Jeg har massive problemer med relationer

Opdateret 5. marts 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Jeg har kun få nære relationer. Dem holder jeg meget af, men jeg ved også, at jeg ikke altid er så god til at pleje dem. Min Kompleks PTSD er simpelthen imod mig. Jeg holder mig mest for mig selv og er bange for, at andre mennesker skader mig. Jeg elsker sådan set socialt samvær, men kan ikke holde til det. Det tager for meget af min energi og giver mig alt for mange traumesymptomer: Konstant er jeg på vagt efter farer, og flashbacks flyver om ørerne på mig.

Gift i 20 år

Jeg har været gift med den samme mand i 20 år, så umiddelbart ville man ikke tænke, at jeg har problemer med relationer. Det har jeg, men min mand holder jeg fast i, for han er det menneske, som jeg stoler mest på i hele verden. Han har været ved min side, da jeg fik hjerneblødning, da vores datter døde, da jeg gik ned med Kompleks PTSD, og da vi begge havde kræft. Han har taget hensyn til mig og gør det stadigt og tager som det mest naturlige i verden, det ekstra arbejde, som jeg ikke kan holde til at udføre i hjemmet.

Vi har to børn sammen, og jeg elsker min lille familie og vil ikke undvære dem. De giver mit liv mening, og de fylder mig med kærlighed.

Jeg forstår veteraner, der bor alene i skoven

Når jeg hører om veteraner, der bor ude i en skov alene, så forstår jeg dem godt. Det er så hårdt at bo sammen med min elskede familie, for jeg ønsker, at de har det så normalt som muligt i deres hverdag, samtidig med, at jeg har brug for at blive beskyttet mod dem. Disse nære relationer er hårde ved mit indre. Jeg tager alt så nært og er så følsom overfor alt, hvad de gør. Mine flashbacks blander sig med mit hverdagsliv. Jeg kan se det, og nogle gange er jeg i tvivl om, mine reaktioner er kædet sammen med nutiden eller fortiden. Jeg tror ikke, at min familie bemærker det så meget, men det er en balancegang for os alle sammen. Jeg prøver at tage hensyn til, at de skal have normale liv, samtidig med, at jeg ikke bliver overbelastet af deres støj, og alt det, de siger og gør, som trigger mine traumer.

Menneskelig kontakt er belastende

Når mand og børn er på arbejde og i skole, er der fred i vores hjem. Den tid, hvor jeg er alene, er den bedste tid på dagen. Tro mig. Jeg elsker min familie, men jeg elsker også, når de ikke er hjemme, fordi menneskelig kontakt er uhyre belastende for mig. Jeg har brug for den ro og forudsigelighed, som alenetid giver mig, men jeg vil altid prioritere min lille familie, fremfor mig selv.

Alenetid kan få mig til at føle mig forladt

Når min mand og børn laver aktiviteter sammen, som jeg ikke kan holde til at være med til, så aktiviseres der gerne en grundfølelse i mig af tristhed. Jeg føler det, som om mit liv kører parallelt med min mands og børns liv. Jeg er alene i verden, og det er ligegyldigt, hvad jeg gør, så ender jeg altid op alene – udenfor deres sammenhold. De vil nok hellere være sammen med hinanden end mig. Sådan har jeg det også med andre mennesker. Jeg ser på dem på distance og føler mig udenfor det, de har – udenfor samfundet og udenfor nære relationer.

Jeg vil så gerne være en del af det, de har sammen, men det kan jeg ikke. Jeg er anderledes. Jeg har udfordringer. Gennem hele mit liv har jeg kæmpet for at være en del af sammenholdet, hvor end jeg var, men det har været svært. Jeg tror, at jeg mangler viden om sociale spilleregler. Det gør det vanskeligt for mig, og samtidig har jeg min traumatiserede psyke mod mig. Jeg er bare udenfor.

Flere i min familie elsker mig. Det ved jeg godt, og jeg gør det ikke nemt for dem at komme tæt på mig. Indvendigt har jeg en mur, der gør det umuligt, men jeg tør ikke fjerne muren, da den holder sammen på mit indre kaos.

