Smerten ved at være anderledes og fremmedgjort

Fotoet viser en kvinde blandt mennesker. Siden handler om at være anderledes og fremmedgjort. Fotoet er taget af Justice Amoh.

Anne, Cordelia og Luna har hver især haft et liv med mange traumer, som har givet dem Kompleks PTSD. Med traumerne har de fået en følelse af at være anderledes end andre mennesker. De føler sig ikke forstået og accepteret i samfundet, og de oplever sig selv som meget anderledes og fremmedgjort fra de fleste mennesker. Kun hos et fåtal af deres nærmeste, føler de sig accepteret som den, de er og forstået med de lidelser, som traumer har givet dem.

Følelsen af at være anerledes udtrykker Anne og Luna på hver deres måde:

… Jeg tænker nogle gange, at jeg slet ikke hører til i den her verden… At jeg er fra en helt anden tid. From out of Space. Jamen jeg føler bare sådan, at jeg går rundt og egentlig er meget anderledes end flertallet. (Luna)(2)

… Jamen det er som om, at de lever i en verden, jeg er udenfor. Jeg er sådan lidt på sidelinjen og kan være tilskuer der. (Anne)(1)

Verden er ikke lyserød

Når Anne står på sidelinjen og ser på danskerne, ser det for hende ud som om, at mange af dem lever i en fantasiverden, hvor de tror, at de fleste mennesker vil dem det godt, og at forfærdelige ting ikke kan ske for dem. Hun ved godt, at hun på grund af sine traume-erfaringer har et negativt syn på mennesker og verden. Hun tror på, at virkeligheden er et sted midt imellem og kan derfor ikke forstå, hvorfor det så er hende der bliver sygeliggjort: (1)

… Det er som om, at de lever i en lyserød verden, hvor alt – med en forventning om, at alt går godt og andre mennesker er søde, og det gør jeg ikke. Jeg har oplevet. Mine erfaringer siger mig noget helt andet, så jeg føler mig fremmed blandt de såkaldt normale. Blandt traumatiserede mennesker, der føler jeg mig normal. Ja. Det er ikke engang løgn, fordi altså, jeg kan godt tænke, at så har vi lille Danmark her, hvor der i hvert fald på overfladen er mange, der virker normale, og ikke har oplevet grusomme ting og sådan noget. Men hvis jeg var i et land, hvor der skete mange forfærdelige ting, så ville jeg måske være normal der. Men her, der har jeg en lidelse. Her er der noget galt med mig. Det er jo egentlig mærkeligt. Jeg føler, at de kan ikke forstå mig. Og jeg er udenfor. Jeg stoler ikke på dem.(1)

Anne mener, at hun har reageret helt naturligt på alle de traumer, som hun har haft. Hun har ændret sig rigtig meget for at kunne beskytte sig selv mod yderligere traumer: (1)

… Altså hvis jeg har nogle erfaringer omkring at mennesker, der gør. Er på en bestemt måde overfor mig. Jamen så er det jo min erfaring, og den vil jeg da leve efter. Jeg kan da ikke leve efter en eller anden lyserød verden, hvor alt går godt. Det er alt for farligt.(1)

Folk forstår ikke mit behov for hensyn

De erfaringer, som Luna og Anna har fra deres traumer, har ændret deres personlighed og gjort dem følsomme overfor stress og sanseindtryk. Luna oplever ikke, at andre mennesker kan forstå og acceptere de ekstra hensyn, hun af den grund har brug for:

 … De kan ikke sætte sig ind i det der med PTSD. Det kan jeg mærke. Vi kan ikke forklare det. Folk kan ikke forstå det. Det med lydene og. Og det er det, at jeg også bliver så ked af det, så jeg ikke blander mig ret meget med mennesker, fordi når jeg lige pludselig. Lige pludselig kommer det jo. At jeg sidder selv der og knævrer bla bla bla, for det er jeg jo god til selv, og så lige pludselig kan jeg bare sige: ”Nej, kan vi ikke lige være stille lidt, og kan du ikke lige lade være med at røre den ske rundt i den kop og sådan noget.” Det kan folk slet ikke forstå: “Nej. Nu må du lige.” For så får man i hovedet: “Altså du sidder selv og skramler og snakker.”… De kan ikke sætte sig ind i det. Vel.(2)

Fysiske lidelser rangeres højere end PTSD

Luna oplever, at fordi folk ikke kan sætte sig ind i hvor slemt det er at have PTSD og Kompleks PTSD. De nedvurderer lidelserne:

… Og så når jeg også prøver at snakke om, hvordan – bare sådan lige overfladisk om, hvad PTSD egentlig vil sige, så får jeg at vide, at dem der har noget fysisk, om det er hjerneskade eller nogen der har en fysisk sygdom, som det grimme kræft og sådan noget… At det er noget, der er værre. Altså PTSD den er langt nede på ranglisten… Der var engang én, der sagde til mig, der både havde kræft og PTSD, der sagde, at PTSDén det var det, der var værst ved det hele…(2)

