var, at mine børn ville blive frygtsomme ligesom mig. Så jeg håbede bare, at de overlevede besøget. Inderst inde troede jeg ikke på det.

Indimellem tager min mand og vores børn alene på besøg hos familie, fordi jeg ikke kan holde til det. Jævnligt står jeg og vinker, farvel, mens sorgen blænder mig i et flashback. “Det her er nok sidste gang, jeg ser dem igen,” tænker jeg. Straks udskiftes den ene tanke med den anden i lyntempo. Jeg forestiller mig, at jeg bor alene uden min mand og børn: “Er livet så værd at leve?” Jeg tænker videre. “Der er også mine niecer, som jeg kan være noget for eller måske nogle børn, som mangler kærlighed.”

Der var også dengang, hvor min søns kanin skulle steriliseres ved dyrlægen. Da jeg kom for at hente kaninen, så dyrlægen alvorligt på mig: “Den overlevede ikke operationen. Den døde, da den blev bedøvet.” Tårer skød op i øjnene på mig – flashback til, da min datter døde. Jeg kunne ikke styre mine følelser. Det gjorde heldigvis, at jeg slap for dyrlægeregningen.

Da jeg var hjemme igen, så jeg smertefuldt på min søn. “Din kanin er død.” I mit hoved havde jeg forestillet mig, hvor smertefuldt det måtte være for ham at høre det. Han trak på skulderen. Ingen følelser kom til udtryk. Jeg undrede mig, men hans reaktion var helt forståelig. Han havde kun haft kaninen i en uge.

For et par år siden var min familie og jeg på Mallorca, og vi var oppe i et lille tårn, hvor der var et udsigtspunkt i toppen. Det skulle vi se. Mine voksne børn klatrede foran, og jeg kravlede med usikre ben op af en stige og kunne lige masse mig gennem hullet op til udsigtspunktet. Mine øjne faldt på min søn, der stod og så ud over landskabet. Mine øjne vandrede videre til afskærmningen af sten, der beskyttede folk mod at falde ned. Den var 1 meter høj og 0,5 meter dyb. Et flashback skød op i mig: “Jeg dør!” Jeg kravlede rundt som en skildpadde og var overbevist om, at hvis jeg rejste mig op, så ville jeg falde ud over kanten. Mit blik faldt på min yngste datter. Hun sad på kanten af sten-afskærmningen. Jeg var skrækslagen. “Hun dør!” “Kom ned derfra. Det er for farligt,” kom det højlydt fra mig. Hun så undrende på mig og argumenterede for, at det slet ikke var farligt. “Vil du ikke nok lade være?” sagde jeg tryglende. Hun så medfølende på mine rædselsslagne øjne. Vi gik alle sammen ned fra tårnet.

Mangel på beslutningsevne

På den arbejdsplads, hvor jeg blev udsat for seksuel chikane af min direktør, stillede direktøren mig overfor to valg, som hver især var ubehagelige. Valget mellem at være seksuelt sammen med ham, eller at jeg ikke mere kunne have ham som direktør. Det var som at vælge mellem pest eller kolera. Jeg valgte mig selv til, med det resultat, at jeg mistede mit job.

Nogle år senere stod jeg i en tilsvarende situation, da jeg skulle vælge, hvilket af mine fostre lægerne skulle skære væk, hvis det blev nødvendigt. I den situation var jeg ude af stand til at vælge. Senere fandt jeg ud af, at lægerne ville have skåret min nulevende datter fra, hvis de vurderede, at kun et af fostrene kunne overleve. At vælge mellem to onder blev for mig forbundet med død og selvudslettelse og var derfor umuligt.

På min sidste arbejdsplads blev jeg også sat overfor umulige valg. Jeg skulle vælge om, jeg ville udføre mit job, sådan som min chef syntes, jeg skulle udføre det eller følge min egen overbevisning om, hvad der var bedst. Han var mest fokuseret på, at jeg skulle gennemføre flest mulige projekter og opgaver. Kvantiteten var vigtigere for ham end kvaliteten. Vi var et dårligt match. For mig var kvaliteten vigtig.

Jeg knoklede for både at opfylde hans ønsker om kvantitet, samtidig med mine egne ønsker om kvalitet. Jeg var låst fast i en situation, hvor jeg skulle fravælge mine egne arbejdsværdier for at tilfredsstille ham, og det kunne jeg ikke. Jeg var ikke i stand til at vælge mellem hans og mine behov, for at vælge forbandt jeg med død. Jeg knoklede derfor for både at gøre ham og mig selv tilfreds, hvilket var umuligt. Jeg gik ned med traumatisk stress, og han var utilfreds med mig og fyrede mig efterfølgende.

En dag købte jeg to hunde, hvor jeg egentlig kun ville have én hund. Men jeg blev trigget af at skulle vælge mellem to hunde. Det betød, at jeg simpelthen undgik at tage en beslutning. Jeg valgte ubevidst begge hunde, så jeg ikke blev konfronteret med forfærdelige følelser fra mine traumer.

To gange de sidste 10 år er jeg kommet hjem med to hunde, som bare var en for stor mundfuld for mig, fordi jeg var udfordret med min PTSD. Det har så hver gang resulteret i, at jeg har, måtte sælge den ene af hundene. At skulle vælge mellem de to hunde var det, jeg havde prøvet at undgå. Senere har jeg endda også måtte sælge nummer to hund, hvilket gav mig en stor nederlagsfølelse.

Den form for flashback her var mest i form af en total mangel på beslutningsevne. Den ene gang valgte jeg at sælge den ene hund af forskellige årsager. Jeg satte en annonce op i Den Blå Avis. Fast besluttet på, at det var sådan, det skulle være. Dagen efter havde jeg ombestemt mig. Så tog jeg annoncen ned og satte en ny ind på den anden hund. Sådan kunne jeg væve frem og tilbage, fordi jeg simpelthen ikke var i stand til at vælge og holde fast i beslutningen, for hvad, hvis jeg valgte forkert?

Ventetid føles, som om jeg venter på døden

For en del år siden fik jeg en hjerneblødning, som kunne skyldes skrøbeligheder i blodkar i hjernen, som kunne springe af den mindste belastning. Det næste halve år havde jeg uendeligt mange flashbacks, hvor jeg troede, at jeg ville dø. Det var et helvede.

Da jeg sidste år var gennem et kræftforløb, var jeg igen i denne endeløse ventetid. Var jeg købt eller solgt? Dagene sneglede sig afsted. Jeg fik lavet undersøgelser og blev opereret gentagne gange. Usikkerheden og ventetiden var skrækkelig. Havde de fjernet hele kræftknuden? Kom den igen? Det var 6 måneder med ventetid med frygt.

Skal jeg vente på noget i flere dage, har jeg det forfærdeligt. Jeg får flashback til de gange, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville overleve.

Jeg oplevede det, i forbindelse med at jeg ville sælge en hund. Jeg sagde ja til, at køber kunne få 1 uge til at sende hunden tilbage, hvis den ikke kunne med hendes katte. Den uge sneglede afsted. Ventetiden var ulidelig. Ville hunden komme tilbage eller ej? Det lyder ikke som en katastrofe, hvis den gjorde, men det var det for mig. Det virkede uoverkommeligt for mig og kompliceret. Jeg havde svært ved at overskue det. Ligesom jeg havde svært ved at overskue ventetiden, da jeg fik min første hjerneblødning. For mig føltes det, som om liv og død var på spil, for det havde det været flere gange i mit liv.