Jeg tilpasser mig normalen

Få mennesker har forståelse for, hvordan det er for mig at leve med Kompleks PTSD og hyperacusis. Mange gange accepterer de ikke de begrænsninger, det giver mig, og hvad det kræver af hensyn. Det betyder, at jeg skal tilpasse mig dem. Jeg prøver at passe ind i skabelonen “normal”, og det er anstrengende, for jeg er langtfra normal.

Når jeg er på besøg, ser jeg værten flyve rundt i lokalet for at opvarte og hele tiden være på forkant med, hvad hendes gæster ønsker. Hun drøner hen til køleskabet, skyller noget under vandhanen og stiller ting på bordet. Imens sidder jeg i traumetilstand og føler mig angrebet fra flere sider. Jeg holder øje med alle hendes bevægelser, prøver at beskytte mig mod hendes støj og stresser over hendes aktivitetsniveau og uforudsete bevægelser. “Kan du ikke sætte dig ned?” siger jeg, samtidig med, at jeg føler mig kontrollerende og kritisk. “Skal jeg ikke forlade rummet, til du er færdig?” prøver jeg igen, da jeg kan se, at hun ikke er i stand til at tage det roligt. Faktisk så stresser jeg hende nok, fordi hun ikke kan gøre de ting, som hun har brug for.

Når jeg er i et selskab, hvor jeg kender folk, er jeg hele tiden parat til at forsvare mig. Jeg er i angrebsstilling. Er der nogen ved selskabet, som jeg ved, er upassende i deres adfærd eller det, de siger, så er jeg der som en høg, klar til at slå ned på dem. Jeg levner ikke meget plads til at se gennem fingre med noget. Det er, fordi jeg reagerer på flashbacks. Jeg når således ikke at tænke, og jeg er meget lidt tilgivende, for jeg ved ikke, at jeg er i et flashback. Jeg prøver bare at beskytte mig selv. Det er problematisk, fordi det nogle gange skaber nogle konflikter, som jeg efterfølgende skal redde mig ud af.

Mit problem er, at der altid er nogle i et selskab, som siger og gør ting, som kan trigge mig. Efterhånden ved jeg godt, hvem der gør det, så jeg undgår at sidde lige op af dem. At sidde lige overfor én, der siger eller gør upassende ting, duer heller ikke. Mine øjne viger ikke fra det, de gør, og jeg reagerer med flashbacks. Der er noget med kropssprog, som trigger mig meget. Det er kun min mand, der ved, at min adfærd skyldes flashbacks. Han har spurgt mig, om han ikke skal prøve at stoppe mig, hvis han kan se, det sker. Det kan han ikke. Jeg ved, at jeg højst vil give ham et køligt blik.

Min familie ved ikke, at jeg hele tiden tager mig sammen, for at jeg kan være i samme rum som dem. Det er så hårdt for mig at prøve at se normal ud, se glad ud, udholde flashbacks og høre på deres snakken og larm.

De kan selvfølgelig ikke forstå, at det er så anstrengende for mig at være til, for jeg ser normal ud. De forstår ikke, at jeg slet ikke ønsker, at de skal se, hvordan jeg har det. Det er for ydmygende at falde sammen foran dem. Jeg føler mig svag, og jeg er bange for deres fordømmelse.

Indimellem sker det, at der er en person, der spørger mig, hvordan jeg har det. Så fortæller jeg nøgternt om, hvordan jeg har det. Mine følelser har jeg parkeret et fjernt sted. Mine ord kommer til kort, for hvordan kan jeg forklare den ekstremitet, der er i mit følelsesliv og mine tanker, uden at mine ekstreme følelser kommer til udtryk?

Kan jeg stole på mig selv?

