Jeg bruger undgåelse som strategi mod psykisk ubehag

Opdateret 30. april 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Jeg har brug for at beskytte mig selv mod yderligere traumatisering, men også mod det ubehag, der er ved at få flashbacks. Det kan derfor være godt for mig at undgå noget, som mine erfaringer fortæller mig, kan skade mig.

Mit nervesystem har heller ikke godt af, at min krop konstant er i alarmberedskab. Det bedste for mig er, at min hverdag er uden de større følelsesmæssige udsving, så mit nervesystem kan lære, at det ikke behøver at være på vagt hele tiden.

At undgå kan imidlertid også give unødvendige begrænsninger i mit liv. Nogle gange føler jeg det, som om jeg bor i en lille kasse, hvor jeg ikke kan bevæge mig særligt meget. Det er der også noget rigtigt i, for jeg har været så god til at beskytte mig selv mod alt, hvad der kan gøre mig ondt, at jeg i nogle tilfælde også har beskyttet mig mod det, der kan gøre mig godt. Jeg har det godt i min lille kasse, men samtidig er jeg ensom, og der er meget, som jeg ikke oplever, fordi jeg vil beskytte mig selv.

I de sidste år har jeg taget en mere konfronterende hat på. Jeg kan lide roen i min lille kasse, men oplever, at mit liv er for lille. Jeg har en længsel efter at opleve verden være mere sammen med familie og lære nye mennesker at kende, og det gør jeg. Jeg kaster mig ikke hovedkulds ud i alt det, der giver mig ubehag. Jeg prøver mig selv af på områder, hvor jeg kan se, at det forringer mit liv betydeligt, hvis jeg ikke prøver nogle af mine grænser af. Jeg vil sige, at forsigtighed er essentielt for mig.

Jeg vil ikke skabe voldsomt ubehag og fare i mit liv, men nogle steder kan jeg godt rykke mine grænser en smule, hvis jeg kan se, at gevinsten er stor. Nogle steder kan det også være nødvendigt for mig at få yderligere psykologbehandling, hvis jeg vil rykke mig selv på områder, der potentielt kan retraumatisere mig. Jeg har haft mange års psykologbehandling, men mine traumer er komplekse, så derfor er det ikke så nemt at nå til bunds i behandlingen af dem. Nogle gange skal der flere timers behandling til. Andre gange må jeg simpelthen erkende, at jeg kan være så skadet, at hvis jeg roder mere op i det, så skader jeg mig selv yderligere.

Skal hele tiden holde mig i gang

Jeg føler ikke, at jeg er god nok som person, og samtidig er min selvtillid knust af, at jeg ikke mere kan arbejde som ingeniør. Undgår jeg stilstand ved at udrette noget, som for eksempel kan være andre til gavn, så kan jeg mærke selvtillid. “Min indre kritiker”, som ellers vil kalde mig nytteløs, holder sin kæft. Min følelse af, at jeg intet er værd, er der stadig, men jeg kan hvile mig lidt op af selvtilliden, som kan få mig til at føle, at jeg kan noget vigtigt, og derfor ikke er fuldkommen uduelig og nytteløs.

Den handlekraft, som “min indre kritiker” giver mig, lyder måske meget god. Det er den også til dels. Jeg gør noget med mit liv, men jeg kan også komme til at gøre for meget, for hvornår er nok, nok? “Min indre kritiker” tager ikke hensyn til, at jeg ikke kan holde til så meget, fordi jeg har Kompleks PTSD. Der er trods alt god grund til, at jeg ikke mere kan være på arbejdsmarkedet.

Jeg skal holde mig selv i kort snor, for at jeg ikke overdriver min indre trang til at udrette en masse. Det er en øvelse, som jeg stadig praktiserer. Jeg kender efterhånden mig selv godt og ved, hvad jeg har brug for af ro, og hvad der stresser mig. Det går for det meste fint med at passe på mig selv, men hele tiden er det, som om der er en vild, bidsk hund, der i udstrakt line bider efter mine ben, fordi den vil have, at jeg skal løbe mere og udrette mere, end jeg gør.

