Hvad nu, hvis jeg kun har 5 år tilbage at leve i?

Opdateret 8. februar 2024

For halvanden måned siden fik jeg konstateret kræft – en ondartet phyllodes tumor i mit ene bryst. Den type kræft rammer kun rammer 1 ud af 500.000 kvinder om året, så lidt uheldig er jeg. Da jeg læste beskeden på Sundhed.dk  skød tårerne op i øjnene på mig, og indeni kom tanken:

Selvfølgelig. Hvorfor ikke? Det er også nogle år siden, at der sidst skete noget traumatisk i Peters og mit liv.

Det kan godt være, at det var 6 år siden, at jeg blev indlagt med mistanke om en hjerneblødning, men den sidste måned har Peter og jeg i forvejen haft tanker om døden. Peter har lige fået indopereret en pacemaker, fordi hans puls var for langsom, og i forbindelse med en PET-scanning, opdagede de, at han havde nyrekræft. Heldigvis kunne de fryse knuden væk, og med en højere puls, blev Peter lidt mere frisk end han plejede at være.

Døden havde gjort mig hårdfør

Da det værste chok havde lagt sig, var jeg ganske rolig.

Jamen. Jeg må bare tage én dag af gangen.

Det var sådan, at jeg tidligere kom gennem de traumer, som gav mig Kompleks PTSD. Jeg var blevet hårdfør – i hvert fald på overfladen. Peter og jeg stod heller ikke af vejen for, at lave lidt sjov med vores kritiske sygdomme eller forholde os til facts uden frygt. Jeg kunne sige: ”Når jeg dør,” uden at krumme tæer indvendigt. Døden havde tidligere lænet sig over mig med sin tykke, kvælende ånde. Dengang var jeg skrækslagen for at dø og gjorde alt for at styre døden væk fra mig. Jeg fulgte alle mulige sundhedsråd og var så bange for at springe et dagligt stykke frugt eller en gåtur over. Jeg forsøgte at styre døden. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, ligegyldig hvor sund jeg var. Døden er et livsvilkår, og det ved jeg nu.

Jul med operationer

Den sidste måned har været hård. Jeg har gennemgået tre operationer i mine bryster, hvor én af dem var akut, fordi mit ene bryst voksede ukontrollabelt på grund af en blodansamling. Behøver jeg at sige, at det var en smule stressende? Alligevel fik jeg styr på julegaver, julebagværk og var vært juleaften. Det var december, og børnene skulle jo ikke mangle noget.

34% risiko for at jeg dør indenfor 5 år

Selvom jeg principielt er imod statistikker, fordi de ikke siger noget om min personlige chancer, så kan jeg ikke lade være med at se på dem. Statistikken siger, at der er 34 % risiko for at jeg dør indenfor de næste 5 år af kræft. Det synes jeg er temmelig meget. Nok til, at jeg er begyndt at tænke på, hvad jeg vil de sidste år af mit liv til. Pludselig står alting mere skarpt.

Trang til at præstere

Jeg har længe haft et drive, der har gjort, at jeg skal præstere – vise at jeg er til nytte, selvom jeg ikke mere er på arbejdsmarkedet. I de sidste 11 år har Peter og jeg drevet hjemmesiden, KompleksPTSD.dk. Jeg har skrevet bogen, ”Tør jeg elske dig?”, og jeg har været kreativ. Alt sammen i et tempo, der tilgodeså mine udfordringer med Kompleks PTSD, men også noget som jeg følte, jeg blev nødt til at gøre, fordi jeg havde den frækhed at være kronisk syg, udfordret og nytteløs. Nu tænker jeg:

Jeg vil bare være her og nu, og gøre det, som gør mig glad – altså udover at rydde op, vaske børnenes strømper og lave deres mad. Det kan jeg ikke lige udlicitere, men det er også okay, fordi jeg vil gøre alt for, at mine børn har det godt.

Vil jeg læse en bog, skrive eller lege med ler, så gør jeg det. Vil jeg glo på en kedelig serie i fjernsynet eller tage mig en ekstra middagslur, så gør jeg det. Jeg er 55 år. Der er ikke noget som jeg synes, jeg skal nå i det her liv. Jeg har to store børn og en mand som jeg gerne vil have glæde af i mange år endnu, men jeg har ikke noget uforløst, som jeg absolut skal. En kampesten er flyttet væk fra mine skuldre. Det er okay, at jeg bare er mig. Godt nok ligger en ny kampesten på mine skuldre i form af kræft!

Jeg vil grine og fjolle

Jeg har været asocial i mange år, på grund af alle de traumer som jeg har oplevet. Dem og min Kompleks PTSD har givet mig en følelse af, at jeg ikke kan regne med nogen, og at jeg ikke har brug for nogen. Det er en forståelig tænkemåde baseret på svigt i mit liv, men også en måde der gør mig mere ensom end nødvendigt er. Jeg har brug for mennesker. Ikke hvem som helst, men dem tæt på mig, som er uperfekte og som ligesom mig selv, ikke altid kan finde ud af at lytte eller støtte på de rigtige tidspunkter, fordi de enten er blinde eller klodsede.  Jeg vil grine sammen med dem, fjolle og snakke om useriøse ting. Og så vil jeg have en masse krammere, for selvom jeg langt fra altid har følt mig set og forstået af dem, så er det de mennesker, som jeg elsker, og som elsker mig.

Lidt flere grøntsager

Peter og jeg er nok lidt praktiske i omkring liv og død, fordi vi har haft døden meget tæt på nogen gange. Vi har sikret hinanden økonomisk og udvekslet pinkoder, så det behøver jeg ikke at bekymre mig om. Vi kan begge to klare, at den ene smutter i svinget. Helbredet har til gengæld været nedprioriteret i en del år. Fejet til side på grund af traumer, der har fyldt vores tanker og tid, og vores liv som børnefamilie, der har givet far- og morkroppe. Før kræften meldte sig på banen, var jeg begyndt at løbe to gange om ugen. Mest fordi, at jeg umuligt kunne følge efter mine teenagebørn, når vi vandrede på ferie. Nu er jeg motiveret for at tage skridtet videre. Væk med noget af chokoladen, og ind med flere grøntsager. Det har sikkert ikke betydning for min overlevelse. Som sagt kan jeg ikke styre døden. Men måske kan det alligevel hjælpe lidt.

Pia Serup