Mine flashbacks præger min evne til at vurdere, om andre mennesker er gode for mig eller ej. Jeg har mere end én gang været i et venskab, hvor jeg mærkede, at jeg tog afstand til veninden. Var det, fordi hun havde karaktertræk, som jeg ikke brød mig om? Havde hun overtrådt mine grænser én gang for meget? Eller var det min indre kritiker, som prøvede at beskytte mig mod at blive forladt, ved at afvise hende på forhånd? Afhængig af, hvordan hun behandlede mig, kunne jeg væve frem og tilbage i et venskab. Den ene dag kunne jeg se mange positive ting ved hende, og en anden dag viste hun sider, som jeg ikke kunne døje. Min evne til at beslutte mig var i stykker. Når det skete, havde jeg brug for at analysere og vurdere mine reaktioner, ellers vidste jeg ikke, om jeg sagde fra overfor hende, fordi hun ville skade mig psykisk, eller om jeg bare elskede hende og var bange for, at hun forlod mig. Det har tidligere fået mig til at hænge i kæresteforhold og venskaber, som ikke var gode for mig, blot, fordi jeg havde den tvivl indvendig: Kan jeg stole på mig selv?

Et restaurantbesøg kan traumatisere på så mange måder

Jeg holder mig mest fra steder, hvor der er meget støj og aktivitet, men det sker, at jeg ikke lige får tænkt mig ordentligt om og så ender i en situation, der vækker en masse flashbacks hos mig.

En bekendt og jeg aftalte at mødes på en restaurant. Da jeg gik ind af døren, bemærkede jeg de tætte borde, musikken i baggrunden og de mange mennesker. Efter at vi havde flyttet plads et par gange, lykkedes det os at finde et bord, hvor der var lidt mindre baggrundsstøj end ved de andre borde.

Alligevel var det svært for os at koncentrere os. Vi havde nemlig begge Kompleks PTSD og dissocierede nemt i baggrundsstøj. Vi snakkede, men jævnligt tabte én af os koncentrationen til dissociation.

Et par meter fra os sad et ældre ægtepar, hvor manden havde sin mobiltelefon skruet op på en video. Vi var vældigt enig om, at det var uhøflig adfærd. Jeg så over mod manden og sagde: “Sluk lige den lyd.”

Mit ligefremme udsagn triggede, min bekendte Bente, som syntes, at jeg skabte en dårlig stemning. Hun talte med ægteparret, mens hun prøvede at glatte det ud, som jeg havde sagt.

Jeg mærkede et stærkt ubehag i kroppen og fik et flashback til, hvor min stemme i tidligere traumer var blevet ignoreret. Det ene afløste det andet, da Bente sagde: “Pia er så følsom, at hun bliver generet af køleskabets brummen. Det var derfor, at jeg har taget hende herind.”

Mit ubehag fortsatte. Igen var jeg tilbage i traumer, hvor jeg havde fået at vide, at jeg også var alt for sart. Bente snakkede videre med parret. Jeg sad stille og nikkede en gang imellem. Det var, hvad jeg kunne.

Mens jeg sad der, meldte “mit indre barn” sig på banen: “Hvorfor bliver hun ved med at snakke med dem? Det er mig, hun er i byen med. Jeg er åbenbart ikke interessant nok at snakke med.” Følelsen af at være uelsket og blive afvist skyllede hen over mig og blev så efterfulgt af et nyt flashback, hvor jeg var afstandtagen og hård i min stemme.

Bente og jeg snakkede videre. “Vi to er meget forskellige i vores måde at reagere på,” kom det køligt fra mig. “Jeg ville ikke være blevet ved med at snakke med parret. For mig betyder de intet. De er fremmede.”

Det kunne Bente ikke forstå. Min hårde tone triggede hende. Jeg fortalte hende om, hvordan jeg gennem min nære kontakt med døden havde mit fokus på de mennesker, der var tætte på mig. “Grunden til, at du reagerer anderledes end mig, må skyldes, at du ikke selv har prøvet at have døden ind på livet ved dine nære eller ved dig selv.”

Bente blev vred: “Det passer simpelthen ikke.” Hun forklarede mig, hvordan hun ved flere situationer havde set døden i øjnene.