Den bidske hund har fået mig frem i verden arbejdsmæssigt, men den er også skyld i, at jeg blev ved med at arbejde hårdt, når min psyke ikke kunne holde til det. På min sidste arbejdsplads sørgede “min indre kritiker” for, at jeg gav jobbet alt, hvad jeg kunne, selvom jeg blev behandlet dårligt. Det medførte, at min Kompleks PTSD foldede sig ud i fuldt flor. Den tog ikke hensyn til min psykiske sundhed, da jeg efterfølgende var i sygedagpengesystemet. Jeg knoklede og knoklede for min sag, selvom jeg allerede var slidt ned til sokkeholderne. Så også her fik jeg det dårligere psykisk.

Snakker helst ikke om alt det, jeg savner

Jeg trives bedst med mennesker, der, ligesom, jeg er begrænset i deres liv på grund af handicaps. Normale mennesker har jeg det svært med. Dem, som for det meste kan gøre det, de vil uden de større overvejelser om, hvorvidt de kan holde til det.

Når jeg snakker med dem, blændes jeg af alle de muligheder, de har. Jeg bliver trist. Deres muligheder står i skarp kontrast til mine. Det føles, som om de drøner ud af en motorvej, mens jeg kører med trillebør på en markvej. Det smerter mig at høre om deres ferier til fjerne steder, deres fester, restaurantbesøg, fremadskredne karriere og aktive fritidsliv. Selv deres problemer på jobbet gør ondt. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde almindelige hverdagsproblemer, ligesom de har.

Denne konfrontation med, hvad jeg ikke selv har, er så smertefuld, at jeg undgår at snakke om mange hverdagsting, som ikke er direkte forbundet med min lille familie. Det betyder selvfølgelig også, at jeg undgår at være sammen med de såkaldte normale mennesker. Al denne overfladiske snak, som viser, hvad de kan, dækker nogle gange over en anden virkelighed. Det ved jeg godt. Vi har hver vores at slås med i livet, men alligevel ville jeg ønske, at jeg kun havde deres problemer, så jeg var fri til at bevæge mig undersøgende ud i verden.

Jeg har det svært med nærhed

Min frygt for at blive forladt er overvældende og gennemsyrer det meste af, hvad jeg foretager mig. De flashbacks, som en forladthedsfølelse giver mig, er så livagtig. De føles, som om jeg er et barn, som er forladt af min far. Det kan jeg ikke holde ud, så ubevidst prøver jeg at undgå nærhed. Det er et dilemma, eftersom jeg ønsker mig nærhed med andre mennesker. Jeg modarbejder mig selv.

Selv ved sex kommer undgåelse i spil. Jeg har i lange perioder af mit voksenliv undgået sex, fordi jeg var bange for, at det ville knytte mig mere til min kæreste, hvilket ville gøre det endnu værre for mig, hvis han en dag forlod mig. At han nok ville forlade mig, fordi jeg undgik sex og den nærhed med ham, tænkte jeg kun lidt på.

Det er så uendelig trist, at jeg kunne have det sådan. Jo mere jeg elskede en person, jo større var min frygt for at blive forladt, og så var jeg villig til et liv uden sex for at holde på min kæreste.

Jeg undgår sociale sammenhænge

Jeg har så mange gode grunde til at undgå sociale sammenhænge, og det gør jeg. I de fleste af mine traumer har jeg oplevet, at andre mennesker har gjort mig ondt. Nogle har gjort det bevidst, mens andre ikke har været klar over, at de har gjort det. Mine grænser er blevet overtrådt så mange gange, at jeg ikke har tal på det, og jeg er blevet kritiseret, talt ned til, ignoreret, usynliggjort, mobbet og meget mere.

Jeg har lært af mange års erfaring, at jeg ikke kan stole på andre mennesker. Ikke fordi jeg lider af paranoia, men fordi jeg har mødt flere personer, som jeg faktisk ikke kunne stole på. Nogle ville mig endda ondt, mange var ligeglade med mig, og nogle var skyld i, at jeg og mine børn blev fejlbehandlet og derved var i risiko for at dø – eller ligefrem gjorde det.

Det er således ikke nogen overraskelse, at jeg undgår sociale sammenhænge. Jeg har så mange flashbacks, som bunder i sociale relationer, og de trigges så hurtigt, at jeg ofte ikke engang er klar over det, sker. Når der er andre mennesker, er jeg også på vagt. Jeg venter på, at de gør eller siger noget, som skader mig. Det er nærmest umuligt for mig at beskytte mig selv i sociale sammenhænge, fordi jeg ikke kan være opmærksom på alt det, der trigger mig. Det er derfor mange gange bedst for mig at mindske social samvær.