Alarmer om død

Da min datter var indlagt på neonatal som spæd, lød der jævnligt alarmer på afdelingen. Alarmerne var advarsler om, at blodtryk, iltning eller andet ikke var, som det skulle være hos en baby. Når en alarm lød, fløj sygeplejersker hen til den kuvøse, som det drejede sig om, for babyen kunne være ved at dø. I langt de fleste tilfælde var det bare en føler, der var faldet af babyen.

For mig gav hver alarm mig et flashback til, da min datter døde. Det siger sig selv, at det var ulideligt for mig at være på afdelingen med alle de alarmer. Jeg blev konstant retraumatiseret.

Den dag i dag har jeg et anstrengt forhold til alarmer, men heldigvis reagerer jeg ikke med lige så voldsomme flashbacks som dengang.

Når der bliver set alvorligt på mig

Når en læge eller sygeplejerske ser alvorligt på mig og vil til at sige noget til mig, får jeg et flashback til dengang, en læge sagde til mig, at der ikke var mere, de kunne gøre for at redde min lille datter. Dengang reagerede jeg med chok og uendelig tristhed.

Jeg har heldigvis ikke oplevet dette flashbacks så ofte, men jeg husker en situation, hvor min levende datter skulle have en scanning af hovedet. Der var noget i lægens kropssprog, der triggede mig, så tårerne stod op i øjnene på mig. Jeg troede oprigtigt, at hun nu ville sige, at min datter ville dø.

Kropslige fornemmelser giver mig frygt for at dø

Flere gange har jeg oplevet, at min krop har forrådt mig. At den ville slå mig ihjel eller slå mine babyer ihjel. Det skete, da jeg fik svangerskabsforgiftning, og da min moderkage fik tvilling til tvilling transfusions syndrom, som endte med at dræbe min ene tvilling. Det skete også, da jeg fik hjerneblødning, senere fik mistanke om ny hjerneblødning, og sidst, da jeg fik kræft i mit ene bryst.

Min krop var en fjende, og jeg kunne ikke flygte fra den. Det har betydet, at jeg i mange år har fået flashbacks af indre triggere i form af kropsfornemmelser. De har givet mig en følelse af afmagt. Igen var der noget omkring liv og død, som jeg ikke havde kontrol over.

Kraftig hovedpine triggede frygten for en ny hjerneblødning. Det mest blivende flashback kom af min hjertebanken. I 18 år har jeg været skrækkelig bange for, at øget aktivitet pludselig ville give mig en hjerneblødning. Det har jeg heldigvis ikke mere. Jeg konfronterede frygten og har kunnet løbe de sidste 3 år.

I forbindelse med min første hjerneblødning fik jeg også flashbacks, når jeg oplevede stress, da både høj puls og stress kunne aktivere en ny hjerneblødning. Denne form for flashback var umulig for mig at undgå. Traumer væltede ned over mig i årene, der kom, og med diagnosen, Kompleks PTSD, har jeg kronisk, traumatisk stress. At undgå stress var et tabt foretagende. Ville min krop slå mig ihjel, så måtte den gøre det. Hjernen var også min fjende. Hele mig var min fjende. Jeg trøstespiste og fik ikke motion, for hvad nyttede det alligevel?

I de sidste mange år har jeg heldigvis ikke mærket, at stress aktiverer min frygt for at dø. Måske fordi jeg er blevet eksponeret for stress i så rigelige mængder, at skulle jeg få en hjerneblødning af stress, så ville jeg have fået det for længe siden.

I de sidste mange år har jeg således været fri for flashbacks på grund af hjertebanken og stress, men så skete der det, at jeg oplevede en spontan besvimelse. Jeg mistede fuldstændigt kontrollen med min krop, og i løbet af 1 sekund slog jeg panden ned i et flisegulv. Det vækkede med det samme den velkendte følelse af afmagt og frygt. Den sidder i mig, men jeg kan intet gøre for at forebygge, at jeg besvimer igen. Jeg kan dog mærke en frygt, når jeg er i brusebad. Jeg håber, den går væk.

Min krops sundhed plagede mig

Efter jeg fik min første hjerneblødning, var der et halvt års tid, hvor jeg var meget opmærksom på sundhed. Jeg var så skrækkelig bange for at få en ny hjerneblødning. Hvis jeg ikke spiste et stykke frugt om dagen, fik jeg flashback, eller hvis jeg ikke fik 30 minutters let motion, eller hvis jeg spiste noget usundt. Selv at trække en tung dør op eller løfte en taske kunne give mig panik, for der skulle ikke mere end et løft på et halvt kilo, til at jeg kunne risikere at få en ny hjerneblødning.

Det med at gå en tur fyldte mig også med rædsel, hvad nu, hvis jeg faldt om af en ny hjerneblødning, og folk ikke vidste, hvordan de skulle hjælpe mig. Jeg overvågede alle mine handlinger minutiøst, og skrækken var under overfladen hele tiden.

Da jeg fik at vide, at jeg ikke havde højere risiko for at få en ny hjerneblødning, end andre og samtidig talte oplevelserne igennem med min psykolog, forsvandt denne form for flashbacks heldigvis.

Flashbacks, der virker nedgørende

Når jeg føler mig fanget i en situation

På min sidste arbejdsplads havde min chef, og jeg jævnligt møder, bare os to. Hans kølige og autoritære fremtoning gjorde mig usikker på mig selv. Jeg følte mig som Pia på 4 år, som snart skulle have skældud. Mit selvværd kunne jeg se langt efter i disse situationer, men det var ikke bare det, som gjorde et sådant møde forfærdeligt for mig. Det var min chefs måde at stille spørgsmål på. Det var, når hans spørgsmål blev dybdegående og detaljerede. På det tidspunkt følte jeg mig fanget i situationen. Jeg prøvede at svare det bedste, jeg kunne, men der kom en følelse af at blive udspurgt, tvunget til, at sidde i den her situation og at være i et slags forhør. Det gav flashback til min barndom, hvor jeg jævnligt havde oplevet at blive udspurgt, og at jeg skulle svare, ikke måtte lyve eller gemme på noget.

“Det er lige meget hvad jeg siger, så vil han ikke forstå mig,” lød det fra “mit indre barn”. Jeg var rædselsslagen og ville desperat flygte fra situationen, men kunne ikke, for jeg dissocierede. Jeg var næsten ikke til stede i min krop, fastlåst til sædet. Min hjernes kapacitet var forsvundet. Der kom kludder i mine svar. Selvværdet var i bund. Det var, som om der kun var ham og mig i verden. Al min opmærksomhed var zoomet ind på ham i et snævert perspektiv.

At blive afvist eller forladt trigger mig

Jeg ser helst ikke tilbage på min ungdom. Det vækker ubehagelige minder om dengang, hvor jeg alt for mange gange oplevede, at mænd udnyttede min dybe trang til at blive set og elsket, så de kunne få sex med mig. Når de så forlod mig, havde jeg en følelse af, at jeg intet var værd, og at ingen mand ville have mig. Jeg blev depressiv. Mine tårer ville ingen ende tage, og sådan kunne jeg have det i dage- og ugevis.

Smerten trak direkte tråde tilbage til en tid, hvor jeg ikke havde følt mig set og elsket i det omfang, som jeg havde brug for.

I starten af 30érne fik jeg behandlet min barndom og ungdom ved en psykolog, og lærte at være mere kritisk omkring mit valg af mænd, men det ændrede ikke ved det faktum, at jeg var så skrækkelig bange for at blive forladt. Det gennemsyrede hele mit liv. Det kan godt være, at jeg agerede fornuftigt, men jeg havde stadig flashbacks. De føltes, som om jeg var et lille barn igen – sårbar og med en følelse af at være forladt og uelsket.

