Jeg gav mig selv omsorg

Opdateret 23. januar 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Min krop savnede omsorg, og mine evner til at give mig selv omsorg var ødelagt over en årrække med gentagne traumer. Jeg vidste knap nok, hvem jeg var med alle mine psykiske skavanker, så hvordan kunne jeg vide, hvad jeg havde brug for? Det tager tid at finde ud af det.

Jeg lærte mit nye jeg og mine begrænsninger at kende og fandt lige så roligt ud af, hvad der ville gøre min hverdag bedre. Det var svært og krævede meget selvransagelse, og jeg fejlede gang på gang, men det var nødvendigt, og der var ikke andre, der kunne gøre det end mig.

Måtte acceptere mine begrænsninger

Jeg blev nødt til at lære mig selv at kende forfra. Min personlighed og mine kompetencer var vendt på hovedet. Hvem var jeg nu, når jeg ikke var den arbejdsduelige ingeniør, som kunne alt, hvad jeg satte mig for? For at kunne svare på det spørgsmål måtte jeg først og fremmest lære mit nye jeg at kende og finde ud af, hvad jeg kunne holde til, og hvad der var vigtigt for mig.

Det var ikke så lige til. Jeg kunne godt lide at være forholdsvis normal med job, familie, ferie og vovhund, så var det ikke bare det, jeg skulle være igen?

Kunne jeg være den samme, som jeg var engang, så gjorde jeg det. Tro mig, jeg prøvede det. På den arbejdsplads, som med mobning til sidst kørte mig fuldstændigt ned, prøvede jeg. Jeg havde det af helvede til hver dag, og alligevel knoklede jeg på, for jeg var stolt af det arbejde, som jeg udførte, og mit job betød meget for mig. Jeg var ambitiøs, havde drive og en interesse for mit arbejdsfelt. Mit privatliv kørte også fint. Jeg havde to børn og en mand. Vores liv havde været præget af mange traumer, men vi havde altid rejst os op igen og kørte videre i livet med pligter og kærlighed til hinanden og vores børn.

Jeg kunne bare ikke holde til at blive behandlet dårligt. Ligegyldigt hvor interessant jobbet var, så blev jeg nedbrudt. Jeg ignorerede, at mine grænser gentagne gange blev overtrådt og fortsatte, til jeg faldt psykisk sammen. Det usunde arbejdsklima var som gift for mit helbred.

Virkeligheden gav mig en lussing. Kunne jeg ikke selv se, hvad der var skidt for mig, så skulle min krop nok fortælle mig det. Mange af mine kompetencer forsvandt som dug for solen. Jeg kunne ikke arbejde mere, og sådan, varede det ved. Arbejdsprøvninger viste, at min arbejdsevne var gået tabt, og jeg endte på førtidspension.

“Er jeg stadig ingeniør? Er jeg noget værd, når jeg ikke kan arbejde? Hvad tænker folk ikke, når de hører, at jeg er førtidspensionist?” Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne arbejde, og jeg tvivlede stærkt på mit eget værd som menneske.

Nu var jeg en del af sygedagpengesystemet. Det var svært for mig at acceptere. Efterhånden begyndte det at dæmre for mig, i takt med at jeg brød sammen ved møder i systemet. Jeg lærte at acceptere, at jeg ikke mere kunne arbejde.

Vejen derhen var lang, for jeg havde svært ved at acceptere, at jeg for altid havde mistet muligheden for at skabe noget, der var meningsfuldt og respekteret. Jeg kunne heller ikke acceptere, at mine evner var gået tabt, at jeg var udenfor indflydelse og havde den ringeste indtjening. Det var umådeligt svært at acceptere, at jeg ikke mere kunne alt det, som jeg tidligere kunne. Jeg var blevet et andet menneske.

Inde i mig er der nok altid et lille håb om, at jeg får det bedre, end jeg har det nu, så jeg kan få noget af mit tidligere liv tilbage og være lidt mere den, som engang var. Det lille håb er dog efterhånden druknet i virkeligheden. Jeg har accepteret, at jeg er handicappet med Kompleks PTSD og hyperacusis, og at mit liv permanent er forandret.

