Psykologisk behandling hjalp mig videre

Opdateret 4. juni 2026

Kapitel fra bogen: “Mit liv med Kompleks PTSD” af forfatteren, Pia Serup.

Vejen til at få det bedre startede for mig med, at fandt ud af, hvad jeg fejlede, og dernæst fandt jeg nogle kvalificerede behandlere. Jeg kan meget selv og besidder psykologisk indsigt og analytiske evner, men det var ikke nok. Jeg havde brug for andres øjne på mit psykiske helbred. Mit syn på mig selv var subjektivt og præget af uhensigtsmæssige tankemønstre, og selvom jeg var klog, var der så meget, jeg ikke vidste om min adfærd, tanker og følelser. Det kunne en dygtig behandler heldigvis hjælpe mig med.

Jeg har mange års psykologbehandling bag mig og har prøvet flere typer af behandlere. De har hver især givet mig et eller andet, som har hjulpet mig videre i min helingsproces. Nogle betydeligt mere end andre.

Så snart at jeg vidste, at jeg havde Kompleks PTSD, sørgede jeg for, at mine behandlere var specialister indenfor PTSD og traumatologi. Kompleks PTSD er en meget alvorlig tilstand, som kræver ekspertviden og flere års erfaring med traumer. Kommer man ved en behandler, der ikke har det, kan personen direkte skade én. Det er så nemt at blive retraumatiseret. Dissociation får én til at fjerne sig fra virkeligheden, og det ene flashback afløser hurtigt det andet, og når sker, kan man blive skadet af sin behandling.

Har man Kompleks PTSD, som jeg har, kan det være nemt at dissociere – forsvinde for omverdenen. De behandlere, som jeg har haft, har været nænsomme i deres behandling. Terapeutisk kræver det, at traumeminder tilgås meget langsomt, og gradvis, og derved forlænger det den terapeutiske proces (Brewin C. R., 2019, 10).

Når behandleren har den rette viden, og erfaring er det også nødvendigt at vurdere, om man har tillid til behandleren. Det var ikke alle behandlere, jeg havde den nødvendige tillid til. Nu er tillid heller ikke noget, man kan reklamere med som Kompleks PTSD ramt. Tillid opbygges selvfølgelig over tid, men uden tilliden oplevede jeg ikke, at reel behandling var mulig. Jeg åbner mig i hvert fald ikke op for hvem som helst.

Det var også vigtigt, at jeg kunne lide behandleren, men det var ikke nok. Jeg har kunnet lide behandlere, som ikke rigtigt har flyttet noget i min behandling. Dem jeg af den ene eller anden grund ikke brød mig om, var total udelukkede. Vi ville ikke kunne få et godt samarbejde.

Min terapi gennem livet

Min behandling startede, da jeg var i begyndelsen af 30’erne. Jeg havde ondt i livet. Mit selvværd var i bund, og jeg ønskede et sundt kæresteforhold, men formåede ikke at finde en mand, som behandlede mig ordentligt.

En veninde gik ved en psykolog, som hun var glad for, så jeg besluttede mig for at prøve ham. Jeg vidste intet om psykologer, og at der var flere typer af dem. Ham, jeg fik, var autoriseret psykolog, og gennem de næste mange år var han med til at forbedre mit liv. Det var ikke noget, jeg kom sovende til. Det krævede hårdt arbejde fra min side. Og med Erik var jeg heldig. Han var en knaldhamrende dygtig psykolog, som havde en stor faglighed og psykologisk erfaring.

Jeg startede med at fortælle ham om mine problemer, min barndom og mit liv indtil da. På den måde havde han et grundlag for at forstå, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde.

Erik blev den bedste psykolog, som jeg nogensinde har haft. Han hjalp mig til at forstå, at der var andre måder, som jeg kunne handle på i livet, end den måde, jeg gjorde. Han fungerede som min coach og havde stor faglighed og erfaring indenfor det psykologiske felt.

Ved vores samtaler fortalte jeg Erik, hvad der var sket siden sidst, og han vendte mine fortællinger på hovedet, så jeg kunne se, når jeg havde en adfærd, som var uhensigtsmæssig. Han vidste, hvad han talte om. Gang på gang kom han med nogle analyser, som gav mig et billede af, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Og han skubbede mig frem og opfordrede mig til hele tiden at gøre det bedre.