Jeg fik at vide, at jeg kunne slippe for det flashback, hvis jeg kunne huske den første gang, hvor jeg følte sådan. Det kunne jeg ikke. Det var så langt væk og skete så tidligt i mit liv.

Følelsen af at blive forladt sidder så dybt i mig, at den har fyldt i mit liv så langt tilbage, som jeg husker, men jeg har også oplevet den i mit voksenliv. Under mobning og seksuel chikane på to arbejdspladser oplevede jeg kulde og ligegyldighed. Denne gang fra kollegaer, og det føltes smertefuldt og tilintetgørende for mig.

I sociale sammenhænge dukker forladthedsfølelsen gerne op. Dagen, før jeg skulle til en julefrokost, fik jeg at vide, at vi ville være 15 til bords. Jeg takkede nej, fordi jeg vidste, at det var for mange mennesker til, at jeg kunne holde til det. Det fremkaldte straks et flashback i form af “mit indre barns” stemme: “Der er ingen, der tager hensyn til mig. Jeg betyder ikke noget for dem.” Tankerne skød gennem mit hoved. Tristheden hang over mig. Jeg følte mig alene og udenfor. Desværre er det en situation, jeg ofte havner i, fordi jeg ikke kan holde til at være sammen med så mange mennesker af gangen.

Forladthedsfølelsen bliver også aktiveret, når jeg ikke har hørt fra en veninde i længere tid. Måske har hun haft travlt med andre ting, eller har bare ikke prioriteret mig. I mit hoved går “den indre kritiker” løs på mig: “Der er noget galt med dig?” Du er nok for omklamrende eller for kedelig.” Det aktiverer så “mit indre barn”, som giver mig en tristhed, der kan hænge fast i mig i timevis.

Det er også ofte, at jeg får de flashback, hvor jeg føler mig alene og udenfor, når jeg er sammen med min nærmeste familie på tur. Vi kan være på ferie, hvor jeg ser min mand og børn gå foran mig, og jeg selv halser bagefter, fordi jeg ikke har kræfterne til at gå i deres tempo. Det kan også være, at vi går og snakker sammen, men at jeg ikke kan høre, hvad de siger, fordi jeg har ørepropper i. Jeg prøver at zoome min hørelse ind på dem, men mange gange, så misforstår jeg, det de har sagt. Når jeg så bliver mødt med et surt svar eller beder dem om at gentage, hvad de sagde, så lyder der måske et suk eller børnene gider ikke gentage det. Her føler jeg mig udenfor i min egen familie, og ”mit indre barn” føler sig trist og ensom: “Jeg er intet. De gider ikke engang ulejlige sig med at snakke med mig. Kan de da ikke forstå, at jeg gør mit bedste. Vis mig nu, at I godt kan lide mig.”

Hvis jeg ikke er taknemmelig nok

Når nogen har hjulpet mig, er der ikke langt til, at jeg får et flashback. Hvad der præcis trigger det, ved jeg ikke. “Min indre kritikers” stemme dukker op i mit hoved: “Du er så utaknemmelig. Efter alt det, hun har gjort for dig.” Jeg genkender stemmen fra, da jeg var barn, og stemmen giver straks flashback i form af en dyb følelse af skam over, at jeg ikke er mere taknemmelig. Jeg føler mig værdiløs.

Som traumeramt stemmehører kan man opleve uønskede minder, mareridt, flashbacks, følelsesmæssig lidelse eller fysiske reaktioner, i forbindelse med at man hører stemmer. (Piesse E. et al., 2023)

Jeg reagerer stærkt på autoritære personer

Der er bare noget med autoritære mennesker, som jeg har svært ved at håndtere. Jeg har også mødt en del af slagsen i mit traumeforløb, som har behandlet mig dårligt. Både sygeplejersker, jordemødre, læger, flere ledere på arbejdspladser og voksne, da jeg var barn.

Jeg tror, det er deres kropsholdning og en selvsikker stemme og den let overlegne attitude, som trigger mig. Jeg kan slet ikke med det. Min krop skriger i desperation, når de begynder at formulere længere sætninger. Jeg har allermest lyst til at flygte.

Føler jeg mig tvunget til at lytte til dem i ren høflighed, kan jeg slet ikke være i mig selv. Deres ord føles som tortur. Måske sidder andre omkring mig og lytter interesseret til dem, men for mig føles deres ord som noget, der påtvinges mig, og jeg skal bare væk hurtigst muligt. Så snart at jeg har muligheden for det, forlader jeg selskabet.

Jeg har længe undret mig over min store indre modstand i sådanne situationer og har ikke forbundet det med flashback. Jeg har bare syntes, at det var utrolig uhøfligt af mig, når jeg gik, men nu ved jeg, at det er, fordi det er uudholdeligt for mig at blive i situationen.

Min nye ørelæge var også af den autoritære slags, eller det var han i hvert fald denne dag. Jeg fornemmede hurtigt, at han ikke havde så meget tålmodighed. I sin hånd holdt han et suge-aggregat til at suge ørevoks ud af mine ører med.

“Jeg bliver nødt til at få fjernet ørevoksen manuelt. Jeg kan ikke tåle sug. Jeg har hyperacusis (høj lydfølsomhed),” kom det fra mig, mens jeg lagde mig på hans briks.

Han så køligt ned på mig. “Vi er stoppet med at rense ører. Det skal foregå hos egen læge.”

“Jamen, kan lægen fjerne ørevoks manuelt?” Jeg så irritationen i hans ansigt, og en følelse af magtesløshed voksede inde i mig.

“Nej. De kan skylle ørene.”

Ørelægen måtte forlade rummet på grund af en opringning. Imens kom tårer ufrivilligt op i mine øjne. Jeg følte mig ikke set eller hørt. Jeg strøg tårerne væk, men de blev ved med at trænge sig på. “Det vigtigste er, at jeg får fortalt ham, hvad jeg har behov for,” tænkte jeg, mens tårerne stilnede af.

“Det var en akut opringning, som jeg blev nødt til at tage,” kom det fra ham, da han vendte tilbage.” Jeg tog en øreprop ud og følte mig sårbar med min blottede, følsomme øregang. Han gik direkte til mine ører og pillede voks ud med et værktøj.

“Der er ikke så meget voks. Det er slet ikke nødvendigt, at du får pillet ørevoks ud. Der sker ikke noget, ved at det er der.”

“Jeg bruger meget ørepropper, så ørevoks skubbes langt ind og sætter sig, som en prop.”

“Det må vi snakke om bagefter. Nu er jeg i gang med det her.”

“Han skal bare være hurtig færdig. Skidt med mig,” tænkte jeg. Tårer af psykisk ubehag blandede sig med tårer fra den smerte, som han påførte mig, da han trak stykker af ørevoks ud fra mine øregange. Voksen var som et sår på meget følsom hud, der blev rykket af.

Jeg græd af smerte. Det gjorde så ondt.

Han så forskrækket på mig. Hans irritation gik over i empati. “Det må du godt nok undskylde. Det hænger så godt ved.”

Hulkende så jeg op på ham gennem tårer. “Det er okay. Det kan du jo ikke gøre for.”

Han fjernede mere ørevoks i begge ører, og smerten var høj.

“Lad os stoppe her,” udbrød han efter et af mine hyl af smerte. Jeg synes, du skal fortsætte med at komme her hvert år og få renset dine ører. Det tror jeg, er bedst.”

“Okay,” lød det pibende fra mig.