Accepten har følgeskab af savn og sorg. “Bare det var mig, der kunne arbejde,” tænkte jeg jævnligt. Underligt, at man kan savne arbejde, som jeg tidligere kunne brokke mig over. Det er såmænd heller ikke selve arbejdet, som jeg savner. Det var de følelser, som det gav mig. Jeg savner at være ligesom de andre med et job. Jeg savner at føle stolthed over at have lavet en svær arbejdsopgave, at være en del af et arbejdsfællesskab og at få penge, fordi jeg har lavet en ydelse, der har værdi. Jeg savner også følelsen af at være dygtig til mit arbejde, og at jeg i fremtiden har mulighederne for, at jeg kan lave det jobmæssigt, som jeg har lyst til, og sikkert være god til det. Al mit savn er forbundet med sorg. Jeg har mistet mine muligheder på arbejdsmarkedet.

Selvom det i dag er 13 år siden, at jeg tabte til Kompleks PTSD, bliver jeg stadig opfyldt af sorg over, at jeg har mistet min arbejdsevne, og at min personlighed og kompetencer har ændret sig. Jeg har mistet en stor del af mig selv.

Det er også i mit privatliv, at jeg har mistet meget. Jeg har ikke ressourcerne til at påtage mig halvdelen af husholdningen. Min mand må lave betydeligt mere end mig. Det fylder mig med skam. Efterhånden har jeg accepteret, at sådan er det, og at jeg gør det så godt, jeg kan.

Det er selvfølgelig ikke lige husarbejde, som jeg savner mest. Jeg savner at være et fuldbyrdet medlem af min familiens liv. Med Kompleks PTSD og hyperacusis er der en hel masse begrænsninger for, hvad jeg kan foretage mig, og hvor jeg kan være. Jeg kan ikke tage i biografen, i skøjtehal, på skitur, på storbyferie og på restauranter og mange andre steder, hvor min familie har taget hen. Det har taget mig år at acceptere det. Jeg har prøvet alligevel og har måtte kapitulere, fordi jeg ikke kunne. Nu har jeg accepteret det, men med det følger en stor sorg. Jeg har mistet en stor del af mine børns liv. Jeg har mistet noget værdifuldt, som jeg aldrig kan få tilbage.

Verden er heldigvis ikke sort og hvid. Der er mange ting, der er svære for mig. Noget er også umuligt, men der er også noget, som jeg godt kan finde ud af, selvom jeg er uarbejdsdygtig. Og det var i det, min fremtid lå. Det har taget mig flere år at lære mit nye jeg at kende. Jeg har langtfra altid brudt mig om det, jeg så, men det nyttede ikke noget, at jeg blev ved med at opføre mig, som om jeg stadig var gamle Pia, som kunne alt muligt, for derved overskred jeg mine grænser og levede i en fantasiverden om, hvem jeg var.

Det kan godt være, at jeg ikke kan lide mig selv så godt, men det er, hvem jeg er nu, og jeg ser det i øjnene, for det er, først når jeg gør det, at jeg kan tage imod livet og fremtiden. Når jeg favner, eller i det mindste accepterer mit nye jeg, så kan jeg se, hvad jeg kan, og få det bedste ud af det, og hvem jeg er blevet.

Jeg synes faktisk ikke, at mit liv er så tosset. Det kan godt være, at der er rigtig meget, som jeg ikke kan mere, og at mine kræfter kun er en lille del af, hvad de var før, men sådan er det. Nogle gange flyver flashbacks også rundt om ørerne på mig, og min personlighed er ændret til det værre, men der er stadig mennesker omkring mig, som jeg elsker og holder af. Jeg forlader ikke så ofte mit hjem, men jeg har stadig evner, som jeg bruger, og som giver mig stolthed, og som får mig til at føle, at jeg er til nytte. Jeg kan stadig grine af platte jokes og glæde mig over, når solen bager på mit ansigt. Livet er stadig værd at leve. Når jeg lader være med at sammenligne mig selv med andre, så er mit liv slet ikke så tosset. Det hjælper også, hvis man er omgivet af støttende personer. Sådan er min mand. Han er guld værd for mig og elsker mig, selvom jeg nogle gange ikke kan forstå hvorfor.