Hen over 3 år lykkedes det mig med hans hjælp at blive fornuftig, hvor jeg før havde fokus på, hvad jeg havde lyst til i øjeblikket. Jeg fik også et forhold til mine følelser og krop, som var lukket ned, da jeg mødte ham første gang. Mit forhold til mænd ændrede sig også. Fra at have været vant med, at mine grænser blev overtrådt, blev jeg betydelig bedre til at passe på mig selv og til at se, hvilke mænd der var gode for mig og hvilke der ikke var det. Det betød også, at mit selvværd blev mærkbart forbedret.

De næste 10 år blev jeg udsat for den ene traumatiske oplevelse efter det andet, og indtil jeg for 13 år siden gik ned med Kompleks PTSD, var Erik ved min side. Han omtalte aldrig mine traumatiske oplevelser som traumer, og hos ham følte jeg mig ikke syg eller anderledes. Jeg mødte blot nogle udfordringer i livet, som han hjalp mig med.

Da jeg mødte Erik, fulgte han mig på sidelinjen i mit daværende arbejdsforhold, og han lærte mig at blive bedre til at beskytte mig selv mod en samarbejdspartner, som ville mig seksuelt. På den næste arbejdsplads viste det sig at være mig til stor hjælp. Direktøren på arbejdspladsen ville have mig som elskerinde, og det ønskede jeg ikke at stå model til. Det blev en lang kamp for mig på arbejdspladsen, hvor jeg mødte modstand fra kollegaer og en direktør, der løj, og som forsøgte at manipulere mig. Jeg mistede mit job og var overbevist om, at jeg ikke havde beskyttet mig selv godt nok. Jeg følte en skam og skyld, som ikke passede med det, jeg havde gjort på arbejdspladsen. Her kom Erik ind og hjalp mig med at sætte oplevelsen i perspektiv. Han hjalp mig til at se, at jeg havde klaret den seksuelle chikanesag flot. Oplevelserne kom dog til at sidde mere i mig, end jeg troede. Det var svært for mig at leve med, at halvdelen af arbejdspladsen syntes, at det hele var min skyld. Det var også svært for mig at føle, at jeg havde gjort det rigtige, når det nu endte med, at jeg blev fyret, fordi ingen vidner ville stå frem.

Da jeg 3 år senere fik en hjerneblødning, var jeg rædselsslagen for at leve. Jeg turde næsten ingenting, og frygten for at dø lå hele tiden lige om hjørnet. Hos Erik fik jeg sat min frygt for at dø i perspektiv. Jeg arbejdede med mine tanker og fik lært mig selv, at jeg ikke kunne styre døden. Det var hårdt arbejde. Det var det altid, da jeg gik ved psykolog. Hvis jeg ikke aktivt arbejdede med mine tanker, følelser og adfærd, ville jeg ikke kunne opnå de ændringer, jeg gjorde. På et halvt år lykkedes det mig at gå fra at være et rystende vrag, der hele tiden var bange for at dø til, at min frygt for døden blev stærkt mindsket, så jeg igen turde at leve.

Der gik kun halvandet år, så var den gal igen, og jeg fik igen brug for Erik. Jeg var gravid med tvillinger og fik en problematisk graviditet med operationer, og min ene datter døde. Det var først efter traumerne, at jeg havde tiden og muligheden for at komme hos min psykolog. Igen var han min støtte. Han forstod min sorg, og hvor svært det lange forløb havde været for mig. Jeg lærte at leve med sorgen og acceptere, at min datter ikke mere var en del af mit liv, men at hun formede mig som menneske.

Erik gik på efterløn, så derfor måtte jeg ud at finde en ny psykolog, da jeg efter efter 2 års mobning på min sidste arbejdsplads i 2012 var gået fuldstændigt ned med traumatisk stress. Jeg var på sygedagpenge, og pengene var derfor små. Heldigvis kunne jeg få 12 timers psykologhjælp ved min fagforenings arbejdspsykolog. Han var meget dygtig til sit job. Vant til at hjælpe ingeniører, der var gået ned med stress, og det var det han og jeg troede, var sket for mig. Senere viste det sig, at det var meget værre. Jeg havde fået Kompleks PTSD.