Jeg rejste mig fra briksen. Han ledte efter en ny tid til mig, og imens løb tårerne frit ned af mine kinder. Smerten var væk. Det var følelsesmæssige tårer, og jeg kunne ikke stoppe dem. En time efter græd jeg stadigvæk. Situationen var et ekko til dengang, hvor jeg fik påført høj lyd i ørerne, som medførte stor smerte og stærkt øget lydfølsomhed, men også fra alle de gange i mit liv, hvor jeg ikke følte, at der blev taget hensyn til mig.

Jeg kan ikke klare kritik

Børn kan indimellem være utaknemmelige. De prøver grænser af og skal finde sig selv. Det kan være svært for de fleste forældre, men for mig kommer det op i et helt andet level. Brok over noget, jeg har gjort eller ikke gjort, giver mig flashbacks, så jeg bliver ydmyg, føler en tristhed i hele kroppen og føler mig magtesløs. Dette kommer sammen med en stemme fra “mit indre barn”: “Det er lige meget, hvad jeg gør, så er det ikke godt nok.” Tristheden kan hænge over mig i lang tid.

Få år tilbage var jeg ved at tage en golfprøve, så jeg kunne spille golf på de store baner, hvor de erfarne spillede. Det gik ikke så godt. Jeg var på puttebanen, hvor der var mange huller på et fladt areal, som jeg skulle få bolden i. For at jeg kunne bestå, skulle jeg gennemsnitligt højst bruge 3 skud pr. hul. Det var ikke en alvorlig prøve. Trænerne, der stod og så på, var meget large i deres godkendelse af mit og de andres spil.

For mig var det dog meget alvorligt. Jeg skød en bold efter et hul. Bolden trillede for langt. “Satans. Nu kan jeg ikke nå det på 3 skud. Det ødelægger det hele,” rumsterede det i mit hoved. “Du kan da heller ikke finde ud af noget,” lød det fra “min indre kritiker”. Tårerne var allerede oppe i mine øjne, og de var ustoppelige. Det, at jeg havde fejlet, havde aktiveret et flashback. Min selvtillid var i bund. Jeg følte mig uduelig.

Rundt omkring mig var de andre spillere. De var afhængige af, at jeg lykkedes. Jeg følte deres forventninger på mine skuldre, og så kunne jeg slet ikke ramme noget som helst. Jeg følte mig fanget. Jeg ville tage golfprøven, men kunne ikke. Jeg skammede mig over mine tårer og følte, at de alle sammen stirrede på mig. Det var en meget stressende oplevelse.

Når jeg får hjælp, som samtidig er en kritik

Hjælp kan godt kamufleres, så det i virkeligheden handler om at nedgøre mig. Når det sker, ryger jeg direkte i et flashback. Det kan ske ved følgende episoder: En “hjælpsom” person, som siger: “Nu skal jeg gøre det for dig”, eller som skubber mig til side og gør det for mig med ordene: “Kan du da heller ikke finde ud af noget?” Det aktiverer et flashback, med “mit indre barn”, hvor jeg føler mig som Pia på 4 år, som er hjælpeløs og ikke kan noget selv.

Stemmerne, som man oplever som stemmehører, virker til at have en større indflydelse på personen end negative tanker, da man har et forhold til stemmerne, hvor man føler sig utilstrækkelig eller intimideret. (Brewin C. R., 2019, 10)

At forsvare mig trigger flashback

Hvis en person overskrider mine grænser eller er urimelig, siger jeg ofte fra. Det har jeg ikke altid kunnet gøre, men de sidste mange år, har jeg turdet at være konfronterende, men som tidligere i mit liv, er det efterfulgt af flashback fra “min indre kritiker” i form af skyld og skam: “Du overreagerer.” “Det er også synd for ham, at han er sammen med sådan en hystade som dig.” Denne stemme forsøger at skubbe mit selvværd ned, og det lykkedes. Efter at jeg har sagt fra, kommer jeg nogle gange til at virke undskyldende. Jeg får dårlig samvittighed og tænker, at jeg også er alt for sart, og at sådan som han opførte sig, ikke var så slemt. Inde bag min selvudslettelse ligger frygten for at blive afvist – eller i yderste konsekvens blive forladt.

Mit selvværd gik også ned på nulpunktet under et flashback, hvor jeg ville sige fra overfor en veninde. Hun ønskede min hjælp til at flytte, og det vidste jeg, at jeg ikke kunne holde til. Jeg begyndte at forklare, hvorfor jeg ikke kunne. At jeg ikke kunne holde til det psykisk.

Så snart jeg begyndte at forsvare og forklare mig, skød den dårlige samvittighed op i mig, og jeg fyldtes med en tydelig mangel på selvværd. Jeg vidste ikke, at det var et flashback. Det skete med raketfart inde i mit hoved. Jeg følte, som da jeg var barn, og var ansvarlig for de voksnes følelser. “Du er en dårlig veninde. Du er vanskelig og underlig og kan da heller ikke noget,” lød “min indre kritiker”.

Når jeg i en sådan situation, sagde fra for at beskytte mig selv, var prisen en dårlig samvittighed, der ingen ende ville tage. Fornuft var irrelevant. Hver gang, jeg tænker på, at jeg burde sige fra, kommer selvudslettelsen frem.

Når nogen bliver vred på mig

Andres vrede giver mig flashback. Det skræmmer mig. “Mit indre barn” træder frem, og jeg føler mig som Pia på 4 år, som får skæld ud af en meget stor, truende voksen. Jeg frygter, at vreden vil udslette mig, og at den vrede person helt berettiget vil fortælle mig, hvilket forfærdelige menneske, jeg er. At jeg intet er værd. Det ved jeg godt inderst inde, er sandt, og det er jeg bestemt ikke i tvivl om, når jeg bliver råbt af.

Jeg kan ikke klare lyde og mangel på kontrol

Jeg ser for mig en middag i familien, hvor vi alle sad i stuen og fik småkager og kaffe. Jeg sad forholdsvist roligt og snakkede, da jeg hørte en lyd, som min krop reagerede kraftigt på. Mine øjne zoomede ind på en voksen, som havde en teske, som han rørte rundt med i en kaffekop. Tårerne stod ud af mine øjne, og jeg måtte gå ind i et andet rum for at finde mig selv igen.

Det var ikke, fordi lyden som sådan var skadelig for min ekstreme lydfølsomhed (hyperacusis), for jeg havde ørepropper i, men lyden frembragte flashback. Jeg havde så mange gange forklaret min familie, at jeg ikke kunne tåle helt almindelige hverdagslyde. Værst var løbende vandhaner og metal mod porcelæn. Og her så jeg, at han ikke tog hensyn til mig. Han havde sikkert glemt det, men min krop reagerede konsekvent på, at mine grænser var blevet overtrådt. Jeg forsvandt i en tårefyldt smerte, mens “mit indre barn” tænkte: “Jeg har ingen kontrol over noget som helst. Alle er ligeglade med mig.”

Flere lyde opfatter jeg som en trussel mod mig. Beredskabsstyrelsen sender for eksempel alarmer ud på alle smartphones i Danmark, hvis der er sket noget alarmerende i lokalområdet. Da jeg hørte, at man ikke kunne fravælge lyden, eller have den skruet ned, sprang tårerne op i øjnene på mig. “Så kan jeg ikke være sammen med mennesker,” konstaterede jeg. “Deres telefoner er en trussel for mig. De kan forværre min hyperacusis for altid. Sker det, er der ingen grund til, at jeg lever mere.” Sådan havde jeg det, indtil jeg fik testet lydstyrken på alarmen. Den var stadig alt for høj, hvis det var flere telefoner, der ringede på én gang, ellers kunne den godt gå an.

