Jeg dissocierer under traumatisk stress

Opdateret 23. oktober 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Det sker jævnligt, at jeg dissocierer. Jeg føler det, som om jeg ikke mere er i den virkelighed, andre er i. Noget er anderledes. Måske er jeg bare tom i hovedet. Det er, som om min hjerne er nulstillet. Andre gange er det, som om verden pludselig er blevet et mere støjende sted. Der kan også være en stemme inde i mit hoved, der plager mig og lyder anderledes, end, mine egne tanker. Dissociation viser sig på så mange måder.

Det er ikke et diagnostisk krav til Kompleks PTSD, at man dissocierer, men mange med Kompleks PTSD har dissociative symptomer. Nogle har det i så udpræget grad, at det kræver en tillægsdiagnose, som for eksempel “Partial dissociativ identitetstilstand», eller “Dissociativ identitetstilstand”.

En lille distraktion fratager mig evnen til at tænke

Dissociation kan få mig til at miste overblikket over, hvordan byens vejnet er skruet sammen, eller hvad det var vi lige talte om. Den kan også skabe et tomrum i min hjerne, når jeg er på vagt. Er der en lille lyd, hvor jeg er, zoomer al min opmærksomhed ind på lyden. Det kan også være almindelig baggrundsstøj, der tager mit fulde fokus. For eksempel lyden fra en kuglepen på papir, et køleskab, en varmepumpe, trin på et trægulv, baggrundssnak eller lyden fra fjernsynet. Det kan også være en tanke eller noget, jeg ser. Min koncentration forsvinder som skyggerne om natten.

Jeg kan være midt i en længere samtale, og pludselig er der noget inde i mig eller udenfor mig, der gør, at jeg taber tråden eller glemmer ord, som jeg normalt godt kender. Jeg ved ikke, præcis hvad det er, der trigger mig, men det sker. For eksempel ville jeg fortælle min søn, at en skuespiller, fra Nattevagten også var med i Game of Thrones, som jeg selvfølgelig havde set, men jeg havde glemt ordene “Game of Thrones”. Jeg kom ud i en længere forklaring om, at det var den serie med tre drager og hende med det lyse hår.

“Jeg har ikke set “Game of Thrones”, men alle kender den film!” kvitterede min søn undrende.

Da jeg skulle forklare min niece, hvor vi skulle mødes, var jeg også i problemer: “Jeg holder i den bygning, der er ved banegården. Der, hvor man går i biografen.”

“Er det Kennedyarkaden, du mener?”

“Ja, det er det. Ordet var bare væk.”

Jeg har haft de samme naboer i snart 20 år, og stadig er det ofte sådan, at jeg ikke kan huske, hvad de hedder. Det samme gælder min fysioterapeut og frisør, og min mand og børns navne bytter jeg konstant rundt på. Noget af årsagen kan skyldes, at min hjerne er svækket over lang tid på grund af stress, men ofte ved jeg, at det er, fordi jeg dissocierer over noget, der sker ind i mig. For eksempel min frygt, når jeg føler, at der er nogen, der forventer noget af mig.

Overbelastning forstærker lyde omkring mig

Dissociation viser sig også hos mig på en anden måde. Når jeg har været ude for mange indtryk og bare er kommet dertil, hvor der ikke skal noget til, før jeg bliver stresset, så er alle lyde omkring mig skærpet, hvilket også er en form for dissociation. Lyde lyder unormalt høje og uudholdelige. Bare et ord eller en lille lyd er for meget og vil efterlade mig i tårer.

Nogle gange er jeg følelsesmæssigt bedøvet

Da jeg var i starten af 30érne, havde jeg lukket min vrede væk. Når nogle behandlede mig dårligt, blev jeg ikke vred på dem. Jeg blev ked af det. Det var også dissociation.

Mit liv foregik oppe i mit hoved, hvor jeg analyserede og rationaliserede. Det var noget, jeg var god til, men jeg havde ikke forbindelse til det, der foregik i min krop. Jeg kunne ikke mærke de kropslige tegn, som kunne have vist mig, at jeg var vred. Jeg troede, at jeg var trist og bange, for vrede var en forbudt følelse i min barndom.

Det betød også, at mine grænser blev overskredet igen og igen, uden at jeg reagerede på det. Jeg havde ikke den handlekraft, der ligger bag vreden, og jeg evnede ikke at tænke rationelt. Mine tanker blev påvirket af en kritisk, indre stemme, som fortalte mig, at jeg ikke var god nok, og at jeg ikke kunne tillade mig at sige fra. Mine tanker blev således fordrejet.

Jeg fik behandling, der gjorde, at jeg fik mere kontakt til min krop. Det har hjulpet mig rigtig meget. Desværre er min hjerne ikke blevet så normal, at jeg altid er i stand til at beskytte mig. Jeg har gjort mit bedste gennem de sidste 25 år, men må stadig kæmpe med det. Når jeg bliver behandlet dårligt, kan jeg nemt falde tilbage til det forvrængede tankemønster, jeg havde i min ungdom.

