Min overvagtsomhed er der hele tiden

Opdateret 12. februar 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Jeg er meget opmærksom på mine medmenneskers adfærd helt ned til deres kropsbevægelser og måden, de betoner deres ord på. Jeg er på vagt, fordi jeg er bange for, at de vil skade mig.

Når jeg drikker, så fungerer min radar for farer ikke, så jeg drikker ikke. Jeg skal føle, at jeg har kontrollen. Derfor er det også et problem, hvis jeg er fremmede steder eller er sammen med mange mennesker. Jeg mister overblikket over potentielle trusler og er meget mere sårbar.

Jeg er en hønemor

Jeg er bange for, at min mand og børn skal dø, og derfor er jeg ekstra opmærksom på mulige trusler i deres omgivelser. Jeg har gennem tiden været udsat for sygdomme og lidelser, som går ind under sjældne og højst usandsynlige, så jeg ved, at selv om risikoen for, at mine børn dør er lille, så er den der.

Da min yngste var i dagpleje, havde jeg en konflikt med dagplejemoren. Fra opholdsrummet, hvor børnene var, var der en dør ud til en gang, hvor en trappe førte op til 1. sal. Den var ulåst. Det bekymrede mig. For mit blik kunne jeg se min datter på halvandet år åbne døren og gå op ad trapperne og selvfølgelig falde ned fra dem. “Jamen, jeg er jo hele tiden i opholdsrummet, så det vil ikke ske,” sagde dagplejemoren.

Jeg rystede på hovedet af hendes naivitet. “Du forlader rummet, når du skifter ble og har ryggen til, når du tilbereder mad.” Jeg bad om at få en slå på døren i passende højde. For mig var det et spørgsmål om liv og død. Det forstod hverken hun eller hendes leder. Halvandet år forinden var min ene datter død. Jeg vidste, at børn pludselig kunne dø, og at jeg som mor skulle beskytte dem mest muligt.

Det gjorde jeg også, da min ældste søn som 3-årig stak af fra børnehaven gennem en låge, som var nem at åbne – selv for en 3-årig. Børnehavens sikkerhedspolitik var overvejende, at børn skal have frirum og helst, ikke begrænsninger. Lyder meget godt, men låger, der var nemme at åbne, og hoveddøren, som var nem at gå uset ud af, holder ikke alle børn inde.

Min vagtsomhed var på sit højeste. Jeg kunne hurtigt se alle de steder, hvor min søn havde muligheden for at stikke af. Min søns pædagog og forældregruppen forstod ikke min frygt eller ville ikke gøre noget, fordi deres eget barn ikke var stukket af. Jeg var frustreret. Lederen var heldigvis lydhør, og jeg fik sikret alle udgange i et samarbejde med ham.

Jeg mangler tillid til, at andre hjælper mig

Jeg er hele tiden på vagt, fordi jeg har været i så mange traumesituationer og oplevet, at jeg ikke kunne stole på andre mennesker. Noget af det værste, jeg kan forestille mig, er at være fuldstændigt afhængig af dem. Når jeg er det, ringer alarmklokkerne konstant i mit hoved. Jeg er konstant opmærksom på alt, hvad de siger og gør, fordi mit liv kan afhænge af det. Jeg har flere gange været fuldstændig afhængig af, at en læge kunne hjælpe mig, hvor jeg var i en dødsensfarlig situation. Gentagne gange har jeg været skuffet over den hjælp, jeg fik. Andre gange er det gået godt. Der findes trods alt gode læger.

Når nogen så siger til mig, at deres rolle er at hjælpe mig, bliver jeg skeptisk. Kan jeg nu stole på det? Det er en skepsis, der kommer af, at min tillid til andre mennesker nærmest ikke er eksisterende.

Jeg mødte denne “hjælpsomhed”, da jeg startede i sygedagpengesystemet, efter at jeg gik ned med traumatisk stress. Jeg blev retraumatiseret og kom ud for det ene flashback efter det andet, når sagsbehandlere under smil og venlighed, gjorde deres for at undersøge min arbejdsevne.

Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg konstant havde brug for at være på vagt, for jeg kunne ikke stole på, at de ville passe på mig og prioritere mine interesser. Igen og igen så jeg, at deres rolle var at finde ud af, hvornår jeg røg ud over kanten, for så vidste de, hvor min arbejdsevne gik til. Jeg var følelsesmæssigt, et vrag i hænderne på sagsbehandlere, og jeg mærkede, hvordan regler og kommunal økonomi var ledetråden i deres arbejde. Det var et system, der gjorde mennesker mere syge. Jeg endte med at få førtidspension, men hele vejen dertil var konstant systemstress.

Andre folks lyde gør mig vagtsom

Min opmærksomhed på lyd er så slem, at min lydfølsomhed (hyperacusis) stresser mig, og sørger for, at jeg hele tiden er på vagt og reagerer hurtigt på det, som kan være en mulig fare for mig.

I en periode var min vagtsomhed skruet helt op hver dag. Det var anstrengende. Min krop var spændt som en bue, og jeg var hele tiden parat til at reagere. Alt det skyldtes, at jeg i et naivt øjeblik syntes, det kunne være dejligt med hund igen, for jeg følte, at jeg havde brug for noget selskab. Et par år tidligere havde vi en hund, der døde af aldersom. Jeg havde glemt, hvordan det var at have hund. Det var en dårlig ide. Jeg fik to, hvilket var en endnu dårligere ide. De gøede, og da jeg kom af med den, som gøede om natten, så gøede den anden hund på tidspunkter, hvor jeg forsøgte at slappe af. Jeg havde konstant en følelse af vagtsomhed på grund af hunden, for hvornår gøede han igen, og hvornår krævede han min opmærksomhed?

Det er en udfordring for mig, når der enten er hund eller familie omkring mig hele tiden. Jeg nyder stilheden i vores hjem, mens familien er på arbejde eller i skole, men når der er én eller flere, der er hjemme 24/7, er jeg hele tiden opmærksom på, hvad de laver. Den pludselige hoste, døren, der hurtigt smækker op, fjernsynet, der tændes på høj volumen, raslen med bestik i køkkenet eller espressomaskinen, der sættes i gang.

Det er, som om min familie er min fjende, og jeg er deres. Jeg ved godt, at det kan være uudholdeligt hele tiden at skulle passe på med ikke at støje, når de er i nærheden af mig. Derfor er der også flere situationer, hvor jeg bruger ørepropper eller har høreværn på indendørs, så de ikke altid skal tage så meget hensyn.

Ørepropper og høreværn er også en hjælp til mig, når jeg er sammen med fremmede og familien. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan satse på, at mennesker omkring mig tager hensyn til min lydfølsomhed. De forstår den ikke, så nu er jeg altid godt beskyttet, når jeg er udenfor huset. Jeg kan så langtfra altid høre, hvad der bliver sagt til mig, men det er prisen.

Når jeg forlader huset, kommer der med det samme gang i min vagtsomhed. En dag var jeg ved tandlægen, og både tandlægen og klinikassistenten var nye for mig, så min vagtsomhed var høj. Når jeg lå i stolen, gik assistenten rundt bagved mig, så jeg havde ikke styr på, hvad hun lavede, hvilket var en stor trigger for mig. Hun åbnede døren ud til gangen og åbnede og lukkede skuffer, og latex handsker gled hen over hendes hænder og gav et smæld, da det udstrakte latex ramte huden. Mine nerver sad udenpå tøjet. Der var farer alle steder, og jeg følte ikke, at jeg kunne styre dem.