Min ekstreme lydfølsomhed fik mig også til at få flashback i lufthavnen, på en rejse til Mallorca. Jeg vidste, at jeg ved tjek ind skulle have mine høreværn af. Det var et problem for mig, da de ørepropper, som jeg havde i ørerne, ikke var kraftige nok til at lukke alle de farlige lyde ude.

Jeg stod et stykke fra check ind og snakkede med min mand om situationen, da en venlig mand, der stod for sikkerhed ved check ind, kaldte os hen til sig. Han så min solsikkesnor om halsen og vidste åbenbart, at det betød, at jeg havde brug for særlige hensyn.

Det hele gik for hurtigt for mig. Jeg følte ikke, at jeg havde kontrol over situationen, og var så bange for, at mine grænser for lyd ville blive overtrådt. Akut stod tårerne op i mine øjne. Jeg var frygtelig bange. Jeg havde fået flashback til, da min hørelse blev skadet af en audiolog. Min mand forklarede sikkerhedspersonalet, at jeg havde brug for altid at have høreværn på mine ører. De var flinke, og vi fandt en løsning.

Afslapning giver mig flashback

Min hjerne er indprentet med, at jeg skal arbejde og gøre nytte. Det kan godt være noget af en udfordring, nu hvor jeg er på førtidspension, og ikke kan arbejde, for her har jeg meget tid til rådighed. Da jeg ikke har alvorlige søvnproblemer, er jeg ikke fysisk træt og har ikke brug for at sove om dagen, så jeg har masser af tid, trods at jeg ikke har så meget energi.

Hvis jeg ikke har gang i et eller andet aktivt, keder jeg mig, og stilstanden aktiverer flashbacks. Inderst inde er jeg så bange for at krakelere psykisk, så jeg ikke er i stand til at samle mig igen. Det er der al mulig grund til. Jeg har knækket halsen flere gange i traumer, hvor min psyke næsten blev ødelagt. Det var så forfærdeligt, og hurtigt reagerede jeg ved at handle. Det er en overlevelsesstrategi for mig. Når jeg gør noget aktivt ved en traumatisk situation, så får jeg det bedre. Min følelse af håbløshed virker knap så overvældende, og jeg føler, at jeg har en vis kontrol med, hvad der sker omkring mig – også selvom det nogle gange blot er en illusion.

Tillader jeg mig at slappe af og lave ingenting, så kan det måske gå én til to dage, men så er det slut. “Min indre kritiker” hamrer løs på mig: “Kom nu i gang. Du kan ikke bare sidde her og dovne. Du spilder dit liv.” Kritikeren trigger følelser af dårligt selvværd, så jeg føler ikke, at jeg har andre muligheder end at handle, men det er ikke lige meget, hvad jeg gør. Det skal give mit liv mening og have betydning. “Min indre kritiker” er krævende: “Du skal bruge dine evner. Du har en lang uddannelse bag dig. Du kan stadig udrette noget stort. Skabe noget som giver dit liv mening. Du skal sgu ikke være sådan en svagpisser, der bare sidder og hænger i sofaen hele dagen, bare fordi du har lidt knas med psyken. Så er det sgu heller ikke værre. Kom i gang!”

Kommer jeg ikke i gang med noget meningsfyldt, bliver min indre kritiker endnu værre.

En bestemt kommune fylder mig med tristhed

Da jeg brød sammen på mit sidste arbejdssted, havde jeg i over 2 år været ignoreret og mobbet. Det var en tung byrde at bære på, og hver dag på arbejdet havde været forfærdeligt for mig.

Som følge af mit job kendte jeg adresserne på samtlige kommunale bygninger i kommunen. Det blev omformet til flashbacks hos mig.

Når jeg så et byskilt med et af kommunens bynavne, fik jeg, straks flashback, hvor jeg oplevede et stærkt ubehag i kroppen og en tristhed, som fik tårer til at komme frem i mine øjne. Det var ligesom at være tilbage på jobbet igen, hvor hver dag havde ødelagt mit selvværd.

I dag bliver jeg lidt trist, når jeg ser kommunens bynavne og har svært ved at slappe af, når jeg er i kommunen. Minder om, dengang jeg blev mobbet, trænger sig på, så jeg undgår denne ellers så smukke kommune.

Jeg følte afsky for energi og klima

Jeg var dygtig indenfor mit felt med energi- og klimaarbejde, da jeg måtte stoppe med at arbejde i den kommune, hvor jeg blev mobbet. Fra at have det største engagement indenfor mine arbejdsområder blev de et traumefelt. Jeg følte en umiddelbar afsky og afstandtagen til alt, hvad der havde med energi og klima at gøre. Det var selvfølgelig flashbacks, som slog mig tilbage til, da jeg blev mobbet.

Der gik mange år, før jeg igen kunne læse artikler om klima uden af få flashbacks, men det kan jeg heldigvis igen, men ikke med samme interesse som tidligere.

Flashbacks, hvor jeg angriber

Når folk fralægger sig ansvar

I min ungdom havde jeg meget kontakt med en mand, som syntes, at livet var uretfærdigt mod ham, og at mange mennesker var imod ham. Jeg og andre fik gerne skylden, når hans liv ikke flaskede sig, som han ville. Hans adfærd har påvirket mig, så jeg får flashback i situationer, som minder mig om vores forhold. Det er ikke flashbacks, som jeg øjeblikkelig opdager. De ligger i det skjulte, og pludselig er jeg trigget tilbage til dengang, jeg var i forhold med ham, og min adfærd og følelser ændrer sig markant.

En aften var jeg til et selskab, hvor jeg faldt i snak med en ung kvinde, som havde det psykisk svært i den livssituation, hun var i. Jeg lyttede empatisk til hendes følelser, som hun ofte følte, ikke blev tilgodeset. Hendes mor involverede sig i samtalen, og samtalen udviklede sig til en diskussion.

Den unge kvinde syntes, at jeg havde den helt rigtige synsvinkel på hendes situation, og at hendes mor skulle blande sig udenom, fordi hun ikke var i stand til at forstå hendes følelser. Diskussionen blev mere følelsesladet for den unge kvinde, og hun talte hårdt til sin mor og gav hende skylden for, at hun havde det dårligt. Der var noget i det, som pludselig triggede mig. Fra at være den forstående og rummelige blev jeg hård og bestemt: “Jeg ved godt, at du har det rigtig træls, og at livet er hårdt for dig, men det nytter ikke, at du hænger i de negative følelser i længere tid. Du får en depression eller ryger så langt ned, at du ikke kan komme op igen. Du bliver nødt til at bruge din styrke, og jeg ved, at du har den. Hver eneste dag bliver du nødt til at tage dig sammen. Jeg ved godt, det er træls, men du har ikke noget alternativ.”

Den unge kvinde lyttede opmærksomt. Hendes angreb mod moren stoppede. Selv var jeg paf over mit pludselige udbrud, som jeg ikke evnede at stoppe, før jeg havde fået sagt det, som jeg ville. Mit udbrud var væsentlig forskelligt fra min normale adfærd, så jeg undrede mig over min reaktion. Lang tid efter slog det mig, at jeg havde haft et flashback.

Opmærksomhedskrævende personer trigger mig

Jeg har det svært med personer, som har en egoistisk adfærd, hvor alle andre skal tage specielt hensyn til dem, fordi de selv synes, de har krav på det. Her taler jeg ikke om personer, som har et behov for ekstra hensyn, fordi de har nogle fysiske eller psykiske udfordringer.

