Sådan er bevidsthederne i vores Dissociative identitet
Opdateret 4. juni 2026

Vi har en Dissociativ identitetstilstand (DID) og har 12 bevidstheder i vores DID-system. Som det er gældende for andre systemer, så har vi bevidstheder som er meget påvirket af de traumer, vi har oplevet i vores barndom. Vi har også nogen bevidstheder som ikke er påvirket af traumerne. Der er lige mange af hver. Hver af vores bevidstheder er i vores DID-system af en årsag og sammen har de kunne beskytte os mod den traumatiske og meget skadelige barndom, som vi har gennemlevet.
Flere bevidstheder beskyttede os mod det, vi ikke kunne undslippe
De traumatiserede bevidstheder sidder fast i traumet og oplever det som en evig gentagelse, hvor de ikke kan beskytte sig selv eller komme væk. Vi har en lille pige på 4 år, som har gennemlevet traumer, som intet menneske skulle undergå og udsættes for. Den lille pige kunne ikke reagere med flugt eller vrede, så derfor skabte vores sind en anden lille pige. Denne pige var afskåret fra traumerne og kunne stå op og være glad i børnehaven.
Samtidig skabte vores sind en tredje bevidsthed for at beskytte den første lille pige. Det gjorde hun ved, at hun gennemgik de fortsatte traumer, i stedet for hende. Men modsat den lille pige har hun karakter af at være voksen og var derfor i stand til at udstå seksuelle overgreb og pinsler.
Den ordblinde og den intellektuelle bevidsthed
Vi har også et barn i systemet, som er ordblind og som havde rigtig svært ved at gå i skole. Hun er et nervøst og skrøbeligt barn. Som en pendant dertil, har vi en selvsikker bevidsthed. Hun er god til at hyperfokusere og intellektualisere. Det var hende, som sørgede for, at vi kom videre i folkeskolen uden yderligere ydmygelser. På grund af hende har vi kunnet læse videre, komme på universitetet og opnå en mastergrad.
Hver bevidsthed har en bevidsthed, der er modsat dem selv
Det der er et fællestræk ved vores bevidstheder er, at de hver især har en bevidsthed, som er modsat en anden i systemet. Det kan være i deres evner eller i de værdier, som de har. Jeg har for eksempel en bevidsthed som er festglad, forbrugende og livsnydende. Modsat hende rummer vi en bevidsthed som har en primitiv, minimalistisk og spartansk livsstil. Hun er ligeglad med materielle goder, men elsker i stedet at være i naturen, leve vegansk og dyrke sine egne grøntsager. Det giver mening, at det som én bevidsthed er svag på, vejer en anden op for. Samlet set betyder det, at kroppen bliver beskyttet og passet tilstrækkeligt til at kunne leve videre.
Selvskadende adfærd er normalt
Alle DID-systemer er forskellige, men fælles for dem er, at der næsten altid er selvskadende og selvdestruktive dele. De er vokset op i et miljø, der skadede dem, og de var vidne til skadende adfærd. Derfor forveksler de en sådan adfærd med tryghed og normalitet. I vores barndomshjem blev ydmygelse omtalt som leg. Vi levede med en ældre søskende som havde stor nydelse i at underkue os og se os i smerte. Vores forældre bagatelliserede det, som var det normal søskende dynamik.
Samtidig var vores hjem som en krigszone med skænderier, råben, vold og ting der blev smadrede. Igen mente mine forældre at det var normal adfærd, så det var ikke noget der blev talt om og heller ikke noget, der skulle fortælles til verden omkring os. Frygt, smerte og ødelæggelse blev derfor vores normal.
Vores evne til at mærke smerte er mangelfuld
Det har tidligt i vores liv været livsvigtigt, at vi kunne dissociere, når vi oplevede smerte. Det er vores sanser stadig påvirket af. Vi har bevidstheder, som ikke kan skelne kulde og varme, og andre, som ikke registrerer smerte. Derfor er det normalt for os pludseligt at opdage, at vi er underafkølede, eller at badevandet er skoldende hedt. Vi finder også sår og blå mærker, som vi ikke ved, hvordan vi har fået. Tidligere i dag var jeg ved at lægge tøj sammen. Halvt gennem bunken af vasketøj, opdagede jeg, at tøjet var vådt. Det skulle hænges op, men jeg sansede ikke tidligere, at det var vådt.
Amalie Egholm er medlem af DissociationsNetværket
Se også Amalies video om at leve med en Dissociativ identitetstilstand.