For det meste er jeg kun sammen med min nærmeste familie, og selv de kan trigge mig. Det har jeg valgt som et grundvilkår i mit liv. Ved dem ved jeg cirka, hvad jeg kan forvente, og derfor er jeg mindre på vagt over for dem. Der er andre, som jeg forventer, vil påvirke mig negativt. Er jeg sammen med dem, kan jeg slet ikke slappe af, så dem undgår jeg at have meget kontakt med.

Der er mange fødselsdage i familien, som jeg har måtte sige nej til, fordi de simpelthen overbelastede mig. Ofte har jeg ikke mødt nok vilje hos familiemedlemmer, til at de ville tage de hensyn, som jeg havde brug for. Jeg har med, sorg måtte sige nej tak igen og igen. Kun få gange har jeg hørt: “Hvad kan jeg gøre for, at du bedre kan holde til at være til stede?” Det er, som om flere familiemedlemmers fokus mest har været på, at en fødselsdag forløb så normalt som muligt, og at hensyn til mig ville være for uoverkommelig for værten og forstyrrende for gæsterne. Sådan kan det i hvert fald føles.

Så er der de fremmede. Dem jeg kan møde ved fester, større arrangementer og forældrekaffe. Det er så anstrengende at være sammen med dem. Alle mine antenner er slået ud, og mit selvværd er under gulvhøjde. Jeg føler mig så anderledes end dem. Det, vi kan snakke om, er så forskelligt fra, hvad der foregår inde i mit hoved, og hvad jeg har oplevet på skyggesiden af livet. Jeg føler mig som en bedrager, der taler om de rigtige ting med dem, mens mine tanker og følelser kører på en helt anden kanal.

Jeg overvejer nøje om det virkelig er nødvendigt for mig at være sammen med de fremmede. En 70‐års fødselsdag, en begravelse eller en mindre konfirmation har jeg gået med til i de seneste år, fordi jeg trods overbelastning fik noget værdi af disse arrangementer. Derimod er der mange forældrearrangementer i skolen, fester og fælles arrangementer, som jeg har sagt nej til. De har været for pinefulde og belastende til, at jeg overhovedet har villet overveje at tage med til dem. Det er imidlertid vigtigt for mig at vide, at jeg kan fungere i sociale sammenhænge med fremmede. Det har en høj pris, men nogle gange er det det værd.

Jeg frygter at komme ud blandt folk

Det meste af min tid tilbringer jeg i mit hjem. Jeg er derfor altid på vagt, når jeg er væk hjemmefra. Der er jeg i omgivelser, som jeg ikke har en chance for at kunne styre. Alt kan ske omkring mig. Andre personer kan gøre ting, der skader mig. Jeg står udenfor enhver kontrol.

Nu døjer jeg også med min ekstreme lydfølsomhed (hyperacusis), som lige lægger en tand ekstra til min frygt. Jeg ved, at min lydfølsomhed godt kan forværres yderligere, og som den er nu, er den tæt på ubærlig.

Denne ekstreme lydfølsomhed koordineret med min manglende tiltro til andre mennesker og flashbacks, når jeg udsættes for visse lyde, gør det svært for mig at bevæge mig udenfor hjemmet.

Jeg bruger høreværn og ørepropper for at beskytte mig selv mod lydskader. Det er nødvendigt overalt, men det er også anstrengende for mig, at al aktivitet udenfor hjemmet er forbundet med en stor frygt for, at jeg bliver yderligere skadet.

I de første 8 år med Kompleks PTSD undgik jeg at komme i restauranter. Indenfor de sidste år har jeg prøvet mig selv, mere af og har været på en del restauranter. Det kan godt være, at jeg kan gøre det, men nydelsen ved at gøre det, er begrænset. Støjniveauet er gerne højt, og der er mennesker, der bevæger sig tæt på mig – både foran og bagved. Mine antenner er konstant på udkig efter farer. Jeg gør det mest for at føle mig en smule normal, føle nærhed til min familie, og for at være sammen med min familie på en måde, som de sætter pris på.