Dem jeg taler om, er de personer, som ved deres blotte tilstedeværelse tager opmærksomheden i rummet, fordi de har svært ved, at andres øjne ikke er på dem. De kan gøre det ved at sidde blandt andre mennesker, der har en livlig samtale i gang. Selv sidder de og ser sure ud. Det kan også være, at de sidder og stikker til maden, mens de kommer med nogle små utilfredsheder. Det er såmænd nok, at de stikker til maden og ser utilfredst på den. De siger ikke noget, men hele deres kropssprog fylder i rummet.

Lidt af den slags kan jeg godt klare. Jeg bliver måske irriteret, men det er det. Gentager adfærden sig op til flere gange, skyder et flashback ind. Jeg bliver hård, kontant, og selvtilliden er i top: “Så sid da ordentligt på den stol!” ”Så gå da ud i køleskabet, og hent det, du har brug for!” eller “Det, der gider jeg simpelthen ikke at høre på.” Ordene er forskellig fra, hvordan jeg normalt formulerer mig. Desuden vælter de ukontrolleret ud af min mund.

Flashbacks, som vil beskytte mig

Forskel i holdninger

Min frygt for at blive forladt eller afvist er så dybt forankret i min personlighed, at jeg også kan få flashback, hvis mit sind ser tegn på, at nogen på et tidspunkt, måske vil afvise mig.

Et sådant flashback kom i en situation, hvor vi var en gruppe kvinder sammen, som jeg følte stor samhørighed med. Vi hyggede og snakkede, da to af kvinderne begyndte at tale om engle. Et umiddelbart skift skete i mit indre. “Det er da noget værre vrøvl. Tænk, at de tror på sådan noget,” tænkte jeg. Jeg mærkede en afstandtagen til kvinderne, som jeg holdt af. “Min indre kritiker” kunne se, at mine og kvindernes holdningsforskelle kunne være en trussel mod vores venskab. Den vidste, at det ville skabe afstand mellem mig og kvinderne, så derfor var det bedst, at jeg tog afstand til dem, for ikke at blive såret, når de forlod mig.

Det er problematisk, at jeg får det sådan. I et venskab skal der være plads til forskelligheder. Det ved jeg kun alt for godt, men det er mine flashbacks ligeglad med. “Den indre kritiker” vil beskytte mig. Det kan nogle gange være svært at se.

Når jeg har inviteret gæster på besøg, kommer min afstandstagen gerne i spil, før de ankommer. Det er, som om kritikeren vil forberede mig på, at de vil såre mig og forlade mig. Når jeg først ser gæsterne, føler jeg glæde ved at se dem og kan slet ikke forstå, hvorfor jeg tidligere følte mig afstandstagende.

Når folk ikke behandler andre ordentligt

En veninde fortalte mig om en anden veninde. Den måde, som min veninde blev behandlet på af veninden, var psykisk vold. Jeg kunne høre og forstå min venindes smerte og det aktiverede flashback hos mig. Jeg kunne ikke fortsætte med at lytte til hendes fortælling, for ordene skar ind i min sjæl – gnavede i mine sår. Alt det, som jeg selv havde været udsat for og fundet mig igennem tiden, kom op til overfladen. Jeg kunne ikke være i mig selv. Følelserne og tankerne var uvelkomne. Det gjorde simpelthen for ondt, når de tittede frem fra bunden af min psyke.

Min veninde ville fortsætte venskabet med krænkeren, og det kunne jeg slet ikke være i. Alt i mig skreg, at hun skulle se at komme væk. Det sagde jeg også. Jeg var ikke i stand til at lytte let afstandstagende på sidelinjen. Jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne fjerne hendes smerte og skubbe krænkeren væk.

Der skal virkelig ikke så meget til, før flashbacket bliver aktiveret. En nabos dreng var på besøg hos et af mine børn. Under besøget kom han hen og snakkede med mig. Han var nærgående i sine spørgsmål. Med sine 10 år var han bestemt ikke en trussel for mig. Alligevel aktiverede hans spørgsmål pludselig afsky og afstandtagen hos mig.

Jeg undrede mig over min reaktion som afgjort, virkede unormal. Ser jeg tilbage, stikker den seksuelle chikane frem. Direktøren, som overtrådte mine grænser med sin grænseløse adfærd. Også der var jeg fyldt med afsky.

Der er også et problem, når jeg ser nyheder eller film. Fortidens emotioner trænger sig på. Jeg hidser mig op og kan slet ikke være i mig selv, når jeg ser noget om nogen, der ikke bliver behandlet godt. Særligt når det er børn. Børn er mit ømme punkt. At høre og se noget om et barns død vækker en stor tristhed i mig. Det er så svært at holde til, så i stedet for, ser jeg nu mine nyheder på apps. Her kan jeg godt holde en følelsesmæssig distance. Jeg springer de artikler over, som jeg med det samme kan se, vil trigge mig. Ofte føles ordene heller ikke lige så slemme, når de er på skrift. Der er dog undtagelse. Når jeg oplever, at der sker meget i verden, som kan være en trussel mod min verden, kan jeg blive stresset af at læse, hvad politikere i verden gør eller, ikke gør. Så må jeg mindske, hvor meget jeg læser nyheder.

Hvad angår film, så er der nogle film med psykisk vold, som jeg slet ikke kan se, men jeg kan sagtens tåle at se film om seriemordere.

Spille personer ud mod hinanden

I min barndom oplevede jeg gentagne gange, at voksne spillede en af mine nærmeste og mig ud mod hinanden. Denne oplevelse gav anledning til flashbacks senere.

Før jeg var gift, var der en fyr, som jeg havde snakket en del med i byen, som også snakkede med min nære veninde. Det var ganske naturligt, og der var ikke noget mellem hende og ham. Ubevidst fornemmede jeg imidlertid, at fyren lagde an på både min veninde og jeg, og det aktiverede et flashback hos mig.

Jeg skummede af vrede indvendigt og sagde senere til ham: “Du må se at finde ud af, hvad du vil? Du kan ikke både bage på mig og min veninde.” Det siger næsten sig selv, at fyren fortrak. Han havde ikke tidligere lagt an på mig, og det havde han nok heller ikke lyst til nu.

I en anden situation havde min søn fået min mand til at bestille en ishockeyhandske, som han var vild med at få. Børn finder hurtigt ud af at spørge den anden forælder, hvis den første, de spørger, ikke giver dem lov. Han havde spurgt mig først, og jeg havde sagt nej til ham, så nu spurgte han sin far.

Da jeg opdagede manipulationen, var jeg rasende. Jeg følte mig forrådt. Et flashback var aktiveret. Jeg holdt min vrede inde i mig, og med dæmpet stemme, sagde jeg: “Det er ikke i orden, at du spiller os forældre ud mod hinanden, så vi bliver sure på hinanden.”

Jeg gik væk fra situationen. Jeg var så vred, at jeg ikke kunne holde ud at se på ham, og samtidig kunne jeg ikke lade være med at græde. Jeg følte bare en stor trang til at afvise min egen søn. Min mand prøvede at gøre mig opmærksom på, at det var et godt tilbud. Jeg blev vred på ham. Det var sagen uvedkommende.

Afstandstagen kropssprog trigger mig

Det er sket, at min mand ikke har virket særlig interesseret i at snakke med mig eller også har formuleret sig på en nedgørende eller kølig måde, hvor jeg ikke har følt, at han så mig. Jeg tror, at det er hans afstandtagende kropssprog, som har trigget mig. Det skaber tråde tilbage til en barndom, hvor jeg oplevede at der blev talt grimt til mig eller jeg blev ignoreret. Under min hjerneblødning lyttede læger heller ikke til mig, hvor jeg havde mest brug for dem, og på min sidste arbejdsplads var mange kollegaer ligeglade med mig og ignorerede mig.