Jeg kender efterhånden mine begrænsninger

Jeg ved, hvad jeg kan holde til nu. Jeg har overskredet mine grænser tilstrækkeligt mange gange til at finde ud af det. Med den viden i baghovedet har jeg formet mit liv efter, hvad der passer til mine grænser, begrænsninger og mine ønsker.

Det er anstrengende for mig at være sammen med andre mennesker. Det sætter gang i et langt repertoire af flashbacks og uvelkomne følelser. Lige som alle andre, vil jeg dog gerne nyde at være sammen med mine medmennesker, og jeg har fundet ud af, at det kan jeg godt i et vist omfang.

Det kræver meget af mig psykisk at være sammen med fremmede, fordi jeg ikke ved, hvad de kan finde på, så derfor begrænser jeg kontakten til fremmede. Ofte er det simpelthen ikke al energien værd for mig at involvere mig med dem.

Jeg vil hellere bruge min sparsomme energi på de få nære bekendtskaber, jeg har og min nærmeste familie. Jeg foretrækker at være sammen med de mennesker, som jeg ved, vil gøre meget for at tage hensyn til mig. Deres selskab nyder jeg mest, for så behøver jeg ikke at være i fuldt alarmberedskab hele tiden. Jeg kan slappe lidt af. Dog ikke helt, for selv om de gør deres bedste, og det ved jeg, de gør, så fejler de.

Så er der alle de andre, som jeg holder af, men som ikke tager specielle hensyn til mig. Dem er jeg sammen med i mindre grad, fordi det er mere krævende. Når jeg er sammen med dem, bliver jeg nødt til at være ekstra opmærksom på mulige trusler mod mit psykiske velbefindende. Trusler kan være lyde, deres adfærd, og hvordan de taler til mig. Der er så meget, som kan få mig til at genopleve følelser fra mine traumer.

Når jeg er sammen med dem, foretrækker jeg, det er i omgivelser, hvor jeg kan forlade stuen. Allermest foretrækker jeg, at det er hjemme hos min mand og mig, for så har jeg mere styring med de fysiske omgivelser og føler også, at jeg har nemmere ved at sige fra, hvis de overskrider mine grænser.

Jeg sørger også for, at vi ikke er så mange (maks. 14), og at de mennesker, der er, kender til mine udfordringer, og har jeg mulighed for det, så fjerner jeg de værste triggere i form af lyd, og sørger jeg for, at jeg har meget effektive ørepropper i. Ørepropperne dæmper eventuel støj, og jeg kan trække dem lidt ud, når jeg føler mig tryg med det.

Det med de effektive ørepropper er noget, som jeg først er begyndt at bruge i sociale sammenhænge, 4 år efter min diagnose. Indtil da brugte jeg 25 dB ørepropper, fordi jeg så altid kunne høre, hvad folk sagde til mig, og fordi jeg bad dem om at være mere stille og tage hensyn. Det gør jeg ikke så meget mere. Det er som at kæmpe mod vinden at bede folk om at tage mere hensyn. Det kræver alt for meget af min energi, fordi folk glemmer at tage hensyn, og jeg, så gentagne gange skal bede dem om det. Og samtidig bliver mine grænser overtrådt.

Nu har jeg accepteret, at folk er, som de er. De lever i nuet og tænker oftest ikke på, at der er nogle i deres omgangskreds, som de skal tage hensyn til. Det er skuffende, men sådan er realiteterne. Jeg har accepteret det, og så kan jeg faktisk slappe meget mere af. Jeg tager det fulde ansvar for min egen beskyttelse. Jeg beder om hensyn, men forventer det ikke. Det betyder selvfølgelig, at der er tidspunkter, hvor jeg må forlade et rum, eller hvor jeg ikke kan høre folks samtale, men det tager jeg med. Hvis der er nogen, som jeg gerne vil snakke med, så finder vi ud af det.

Selvom jeg tilbringer det meste af min tid i mit hjem, så kan jeg faktisk godt lide at være sammen med andre mennesker. Jeg kan bare ikke tåle dem, og det kan jeg sige, efter at jeg i årevis har testet, hvordan jeg har det sammen med andre mennesker. Jeg har endda håbet, at det ville være muligt for mig at samarbejde med andre der, ligesom jeg vil gøre noget aktivt for, PTSD-ramtes helbred. Gang på gang har jeg slået mig. Mit nervesystem kan simpelthen ikke klare, at andre til dels bestemmer over, hvad jeg laver. Det aktiverer straks flashbacks til situationer, hvor andre har behandlet mig skidt. Jeg kan ikke være i det. Jeg har måttet erkende, at min lod er at arbejde alene. Når jeg gør det, kan jeg udrette meget indenfor mine begrænsninger, men det er også noget ensomt.