Trods vores fokus på, at det her var stress, fik jeg rigtig mange gode værktøjer til at håndtere min daglige stress. Værktøjer, som jeg stadig bruger den dag i dag. Han lærte mig at strukturere min hverdag, at begrænse alt det, der gjorde mig stresset, og at give mig selv ro med åndedrætsøvelser.

Efter vores 10 gange måtte han imidlertid erkende, at jeg ikke havde fået en forbedring af min stress, og at der måtte ligge en mere alvorlig årsag bag min stress. Selvfølgelig kunne han ikke fjerne min Kompleks PTSD, men han hjalp mig alligevel med at håndtere min hverdag. Ved ham lærte jeg mange mestringsstrategier til, når man havde stress, som jeg ikke siden lærte ved andre psykologer.

Efter vores psykologforløb var afsluttet kom jeg under aktivering i et sygedagpengeforløb 20 timer om ugen. Det var alt for meget for mig. Forløbet var én lang retraumatisering. Når man befinder sig direkte i et traume, har man ikke overskud til at få det bedre. Faktisk får man det værre. Som en psykiater har fortalt mig, så kan man have så få ressourcer, at psykologhjælp ikke virker, fordi den i sig selv tager kræfter. Det bedste, man kan gøre i en sådan situation, er at komme væk fra det traume, der kører. Desværre kunne jeg ikke komme væk fra sygedagpengesystemet uden at miste min indtægt.

Udviklingen af behandlingsmetoder til Kompleks PTSD er stadig på et tidligt stadie. Der er derfor langt fra enighed om, hvilken behandlingstilgang der er den bedste. (Maercker A. et al., 2022)

Jeg kunne godt se, at det, jeg fejlede, var noget andet end almindelig stress, så det ønskede jeg at få afklaret. Jeg gik 12 gange ved en autoriseret specialpsykolog i psykiatri, hvor jeg fik mere afklaring omkring, hvad jeg fejlede. Jeg ville også bruge ham til at behandle min Kompleks PTSD, men jeg mærkede en indre modstand. Han virkede som en fagligt dygtig psykolog. Som person var han nøgtern, men jeg havde også brug for at mærke en vis omsorg. Det følte jeg ikke, at han kunne give mig. Jeg tror også, at en årsag var, at han var en mand. Jeg havde det svært med mænd. Jeg stolede ikke på dem. De havde fyldt for meget i mine traumer. Specielt autoritære mænd var et no, go for mig.

Det var næsten umuligt for mig at finde en autoriseret traumepsykolog i nærheden af, hvor jeg boede. Jeg fandt én, som ikke havde ydernummer, og som jeg derfor ikke kunne få tilskud til at besøge. Hun var et varmt menneske, hvilket straks tiltalte mig. Jeg følte, at jeg kunne have tillid til hende. Det hjalp, at hun ikke havde noget med det kommunale system at gøre. Jeg turde ikke få en psykolog, som var betalt af Kommunen, eller som Kommunen havde valgt, så jeg kunne risikere, at sagsbehandlere fik adgang til psykologens notater.

Mit sygedagpengeforløb var stadig i gang, og det stressede mig, at jeg ikke vidste, om der ville komme et tidspunkt, hvor jeg kunne få fred. Min psykolog mente, at det var vigtigt for mig at komme videre, og at jeg kunne komme det ved at komme i arbejdsprøvning, så Kommunen kunne se, hvad jeg kunne holde til. Det ville jeg gerne, for at signalere overfor Kommunen, at jeg var samarbejdsvillig og interesseret i at komme i job igen. Samtidig vidste jeg godt, at mine arbejdsevner var meget begrænsede – måske ovenikøbet ikke-eksisterende.

Min psykolog foreslog, at jeg fik timer på en arbejdsplads, som kunne tage hensyn til mine psykiske udfordringer, og at jeg så gradvist kunne komme op i tid. Derefter kunne Kommunen vurdere, hvor meget jeg kunne arbejde i et fleksjob om ugen.

Det var umuligt for min sagsbehandler at finde et job, som kunne tage hensyn til alle de udfordringer, jeg havde, så hun sendte mig ud på en kommunal, fiktiv handelsvirksomhed.

