Hvordan ved jeg, om jeg har en kompleks dissociativ lidelse?

Opdateret 9. juli 2026

Jeg har udover Kompleks PTSD også en lang række dissociative symptomer, hvor jeg føler mig meget anderledes end jeg normalt er, eller hvor jeg siger noget som jeg normalt ikke kan finde på at sige. I årevis har tvivlen været hos mig. Har jeg en en kompleks dissociativ lidelse – ligesom Dissociativ identitetstilstand, eller er det hele noget jeg bilder mig ind? Og hvad kan jeg i det hele taget bruge den diagnose til?

Jeg har Kompleks PTSD

Jeg har Kompleks PTSD. Det ved jeg efter samtaler med psykiater og psykologer. Det har jeg forliget mig med. Det var en lettelse, da jeg en dag ved en psykiater endelig så sammenhængen mellem mine symptomer og de traumer, som jeg gennem tiden havde været udsat for. Der var en logik i symptomerne. Jeg var på vagt, fordi jeg havde oplevet, at verden var farlig. Jeg var bange for mennesker, fordi jeg så ofte var blevet skadet af mennesker. Jeg havde svært ved at styre mine følelser, fordi jeg fik så mange flashbacks.

I tvivl om jeg havde en dissociativ lidelse

I de sidste 10 år har jeg jævnligt læst artikler om dissociation og også Dissociativ identitetstilstand (DID). Jeg har kunnet se mig selv i disse artikler, men har gang på gang slået det hen. En indre stemme sagde: ”Det er noget, du bilder dig ind. Så er det heller ikke værre.” Derfor troede jeg, at min måde at være på nok var normal, når man som jeg havde været udsat for noget traumatisk i mit liv. Alligevel ville tanken om DID ikke slippe mig. Der gik år, hvor jeg troede, at jeg ikke havde nogen dissociativ lidelse, og år hvor jeg troede, at jeg havde det. Jeg troede ikke på mig selv – troede, at jeg bedragede mig selv.

Jeg har en kompleks dissociativ lidelse

I dag ved jeg, at jeg har en kompleks dissociativ lidelse. Ser man på på traumelidelser i en rækkefølge, har vi som den første lidelse, PTSD. Dernæst Kompleks PTSD, og dernæst har vi kompleks dissociativ forstyrrelse. Jeg ved jeg har Kompleks PTSD, men jeg ved også, at jeg har en lang række dissociative symptomer. Nogen af dem indebærer, at jeg har flere identiteter, som er meget forskellige fra hinanden, og som hver især søger fuldstændig bestemmelse over min krop og tanker.

Dissociativ identitetstilstand er en stigmatiserende diagnose

Så er det da med at komme til en psykiater, for at få undersøgt om jeg har partial DID eller måske DID. Nej. Det vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for. Jeg har hørt og læst nok til at vide, at Dissociativ identitetstilstand er en af de mest stigmatiserede diagnoser i verden. I film ser man, at personer med DID er farlige seriemordere og personer, der på ingen måde kan styre sig selv. Blandt psykiatriske behandlere hører man, at personer med DID selv har fundet på deres symptomer. At det er en diagnose, som de som behandlere ikke tror på!

Når jeg har læst, at der er psykiatere, der ikke tror på diagnosen Dissociativ identitetstilstand (DID), ryster jeg på hovedet, men minder også mig selv om, at der er gode psykiatere og så er der nogen der virkelig er ringe. DID og partial DID er diagnoser, som er i det nye diagnosesystem, ICD-11 – ligesom alle andre diagnoser, vi kender. Diagnoserne er ganske virkelige, og der har været forsket i diagnoserne i flere årtier.

Jeg er bange for at blive diagnostiseret

Virkeligheden er, at jeg er bange for at få diagnosen DID men også bange for ikke at få diagnosen. Giver det mening? Jeg ser det sådan: Der er mange psykiatere i Danmark som ikke kender ret meget til diagnosen DID, så chancen for at jeg får nogen andre forkerte diagnoser er ret høj. Jeg ved, at personer med DID gerne bliver fejldiagnostiseret med skizofreni eller borderline. Begge diagnoser er stigmatiserende.

Fik jeg mod al forventning diagnosen partial DID eller DID, ville jeg igen være skræmt. Jeg ser straks, hvordan diagnosen kan blive brugt imod mig ved skilsmisse, i børnesager mv. Jeg ser for mig, hvordan jeg vil have svært ved at blive taget alvorlig i offentlige sager, retssager og ved læge og sygehuse, fordi folk har en forudindtaget ide om, hvem jeg er, fordi jeg har DID. Den risiko vil jeg ikke tage. Forudindtagethed og fordomme skal ikke ødelægge mine fremtidige muligheder.

Jeg kan stadig få behandling

Jeg ved selv, at jeg har en kompleks dissociativ lidelse, og det er nok for mig. Jeg har søgt behandling for mine symptomer. Det var i sig selv en overvindelse. Der gik 5 år, hvor jeg var i behandling for Kompleks PTSD ved en kvinde, som vidste uendelig meget om traumer, og som jeg også havde tillid til. Først der afslørede jeg, at jeg troede, at jeg havde DID. Jeg var bange, for om hun troede på mig, eller ville tro, at jeg bare havde en livlig fantasi. Hun vidste ikke noget om DID, men hun troede på mig, og vi fandt stille og roligt en behandling, der virkede på mig.

Min behandler viser alle tegne på, at hun tror på mig, og at hun ser og hører på mig. Alligevel er tvivlen inde i mig. ”Tror hun virkelig på mig?” Det er ikke på grund af hende, at tvivlen kommer. Det er på grund af mig, for stadig har jeg en stemme indeni, som fortæller mig, at jeg er en bedrager. At det er noget jeg har fundet på. At jeg bare tror det værste selvom, der ikke er noget særligt i vejen. Som barn blev der sat spørgsmålstegn ved mine tanker, motiver og følelser, så det er ikke overraskende, at jeg som voksen tror, at jeg bare er en bedrager med en livlig fantasi.

Redigeret af redaktør, Pia Serup fra KompleksPTSD.dk