Foretog mig noget meningsfyldt

Jeg har nok altid været lidt af en idealist, som gerne vil lave noget, der giver mening, og som flytter noget i verden. Det er også derfor, at jeg har arbejdet med energi og klima. Det gav mig en indre glæde, og jeg følte, at der var brug for mig.

Så knækkede filmen, og jeg kunne ikke mere arbejde. Det var hårdt for mit selvværd. Jeg havde brug for, at mit liv fortsat gav mening. Min mand sagde: “Du er mor til to børn og er vigtig for dem.”

Det er jeg, og det giver mig mening at være med til at skabe nogle rammer for vores børn, som gør, at de føler sig trygge med at gå ud i verden, men det er ikke nok for mig. Jeg har brug for, at jeg har større betydning end for mine nærmeste. Mit skrantende selvværd higer efter det. Jeg har brug for at føle mig engageret, at mærke et drive i min krop og føle, at en gnist tænder i mig.

Når jeg ikke har gang i nogle projekter, som jeg føler, er meningsfuld, så føler jeg mig værdiløs, og at jeg spilder min sparsomme energi. Det er uudholdeligt for mig at gå rundt og føle sådan i længere tid. Jeg bliver nødt til at ændre på situationen, for den gør mig trist og modløs, og jeg er bange for, hvilken betydning det vil have på mit psykiske helbred. Jeg vil ikke have det værre, end jeg har nu. Jeg vil have så meget lys ind i mit liv som muligt.

Jeg har fundet ud af, at projekter, som tager en uge, en måned eller længere holder mit humør oppe. Jeg føler, jeg gør en forskel, og det elsker jeg.

Det er ikke lige meget, hvad det er, jeg laver. Når min mand foreslår mig, nogle projekter, som han synes, der er brug for, bliver lavet, eller som han kan lide, så har det ingen interesse. Projekterne skal komme inde fra mig selv, og de skal fodre min følelse af, at jeg stadig er dygtig og kan noget, som der er brug for. De må gerne udfordre mig og give mig en følelse af stolthed og glæde. Lidt, ligesom nogle projekter gjorde, da jeg var på arbejdsmarkedet.

Et projekt kan for mig være at male et maleri, lære et nyt kunsthåndværk, lave system i privatøkonomien, rydde op i værkstedet, få sat håndværkere i gang med at lægge gulve, skrive en artikel eller endda skrive en bog. Min hjerne higer efter at lave store projekter, men det gør mit nervesystem bestemt ikke.

Jeg kan ikke lade være med at kaste mig over projekter, der tager lang tid og er udfordrende. Sådan har jeg altid været. Jeg er ambitiøs, og det er tilfredsstillende for mig, men indrømmet, så knækker jeg nogle gange nakken på det. Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg holder mig selv i kort snor, så jeg kun arbejder på det i begrænset tid, hver dag. Jeg undgår også stress ved at dele projektet op i små bidder, som jeg lige kan overskue. Når jeg skriver en bog, kan jeg for eksempel beslutte mig for, at jeg én dag skriver en indledning, og en anden dag skriver halvdelen af kapitel 2. Når jeg har lavet nok små, bider, er bogen færdig.

At have styr på min dag giver mig ro

Da jeg var på arbejdsmarkedet, havde jeg en rutine, som jeg fulgte hver dag, som jeg gjorde brug af på mit job, men også i mit familieliv. Da jeg endte på førtidspension, brød mine rutiner sammen. Jeg manglede et overblik over, hvad jeg kunne holde til, hvem der gjorde, hvad i hjemmet, og hvad jeg gerne ville fylde min dag med. Det skulle jeg til at finde ud af.