Det gik helt elendigt. Jeg kunne slet ikke holde til at være et sted, der bare mindede om en arbejdsplads, og hvor der var “kollegaer” og en “leder”. Jobkonsulenten, der jævnligt besøgte mig på virksomheden, var tonedøv overfor psykisk lidelse, og min øgning af timer gik alt for hurtig. Jeg var hele tiden stresset, og efter en måneds tid var jeg ude af stand til at fortsætte arbejdsprøvningen. Jeg var brændt ud.

Jeg vidste, at jeg fortsat havde brug for terapi, men syntes, at jeg ville prøve en anden psykolog. Min tillid til psykologen var blevet mindsket af det forløb, som hun havde været med til at få mig ind i. Jeg følte ikke, at hun passede godt nok på mig.

Jeg foreslog hende, at jeg kunne prøve at få terapi ved Psykiatrien. Det afviste hun, som en mulighed: “Indenfor Psykiatrien har de deres primære fokus på medicin. Du bruger ikke medicin og har ikke brug for det, men det er de vant til at bruge som løsning overfor traumesymptomer. Siger du nej til det, så vil de mene, at du ikke samarbejder.”

“Er der ingen terapi?” sagde jeg undrende.

“Jo det er der, men medicin har en stor rolle, og du skal ikke regne med, at de har traumeterapi. Dine traumer er komplekse, og jeg tror ikke, at du vil få den rigtige behandling,” svarede hun hovedrystende.

Jeg slog straks Psykiatrien ud af hovedet. I det hele taget ønskede jeg ikke, at det offentlige skulle have indflydelse på min behandling.

En behandler skal gerne være opmærksom på de steder, hvor man kan være blevet udsat for traumer, og skal også være medfølende overfor ens oplevelser og lidelse. Det er også vigtigt, at behandleren er håbefuld om virkningen af de evidensbaserede behandlingsmetoder, som hun bruger.

Under behandlingen skal hun give tid og rum til, at man kan samle sine tanker og håndtere den lidelse, man får. Det gør hun ved at være rolig, ligetil, sympatisk og støttende under behandlingen.

(Maercker A. et al., 2022)

Denne gang var det også svært at finde en psykolog, som var specialiseret i traumer, og som jeg havde tillid til. Jeg havde søgt information om, hvordan man bedst behandler Kompleks PTSD og kunne se, at der var meget lidt viden i Danmark om det. Jeg faldt over en afhandling fra Aalborg Universitet om behandling af Kompleks PTSD med musikterapi. Og ved mere søgning fandt jeg frem til en musikterapeut, som havde en PhD i kronisk stress. Ved hende startede jeg i terapi.

Henriette havde et venligt og varmt sind, som med det samme tiltalte mig. Hos hende gennemgik jeg alle mine traumer. Nogle havde jeg gennemgået før, og andre var nye, men det var givende for mig at få talt om dem alle. Jeg fik udtrykt følelser i forbindelse med mine traumer og lærte at reagere på og forebygge flashbacks, inden de tog overhånd. Når jeg gik i dissociation, formåede Henriette at få mig tilbage til virkeligheden.

Ved Henriette oplevede jeg, at musik hjalp mig til at få kontakt til gemte følelser, og at jeg kunne mindske vrede og frustration ved at forestille mig mine krænkere og fysisk skubbe dem væk. Det gav en dejlig fred indvendigt, men om det virkede i længden, ved jeg ikke.

Jeg fik det tydeligt bedre, ved at jeg var i terapi hos Henriette. Hun forstod mig, var omsorgsfuld og formåede at vende mit syn på mine handlinger i traumerne, og hos hende fik jeg konkrete værktøjer til at håndtere min genoplevelse af følelser fra mine traumer.

Vi fortsatte med terapi og arbejdede med “min indre kritiker” og “mit indre barn”. Jeg lærte dem bedre at kende og blev også mere åben overfor sociale sammenhænge.

Jeg er mere eller mindre færdigbehandlet, men følgerne af traumerne er stadig i mig. Jeg har slet ikke forståelse for, hvordan nogle behandlere kan påstå, at de kan kurere Kompleks PTSD. Mine traumer er så mange og komplekse og stammer også delvist fra en tid så langt tilbage, at jeg ikke kan huske det, eller min hjerne nægter at lade mig tilgå informationen.