I mange år har jeg heldigvis haft kontakt til min krop og mine emotioner, men desværre føler jeg ualmindeligt stærkt og voldsomt. Det er så eksplosivt for mig, at jeg ofte ikke tør lade mine emotioner komme til udtryk, fordi jeg er bange for, at jeg så går i stykker. Jeg har brug for et beskyttende panser, så jeg kan være i verden. Kommer nogen tæt på mig, kan de skade mig. Jeg er så følsom og sårbar. Der skal ingenting til, så derfor har jeg brug for at have en følelsesmæssig barriere ud mod andre mennesker.

Da jeg for et stykke tid siden fik kræft, var det kun få tårer, jeg fældede. Også her gik min følelsesmæssige barriere i gang. Det var svært for mig at mærke dødsangsten, frygten, vreden og sorgen, for gjorde jeg det, var jeg bange for, at jeg ville krakelere, og det ville min selvopholdelsesdrift ikke tillade. Jeg skal bevidst søge efter emotionerne i mit indre, for min mur omkring mig er både høj og næsten uigennemtrængelig.

Jeg hører stemmer

Jeg tror ikke, at jeg altid har kunnet høre stemmer i mit hoved. Jo mere jeg som voksen blev bevidst om, hvad der skete i min krop, jo mere lagde jeg mærke til, at jeg havde nogle stemmer, som påvirkede mit humør og mine beslutningsprocesser.

At høre stemmer er en form for dissociation kaldet depersonalisering, som min hjerne har fundet på, for at beskytte mig. Nogle gange føler jeg det ikke som en beskyttelse, når “min indre kritiker”, plager mig, men ikke desto mindre er selv “den indre kritiker” til for at hjælpe mig. Den kommer med den kritik, som jeg har lagt øre til i min barndom. Jeg genkender ordlyden og stemmeføringen. Den fortæller mig, at jeg ikke er god nok, at jeg ikke arbejder hårdt nok, ikke har værdi og helt sikkert ikke kan finde ud af noget som helst. Den er storslem og en kilde til mit dårlige selvværd og mange flashbacks. Jeg tror, den er der for at forebygge, at jeg netop bliver udsat for den form for kritik i virkeligheden. Desværre hænger det ikke sådan sammen.

Stemmehøring er en opfattelse af stemmer uden tilsvarende stimuli fra omgivelserne, som for eksempel smerte, syn, smag eller lyd. Det kan forekomme ved personer, der har psykoser, men kan også forekomme ved personer med traumerelaterede lidelser som PTSD, som ikke er psykotiske. (Piesse E. et al., 2023)

Det gennemsnitlige antal af forskellige stemmer ved stemmehøring er mellem én og tre. Har man et større antal stemmer i sit hoved, indikerer det, at man også har en dissociativ forstyrrelse. (Brewin C. R., 2019, 10)

Så er der “mit indre barn”. En stemme, der får mig til at føle, at jeg er et lille barn igen. Når jeg hører den, føler jeg mig sårbar. Andres ord eller “den indre kritikers” ord tager jeg ind. Der er ikke så meget filter. Ordene får mig til at føle mig lille, uduelig og sørgmodig. Det gør ondt at føle, som om jeg er et barn igen. Følelserne er så stærke og fylder alt hos mig.

Man kan måske som udenforstående tænke, at det må være svært at agere i verden med stemmer i hovedet. Jeg kan ikke komme udenom, at det kræver noget ekstra. Jeg er altid meget bevidst om, hvad jeg siger, og hvordan jeg opfører mig. Passer det med måden, som jeg ser på mig selv som menneske? Især “den indre kritiker” kan påvirke mit forhold til andre mennesker. Jeg ønsker ikke at gå ud i verden og tale med den stemme, for den er ikke mig. Jeg er fornuftig og empatisk, og det er den ikke. Afviger mine ord fra det, som jeg selv synes, er rimelig adfærd, så ved jeg, at det er “min indre kritiker”, som påvirker mig, og så er det med hurtigt at stoppe mig selv. Grunden til, at jeg overhovedet kan stoppe mig selv, skyldes, at jeg kender de to stemmer rigtig godt. Jeg har skrevet meget dagbog og ved derfor, hvad de hver især står for. Desværre er det langtfra altid, at jeg bemærker det, når “den indre kritiker” er på spil. Stemmen kan være så sagte, at jeg ikke opdager den før flere dage efter. Så har jeg måske sagt noget upassende til én, jeg kender. Noget, der er lidt for meget i “den indre kritikers” ånd. I tilbageblik kan jeg så se, hvad der gik galt for mig.

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.