Det kunne jeg heller ikke for et par år siden, hvor familien og jeg var på en udendørs restaurant i sydens sol. Da vi var ved at sætte os til bords i et fjernt hjørne af hensyn til min lydfølsomhed, opdagede jeg, at en musiker var ved at sætte sig til rette med en saxofon og mikrofon. Lige med et følte, jeg mig fanget. Jeg ville ikke ødelægge vores middag i restauranten, så jeg planlagde hurtigt en flugtvej. I mit hoved var jeg klar til at kravle op på en stol, hvis saxofonen blev for meget for mig. Derfra ville jeg kravle over et gelænder og hoppe 1,5 meter ned, så jeg kunne komme væk fra restauranten hurtigt. Saxofonen lød heldigvis ikke for højt for mig, og for første gang i 10 år var jeg i stand til at nyde musik på en restaurant.

Jeg frygter, at jeg har skadet mine børn psykisk

Jeg er meget opmærksom på mine børn, som nu er næsten voksne. “Har de det nu godt?” Jeg lægger mærke til deres adfærd og holder øje med alt, der potentielt kan vise, at deres selvværd ikke er så godt. Hele deres barndom har jeg været opmærksom på min egen adfærd, så jeg kunne hjælpe dem til at få det godt med dem selv.

Alligevel bekymrer jeg mig over, om min mand, og jeg har skadet dem. De må ikke få det så dårligt som jeg har det. Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke alene er ansvarlig for, hvordan de vokser op og har det som voksne. Det afholder mig dog ikke fra at påtage mig en masse skyld. Hvis jeg ænser, at der er noget galt, er jeg hurtig til at sige til mig selv: ”Det er din skyld.” “Det er, fordi du ikke gjorde sådan og sådan.” “Nu har du ødelagt ham.” Jeg ved godt, at det er “min indre kritiker”, der kører på mig, men jeg har svært ved ikke at lytte og tro på, at stemmen er sandfærdig.

Jeg ser på deres venskaber eller mangel på samme. Har de det godt socialt? Bliver de behandlet godt, og kræver de, at deres grænser bliver respekteret? Jeg er så opmærksom, fordi jeg i det meste af mit liv, ikke har været bekendt med alle de sociale spilleregler og heller ikke altid har vidst, hvad der var i orden at forvente af andre mennesker.

Desværre er mine børn ikke særlig meddelsomme, om deres liv, så meget af, det bliver gætterier fra min side. Min mand er god til det sociale, så måske skulle jeg hvile i, at de nok har lært meget af ham, men det kan jeg ikke, for er han nu også så god til det, som jeg tror?

Jeg er opmærksom på alle lyde i omgivelserne

Der er kun et sted, der er ro for mig. Det er i min families hus, hvis jeg er alene hjemme. Her kan jeg føle mig fri og beskyttet. Jeg er opmærksom på alle lyde, der er omkring mig. Ingen lyd går forbi mig. Det er utrolig anstrengende at være i en verden af lyd og vide, at lydene kan skade mig. Hvis jeg ikke kunne være alene, og hvis jeg ikke kunne beskytte mig med høreværn og ørepropper og undgå støjende steder, så ville livet virkelig være uudholdeligt. Heldigvis kan jeg ofte det, så livet kan stadig føles dejligt.

Jeg føler, trusler er overalt

Jeg er hele tiden på vagt overfor mulige trusler. Det er, fordi jeg vil være klar, når en trussel er lige foran mig. Trusler kan komme i alle mulige afskygninger. Det ved jeg alt om. Da min mand for et stykke tid siden blev indlagt, kørte mine tanker på en motorvej. Jeg ville være forberedt på, at han skulle dø. I hurtigt tempo forestillede jeg mig, præcis hvad jeg ville gøre, når han døde. Jeg tjekkede mit økonomiske råderum, og hvilke poster i mit budget, som jeg med fordel kunne slette. Og jeg forestillede mig, hvilke familiemedlemmer som kunne hjælpe mig økonomisk indtil livsforsikringen, var gået igennem. Jeg kontaktede også ejendomsmægler og meget mere. Min hjerne var fuldstændig løsningsorienteret.

Jeg havde brug for at være forberedt på, at det værste kunne ske. At vide, at jeg kunne klare mig selv og børnenes liv, uden at jeg krakelerede.