Selvfølgelig kan jeg prøve nye terapeutiske metoder og gennemgå mine traumer igen og igen. Det vil sikkert hjælpe, men jeg vil også videre med mit liv. Jeg har et lager af færdigheder, som jeg har fået gennem terapi. De har givet mig mere indre ro, og jeg har lært at forme min hverdag, så den tager hensyn til mine traumesymtomer.

Nogle gange kan jeg mærke, at jeg kommer væk fra, hvad jeg har brug for i livet, og indimellem bliver jeg igen ramt af noget traumatisk eller bliver retraumatiseret. I de tilfælde har jeg stadig min terapeut i baghånden, og jeg ved, at jeg kan have glæde af at mødes med hende i en periode, for at føre mig selv ind på min rette vej.

Ved at skrive denne her bog har jeg også fået indsigt i nogle mangler i min rejse mod at få det bedre. Der er stadig steder, hvor jeg kan forbedre mine copingstrategier, så det er noget, som jeg vil tage fat i, når jeg synes min interesse, og mine ressourcer er til det.

Jeg lærte om traumer

I takt med at traumer ramte mig, havde jeg nogle reaktioner, som jeg ikke kunne forstå. Hvordan kunne det være, at jeg flygtede eller blev ubevægelig i traumesituationer? Jeg forstod det ikke. Psykologer var med til at forklare mig, hvad det var, der skete i min krop, når jeg blev udsat for et traume. De forklarede mig, hvordan min hjerne reagerede, og hvordan det påvirkede mine tanker, følelser og krop. Det betød meget, at jeg lærte årsagen til mine reaktioner at kende, for derved kunne jeg fjerne noget af den skyldfølelse, som jeg havde ved nogle af mine traumer. Skyldfølelse over, at jeg ikke reagerede, som jeg syntes, var en fornuftig måde at reagere på. Hjernen er på mange måder primitiv, og jeg havde slet ikke den indflydelse på mine reaktioner, som jeg troede.

Der var også traumer, der gav mig skam, og hvor forklaringer ikke hjalp så meget, fordi skamfølelsen hang sammen med, at jeg følte, jeg var værdiløs og ikke kunne gøre noget som helst rigtigt.

Da mine symptomer for alvor foldede sig ud for 13 år siden, kunne jeg slet ikke forstå alt det, der skete i min krop og hjerne. Mine symptomer kunne fylde mange A4-ark, og det efterlod mig forvirret og magtesløs. Også her var psykoedukation en gave. Det, at en psykiater og flere psykologer forklarede mig baggrunden for mine symptomer, gjorde, at jeg bedre kunne slappe af. Jeg kunne se, at jeg ikke var vanvittig, men at der var naturlige grunde til mine symptomer.

Jeg lærte mig selv en masse om Kompleks PTSD, og i flere år har jeg været medredaktør på KompleksPTSD.dk, hvor jeg har delt min viden. Det har givet mig en indre ro at lære, at jeg ikke er alene om at have det, som jeg har det. Kompleks PTSD er en meget ensom lidelse. Fremmedgørelse, isolation og problemer med andre mennesker er en del af diagnosen.

Jeg fik færdigheder til at håndtere symptomer

Jeg har fået meget traumebehandling, som har gjort, at mine traumesymptomer er blevet mindre. Det er sket ved, at jeg har fortalt min behandler om mine traumer i detaljer, og hvad de har gjort ved mig. Jeg har grædt meget og været vred, og jeg har mistet forbindelsen til omverden ved dissociation. Min behandler var hele tiden på sidelinjen, mens hun guidede mig ud af flashbacks og dissociation. Hun gav mig værktøjer til at håndtere flashbacks i form af vejrtrækningsøvelser, sansning af omgivelserne, og at forholde mig til, hvad der skete i min krop og meget mere.

Jeg lærte at genkende flashbackene og formåede nogle gange at fange flashbacks og andre symptomer i forkøbet, fordi mine erfaringer havde lært mig, hvornår de kom frem. Det er slet ikke så nemt, og jeg har svært ved at stoppe flashbacks. Det er så svært, fordi de så pludseligt dukker op, og at jeg ikke hele tiden kan være bevidst om hver en lille ting, der sker i min krop, og alt, hvad der kan trigge flashbacks hos mig. Der er så meget.