Flashbacket giver mig en akut indre smerte, som kommer fra “mit indre barn”. Jeg føler mig værdiløs – ikke værd at lytte til eller holde af, og jeg føler mig trist og ensom og giver mig selv skylden for, at jeg er blevet ignoreret eller talt køligt til.

Når jeg oplever, at de selvudslettende følelser kommer op i mig flere gange samme dag, får jeg et efterfølgende flashback, hvor jeg bliver skummende vred. Når min mand har bragt følelserne op i mig, har han tydeligt fået at vide, at han skulle være ordentlig ved mig. Selvsikkerheden er tilbage, men det er med en vis kølighed, og jeg er på ingen måde kompromissøgende. Ingen skal løbe om hjørner med mig. Det er snart lige meget, hvor meget min mand undskylder, vreden forlader mig ikke. Jeg kan ikke holde ud af at se på ham, undgår helst at tale med ham og ser på ham med væmmelse. Min løsning er, at jeg undgår ham og i løbet af et par timer, er jeg tilbage til mig selv og kan se på ham og snakke fornuftigt med ham.

På et tidspunkt havde jeg en lille, voksen hund, som kunne blive aggressiv, hvis jeg ville tage noget ud af hans mund. En dag, da jeg prøvede at fjerne et stykke vat fra hans mund, snerrede han af mig og bed mig i en finger. Min reaktion på hændelsen var en total afstandstagen til hunden. Jeg var klar til at sælge ham, og min kærlighed til ham var ikke-eksisterende. Jeg var kølig. 6 timer senere var jeg mere kompromissøgende.

Jeg så det ikke som et flashback før, min datter nævnte det for mig. Og hvor havde hun ret. Mine følelser var ude af proportioner, hvilket stærkt indikerede, at det faktisk var et flashback. Ofte når jeg bare ikke at opdage, at det sker. Der er så meget, der kan trigge mig. Der er grænser for, hvor opmærksom jeg kan være.

Krav og forventninger trigger mig

Jeg har i mine traumer måtte tage beslutninger og foretage handlinger, som var mig imod, men som jeg foretog, fordi jeg blev nødt til det. For eksempel sagde jeg ja til at få slukket respiratoren, som var tilsluttet min nyfødte datter, med det resultat, at hun døde. Jeg sagde også ja til, at min datter blev obduceret, selvom alt i mig skreg i modstand. Ved siden af det har jeg mødt meget sundhedspersonale, som foretog sig handlinger, som måske resulterede i min datters død, eller som gjorde, at jeg ikke blev indlagt med en hjerneblødning, eller som betød, at jeg fik skadet min hørelse. Så når andre mennesker vil have mig til at gøre noget, forbinder min hjerne det med disse oplevelser og er direkte modstander af, at jeg gør som de ønsker.

Hvis en person siger, at der er noget, jeg skal, eller der er noget, de forventer af mig, så aktiveres et flashback. Opgaven føles som en stor belastning, som er uoverkommelig for mig at foretage. Alt i mig stritter imod, og jeg bliver både psykisk og fysisk træt.

Selv en huskeseddel indeholder for mig forventninger om, at jeg skal købe, eller at jeg skal udføre de ting, der står på sedlen. Det duer heller ikke, at jeg laver specifikke planer for mig selv. Derfor bliver alt, hvad jeg laver, nødt til at tage sit udgangspunkt i, hvad jeg har lyst til i det øjeblik. Jeg kan godt lave en større opgave, hvis jeg har lyst til at se det endelige resultat færdigt.

Har jeg nye opgaver foran mig, som ikke er en del af min daglige rutine, så stresser de mig automatisk. Alt, der er nyt, og ekstra kan potentielt give mig flashbacks.

Jeg er allermest lykkelig, når jeg ikke har aftaler i min kalender. Jeg skal højst have 2-3 aftaler om ugen, og de skal være spredt ud. Selv om nogle af aftalerne er meget korte, som for eksempel en frisøraftale, så kan det potentielt give mig flashback. Om det er en aftale, ved en tandlæge, selvforkælelse, motion eller en veninde, der kommer på besøg, er også ligegyldigt. Det hele stresser mig lige meget.

Andre flashbacks

Tempo og spænding trigger mig

Når nogen taler hurtigt, får jeg mange gange flashbacks. En fodboldkommentator er noget af det værste. Når han taler, lyder det, som om han har travlt, og det gør mig stresset. Min vejrtrækning bliver hyppig, og jeg er anspændt. Af samme årsag holder jeg mig helst fra folk, der snakker meget hurtigt.

Actionfilm foregår, som navnet siger, også i højt tempo. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se på de hurtige biljagter og slåskampe. Der er for meget tempo over det. Er musikken i en film mere i den uhyggelige genre, står jeg også af, eller hvis musikken bygger op, til at der snart sker noget spændende. Puha. Det er for spændende for mig. Jeg tror, at det er, fordi jeg har en stor frygt for at miste kontrollen.

Jeg elsker at høre musik, men det er blevet mere besværligt for mig at nyde det. Jeg har brug for, at det er mig, der holder ved fjernbetjeningen og volumenkontrollen, så jeg kan stoppe musik, der giver mig ubehag. I mange år har jeg ikke kunnet tåle at høre rockmusik, fordi bassen stressede mig. Det kan jeg heldigvis godt nu. Bare det er musik, jeg genkender, og som ikke kommer med så mange overraskelser.

Når jeg skal lede efter noget

Når jeg skal handle ind, går det ikke, at jeg har en lang huskeseddel. Ret hurtigt, når der er noget, jeg ikke kan finde i butikken, får jeg flashback. Min vejrtrækning bliver hyppig, og jeg er tæt på at græde af magtesløshed.

Det er hårdt for mig at lede efter noget, om det er i supermarkedet, eller det er efter en strømpe, når jeg sætter strømper i par eller måske en tom parkeringsplads. Jeg er ved at gå fuldstændigt ud af mit gode skind. Skal jeg finde en parkeringsplads og samtidig være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, er den helt gal med mig. Jeg kan slet ikke være i min egen krop.

Jeg forstår ikke helt årsagen til mine flashbacks over at lede efter noget. Måske handler det om alle de gange under traumer, hvor jeg har følt, at jeg ikke havde kontrol. Når der er noget, jeg ikke kan finde, mangler jeg kontrollen og frygter, hvad der så kan ske.

Jeg kan ikke klare enæggede tvillinger

Når jeg ser enæggede tvillinger, giver det mig et flashback, hvor jeg føler den uendelige tristhed, jeg følte, da min ene tvilling døde, 1 dag gammel. Det er en del år siden nu. I årene tæt på det skete, var tristheden overvældende. Da min anden datter var indlagt på neonatal, så jeg jævnligt tvillingemødre, og hver gang var det et flashback, som blev lagt ovenpå de andre flashbacks, som jeg oplevede på neonatal. Konfrontationen med alle babyerne, lydene, tvillinger og personale førte mig væk fra mig selv. Jeg var i en boble, hvor der kun var mig og min nyfødte datter.

I dag kan jeg godt se tvillinger og deres mødre. Jeg tror, at det skyldes, at jeg blev konfronteret med dem så mange gange på neonatal. Jeg undgår dog helst tvillinger, for jeg bliver lidt trist hver gang, jeg ser dem eller læser om dem.