Jeg undgår mange steder, hvor der er mange mennesker, fordi jeg hele tiden frygter, at det kan få min lydfølsomhed til at blive værre. Det er simpelthen ikke det værd. De første 7 år med Kompleks PTSD og hyperacusis undgik jeg at rejse med fly. Jeg måtte se på, at min mand og vores børn tog alene på sommerferie og skitur. Det gjorde ondt indeni, men jeg kunne ikke bære tanken om at skulle ud at flyve – både på grund af flashback, hvis jeg hørte barnegråd, men også, fordi jeg ikke havde kontrollen, når jeg var om bord på et fly. Hvis jeg ikke kunne klare lydene, menneskene eller babygråd, så havde jeg ikke mulighed for at flygte. Det er det mest skrækkelige for mig ikke at kunne komme væk fra den situation, jeg er i.

For 4 år siden valgte jeg at konfrontere min frygt. Jeg fløj fra Jylland til København og retur. Jeg klarede det og blev lidt mere modig. Nu var jeg klar til at flyve til Mallorca. Det gik også, okay. Det var grænseoverskridende for mig, men jeg klarede det og fik den glæde, der var ved at komme på ferie med min familie.

Okay – glæde og glæde? Jeg har i mange år undgået ferie af flere grunde. Ikke kun flyveturene og restaurantbesøgene. Ferie med min mand og børn er udfordrende. Jeg kan ikke beskytte mig selv bag hjemmets vægge. Jeg deltager i deres aktiviteter, som er på et helt andet niveau, end jeg kan holde til. Hvis jeg har nej-hatten på i det omfang, som jeg reelt har brug for, så ødelægger jeg noget af min families ferie. Det ønsker jeg ikke, så jeg accepterer meget mere, end jeg normalt vil, hvilket resulterer i, at ferien er overbelastende for mig. Jeg har virkelig brug for ferie, når jeg kommer hjem.

Motion var en kilde til stress

Siden, at jeg fik en hjerneblødning i 2005, har jeg undgået motion, som fik mit hjerte til at pumpe hurtigt. Dengang fortalte læger mig, at fysisk belastning og psykisk stress kunne give mig en ny hjerneblødning. Det var nok, at jeg løftede et halvt kilo. I et halvt år turde jeg knapt nok røre mig af frygt for, at jeg igen ville få en hjerneblødning. Selvom en overlæge senere fortalte mig, at jeg sagtens kunne dyrke hård motion igen, fordi jeg ikke havde en aneurisme i hjernen, som de først havde troet, så sad frygten for en ny hjerneblødning alligevel i mig. Jeg undgik hårdere motion. Brød mig ikke om at mærke hjertebanken, for det aktiverede en frygt for at dø, som gav mig flashback.

Det er først indenfor de seneste 3 år, at jeg har konfronteret min frygt for at få min puls op, så nu tør jeg godt løbe.

Holder mig fra det, der minder mig om traumer

Der er så meget i mit liv, der minder mig om de traumer, som jeg har med mig i bagagen. Det er snart lige meget, hvad jeg gør, så minder det mig om mine traumer. Jeg er på vagt hele tiden. Mest på vagt, når jeg er sammen med andre mennesker, eller når jeg forlader mit hjem. Når jeg er alene, er mit nervesystem så roligt, som jeg kan få det til at være. Derfor søger jeg gerne alenetid. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig nogenlunde normal.

Nogle gange kan jeg føle mig som en snyder, der slet ikke har brug for at være på førtidspension. “Du har det da meget godt. Se, hvor du trives. Du kan sgu da godt arbejde lidt.” Disse tanker varer lige indtil, min familie kommer hjem fra skole og arbejde. Selv om de er mennesker, som jeg kender godt, og som tager hensyn til mig, så kan jeg se, at jeg ikke kan fungere uden en masse hensyn.

Jeg er heldigt stillet med en familie, der accepterer, at mine funktionsevner er stærkt nedsat, og min mand tager over der, hvor jeg kommer til kort. Jeg undgår således situationer, der overskrider mine evner og minder mig om traumer. Undgåelse fylder meget for mig. Undgår jeg ikke, det, der minder mig om traumer, så ville jeg hele tiden være et rystende nervevrag, som bare vil få det værre og værre, fordi jeg bliver retraumatiseret.

Jeg kan nemt putte mig ind i den behagelige følelse af bare at være mig alene hjemme, for så er livet meget nemmere for mig. Lysten til det er der, men jeg ved godt, at det er skidt for mig at undgå alt, der kan minde mig om mine traumer. Jeg har brug for andre mennesker omkring mig og for kærlighed. For at få det, udholder jeg meget og accepterer, at mine følelser fra tidligere traumer kommer mere til udtryk.