Fornyet oplevelse af mine traumer hjalp mig videre

At tale med en erfaren psykolog om mine traumer har hjulpet mig meget omkring min egen selvforståelse. Jeg har min måde at se på mine traumeoplevelser på, og nogle gange er den rigid og forvrænget og giver mig mange dårlige følelser. At vende mine traumer med en behandler, som er klog indenfor psykologi og traumer, har vendt mine traumer på hovedet. Jeg fandt ud af, at jeg reagerede hensigtsmæssigt ud fra de forudsætninger, som jeg havde, og at nogle gange gjorde jeg det endda rigtig godt. Det hele var ikke bare sort på sort. Jeg var ikke et slet menneske, bare fordi jeg havde oplevet noget slemt.

Det betød meget for mig, at især min sidste behandler var omsorgsfuld og støttende, for sådan var jeg ikke overfor mig selv. Traumer har gjort mig nådesløs overfor mig selv. Omsorg har altid været mit ønske, men jeg har ikke så meget erfaring med det. Jeg prøver mit bedste, men det er svært, når man ikke har lært det grundlæggende. Det lærte jeg mere og mere af min behandler. Hendes omsorg overfor mig smittede af. Jeg lærte at være kærligere overfor mig selv. Det bærer jeg med mig og har glæde af i mit liv. Selvomsorgen er på sidelinjen med den ukærlige del i mig, som træder på mit selvværd. Jeg har ikke Kompleks PTSD for ingenting.

Min behandler hjalp mig også med en lang række generaliseringer, som jeg havde fået som følge af mine erfaringer under traumatiske oplevelser. Da jeg fik snakket om dem med min behandler, fandt jeg ud af, at alt ikke var så firkantet. Det var ikke alle læger, som var dårlige eller alle mennesker, der var ligeglade med mig. Der var nogle, der faldt udenfor boksen, og som jeg havde haft gode oplevelser med. Jeg fik et lidt blødere menneskesyn. Mine dårlige erfaringer var der stadig, og dem tager jeg med mig som vigtig læring. Jeg er meget mindre naiv, mere skeptisk, og desværre, mistroisk om andre folks intensioner. Det går nok aldrig væk, men hvis jeg tillader mig selv at komme mere ud blandt andre mennesker, så vil jeg forhåbentlig kunne få nogle positive oplevelser, der kan bygges ovenpå de negative. Det er op ad bakke, for traumerne har ødelagt så meget for mig, at jeg synes, at beskyttelse mod andre mennesker er det, der er bedst for mig.

Min psykolog blev min rollemodel for sunde forhold

Den psykolog, som jeg havde, da jeg var i starten af 30érne, var en god rollemodel for sunde forhold. På det tidspunkt behandlede jeg ikke mig selv godt, og jeg mødte mange mænd, der overskred mine grænser. Erik var en rolig og fornuftig mand, og måden, han behandlede mig på, var respektfuld, og han krævede af mig, at jeg ikke fandt mig i hvad som helst. Jeg havde ikke tidligere haft en rollemodel, der på den måde, både var der for, mig, men også stillede fornuftige krav til mig. Det havde jeg brug for. På den måde lærte jeg, at jeg fortjente at blive behandlet ordentligt, og at det var godt for mig at være fornuftig. Jeg lærte også at genkende mennesker, der ville mig det godt. Tidligere havde jeg anset fornuftige mennesker for kedelige og opsøgt “spændende” mænd. Sammen med Erik lærte jeg, at spænding ofte var forbundet med utryghed og personer, som jeg ikke kunne stole på. Det ændrede tydeligt mit syn på potentielle kærester.

Jeg fik kontakt til mine følelser

Da jeg startede, ved min første psykolog, havde jeg kun lidt kontakt til min vrede og min krop. Her var min psykolog en hjælper på sidelinjen. Når jeg fortalte ham om de dagligdags situationer, som jeg kom ud for, gik han altid et spadestik dybere for at finde ud af, hvordan jeg oplevede situationerne følelsesmæssigt. Med de rette spørgsmål fandt jeg vreden, som var gemt inde bagved et forbudt sted, og hvad den gjorde ved min krop. Gennem årene gentog Erik denne behandling på mig, og med tiden er min vrede blevet meget mere tilladt i mit liv. Jeg kan mærke følelserne påvirke min krop, og jeg har fået langt større accept af mine følelser, så jeg ikke mere skammer mig over dem.

Anbefalet behandling af Kompleks PTSD