Med et vågnede jeg op fra mit flashback og slog over i et ny flashback: “Undskyld. Det har du fuldstændigt ret i,” kom det fra “mit indre barn”. “Det har du da. Det havde jeg helt glemt.” Bente ville snakke om det. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg vil bare have, at hendes vrede til mig skulle gå væk. Jeg ville have, at hun kunne lide mig igen. Jeg havde jo sagt undskyld, tænkte “mit indre barn”.

“Jeg kan ikke lide, at du er vred på mig”, fortsatte jeg, som om jeg var 4 år. Jeg var angerfuld over min fortalelse, men havde også ignoreret, at jeg undervejs i vores samtale havde svinget fra det ene flashback til det andet, det tredje og det fjerde. Det erkendte jeg først nogle dage senere. Traumerne fra min fortid var så indflettet i mit sociale liv, at jeg ikke kunne finde mit autentiske jeg i alle flashbackene. Og flashbackene var jeg så vant til, at de bare var en del af min personlighed, som var blevet ændret af de traumer, jeg havde haft. Jeg så ikke på dem som flashbacks.

I sociale situationer får jeg nemt flashbacks. Der er så uendeligt meget, som trigger mig, at det er næsten umuligt for mig at komme flashbackene i forkøbet.

Jeg føler mig ensom sammen med andre

Jeg både frygter og elsker at være sammen med mine medmennesker. De giver mig en følelse af at høre til i verden, men de tærer også på min energi og viser mig tydeligt, at jeg er meget anderledes end dem. Vi er forskellige i vores måde at se på verden, og vi har oplevet meget forskellige ting. Vi er også forskellige i, hvordan vi lever vores liv, og hvad vi prioriterer. Det ved jeg, så i selskabet med dem kan jeg føle mig mere ensom end nogensinde før.

Med min nærmeste familie kom det for eksempel til udtryk under en ferie. Gang på gang var jeg den laveste fællesnævner. Det var næsten altid mig, de andre måtte tage hensyn til. Jeg kunne ikke holde til at gå så hurtigt som min mand og voksne børn. Jeg kæmpede med at få vejret og sakkede bagud. De naturlige steder at besøge, som restauranter og travle bymiljøer, var fyldt med aktivitet og støj. Selv vores hus havde støj i sig selv. Air conditionere larmede og holdt mit stressniveau oppe, og der var ingen høretelefoner, der kunne skærme mig fra støjen i fjernsynet. Gang på flisegulvene gav også rungende støj i huset, mens jeg på terrassen kunne høre biler, der konstant kørte forbi grunden og vinkelslibere fra de nærliggende byggepladser.

Nærhed og venskaber er en mangelvare i mit liv

Selvom jeg ikke ligefrem favner menneskeheden, så har jeg et savn efter nærhed med få, nære venner. Jeg har familie og ellers få nære relationer. Jeg kunne godt ønske mig mere. Hele mit liv har jeg søgt efter nærhed, og det er, som om ligegyldig, hvad jeg gør, så er det ikke muligt for mig at opnå det med nye mennesker. Jeg vil så gerne have flere venskaber, men har utrolig svært ved at finde nogen. Det er nok i det hele taget svært, når jeg ikke kommer så meget væk fra hjemmet og ikke er så åben overfor andre. Jeg har også dårlige erfaringer med venskaber, som gør mig påpasselig. I forbindelse med at jeg har fået Kompleks PTSD, har en gammel veninde forladt mig, og en anden viste sig at være destruktiv overfor mig.

Jeg har efterhånden opgivet, at venskaber sker for mig. Jeg har mødtes på jævnlig basis med andre traumatiserede og må erkende, at det er nærmest umuligt for mig at finde venner i de sammenhænge. Ligesom mig har de problemer med det sociale og har svært ved at finde troen og tilliden til at være i et venskab. Ved de såkaldt “normale”, kan jeg måske finde venskaber, men vi er for forskellige til, at jeg tror på nære venskaber der. Måske er jeg bare ikke egnet til venskaber. Det gør ondt at tænke på, nu hvor savnet er så stort for at opnå mere nærhed i mit liv.