Jeg fik efterhånden skabt mig nogle nye vaner og en struktur på min dagligdag. Det var nødvendigt for mig, fordi det gav mig ro at vide, hvad det næste var der, skulle ske i løbet af dagen. Det gav mig en følelse af, at jeg havde kontrol og styring med mit liv, hvilket jeg i høj grad havde brug for ovenpå talrige traumer, hvor jeg ikke følte mig i kontrol.

Som en psykolog sagde til mig, så er stress netop mangel på kontrol. “Når du udretter noget i løbet af dagen, bliver din hjerne tilfreds,” sagde han smilende til mig. “Hjernen er ligeglad med om det er arbejde, praktiske opgaver eller fornøjelser, bare du får dem gjort. “Det er godt for dig at lave afgrænsede opgaver, som er færdige samme dag.”

Hver dag efter jeg har været i bad og spist morgenmad, tømmer jeg opvaskemaskinen, rydder op i køkkenet, tager en tøjvask, skriver om noget, jeg kan lide i et par timer, og så er det, som om luften går ud af ballonen.

Jeg spiser min frokost, mens jeg zoomer ud til et par afsnit af en serie. Mit batteri er fladt, når klokken er 12.30. Resten af dagen får jeg lige trukket mig op til nogle pligtopgaver; lægger tøj sammen, rydder op efter aftensmad, og så sætter jeg mig udmattet i min stol og slapper af sammen med min mand. En temmelig kedelig, men overskuelig hverdag, som selvfølgelig bliver afbrudt af aftaler et par gange om ugen og mine store børns behov.

Hver dag starter klokken halv otte. Ikke fordi jeg har så presset en hverdag, at det er nødvendigt. Jeg gør det for at holde mig selv fast på, at den sparsomme energi, jeg har hver dag, ikke bliver sløset væk. Jeg vil gerne udrette noget med mit liv, selvom jeg er uarbejdsdygtig. Jeg vil også gerne vise mine børn, at min tid også er vigtig, at jeg kan noget og vil noget med mit liv. Det kræver min viljestyrke at gøre det hver dag, fordi jeg ikke behøver at gøre det, men det giver mig en følelse af, at jeg stadig er en del af samfundet. Det har betydning, hvad jeg gør.

Rutinerne i hverdagen er vigtige for mig, men det er overblikket over den næstkommende uge også. Jeg har alt for mange gange proppet for mange aftaler ind i min kalender, så jeg er blevet overrumplet af stress. Det ødelægger min livskvalitet. Nu ved jeg, hvilke opgaver, personer og aktiviteter, der tærer på min energi, så jeg sørger for, at jeg maksimalt har 2 til 3 aftaler om ugen. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvad der giver energi og hvad der tærer på energien, men efterhånden synes jeg, at jeg har fået et rimeligt overblik over det. For andre mennesker giver det måske ikke mening. En tid ved frisøren eller en støvsugning, kan være lige så belastende for mig, som tre timer i godt selskab.

Det sker jævnligt, at jeg ser i min kalender og tænker, at jeg ikke kan holde til en aktivitet. Mit energiniveau er trods alt ikke konstant, og udefrakommende ting og personer kan påvirke mit energiniveau. Når det sker, så forbeholder jeg mig retten til at ombestemme mig. Jævnligt udskyder jeg aftaler, fordi jeg ved, at de er for belastende på det tidspunkt, men i det hele taget er jeg også blevet bedre til at sige nej til det, som jeg vurderer, at jeg ikke kan holde til.

Jeg bruger min hjerne

Min hjerne er en motor, som mangler nogle møtrikker her og der, fordi jeg har Kompleks PTSD. Bare fordi den ikke er helt duelig, behøver jeg ikke at gøre den værre.

“Det er godt, at din hjerne arbejder. Sørg for den hverken under- eller overstimuleres,” lød det fra min arbejdspsykolog. Hjernen er som en muskel. Den kræver regelmæssig aktivitet for at forblive stærk og for at kunne huske information.”

Så jeg prøver at holde min hjerne i gang. Jeg sætter mig ind i, hvad der sker i verden og har en mening om det. Jeg læser tunge artikler og skriver om traumelidelser og mine egne følelser og tanker. Lige som mange andre med Kompleks PTSD, er min hjerne udfordret af dårlig hukommelse og koncentration. Jeg kender mange, som har svært ved at bevare koncentrationen nok til, at de kan huske, hvad de læser. Så slemt er det heldigvis ikke for mig. Jeg kan stadig læse og forstå, men klart mindre end jeg kunne før Kompleks PTSD.