Børn, der græder, piner mig

Da min datter lå på sit dødsleje med slanger gennem kroppen, så jeg hendes ordløse smerte. Hun var bedøvet, men det var mine følelser, ikke. Dette billede brændte sig fast på min nethinde. I flashbacks bliver jeg mindet om det, når jeg hører et barn græde. Jeg mærker gråden som følelsesmæssig smerte i hver en del af min krop. Lyden skærer ind i mit nervesystem. Den følelsesmæssige smerte er ulidelig og gør det uudholdeligt for mig at være i mig selv. Tårerne står akut op i øjnene på mig, og jeg må hjælpe det barn. Det er ikke altid muligt, hvis der er forældre ved barnet.

Jeg har undgået at flyve i mange år, fordi der gerne er babyer om bord på flyene, som ikke kan lide lufttrykket i ørerne. I sådan en situation ville jeg have brug for at flygte fra lyden, men det ville selvfølgelig ikke være muligt.

For et par år siden valgte jeg alligevel at prøve det af. Jeg havde selvfølgelig høreværn og ørepropper med, men vidste også, at det ikke kunne hjælpe mig mod flashback fra babygråd. Jeg ville kunne høre en babys smerte, selvom lyden var reduceret.

Det viste sig, at der var to babyer med flyet, og begge babyer var én sæderække fra mig. Et rædselsscenarium på 5 timers følelsesmæssig smerte stod foran mig, og babyerne græd.

Uventet reagerede jeg ikke med flashback. Fra min siddeplads havde jeg udsyn til begge babyer, og jeg kunne se, at de to forældrepar gjorde deres yderste for at underholde og trøste deres babyer. De gjorde det så godt, at jeg åndede lettet ud. Jeg behøvede ikke at gøre noget aktivt for at hjælpe babyerne.

Det var således ikke gråden alene, som gav mig flashback. Det var kombineret med, at barnet havde en smerte, som ingen hjalp det med. Det er til gengæld stadig uudholdeligt. Det er ligegyldig om det er en baby eller et større barn.

Polo‐T-shirts gav mig kvalme

Jeg blev udsat for seksuel chikane, da jeg var i starten af 30érne. Overgrebsmanden gik altid i poloshirts på arbejdet, og det satte sig på en eller anden måde fast i mig. Et halvt år efter chikanen mødte jeg min nuværende mand. Han gik meget i poloshirts. Ret hurtigt opdagede jeg, at hans polo-T-shirts triggede mig, så jeg følte en dyb afsky for ham, når han havde én på. Det sagde jeg til ham, og det kunne han godt se, ikke var så godt, nu hvor vi var blevet kærester. Alle hans poloshirts blev udskiftet med t-shirts og med det forsvandt afskyen.

Der gik nogle år, hvor min mand ikke gik med polo-T-shirts, og så skete der heldigvis det, at jeg ikke mere fik flashbacks over polo-T-shirts. Jeg ved ikke hvorfor, men siden da har han valgt at gå med poloshirts, og det rører mig ikke.

Det ene flashback afløser det andet

Kommunikerer jeg med en person, der er meget kritisk eller mistroisk overfor mig, kan jeg sagtens opleve det ene flashback efter det andet. Det kan gøre samtale med andre mennesker, svære at håndtere. Som et eksempel, så havde jeg på et tidspunkt en telefonsamtale med en kvinde, som jeg lige havde solgt min hund til. Salget gik sådan set udmærket, men vi havde begge glemt at underskrive kontrakten, mens hun var på besøg for at hente hunden. Under besøget skrev jeg til Dansk Kennel Klub, så de kunne sende en overdragelse af hunden til mig. Det havde jeg nemlig ikke fået, da jeg selv købte hunden. Jeg gav kvinden en kopi af e-mailen.

To dage efter salget ringede jeg til kvinden: “Det er fint, hvis du sender en kopi af kontrakten til mig, når du har underskrevet den.”

“Du fik den heller ikke underskrevet.”

Jeg smilede: “Vi snakkede så meget, så det har vi begge glemt. Jeg sender kopien tilbage til dig, når jeg har underskrevet den.”

“Det var også, fordi jeg troede, at der kun var én side i kontrakten. Jeg har aldrig set sådan en mærkelig kontrakt før.”

Jeg mærkede kritikken som en knude i brystet. “Jeg har også skrevet frem og tilbage med Dansk Kennel Klub. De prøver at kontakte den tidligere ejer for at få ham til at underskrive et dokument om, at ejerskabet er overgået fra ham til mig.

“Jeg har talt med ham.”

Mine tanker spændte ben for hinanden: “Hvad har du? Gik du bare om bag min ryg?” Et flashback skød op i mig, og knuden i mit bryst voksede, og min vejrtrækning accelererede.

“Han sagde, at han havde givet dig alle papirer.”

På det tidspunkt kunne jeg næsten ikke være i min egen krop. Jeg kunne mærke hendes mistro, som blot forstærkede mit andet flashback. “Som jeg sagde til dig, da du hentede hunden, så har han ikke givet mig papirerne.”

“Det sagde han nu, at han havde gjort.”

“Jeg har altså PTSD. Jeg kan ikke holde til denne diskussion. Jeg har ikke de papirer, og det fortalte jeg dig i søndags. Og som du ved, har jeg kontakt med Dansk Kennel Klub, og de har skrevet til mig, at hvis den tidligere ejer ikke underskriver, så finder vi ud af noget med et ejerbevis, hvor jeg overfører ejerskabet til dig.”

“Jeg har også snakket med Dansk Kennelklub. Det var ikke sådan, hun sagde det. Hun sagde, at de kunne lave en tro og love‐erklæring om salget, som du underskriver.”

“Det er også fint. Vi finder ud af det på den ene eller anden måde,” sagde jeg, mens stressen pumpede i mine årer. Allermest havde jeg lyst til at smække røret på. Jeg fortrød, at jeg havde solgt min hund til hende. Hun trykkede på så mange knapper hos mig. Jeg brød mig ikke om hende som menneske.

“Ja, det finder vi ud af, lød det fra hende.”

“Som vi snakkede om i søndags, så går Otto på det bagerste af sine poter,” fortsatte jeg i et roligt tonefald, selvom jeg var alt andet end rolig. I går fortalte min datter mig, at hun havde bemærket det. At det var opstået, efter at jeg fik ham kastreret.”

“Det kunne jeg lige forestille mig,” sagde hun forarget. “Man skal ikke kastrere hanhunde. Der kan ske så meget i deres krop. Det ser grimt ud, når han går på det bagerste af sine poter.”

Igen var jeg overrasket. Kvinden købte Otto velvidende om, at han var kastreret, og at han gik bagerst på sine poter. Igen haglede hendes kritik ned over mig, og aktiverede et flashback, fordi jeg følte, at jeg skulle forsvare mig. “Nu er han så kastreret. Det kan vi ikke gøre noget ved.”

“Han er også alt for tyk,” fortsatte hun.

“Nej, han er ikke. Han er slank,” kom det benægtende fra mig.

“Jeg kan ikke mærke hans ribben.”

“Det passer altså ikke.” Jeg var overrasket over hendes fordømmelse. Heller ikke det her havde hun snakket om, da hun ville købe Otto.

Vores samtale fortsatte, og jeg hørte om, hvordan Otto ellers havde det. Det lød heldigvis, til at han havde det fint, og at hun tog hensyn til, at han lige skulle vænne sig til sit nye hjem. Jeg vurderede, at hun nok var bedre med dyr end mennesker. Stressen blev ved med at sidde i min krop de næste dage. Selvom hun ikke var til stede i mit fredelige hjem, kunne hun stadig påvirke mig.