Anne har haft hjerneblødning samtidig med, at hun havde PTSD og Kompleks PTSD. Hun er enig med Luna:

… Da jeg havde fået en hjerneblødning var min balance og koncentrationsevne dårlig, og jeg så dobbelt, men det var ikke det, der var det værst. Det var den forfærdelige frygt, som jeg havde for at dø. Den fyldte mit sind fuldstændigt og påvirkede alt, hvad jeg gjorde. Jeg var rædselsslagen. Min måde at se på andre mennesker på, og verden som et trygt sted, var forandret, og min fysiske lidelse var vand ved siden af. Selv den mindste handling aktiverede min frygt for at dø.(1)

Hvad skal jeg snakke med andre mennesker om?

Én ting er, at folk ikke forstår, hvad PTSD og Kompleks PTSD er for noget. Noget andet er, at det også kan være svært at finde nogle fælles samtaleemner. Når Cordelia er sammen med venner, som har de samme interesser som hende selv, så føler hun sig hjemme. Er hun sammen med andre mennesker, føler hun sig gennemgående anderledes. Det er svært at finde noget at snakke om, og Cordelia føler sig også flov over, at hun ikke kan arbejde.

… Men ellers så må jeg sige det på den måde: Så siger andre mennesker mig ikke så meget. Forstå mig ret. For folk er bare nogle helt andre steder, end hvor jeg er. Nåh men så arbejder de i en bank, og så de socio medarbejder. Jamen det er jo bare sådan nogle ting, som jeg slet ikke kan forholde mig til, fordi vi er to forskellige ting (Cordelia er førtidspensionist), og så kan det være enormt svært at have en samtale med nogen.

… Nåh. Men hvad skal du så snakke om, med folk om? Nåh men de vandt i fodbold. Nåh, men det interesserer jeg mig ikke for. Så i den der forstand, så synes jeg, at det kan være svært at snakke med nye mennesker, fordi hvad skal du snakke om, hvis du ikke kan snakke om dit arbejde og så videre?

De har frihed, og jeg er fange af mine lidelser

Anne synes også, at det er svært at kommunikere med normale, raske mennesker, som ikke har de psykiske udfordringer som hun selv har. Hun føler ikke, at de kan forstå hende, og hun forstår dem ikke: (1)

… Jeg føler mig meget anderledes end dem. Deres liv kører sådan mere eller mindre ud af en lige snor. De kan lave det, de har lyst til; rejse, feste og lave alt muligt udadvendt. Det kan jeg ikke, så jeg føler at vi er så utrolig forskellige. Jeg er en fange af mine lidelser, og de har frihed. Hvordan skulle de så nogensinde kunne forstå mig? Det skaber en afstand til dem. De taler om deres rejser og bekymrer sig over småting. Jeg kan højest tage en tur 100 km væk. Deres problemer synes så bitte små. De har deres frihed. Der er så meget, som de kan. Der er så meget, som jeg ikke kan. Der er milevidt imellem os. De vil aldrig kunne forstå mig.(1)

Smertefuldt at blive konfronteret med alt det hun ikke kan

Anne holder sig meget for sig selv, fordi det er smertefuldt at være sammen med mennesker, der lever et normalt liv:

… De er blot et symbol på, alt det som jeg ikke kan, og alt det som jeg ikke mere er. Når jeg er alene kan jeg i det mindste lulle mig ind i den tro på, at jeg har det godt på trods af alt det, jeg fejler. Jeg kan få det bedste ud af det. Men sammen med andre mennesker skriger det til himlen, hvor meget jeg har mistet og måske aldrig får igen. Så jeg holder mig meget for mig selv.(1)

… Det er meget smertefuldt ikke at blive set på, som den man er og ikke blive accepteret med de følelser og lidelser, man har. Ligesom at det er smertefuldt at se i øjnene, at traumerne har forandret én for altid.

 

Om artiklen

Navne og steder i artiklen er blevet ændret for at beskytte interviewpersonens identitet.

Denne artikel er en del af projektet ”Kvinder med Kompleks PTSD”, som er et projekt udført af KompleksPTSD.dk. Formålet med projektet er at formidle viden om, hvem kvinden bag diagnosen Kompleks PTSD er, hvad hun har oplevet, og hvordan disse oplevelser har medført en ændring af hendes personlighed og adfærd. Projektet er baseret på halvstrukturelle interviews. Interviewdeltagerne godkender og redigere alle artikler inden, de offentliggøres.

Kilder
  1. Interview med Anne (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 22. marts 2018.
  2. Interview med Luna (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 15. nov. 2018.
  3. Interview med Cordelia (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 24. maj 2018.

Opdateret den