Det behøver heldigvis heller ikke at være tunge artikler, jeg læser. Jeg skal gå efter min nærmeste udviklingszone og gør noget der føles rart for mig. Når det ikke føles rart mere, så skal jeg stoppe.

Jeg synes det er rart at spille kort, male, søge information om kunsthåndværk og lave system i værktøj. Jeg holder gang i min hjerne, men indrømmet, så bruger jeg også meget tid på at se serier i fjernsynet. Det virker temmelig intetsigende, men jeg har brug for det. Min hjerne får lov til at slappe af. Jeg kan ikke holde til at være i gang i længere tid. Når jeg ser fjernsyn, får min hjerne ro. Er jeg stresset, forsvinder stressen lige så stille. Nok fordi jeg koncentrerer mig om noget, der sker udenfor mig selv. Det kan godt være, at det er bedre, at jeg bruger vejrtrækningsøvelser for at komme ud af stressen. Det gør jeg også nogle gange, men fjernsyn virker bedst på mig.

Min krop trængte til at blive sundere

Før jeg fik Kompleks PTSD var jeg normal af bygning, men det ændrede sig i takt med at jeg fik det dårligere psykisk. Jeg tog på i vægt, da jeg på et tidspunkt blev træt af at kæmpe for at holde vægten nede. Mine psykiske udfordringer tog al min energi. Jeg orkede ikke også at skulle kæmpe imod vægtforøgelse. Tværtimod var mit behov for sukker og specielt chokolade højere end nogensinde. Jeg trøstespiste. Det gav mig en pause fra stress og ubehagelige kropslige fornemmelser.

Det med ikke at drikke har stået på i 20 år. Det er ikke sådan, at jeg ikke kan drikke en øl eller et glas vin, og jeg har heller ikke noget imod, at andre gør det. Jeg synes bare, at jeg har fået nok alkohol i min ungdom og mit tidlige voksenliv. Jeg vil så sige, at 1-2 genstande synes jeg er udmærket. Det får mig til at slappe mere af, og jeg får styr på nogle af mine følelser. Det er nok derfor, der er en del med PTSD, som drikker meget.

Motion har det også været svært for mig at få. Høj puls har i mange år givet mig flashbacks, og motion føles som endnu en uoverkommelig opgave, som tager af min energi, så i en længere årrække kunne det kun blive til en omgang ugentlig ryggymnastik. De sidste 3 år er jeg begyndt at få mere motion ind i mit liv, men det kan stadig være svært for mig at tage mig sammen til det, selvom jeg ved, at det er godt for mig.

Prøver at gøre det, som giver mig energi

“Du har ikke kun en lille mængde energi hver dag,” fortalte min musikterapeut mig. “Prøv at se det på den måde, at noget giver dig energi, og noget andet dræner din energi. Når der er noget, du ikke kan holde til, så kan du også godt udfordre det, for det kan godt flytte sig.”

Det har været godt for mig at få et overblik over, hvad der giver mig energi, og hvad der tager af min energi. Gør jeg noget, som jeg føler, jeg skal eller det forventes af mig, så bliver jeg fuldstændigt drænet for energi. Jeg prøver at undgå den slags opgaver, men det er ikke muligt, når man har børn. Vil min søn have min hjælp til noget, så kan jeg ikke altid bare sige nej. Jo ældre mine børn er blevet, jo mere siger jeg, at de selv kan gøre det, og det tager de heller ikke skade af.

Socialt holder jeg mest kontakt til dem, som giver mig energi. Kontakten til dem, der tager af min energi, har jeg mindsket. Nogle af dem er stadig i mit liv. Ved dem er jeg hurtig til at sige fra, når det er nødvendigt.

Når jeg sidder og skriver her, så kan jeg godt se, at jeg mest har haft mit fokus på det som dræner mig. Godt nok sørger jeg dagligt for at bruge tid på at skrive, men der er plads til forbedringer. Jeg må finde mig noget, der kan give mig energi. Det er svært, fordi det jeg gør, ofte føles som opgaver, ligegyldig om jeg kan lide dem eller ej.